| Sagsnummer: | 172/2025 |
| Dato: | 10-10-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Iben Leisner, Signe Vejen Hansen, Elizabeth Bonde og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3 Erstatning - Erstatning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod bankens anmeldelse af krav i boet efter klagerens afdøde ægtefælle. Krav om erstatning. |
| Indklagede: | Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod bankens anmeldelse af krav i boet efter klagerens afdøde ægtefælle. Krav om erstatning.
Sagens omstændigheder
I 1980 optog klageren og hans daværende ægtefælle, H, et boligopsparingslån -124 på 40.000 kr. i Privatbanken (nu Nordea Danmark). Boligopsparingslånet blev løbende forhøjet, senest i 1985, hvor restgælden udgjorde 132.824,26 kr.
I 1984 købte klageren og H en ejendom med landbrugspligt, ejendom A. Ejendom A blev tilplantet med juletræskultur.
I 1986 købte klageren og H en anden ejendom, ejendom B, og satte i den forbindelse ejendom A til salg. Klageren og H finansierede handlen via et mellemfinansieringslån -657 i Privatbanken (nu Nordea Danmark). Klageren har oplyst, at Privatbanken anbefalede ham og H at indfri deres sælgerpantebreve og i stedet optage mellemfinansieringslånet.
I 1987 købte klageren og H en ny ejendom, ejendom C, i hvilken forbindelse mellemfinansieringslån -657 blev forhøjet. Klageren har oplyst, at ejendom C blev købt sammen med en tredje person, T.
Af tillæg til kreditaftale om mellemfinansiering -657, som klageren og H underskrev den 22. oktober 1987, fremgår blandt andet, at mellemfinansieringen havde et maksimum på 531.533,27 kr., og at renten for tiden udgjorde 13,5 %.
I 1988 fik klageren og H økonomiske problemer. Det var vanskeligt at sælge ejendom A blandt andet på grund af juletræskulturen, men i slutningen af 1988 blev der fundet en køber til ejendommen, som imidlertid betingede sig, at klageren forpagtede jorden/juletræskulturen frem til og med 1994 i henhold til en forpagtningsaftale.
Som betingelse for at aflyse ejerpantebrevet i ejendom A, der lå til sikkerhed for klageren og H’s gæld til banken, krævede banken, at klageren solgte juletræskulturen til banken, og at banken fik transport i forpagtningsaftalen indgået mellem klageren og køberen af ejendom A. Banken indgik herefter aftale med et selskab, S, der forestod driften af juletræskulturen på vegne af banken, ligesom selskab S aftog en del af træerne på ejendom A.
Klageren har oplyst, at han tilbød banken at nedbringe mellemfinansieringslån -657 med de overskud, der løbende ville komme fra juletræskulturen, men at banken ikke ville acceptere dette tilbud. Klageren har endvidere oplyst, at banken skulle drive juletræskulturen frem til og med 31. december 1994.
I 1993 solgte Unibank A/S (tidligere Privatbanken) den resterende juletræskultur til en skovfoged mod at vedkommende påtog sig rydningsforpligtelsen og samtlige rettigheder/forpligtelser i forpagtningsaftalen. Banken betalte i den forbindelse 15.000 kr. til skovfogeden.
Banken foretog herefter retslig inddrivelse ved fogedretten mod H.
På et fogedretsmøde den 15. september 1994 blev sagen udsat på skriftlig forberedelse.
Den 12. juni 1995 blev der afholdt et nyt fogedretsmøde, og af fogedbogen af samme dag fremgår blandt andet:
”… Herefter tilkendegav fogedretten, at efter det foreliggende har rekvirenten som udgangspunkt ved det fremlagte gældsbrev et eksigibelt udlægsfundament, men at rekvirenten, efter at have indgået en aftale med rekvisitas tidligere samlever og meddebitor [navn på klageren] om at overtage den videre drift af den pantsatte juletræskulturen, må acceptere, at der ved sagens opgørelse tages stilling til den af rekvirenten foreståede drift og afregningen over for meddebitor.
