Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med valg af udbetaling af indekskonto med fast grundrente i en situation, hvor rentesatsen på indekskontoen var lavere end grundrenten. Spørgsmål om erstatning for mistede indekstillæg og spørgsmål om absolut forældelse

Sagsnummer:460/2020
Dato:23-11-2021
Ankenævn:Henrik Waaben, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Rådgivning - pensionsforhold
Indekskonto - øvrige spørgsmål
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
Forældelse - rådgivning
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med valg af udbetaling af indekskonto med fast grundrente i en situation, hvor rentesatsen på indekskontoen var lavere end grundrenten. Spørgsmål om erstatning for mistede indekstillæg og spørgsmål om absolut forældelse
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med valg af udbetaling af indekskonto med fast grundrente i en situation, hvor rentesatsen på indekskontoen var lavere end grundrenten. Spørgsmål om erstatning for mistede indekstillæg og spørgsmål om absolut forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1938, oprettede i 1965 en pristalsreguleret alderdomsopsparing, indeksopsparing, hos sin daværende bank, i dag Nordea Danmark. Af aftalen fremgik blandt andet:

”…

OPRETTELSE AF KONTO

1. Ved nærværende aftale oprettes mellem kontohaveren og banken seks indekskontrakt(er) med grundbeløb i henhold til loven. Banken opretter i kontohaverens navn en indekskonto, der forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 6 ¼ % p.a., og en overrente, for tiden ½ % p.a.

INDBETALING

2. Kontohaveren indskyder i igangværende kalenderår senest 31/12 en grundindbetaling på det af aftalen omfattede antal indekskontrakter gange 86,91 kr. og i de efterfølgende kalenderår til og med 2004 senest den 31/12 en årlig indbetaling, der udgør grundindbetalingen pristalsreguleret i henhold til loven. Grundindbetalingen er ved benyttelse af en grundrente på 3 ½ % p.a. beregnet på grundlag af en aftalt udbetalingsperiode på femten år.

UDBETALING

3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoen indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven.

…”

Klageren har oplyst, at hendes tvillingebror samtidig oprettede en identisk indeksopsparing.

I 2005 udfyldte klageren Erklæring om udbetaling på indekskonto nr. -566, hvoraf blandt andet fremgik:

”…

_x_ normal grundrente (faste udbetalinger)

___ variabel grundrente (variable udbetalinger)

…”

Banken har fremlagt en oversigt over historiske rentesatser på indekskonti i banken for perioden 2001-2009:

01.07.2001

04.09.2001

25.09.2001

15.11.2001

10.12.2002

12.06.2003

09.03.2006

2,75

2,25

1,75

1,25

0,75

0,5

0,75

I januar 2006 kom klagerens indeksopsparing til udbetaling.

Klageren modtog årligt en meddelelse fra banken om udbetalinger. Ifølge en meddelelse af 10. december 2017 ville egenudbetalingerne i 2018 udgøre 1.375,19 kr. om måneden og statens indekstillæg 1.821,48 kr. om måneden, i alt 3.196,67 kr. om måneden. Endvidere fremgik blandt andet følgende:

”…

Den samlede udbetaling (inkl. statens indekstillæg) skal udgøre minimum 2.829,50 kr. pr./mdr. (2018) for at bevare retten til indekstillægget. …

Forudsætninger for udbetalingen

  • Indeksopsparingen er oprettet i 1965, og der er tegnet 6 kontrakter
  • Startdato for udbetaling: 1. januar 2006
  • Den beregnede værdi af din indeksopsparing var ved udbetalingens oprindelige start 197.953,83 kr.
  • Egenudbetalingerne er beregnet med en fast beregningsrente (normal grundrente) på 3,50.
  • Du modtager indekstillæg fra staten, så længe saldoen på indeksopsparingen er tilstrækkelig til, at du får udbetalt minimumsbeløbet.
  • Udbetalingsperioden er aftalt til 15 år, men vil ofte afvige pga. forskellen mellem faktisk forrentning og beregningsrenten, eller forhøjelse til minimumsbetalingen, hvis du er berettiget til indekstillæg. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens saldo er udbetalt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.
  • Udbetalingen genberegnes årligt som følge af ændrede satser fra staten.

…”

Klageren modtog den sidste udbetaling fra indeksopsparingen i november/december 2018.

