Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner under ophold i Polen.

Sagsnummer:402/2018
Dato:12-06-2019
Ankenævn:Henrik Waaben, Inge Kramer, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner under ophold i Polen.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner under ophold i Polen.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Jyske Bank, hvor han har et Visa/Dankort.

Den 9.-13. september 2018 var klageren i Gdansk i Polen.

Den 13. september 2018 kl. 16.05 ringede klageren til banken og fik sit Visa/Dankort spærret.

Den 14. september 2018 underskrev klageren en blanket til banken, hvor han på tro og love gjorde indsigelse mod fire transaktioner med Visa/Dankortet kortet på i alt 9.383 polske zloty (PLN), svarende til 16.744,63 kr. Transaktionerne var:

Dato       

 Betalingsmodtager

PLN

12. september 2018

C

3.699

12. september 2018

C

3.270

12. september 2018

C

1.899

12. september 2018

C

515

Banken har oplyst, at det fremgår af bankens systemer, at transaktionerne på henholdsvis 3.699 PLN og 3.270 PLN blev foretaget den 10. september 2018. Klageren har anført, at han udfyldte indsigelsesblanketten med de datooplysninger, der fremgik i netbanken.

Af indsigelsesblanketten fremgik i øvrigt blandt andet (fortrykt):

”…

Hvordan har kortet været opbevaret?
Hos mig

Har kortet været lånt ud på noget tidspunkt?
Nej kun til at betale

Hvor og hvornår har du sidst anvendt kortet? 12/9-2018 ca. kl. 02 Sted [A]

Hvornår blev du første gang opmærksom på de transaktioner, som du ikke kan godkende?
13/9-2018

Hvordan blev du opmærksom på transaktionerne?
taxichaufføren der kørte mig til lufthavnen, sagde at der var flere steder man skulle passe på at bruge kortet i Polen. Så da jeg kom til lufthavnen, tjekkede jeg netbank, og så de havde trukket store beløb, så jeg ringede straks til Jyske Bank og fik mit kort spærret

Har du mistanke til nogen bestemte personer?  Ja [x ] Nej [ ]
Hvis ja, hvem? Servitricen på [C], der kom med dankortterminal.

Øvrige oplysninger?
Jeg havde en regning på 570 Zloty, som jeg ville betale med dankort, men terminalen lyste rødt, og servitricen sagde mit kort var afvist, prøvede i alt to gange. Derfor betalte jeg regningen kontant, og kan under ingen omstændigheder godkende deres svindel på ovennævnte beløb. …

…” 

Ved en e-mail af 18. september 2018 til klageren afslog banken at dække transaktionerne. Klageren anmodede banken om at revurdere sagen. Med henblik herpå anmodede banken ved en e-mail af 12. oktober 2018 til klageren om en supplerende forklaring. Ved en e-mail samme dag svarede klageren:

”…

Jeg kom på natklubben ca. kl. 00.30 og var der til ca. kl. 03, natten mellem d. 11/12. Jeg købte øl og drinks, og da jeg skulle gå lød regningen på 570 zloty. Jeg havde pengene kontant, men valgte, at jeg ville betale med visa dankort, så jeg havde kontanter til mad mv. de sidste dage. Servitricen kom ned med dankortautomat, tastede 570 zloty ind og jeg brugte dankortet med pinkode. Kortet blev afvist, jeg tænkte jeg havde tastet forkert pinkode, så vi prøvede igen med samme resultat. Derefter betalte jeg kontant og gik hjem. Da jeg så kørte til lufthavnen d.13, spurgte taxachaufføren, om jeg havde brugt dankort i Gdansk, da der var meget svindel. Så jeg tjekkede på mobilbank, og så de allerede havde hævet ca. 13.000 kr., så jeg ringede straks til jer og fik mit kort spærret. Dagen efter d. 14, da jeg var hjemme i Danmark, havde de så trukket ca. 4500 kr. mere. Jeg ringede så til jer, for at få hjælp med indsigelsen, og her fik jeg at vide, at de havde min. forsøgt at hæve 2 gange mere, så de har altså forsøgt min 6 transaktioner.
Jeg ved ikke, hvordan der kan være 4 transaktioner, da jeg ikke er dankortsvindler eller anden form for kriminelle handlinger, men jeg ved bare, at jeg betalte kontant, og det jeg siger er rigtigt.

 …”

Ved en e-mail af 18. oktober 2018 til klageren fastholdt banken afslaget. I e-mailen anførte banken blandt andet:

”…

Det fremgår samtidig af bankens systemer, at alle betalingstransaktioner er godkendt med chip og pinkode. Korrekt pinkode er indtastet i første forsøg.