Da det findes nødvendigt til bedømmelse af de opnåede salgssummer og de afholdte udgifter at lade det af rekvisita begærede skøn afholde, og da en bevisførelse omfattende syn og skøn findes at ligge uden for fogedrettens kompetence, bør sagen afvises fra fogedretten og henvises til civilt søgsmål. …”
Den 17. oktober 1995 tiltrådte banken fogedrettens tilkendegivelse.
Banken har oplyst, at der efter bankens oplysninger ikke blev afsagt kendelse, som banken i givet fald kunne have kæret til landsretten.
Banken har endvidere oplyst, at den på baggrund af en vurdering af klagerens og H’s betalingsvilje og -evne valgte indtil videre at sætte sagen i bero, henset til en samlet vurdering af procesomkostningerne ved at føre en civil sag og udsigten til at få hel eller delvis dækning ved en udlægsforretning.
I 1996 blev mellemfinansieringslån -657 og boligopsparingslån -124 afskrevet og debiteret på en fordringskonto -314. Banken har oplyst, at det skete med henblik på eventuel senere inddrivelse.
I juni 2006 afgik H ved døden.
Ved brev af 11. juli 2006 anmeldte banken sit krav vedrørende fordringskonto -314 i boet efter H, der blev behandlet som et insolvent dødsbo ved bobestyrer. Bankens krav blev opgjort til 534.110,70 kr. med tillæg af fem års renter på 621.858,06 kr., i alt 1.155.968,76 kr.
Ved brev af 29. december 2006 til bobestyreren sendte banken dokumentation for sit krav i form af blandt andet gældsbrev for boligopsparingslån -124 og mellemfinansieringslån -657, som fordringskonto -314 angik.
Ved notat af 21. januar 2007 til bobestyreren anførte klageren blandt andet, at banken havde handlet ansvarspådragende ved sin forpagtning af juletræskulturen, og at banken havde sammenblandet klagerens private gæld med boets/H’s gæld i forbindelse med sin håndtering af mellemfinansieringslån -657.
Ved brev af 5. marts 2007 til bobestyreren oplyste banken blandt andet om baggrunden for, at sagen blev sat i bero, om kravets eksistens og den løbende afbrydelse af forældelse efter daværende regler, om bankens rentesatser og at samtlige realiserede indtægter i henhold til forpagtningsaftalen var blevet anvendt til at nedskrive kravet.
Ved brev af 28. marts 2007 skrev bobestyreren til banken, at banken fortsat manglede at redegøre for klagerens indsigelser, navnlig indsigelsen vedrørende de momsmæssige forhold, indsigelsen mod overdragelsen af juletræskulturen til skovfogeden og et af klageren opgjort erstatningskrav på 1.959.480 kr.
Ved brev af 12. april 2007 til bobestyreren afviste banken klagerens erstatningskrav. Banken skrev endvidere, at indtægterne fra juletræsproduktionen var anvendt til at nedbringe engagementet, ligesom selskab S havde givet tilbud på den fortsatte forpagtning af arealet med et underskud på 30.000 kr. ved fortsat drift, hvorfor banken havde accepteret et tilbud fra skovfogeden om at overtage de resterende juletræer og retableringspligten under forpagtningsaftalen mod betaling af 15.000 kr.
I den følgende periode korresponderede parterne videre omkring sagen.
Ved dødsboopgørelse af 24. juli 2008 godkendte boet efter H bankens fordring på 1.155.968,76 kr. svarende til bankens opgørelse af 11. juli 2006. Banken har oplyst, at bobestyreren oppebar et særskilt honorar på 26.125 kr. for fordringsprøvelse af bankens krav. Klageren har oplyst, at bobestyreren modtog et honorar på 70.000 kr.
