Returnering af checks på grundlag af kontohavers indsigelser om falsk.

Sagsnummer:282/2000
Dato:06-12-2000
Ankenævn:John Mosegaard, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne:Check - falsk check
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Returnering af checks på grundlag af kontohavers indsigelser om falsk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et ansvar over for klageren i forbindelse med returnering af et antal checks udstedt af klageren og trukket på klagerens daværende samlevers konto.

Sagens omstændigheder.

Klageren levede sammen med S fra 1992 til den 17. april 2000, hvor samlivet ophørte.

S blev kunde hos indklagede medio 1998.

I sommeren 2000 rettede S henvendelse til indklagede med krav om returnering af checks, der ikke var underskrevet af hende.

På baggrund af henvendelsen returnerede indklagede 32 checks på i alt 124.350 kr. Checkene var udstedt af klageren i perioden 19. januar - 15. marts 2000 og trukket på S's konto. Klageren var hverken registreret som fuldmagtshaver eller medkontohaver på kontoen.

Parternes påstande.

Den 24. juli 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for de tilbagekaldte checks.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de returnerede checks ikke er falske, idet de er underskrevet af ham i henhold til fuldmagt fra S.

Han og S havde under samlivet fælles økonomi, og han var i henhold til mundtlig fuldmagt fra S berettiget til at disponere over S's konto, herunder berettiget til at benytte S's dankort og PIN-kode og udstede checks.

Siden etableringen af kontoforholdet har han udstedt utallige checks trukket på S's konto. Checkhæfterne blev udleveret til ham af S, som i mange tilfælde overværede, at han udstedte checks.

Indklagede var fuldt ud bekendt med fuldmagtsforholdet og havde accepteret dette. Han har deltaget i møder med indklagede vedrørende S's engagement, og indklagede har handlet i henhold til instruks fra ham vedrørende overførsler m.v.

Det bør processuelt komme indklagede til skade, at man ikke har villet påtage sig at indkalde de udstedte checks med henblik på at konstatere, hvor mange af disse, der er underskrevet af ham på S's vegne.

Subsidiært gøres det gældende, at indklagede har holdt sig i bevidst uvidenhed om fuldmagtsforholdet.

S har ikke indgivet politianmeldelse, og hun har først gjort falskindsigelsen gældende efter samlivsophævelsen, selv om hun via kontoudskrifter har været bekendt med bevægelserne på kontoen.

Indklagede har anført, at de pågældende checks er udstedt af klageren, der ikke har fuldmagt til S's konto, hvorpå checkene er trukket. På baggrund af S's indsigelse om falsk var man derfor forpligtet til at returnere checkene.

Det bestrides, at man har udvist en adfærd, der kan begrunde et erstatningsansvar over for klageren.

Man har ikke været bekendt med, at der mellem klageren og S eksisterede et fuldmagtsforhold og har heller ikke haft anledning til at anse et sådan for eksisterende.

Det bestrides, at klageren har deltaget i møder vedrørende S's engagement.

Det er korrekt, at man har medvirket til en overførsel foranlediget af klageren, men overførslen blev, da klageren ikke havde fuldmagt til kontoen, først effektueret efter, at man ved telefonisk henvendelse til S havde indhentet hendes accept.

I den nuværende checkomsætning får trassatbanken ikke de fysiske checks at se, når disse indløses i et andet pengeinstitut. Der vil derfor ikke kunne statueres et fuldmagtsforhold, der var kendeligt for indklagede, på grundlag af en indkaldelse af indløste checks. En eventuel indkaldelse af checkene ville tage uforholdsmæssig lang tid.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han i henhold til aftale med S var berettiget til at udstede checks trukket på S's konto hos indklagede, og at indklagede var bekendt hermed. Indklagede har henholdt sig til S's indsigelse om falsk og har bestridt, at man var eller burde have været bekendt med den af klageren hævdede bemyndigelse til at disponere over S's konto.

På det foreliggende grundlag findes det betænkeligt at fastslå, at de omtvistede checks kan sidestilles med falske checks, ligesom der ikke er grundlag for at afgøre, om og i givet fald i hvilket omfang klageren var berettiget til at handle på S's vegne, eller hvilket kendskab indklagede måtte have hertil.

Ankenævnet har således ikke det fornødne grundlag for at kunne tage stilling til, om indklagede ved at efterkomme S's anmodning om at returnere checkene, pådrog sig et erstatningsansvar over for klageren.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i nævnets vedtægter.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.