Baseret på de ovennævnte betalingstransaktioner, herunder tidspunkterne for transaktionerne ovenfor, sammenholdt med din forklaring i tro- og loveerklæringen af den 14. september 2018, finder vi det ikke dokumenteret, at der foreligger misbrug.

Vi har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at betalingstransaktionerne stor PLN 3.699,00 og PLN 3.270,00 slet ikke er gennemført den 12. september 2018, men derimod er gennemført den 10. september 2018. For så vidt angår betalingstransaktionerne stor PLN 1.899,00 og PLN 515,00 fremgår det af oversigten ovenfor, at betalingstransaktionerne er gennemført ca. kl. 03:47/03:48. Dette stemmer ligeledes ikke overens med din forklaring om, at du forlod natklubben ca. kl. 3 om natten, herunder at du var i besiddelse af kortet da du forlod natklubben – og stadig er i besiddelse af kortet.

På baggrund af ovennævnte finder vi det ikke bevist, at der foreligger misbrug af dit Visa/Dankort, og vi er ikke indstillede på at godtgøre dig indsigelsesbeløbet. Afvisning af din indsigelse fastholdes.

…”

Transaktionerne med klagerens kort i perioden fra den 9. september 2018 til kortet blev spærret den 13. september 2018 var følgende:

Transaktionstidspunkt

Bogføring

Modtager

Beløb

Valuta

Status

09-09-2018 kl. 17.00

11-09-2018

A

314,44

DKK

Trukket

09-09-2018 kl. 20.30

11-09-2018

B

230,00

PLN

Trukket

10-09-2018 kl. 04.52

12-09-2018

C

3699,00

PLN

Trukket

10-09-2018 kl. 04.54

12-09-2018

C

3270,00

PLN

Trukket

10-09-2018 kl. 05.17

 

C

5859,00

PLN

Afvist*

10-09-2018 kl. 05.17

 

C

5859,00

PLN

Afvist*

10-09-2018 kl. 05.19

 

C

3699,00

PLN

Afvist*

10-09-2018 kl. 05.19

 

C

3699,00

PLN

Afvist*

11-09-2018 kl. 15.40

13-09-2018

D

1150,94

DKK

Trukket

12-09-2018 kl. 03.46

 

C

3699,00

PLN

Afvist*

12-09-2018 kl. 03.46

 

C

3699,00

PLN

Afvist*

12-09-2018 kl. 03.47

14-09-2018

C

1899,00

PLN

Trukket

12-09-2018 kl. 03.48

14-09-2018

C

515,00

PLN

Trukket

12-09-2018 kl. 04.14

 

C

508,00

PLN

Afvist*

12-09-2018 kl. 04.14

 

C

508,00

PLN

Afvist*

13-09-2018 kl. 12.00

 

E

400,00

PLN

Afvist**

*Afvist da beløbet rammer forbrugsgrænsen på 25.000 DKK ved brug i udlandet eller på udenlandske hjemmesider

**Afvist med det samme af terminalen, da der ikke var forbindelse til kortudsteder. (NETS)

Banken har oplyst, at branchekoden for C var ”Barer, natklubber, diskoteker”.

Klageren har under sagen fremlagt udskrifter fra internettet om C, herunder et opslag fra en privatperson, som den 19. juli 2018 søgte kontaktinformation om C i forbindelse med en sag om kortmisbrug.

Parternes påstande

Den 9. december 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbagebetale hans tab ved de fire ikke-godkendte transaktioner svarende til i alt 16.744,63 kr. minus eventuel selvrisiko på op til 375 kr. og at banken skal tilbagebetale et overtræksgebyr på 150 kr. og påløbne renter på 376 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han under sit ophold i Gdansk anvendte Visa/Dankortet den 9. september 2018 til tjek-in på hotel (E), på hotellets cafe (A) og på en restaurant (B). Endvidere hævede han den 11. september 2018 600 PLN i en hæveautomat (D).

Den 12. september 2018 forsøgte han at betale med kortet på en natklub med navnet F, der lå lige over for hotellet, men deres mobile terminal virkede ikke. Han indtastede pinkoden to gange, men terminalen viste ”Transaction failed”, så han betalte kontant.

Da han gjorde indsigelse over for banken var han overbevist om, at det var natklubben, der havde trukket pengene, da beløbene blev trukket den 12. september 2018, men det viste sig ved nærmere undersøgelse, at de første ikke-godkendte trækninger var fra den 10. september 2018, samt at misbruget og forsøgene herpå foregik fra et ’firma’, der hed [C], og som ikke var et af de steder, hvor han havde anvendt kortet. Flere af transaktionerne skete med ét minuts mellemrum. Der var gentagne forsøg på ikke-godkendte transaktioner, hvoraf de fire lykkedes.

Han anmeldte sagen til politiet, som oplyste, at misbruget kunne være sket hvor som helst.