Klageren har oplyst, at hun ved et tilfælde blev opmærksom på, at hendes tvillingebror fortsat modtog udbetalinger fra sin indeksopsparing efter 2018. Hun kontaktede derfor banken herom, men fik ikke et fyldestgørende svar.

Ved brev af 6. juli 2020 til banken påtalte klageren bankens forskelsbehandling og anmodede om en skriftlig redegørelse herom. Banken svarede ved e-mail af 24. september 2020, at der var følgende to grunde til forskellen i udbetalinger til hende og hendes bror:

”…

  1. [klagerens bror] har haft en lidt større opsparing på starttidspunktet for udbetaling. At der kan være forskel på jeres opsparinger hænger sammen med at der i de enkelte indbetalings år kan være stor forskel på, om [klagerens bror] har indbetalt tidligere på året end dig. Indlånsrenten kan have flyttet sig i de enkelte indbetalings år i forbindelse med generelle renteændringer, så der kan være stor forskel i forrentning om der er indbetalt i januar eller december det enkelte år. I den forbindelse har jeg ikke mulighed for at gå ned i hvert enkelt indbetalings år siden 1965 for at finde der, hvor forskellen er opstået.
  2. [klagerens bror] har valgt variabel grundlagsrente, mens du har valgt fast grundlagsrente i forbindelse med udbetaling, som grundlag for beregning af egenudbetalingerne. Det betyder, at dine egenudbetalinger er større end [klagerens bror], og derved tømmes din opsparing hurtigere.

 … ”

Parterne korresponderede herefter om den påståede forskelsbehandling og valget mellem udbetaling med fast eller variabel rente. Banken afslog at foretage sig yderligere i sagen, og klageren indbragte herefter sagen for Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 24. november 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal erstatte hende de indekstillæg, som hun ville have fået, hvis der var sket udbetaling med variabel grundrente i stedet for med fast grundrente.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken handlede ansvarspådragende ved ikke at oplyse hende om, at valg af variabel grundrente ville have givet hende længere udbetalingsperiode med statens indekstillæg. Bankens mangelfulde rådgivning resulterede i, at hun mistede statens indekstillæg. 

Banken gjorde hende på intet tidspunkt opmærksom på, hvad forskellen mellem udbetaling med fast grundrente og med variabel grundrente kunne betyde for hendes udbetalinger. Den eneste information banken gav hende i november 2005 var, at der ville ske faste udbetalinger ved valg af normal grundrente og variable udbetalinger ved valg af variabel grundrente, jævnfør den underskrevne erklæring. Det var en yderst mangelfuld rådgivning i forhold til den betydelige forskel mellem de to valgmuligheder, eftersom banken undlod at oplyse hende om sammenhængen mellem valg af rente og udbetalingsperiodens længde og dermed det essentielle i indekskontraktordningen, nemlig statens indekstillæg.

Af de årlige meddelelser om indeksopsparingen fremgik alene fast rente, men ikke at hun kunne vælge variabel rente i stedet, og hvilken betydning det ville have for udbetalingsperiodens længde. Derfor reagerede hun ikke på bankens årlige meddelelser. Banken burde i årene efter 2005 have gjort hende opmærksom på, at det var mest fordelagtigt for hende at skifte til variabel grundrente i stedet for fast grundrente.

Havde banken oplyst hende om forskellen mellem fast grundrente og variabel grundrente, havde hun valgt variabel rente.

Det var ved et tilfælde, at hun blev opmærksom på den markante forskel i rådgivningen af hende og hendes tvillingebror.

Broderen fik tilsyneladende korrekt rådgivning af banken, da han fik fyldestgørende information om konsekvensen af valg af rente. Han valgte på baggrund af informationen variabel rente, hvorfor hans udbetalinger tillagt statens indekstillæg fortsatte efter hendes sidste udbetaling i november/december 2018. Det er uacceptabelt, at banken foretog en klar forskelsbehandling i administrationen af hende og hendes brors identiske aftaler. Banken bør derfor kompensere hende for det tab hun led ved, at hun ikke fik en korrekt rådgivning.

Nordea Danmark har anført, at klageren selv valgte udbetaling med fast grundrente. Banken handlede ikke ansvarspådragende over for klageren vedrørende rådgivning om indeksopsparingen.