Af dødsboopgørelsen fremgår blandt andet, at bobeholdningen til udlodning udgjorde 374.455,34 kr., mens de samlede anmeldte krav udgjorde 1.275.272,75 kr. Dividenden blev beregnet til 29,36276 %, hvoraf bankens andel udgjorde 339.424,39 kr.
Banken har oplyst, at den løbende herefter sendte påmindelser til klageren i form af kontooversigter, og at den ved brev af 14. december 2007 til klageren sendte en opgørelse over kravet vedrørende fordringskonto -314 opgjort til 534.110,70 kr. pr. 31. november 2007. Kontooversigterne og brevet af 14. december 2007 er ikke fremlagt i sagen.
Ved brev af 6. marts 2014 til klageren opgjorde banken sit krav til 191.455,42 kr. med tillæg af tre års renter på 114.272,65 kr., i alt 305.728,07 kr.
Banken foretog herefter retslig inddrivelse ved fogedretten af den del af kravet, der vedrørte boligopsparingslån -124, og på et fogedretsmøde af 2. juni 2014 medbragte klageren fogedrettens tilkendegivelse af 12. juni 1995 i forhold til hans dagældende indsigelser mod kravet. Af fogedbog af 2. juni 2014 fremgår blandt andet:
”… Fogedretten bemærkede, at NORDEA BANK DANMARK A/S har tilbagekaldt sagen.
Det bemærkes, at der er uafklarede [u]overensstemmelser mellem parterne, hvorfor det ligger udenfor fogedrettens bestemmelser. …”
Ved saldokvittering af 11. juni 2014 frigjorde banken klageren fra resthæftelsen på boligopsparingslån -124, mellemfinansieringslån -657 og påløbne renter. I brevet skrev banken blandt andet:
”… Jeg beklager, at du måtte møde, og at jeg var uforberedt, men godt sagen nu er ude af verden. …”
I november 2023 sendte banken et brev til klageren med generel information om mulige fejl i inkassogæld til banken. Banken skrev blandt andet, at den havde konstateret mulige fejl i sin inkassohåndtering, at klageren blev kontaktet, da han havde eller havde haft inkassogæld hos banken og at banken ville gennemgå alle ældre sager, der var afsluttet efter 1. oktober 2010 og aktive sager.
Ved brev af 15. marts 2025 skrev banken til klageren, at den pr. kulance ville udbetale erstatning på 50.101,25 kr. til ham, da banken havde konstateret, at den havde anmeldt for meget i boet efter H i 2006 og derved havde fået for meget udbetalt i dividende. Banken bemærkede, at udbetalingen skete pr. kulance, da sagen var mere end ti år gammel, og at en eventuel omstødelse derfor var forældet. Det fremgik endvidere af brevet, at banken fortsat vurderede, at den havde været berettiget til at anmelde et krav i boet efter H.
Banken har oplyst, at årsagen til udbetalingen skyldes, at banken konstaterede, at der fra boligopsparingslån -124 blev hævet henholdsvis 19.667 kr. og 3.250 kr. den 1. november 1995 og 2. januar 1996, hvilket banken vurderede formentlig var omkostninger til bankens advokat for den retslige inddrivelse som resulterede i fogedrettens tilkendegivelse i 1995. Da der imidlertid ikke forelå dokumentation for de pågældende sagsomkostninger i sagen, herunder om de var opgjort korrekt efter dagældende regler, valgte banken pr. kulance at udbetale et beløb til klageren svarende til de pågældende omkostninger svarende til 22.917 kr.
Banken konstaterede endvidere, at der fra mellemfinansieringslån -657, som var en del af kravet mod boet efter H, i 1990 var blevet overført 53.344,63 kr. til indfrielse af et lån ydet til klageren, som H ikke hæftede for. Overførslen bevirkede at klagerens lån blev indfriet, hvorimod kravet mod H og klageren blev opskrevet med beløbet, hvorved H kom til at hæfte for klagerens gæld på 53.344,63 kr.