Misbruget medførte overtræk på hans konto. Han fik en aftale med banken om et bevilget overtræk, hvilket kostede et gebyr på 150 kr.

Banken har ikke fulgt hverken betalingslovens §§ 97-103, sine egne regler eller Forbrugerombudsmandens retningslinjer.

Banken afviste hans indsigelse meget hurtigt og undlod således at sende sagen til undersøgelse hos Nets, hvilket forringede muligheden for, at misbruget kunne blive påvist og eventuelt stoppet. Banken undersøgte ikke og interesserede sig ikke for, hvordan misbruget kunne ske. På internettet var der eksempler på andre, der har været ude for det samme som ham.

Han har igennem 16 år været en almindelig og stabil kunde i banken, men bliver nu tilsyneladende betragtet som svindler. Banken burde i så fald anmelde ham til Finanstilsynet, jf. betalingsloven § 99, stk. 1.

Banken har ikke bevist, at han hæfter for tabet. Han bør højst hæfte for selvrisikoen på 375 kr.

Banken bør endvidere godtgøre ham gebyret på 150 kr. for overtræk samt renter.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke er forpligtet til at godtgøre klageren indsigelsesbeløbet, jf. betalingslovens § 99, jf. § 100. Det ikke er dokumenteret, at der foreligger misbrug af klagerens Visa/Dankort. Klageren har som følge heraf ikke dokumenteret, at han har lidt et økonomisk tab.

Transaktionerne er gennemført med klagerens Visa/Dankort med korrekt pinkode i første forsøg.

Klageren forklaring hænger ikke sammen med det faktiske hændelsesforløb.

Klageren var i besiddelse af kortet, da han forlod natklubben, og han stadig er i besiddelse af kortet. De to ikke vedkendte hævninger den 12. september 2018 blev foretaget efter kl. 3 om natten, hvor klageren efter det oplyste forlod natklubben.

Klageren har oplyst, at kortet på intet tidspunkt har været lånt ud.

To af betalingstransaktionerne var ikke som anført af klageren i indsigelsesblanketten foretaget den 12. september 2018, men den 10. september 2018.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for sin oplysning om, at han betalte 570 PLN kontant, da betalingen ikke kunne gennemføres med kortet. Transaktionen på 515 PLN den 12. september 2018 kl. 03.48 ligger beløbsmæssigt tæt på den oplyste kontantbetaling. Det er derfor nærliggende at antage, at klageren ikke betalte kontant, men med kortet.

Klageren har fortiet over for banken, at han har været på den i sagen omhandlede natklub både den 10. og den 12. september 2018. Klageren har ikke på noget tidspunkt redegjort over for banken, hvorfor han undlod at oplyse, at han ligeledes var på natklubben den 10. september 2018.

Til støtte for afvisningspåstanden har Jyske Bank anført, at der er en sådan usikkerhed om de faktiske forhold, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Sagen bør derfor afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Den 14. september 2018 gjorde klageren indsigelse mod fire transaktioner med hans Visa/Dankort, der var udstedt af Jyske Bank. Transaktionerne, der var foretaget, mens klageren opholdt sig i Polen, var på i alt 9.383 PLN, svarende til 16.744,63 kr. To af transaktionerne skete den 10. september 2018, og de to øvrige transaktioner skete den 12. september 2018. Betalingsmodtageren var C, som efter det oplyste havde branchekoden ”Barer, natklubber, diskoteker”.

Ankenævnet lægger som anført af Jyske Bank til grund, at chippen på klagerens Visa/Dankort blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner, at korrekt pinkode blev indtastet ved samtlige transaktioner, og at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Ankenævnet lægger herudover til grund, at Visa/Dankortet efter de omtvistede transaktioner var i klagerens besiddelse.

Af lov om betalinger § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lov om betalinger § 93.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.

Ankenævnet finder, at det ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning, at klageren i forbindelse med indsigelsen til banken i første omgang fejlagtigt antog, at alle fire transaktioner, som han gjorde indsigelse imod, var foretaget den 12. september 2018.

Det er uklart, om baggrunden for de omtvistede transaktioner beror på omstændigheder i forbindelse med, at klageren besøgte en natklub. Klageren har anført, at han besøgte en natklub med navnet F i tidsrummet cirka 00.30-03.00 natten til den 12. september 2018, og at han der betalte kontant efter to gange forgæves at have forsøgt at betale med sit Visa/dankort. Der er ikke registreret hæveforsøg med klagerens Visa/Dankort i det tidsrum, hvor klageren har oplyst, at han opholdt sig hos F. De omtvistede transaktioner med klagerens Visa/Dankort skete uden for det tidsrum, hvor klageren har oplyst, at han opholdt sig hos F. Det er uoplyst, om klageren besøgte F den 10. september 2018, og om F og C er identiske.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse 

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.