Fejlagtig beregnet ydelse.

Sagsnummer:434/1992
Dato:12-03-1993
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Fejlagtig beregnet ydelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved skrivelse af 9. marts 1987 til klagerne meddelte indklagede, at man var indstillet på at yde et billån på 182.889 kr. inkl. 2% etableringsprovision, 3.658 kr., samt etableringsomkostninger, der udgjorde 1.560 kr. Lånet skulle afvikles over ca. 6 år med en månedlig ydelse på 3.254 kr., første gang den 1. maj 1987. Det var endvidere anført, at forrentningen p.t. udgjorde 13,6% p.a. Det fremgik af det gældsbrev, der efterfølgende blev udfærdiget, at der blev foretaget månedlig renteberegning, og at renten varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit for private. Til sikkerhed for lånet modtog indklagede et løsøreskadesløsbrev med pant i bilen.

Ved skrivelse af 2. oktober 1989 meddelte indklagede, at man til køb af en fabriksny bil var indstillet på at yde klagerne et lån på 147.647 kr. inkl. 2% etableringsprovision, 2.595 kr., samt etableringsomkostninger, 7.743 kr. Lånet skulle afvikles over ca. 72 måneder med en månedlig ydelse på 2.777 kr., første gang den 1. december 1989. Det fremgik af det gældsbrev, der efterfølgende blev udfærdiget, at der blev foretaget månedlige renteberegninger, og at gælden forrentedes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente, p.t. 13,3% p.a. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes et løsøreejerpantebrev med pant i bilen, og heri var anført, at renten varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private.

Efter at klagerne i december 1991 var blevet opmærksom på, at lånene ikke kunne afvikles inden for den aftalte løbetid, rettede de henvendelse til indklagede. Indklagede blev herefter opmærksom på, at man i forbindelse med lånenes oprettelse havde fastsat for lave ydelser, bl.a. fordi der ikke var taget hensyn til etableringsprovision og -omkostninger. Indklagede tilbød, at hvert af lånene kunne krediteres 15.000 kr. med valør den 14. januar 1992, og at renten kunne nedsættes til 15,5% fra den 1. juli 1992. Klagerene afslog imidlertid dette tilbud.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere begge lån med beløb svarende til differencen mellem den hovedstol, der ville have været gældende med de tilbudte ydelser, og den faktiske hovedstol, med tillæg af renter af differencebeløbene. Klagerne har endvidere påstået indklagede tilpligtet at anerkende, at renten på det sidst udstedte lån følger renten på kassekredit til private i Sparekassen Sydjylland.

Indklagede er efter sagens indbringelse for Ankenævnet fremkommet med nye forligstilbud, jfr. nærmere nedenfor. Da klagerne ikke har ønsket at acceptere disse, har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at differencebeløbene omhandlet i påstanden udgør henholdsvis 23.318 kr og 10.395 kr., hvilke beløb indklagede bør kreditere lånene med tillæg af renter. Det fremgår endvidere af løsøreejerpantebrevet vedrørende det senest ydede lån, at renten ifølge dette lån skal reguleres i henhold til renten for kassekredit til private i Sparekassen Sydjylland. Indklagede bør derfor godtgøre klageren differencen mellem den opkrævede rente og Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private og bør fremover følge den sidstnævnte rente.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med etableringen af lånene ved en fejl ikke tog hensyn til etableringsprovision og -omkostninger ved beregningen af den månedlige ydelse. De månedlige ydelser på lånene fastsat til henholdsvis 3.254 kr. og 2.777 kr. skulle retteligt have været henholdsvis 3.730 kr. og 2.987 kr., såfremt den aftalte løbetid skal overholdes. Indklagede har for såvidt angår det først ydede lån med udgangspunkt i rentereguleringen efter Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private samt med en månedlig ydelse på 3.730 kr. beregnet lånets saldo pr. 1. august 1992 til 36.974,46 kr. Den faktiske saldo er 83.938,05 kr., således at der fremkommer et differencebeløb på 46.966,59 kr. Forsåvidt angår det sidst ydede lån har man med udgangspunkt i den foretagne renteregulering sammen med en månedlig ydelse på 2.987 kr. beregnet lånets saldo pr. 1. august 1992 til 105.803,69. Den fakriske saldo er 114.434,21 kr., således at der her fremkommer et differencebeløb på 8.630,52 kr. Den samlede effekt af de fejlberegnede ydelser udgør således i henhold til de foretagne beregninger ialt 55.597,11 kr. I juli 1992 aftaltes det, at lånene hver skulle krediteres med 15.000 kr. med valør den 14. januar 1992, og at renten skulle nedsættes til 15,5% fra 1. juli 1992. Med baggrund i rentelovens regler accepterede indklagede, at godtgørelsesbeløbene krediteredes lånene uden indberetning til told- og skattestyrelsen. I forbindelse med indklagedes acceptskrivelse anførtes det fejlagtigt, at beløbene ville blive indberettet, hvorfor klagerne afviste tilbuddet. Såfremt klagerne ønsker nøjagtigt beregnede kompensationsbeløb, må disse fastsættes til de foran anførte differencebeløb. Disse må i så fald indberettes til skattemyndighederne som renteindtægt for klagerne. En anden mulighed er alene at kreditere lånene med 50% af differencebeløbene mod at undlade indberetning om renteindtægt. Forsåvidt angår rentereguleringen, fremgår det af aftalerne, at lånenes rente reguleres forskelligt.

Ankenævnet bemærkninger:

Af gældsbrevet vedrørende lånet optaget i oktober 1989 fremgår, at gælden forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente. Ankenævnet finder, at der ikke heroverfor kan lægges vægt på rentebestemmelsen i ejerpantebrevet, og klagernes påstand om, at også dette lån skal forrentes med den af Sparekassen Sydjylland til enhver tid fastsatte rente for kassekreditter til private kan derfor ikke tages til følge.

4 medlemmer - Peter blok, Niels Busk, Gert Bo Gram og Lars Pedersen - udtaler herefter:

Indklagede har erkendt, at de oprindeligt fastsatte ydelser for begge låns vedkommende var for lave, såfremt lånene skulle afvikles inden for den forudsatte løbetid på ca. 6 år. Dette skyldes bl.a., at der ved fastsættelsen af ydelserne ikke blev taget hensyn til etableringsprovision og -omkostninger, men må for så vidt angår det i marts 1987 optagne lån også skyldes andre forhold. Vi finder, at konsekvensen af de af indklagede begåede fejl ved fastsættelsen af ydelserne bør være, at restgælden på begge lån pr. 1. august 1992 nedskrives til det beløb, som den ville have været, såfremt der frem til dette tidspunkt havde været betalt den korrekte ydelse. Ifølge indklagedes beregninger, som lægges til grund, skal restgælden på det i 1987 optagne lån herefter nedskrives til 36.974,46 kr. og restgælden på det i 1989 optagne lån til 105.803,69 kr. Vi kan ikke tage stilling til, hvilke skattemæssige konsekvenser disse nedskrivninger måtte have.

1 medlem - Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Jeg finder ikke, at klagerne har lidt tab som følge af de fejl, der blev begået af indklagede ved fastsættelsen af ydelserne. Under hensyn til de tilbud om kompensation, indklagede har fremsat, kan jeg imidlertid tilslutte mig, at sagen bør afgøres som anført af flertallet.

Som følge af det anførte


Indklagede bør inden 4 uger nedskrive restgælden pr. 1. august 1992 på de af klagerne i 1987 og 1989 optagne lån til henholdsvis 36.974,46 kr og 105.803,69 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.