Banken har endvidere oplyst, at den, uanset at sagen var forældet, valgte pr. kulance at stille klageren som om, at banken i 2006 havde anmeldt kravet fratrukket de to checks på i alt 22.917 kr., overførslen på 53.344,63 kr., samt et mindre rentebeløb på 2.594,68 kr. debiteret den 30. september 1988 med fradrag af 1,42 kr. og 209,29 kr. som blev indsat på kontoen efter renteposteringen. Ud fra en forsigtig tilgang vurderede banken, at rentebeløbet med fradrag af indbetalingerne eller i alt 2.383,97 kr. formentlig var forældet ved anmeldelsen i boet efter H i 2006.
Banken har fremlagt følgende beregning:
|
Oprindeligt anmeldt krav pr. 30. juni 2006 |
|
|
Restgæld |
534.110,70 kr. |
|
Rente |
621.858,06 kr. |
|
I alt |
1.155.968,76 kr. |
|
Dividende – 29,36276 % |
339.424,39 kr. |
|
|
|
|
Genberegning (beregning og nedskrivning til sikkert grundlag) |
|
|
Restgæld - (534.110,70 kr. - 22.917 kr. - 53.344,63 kr. -2.383,97 kr.) |
455.465,10 kr. |
|
Rente – (genberegnet – fem år) |
529.875,30 kr. |
|
I alt |
985.340,40 kr. |
|
Dividende – 29,36276 % |
289.323,14 kr. |
Parternes påstande
Den 11. april 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale 312.240,14 kr. til ham for den dividende, som banken uretmæssigt fik udbetalt fra boet efter H og 57.083 kr. for udgifter til bobestyrer.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hans klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt banken har pådraget sig et erstatningsansvar, da banken i ond tro den 11. juli 2006 anmeldte et krav på 1.155.968,76 kr. til skifteretten.
Det fremgår af fogedbogen fra 12. juni 1995, at fogedretten vurderede, at banken ikke havde et søgsmålskraftigt retskrav mod hverken ham eller H. Banken anlagde ikke et civilt søgsmål, som fogedretten ellers henviste til i kendelse af 12. juni 1995.
I marts 2014 påstod banken på ny at have et gyldigt retskrav mod ham, men under fogedretsmødet den 2. juni 2014 erkendte banken, at den ikke var i besiddelse af et gyldigt udlægsgrundlag, hvorfor den tilbagekaldte sagen. Banken sendte en saldokvittering til ham, hvori den beklagede, at den uden retsgyldig grund på ny havde anmodet fogedretten om at foretage udlæg mod ham.
Banken anmeldte i 2006 i ond tro et ikke retsgyldigt krav til skifteretten på 1.155.968,76 kr. i boet efter H, og fik i den forbindelse uberettiget udbetalt en dividende på 339.424,39 kr. Banken undlod i den forbindelse at oplyse skifteretten om fogedretskendelsen af 12. juni 1995. På grund af bankens anmeldte krav i boet efter H blev boet insolvent, hvorfor skifteretten beskikkede en bobestyrer, der fik udbetalt et honorar på 70.000 kr. En udgift, som han ved et privat skifte ikke ville have haft.
I 2023 fik banken påbud fra Finanstilsynet. I påbudsskrivelsen henviser Finanstilsynet til bekendtgørelse om finansiel virksomhed § 43, stk. 3, og bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 3. Den forpligtigelse, der følger af disse lovbestemmelser, beskriver Finanstilsynet i påbuddet således: ”Forpligtigelsen til at handle redeligt og loyalt overfor kunderne tilsiger, at en bank altid sikre sig, at de økonomiske krav, den rejser overfor sine kunder, er retskraftige. Dette indebærer, at kravet skal have søgsmålskraft. Det er således ikke i overensstemmelse med god skik, hvis en bank inddriver krav, som ikke er retskraftige. Endelig indebærer godskik reglerne også, at en bank er forpligtet til at berigtige fejl overfor kunderne og erstatte ethvert tab, som kunderne måtte lide, som følge af bankens uagtsomhed eller forsætlige handlinger i henhold til dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.”