I forbindelse med opstarten på indeksudbetalingen fik klageren valget mellem, om indeksopsparingens midler skulle forrentes med fast eller variabel grundrente gennem udbetalingsperioden.

Det er fast praksis, at banken forelægger kunderne deres muligheder, når banken rådgiver omkring indeksopsparinger.

Banken har ingen interesse i, at kunder ikke bliver tilstrækkeligt informeret om valgmulighederne. Det har formodningen for sig, at klageren aktivt valgte fast rente i 2006. At hun efterfølgende kan rationalisere sig frem til, at variabel rente havde været bedre, kan ikke bebrejdes banken.

Banken har ikke materiale liggende om indholdet af en eventuel rådgivning af klageren tilbage i eller omkring november 2005, hvor klageren underskrev erklæringen om udbetalingen på indekskontoen. Banken har heller ikke materiale om baggrunden for klagerens valg, eksempelvis klagerens forventninger til det fremtidige renteniveau, som var stigende. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at bankens rådgivning var mangelfuld.

Banken burde ikke efterfølgende af egen drift have kontaktet klageren vedrørende hendes valg af fast grundrente.

Såfremt der måtte være et ansvarsgrundlag på grund af mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagers valg af en variabel grundrente den 30. november 2005, gøres det gældende, at et sådant ansvar er forældet i henhold til forældelsesloven. Der gælder en treårig forældelsesfrist for rådgivningsansvar beregnet fra tidspunktet for den mangelfulde rådgivning, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 sammenholdt med § 2, stk. 3.

Klageren blev årligt siden 2006 informeret om, at indeksudbetalingerne var med fast rente. Den årlige meddelelse blev fremsendt ved brev. Trods de årlige meddelelser hørte banken ikke fra klageren før i 2020.

Hvis det lægges til grund, at den treårige forældelsesfrist har været suspenderet på grund af klagerens manglende kendskab til den mangelfulde rådgivning, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 2, er der imidlertid indtruffet absolut forældelse efter 10 år fra rådgivningstidspunktet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er født i 1938, oprettede i 1965 en pristalsreguleret alderdomsopsparing, indeksopsparing, hos sin daværende bank, i dag Nordea Danmark.

Klageren har oplyst, at hendes tvillingebror samtidig oprettede en identisk indeksopsparing.

I november 2005 udfyldte klageren en erklæring om udbetaling på indekskontoen pr. januar 2006, hvor hun valgte udbetaling med fast grundrente.

Klageren modtog den sidste udbetaling fra indeksopsparingen i november/december 2018. Hun blev efterfølgende opmærksom på, at hendes tvillingebror, der havde valgt udbetaling med variabel grundrente, fortsat fik udbetalinger og dermed statens indekstillæg.

Den faktiske indlånsrente var i november 2005 på 0,5 %, og renten havde i flere år været væsentlig lavere end grundrenten på 3,5 %. Valget af fast grundrente var derfor ufordelagtig for klageren, fordi det ville medføre en forkortelse af udbetalingsperioden med deraf følgende bortfald af statens indekstillæg i de måneder, med hvilke udbetalingsperioden blev forkortet.

Ankenævnet finder, at banken udtrykkeligt burde have rådgivet klageren om konsekvenserne ved hendes valg af udbetaling med fast grundrente. Ankenævnet finder det endvidere ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren ikke modtog fyldest rådgivning herom, da hun i så fald åbenbart ville have valgt udbetaling med variabel grundrente. Det bemærkes, at klageren ville have haft mulighed for at skifte til udbetaling med fast grundrente, hvis den faktiske rente senere skulle stige så meget, at den væsentligt oversteg grundrenten.  

Det må herefter lægges til grund, at banken handlede ansvarspådragende over for klageren, der som følge af fejlen led et erstatningsberettiget tab i form af de indekstillæg, hun har mistet ved at vælge udbetaling med fast grundrente i stedet for variabel grundrente.

Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Der følger imidlertid af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, at et eventuelt erstatningskrav for mangelfuld rådgivning forældes senest 10 år regnet rådgivningstidspunktet. Ankenævnet finder derfor, at klagerens erstatningskrav var forældet, da klageren den 24. november 2020 indgav en klage over banken til Ankenævnet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.