I bankens brev af 15. marts 2025 skriver banken, at den har kunnet konstatere, at den beklageligvis har anmeldt for meget i boet tilbage i 2006. Den konstatering medførte, at banken tilbagebetalte 27.184,25 kr. af den modtagne dividende på 339.424,39 kr. Han har derfor stadig et tilgodehavende på 312.240,14 kr. i forbindelse med den dividende, som banken uretmæssigt har fået udbetalt. Vedrørende hans krav om kompensation af bobestyreromkostninger på 70.000 kr., refunderede banken 22.917 kr. Han har derfor et tilgodehavende på 57.083 kr. i forbindelse med omkostninger. Banken er erstatningspligtig, da den har handlet uagtsomt eller forsætligt, da den anmeldte sit krav til skifteretten. Banken har også handlet i strid med god skik.
Hvad angår bankens afvisningspåstand er han af den opfattelse, at sagen er fuldt oplyst på nuværende tidspunkt, og at der ikke er behov for yderligere partsforklaring under strafansvar for, at Ankenævnet kan tage stilling til hans klage.
Der har allerede været holdt tre møder i fogedretten i forbindelse med prøvelse af, om banken havde et retsligt krav. Møderne i fogedretten var underlagt sandhedspligt både for banken og ham. To af møderne blev holdt, før banken anmeldte sit krav til skifteretten i 2006, og et efter.
Nordea Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at banken havde et krav mod H på minimum 985.340,40 kr. i 2006, og at klageren fik afvist sit erstatningskrav/modkrav af bobestyreren i boet efter H.
Klagerens krav som følge af boet efter H’s behandling og klagerens eventuelle erstatningskrav som meddebitor afledt af forpagtningen af juletræskulturen på ejendom A er dog under alle omstændigheder forældet.
Sagen vedrører i sin kerne om banken havde et krav mod boet efter H tilbage i 2006, og om det var korrekt, at boet blev behandlet som et insolvent dødsbo. Klagerens påståede tab ville alene kunne opstå, hvis der skulle have været arv til udlodning (om boet var solvent).
Klageren gør gældende, at fogedrettens tilkendegivelse i 1995 indebar, at bankens krav ikke var retsgyldigt ved anmeldelsen i boet efter H i 2006. Det beror på en misforståelse af fogedrettens tilkendegivelse. Fogedrettens tilkendegivelse i 1995 forholdt sig netop ikke til sagens materialitet, herunder om klageren havde dokumenteret et erstatningskrav. Derimod fremgår det af tilkendegivelsen, at banken som udgangspunkt havde et eksigibelt udlægsfundament. Fogedretten ville dog ikke fremme udlægsforretningen, da klageren havde rejst modkrav på vegne af ham og H.
Af procesøkonomiske årsager undlod banken på daværende tidspunkt at udtage stævning mod klageren og H ud fra deres betalingsevne/vilje. Banken havde dog et retsgyldigt krav mod boet efter H i 2006, som i forbindelse med boets behandling blev udsat for en fyldestgørende prøvelse af bobestyreren i henhold til dagældende dødsboskiftelov. Der har således været en materiel prøvelse af kravet af en bobestyrer, der var underlagt pligten og retten til grundigt at prøve krav anmeldt i boet efter H.
Bobestyreren prøvede endeligt bankens krav i henhold til § 70, stk. 1, jf. § 56 i dagældende lov om skifte af dødsboer (lov nr. 383 af 1996). Af § 56, stk. 5, jf. stk. 4, fremgår, at bobestyrerens endelige indstilling af et krav er godkendt, hvis der ikke inden for fire uger er anlagt sag ved skifteretten af enhver, der ikke kan godkende indstillingen. Det gjorde klageren ikke efter det oplyste, hvorfor kravet er godkendt og endeligt. Klageren er således ikke berettiget til at genåbne boopgørelsen eller udfordre fordringsprøvelsen på baggrund af en klage til Ankenævnet 17 år efter.
For så vidt angår klagerens eventuelle potentielle erstatningskrav som meddebitor (som banken har bestridt som værende uden realitet tilbage i 2006-2008) og som arving efter boet efter H, så er de under alle omstændigheder forældet. Klageren var bekendt med sit eventuelle krav allerede under fogedsagen i 1995, hvor fogedretten tilkendegav, at et civil søgsmål var nødvendigt for at tage stilling til erstatningskravet.
Hvis det lægges til grund, at klagerens bestridte erstatningskrav udspringer af samme retsforhold som medvirkede, at banken i 2008 modtog dividende fra boet efter H, så vil et eventuelt krav være forældet i 2011 efter tre år regnet fra boets afslutning, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og under alle omstændigheder absolut forældet i 2018, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, hvor der var forløbet ti år fra boets afslutning.
At banken pr. kulance udbetalte et beløb til klageren efter sin gennemgang af sagen, ændrer ikke herved. Det fremgik tydeligt af brevet, at udbetalingen var pr. kulance, da sagen var mere end ti år gammel, og at der var et krav i 2006, som blev anmeldt i boet efter H og godkendt af bobestyreren. Klageren er således ikke blevet stillet i udsigt, at kravet er blevet genoplivet eller har været uberettiget.
Banken har valgt at stille klageren som om, at der ikke fra mellemfinansieringslån -657 var blevet overført 53.344,63 kr. til dækning af et af klagerens egne lån i banken, og dermed som om, at det anmeldte krav i boet efter H ikke blev belastet af klagerens solo-lån. Det er imidlertid usikkert, hvad der lå til grund for overførslen i 1990, herunder om det var efter aftale med H. Klageren er isoleret set ikke blevet stillet dårligere, idet hæftelsen, som blev indfriet ved træk på den fælles kredit, var klagerens egen gæld, som han herefter hæftede for solidarisk med H på den fælles kredit (som klageren dog bestrider, at H hæftede for).
Herudover har banken valgt at genberegne dividenden med fradrag af sololånet samt nogle udokumenterede sagsomkostninger i det anmeldte krav, som banken i 1995 og 1996 havde afregnet over boligopsparingslån -124, som udgjorde en del af fordringskontoen, der blev anmeldt i boet efter H. Det er uklart, om bobestyreren har forholdt sig til disse forhold, men banken valgte, uanset at kravet var endeligt prøvet og godkendt af bobestyreren, pr. kulance at udbetale 50.101,25 kr. til klageren.
Klageren er blevet stillet væsentlig bedre ved at have modtaget en kontant udbetaling, end hvis kravet havde været anmeldt med det korrigerede beløb i 2006. Havde banken i 2006 anmeldt sit krav på 985.340,40 kr., havde banken været berettiget til en dividende på 334.013,35 kr., mens de øvrige kreditorer havde modtaget dividende beregnet ud fra en lidt højere dividendesats på 33,90 % (ud fra formlen aktiver/passiver*100 svarende til 374.455,34/1.104.644,39*100). Klageren havde fortsat ikke modtaget nogen arv, da boet efter H stadig ville være insolvent, og klageren har således ikke lidt et økonomisk tab som følge heraf.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at Ankenævnet ikke har kompetence til at foretage en prøvelse af en boopgørelse i et afsluttet dødsbo, hvor boopgørelsen er endeligt stadfæstet af Skifteretten.
Det gøres i den forbindelse gældende, at i henhold til § 68 i dagældende lov om skifte af dødsboer (lov nr. 383 af 1996), så er en boopgørelse endelig, hvis der ikke inden fire uger efter det afsluttende bomøde fremsættes klage over for boopgørelsen, som herefter skal indbringes for Skifteretten af bobestyreren, jf. stk. 2.
Fremsættes en klage ikke inden for fire-ugers fristen fra det afsluttende bomøde, er boopgørelsen endelig.
Det gøres herudover gældende, at klageren ikke kan repræsentere boet efter H i en klagesag ved Ankenævnet, da boet efter H har været udlagt til bobestyrer.
Selv hvis Ankenævnet ikke måtte afvise sagen på det grundlag, så gøres det gældende, at en eventuel afgørelse i sagen fordrer en vidneførelse, som ikke kan finde sted i Ankenævnet, hvorfor sagen skal afvises jf. § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets bemærkninger
I perioden 1980 til 1988 købte klageren og hans daværende ægtefælle, H, ejendom A, ejendom B og ejendom C samt optog et boligopsparingslån -124 og et mellemfinansieringslån -657 i Privatbanken (nu Nordea Danmark).
I 1993 foretog banken retslig inddrivelse ved fogedretten mod H, og på et fogedretsmøde den 12. juni 1995 tilkendegav fogedretten blandt andet, at banken havde et eksigibelt udlægsfundament. Da klageren og H imidlertid havde rejst et modkrav mod banken, afviste fogedretten sagen og henviste til et civilt søgsmål.
Henset til en samlet vurdering af procesomkostningerne og udsigten til at få hel eller delvis dækning ved en udlægsforretning valgte banken at sætte sagen i bero.
I 1996 blev mellemfinansieringslån -657 og boligopsparingslån -124 afskrevet og debiteret på en fordringskonto -314. Banken har oplyst, at det skete med henblik på eventuel senere inddrivelse.
I juni 2006 afgik H ved døden, og den 11. juli 2006 anmeldte banken sit krav vedrørende fordringskonto -314 i boet efter H. Boet blev behandlet som et insolvent dødsbo ved bobestyrer. Bankens krav inklusive renter blev opgjort til i alt 1.155.968,76 kr. Klageren gjorde indsigelse mod bankens krav.
Ved dødsboopgørelse af 24. juli 2008 godkendte boet efter H bankens krav på 1.155.968,76 kr. Bobeholdningen til udlodning udgjorde 374.455,34 kr. og dividenden blev beregnet til 29,36276 %, hvoraf bankens andel udgjorde 339.424,39 kr. Banken har oplyst, at bobestyreren oppebar et særskilt honorar på 26.125 kr. for prøvelse af bankens krav. Klageren har oplyst, at bobestyreren modtog et honorar på 70.000 kr.
Banken har oplyst, at den løbende sendte påmindelser til klageren i form af kontooversigter, og at den i december 2007 sendte en opgørelse til klageren vedrørende fordringskonto -314 opgjort til 534.110,70 kr.
I marts 2014 opgjorde banken sit krav mod klageren inklusive tre års renter til i alt 305.728,07 kr. Banken foretog retslig inddrivelse ved fogedretten vedrørende boligopsparingslån -124, og på et fogedretsmøde den 2. juni 2014 fremlagde klageren fogedrettens tilkendegivelse af 12. juni 1995. Banken tilbagekaldte sagen, og ved saldokvittering af 11. juni 2014 frigjorde banken klageren fra resthæftelsen på boligopsparingslån -124, mellemfinansieringslån -657 og påløbne renter.
I marts 2025 udbetalte banken et beløb til klageren på 50.101,25 kr., da banken havde konstateret, at den havde anmeldt for meget i boet efter H og derved fået for meget udbetalt i dividende. Udbetalingen skete pr. kulance, da sagen var mere end ti år gammel, og da en eventuel omstødelse derfor var forældet. Banken vurderede fortsat, at den havde været berettiget til at anmelde et krav i boet efter H.
H’s dødsbo blev behandlet som et insolvent bobestyrerbo.
Der er således ikke tale om en klage vedrørende et kundeforhold mellem klageren og banken, men derimod om en klage vedrørende bankens tidligere kundeforhold med H, nu boet efter H, repræsenteret ved bobestyreren. Ifølge det oplyste er boet afsluttet på nuværende tidspunkt.
Som følge heraf har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, 1. pkt.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.