Krav om tilbageførsel af betalinger med Visa/dankort til værdipapirhandlerfirma, der efterfølgende blev noteret på en advarselsliste fra Finanstilsynet.

Sagsnummer:379/2017
Dato:30-04-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Inge Kramer, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne:Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om tilbageførsel af betalinger med Visa/dankort til værdipapirhandlerfirma, der efterfølgende blev noteret på en advarselsliste fra Finanstilsynet.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbageførsel af betalinger med Visa/dankort til værdipapirhandlerfirma.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde et Visa/dankort. Den 24. og 25. maj 2017 foretog klageren fire indbetalinger på i alt 3.080 euro (23.156,88 DKK) til et firma, F, der ifølge sin hjemmeside siden 2008 havde udbudt investeringsydelser. Klageren har oplyst, at der var tale om indbetaling til en konto, hvorfra han selv skulle investere efter anvisning fra F.

Klageren har oplyst, at indbetalingerne til F skete på grundlag af en e-mail korrespondance med F, og at han ikke er i besiddelse af F’s betingelser. Den 24. maj 2017 meddelte F klageren, at han var registreret som ny kunde hos F. Klageren svarede samme dag, at han ikke havde givet sine kontaktoplysninger til F. I e-mails af samme dag svarede F:

”… Like I told you, I will provide you the risk free trades, so you will not even be risking your investment. It's going to take me 2 days at most to prove myself to you. If you will not like anything, just take back you investment in full and we will part our ways. So you're not losing or risking anything. …

I already created your account with [F]. Your login details are:as

Username …

Password:…

… Like I told you, you can start with 2000 Krones as well. It's not a problem. However I would like you to get into the promotion that we have for today. If you start with EUR 1000, (about 7450 Krone), we will add EUR 350 (about 2600 Krone) on top of it from the company. Also we will give you 4 risk free trades, which means that during these trades, the profits are yours, but if these trades are a loss, our company will give you back the lost amount. So it's for you to try our platform, our broker, get the first educational and training sessions without a risk to your investment. …”

Den 25. maj 2017 anmodede F klageren om at indsende oplysninger og dokumenter til brug for ”account verification”. Samme dag indsendte klageren oplysninger til F.

På et tidspunkt herefter fremsatte klageren anmodning til F om at tilbageføre hans indbetalinger. Klageren har fremlagt e-mail korrespondance med F vedrørende anmodningen. Den 31. maj 2017 svarede F, at ”the withdrawal option on the system is only active for verified accounts”. F anførte, at klagerens konto var suspenderet (”pending”), da F ikke havde modtaget compliance dokumenter fra klageren, og at klageren skulle udfylde en formular med oplysninger. Den 1. juni 2017 oplyste klageren, at han tidligere havde givet de ønskede oplysninger. Klageren har fremlagt et skærmprint pr. 1. juni 2017 vedrørende en konto i hans navn hos F, hvori der blandt andet var anført en balance på 3.171,47 euro. Under ”Transaction status” og ”Transaction method” var anført henholdsvis ”pending” og ”Default deposit method”. Den 6. juni 2017 oplyste F, at F havde forsøgt at kontakte klageren, og at ”staying away from talking to us does not help your situation.”

Den 7. juni 2017 indgav klageren indsigelsesblanket til banken vedrørende ”vare/service hvor købsbetingelserne var misvisende”, hvori klageren under afsnittet ”hvad anførte forretningen” blandt andet anførte ”At de ikke kan sende mit tilgodehavende, før jeg har verificeret min konto, hvad jeg mener jeg har gjort”. Af blanketten fremgik, at klageren havde annulleret servicen den 30. maj 2017. Banken sendte den 12. juni 2017 indsigelsessagen til Nets med årsagskode ”kreditering ikke gennemført”. Banken har oplyst, at Nets afviste indsigelsen med begrundelsen, at Nets/Visa ikke havde charge back rettigheder over for F. Den 4. oktober 2017 anmodede banken Nets om at behandle indsigelsen efter reglerne om, at klageren ikke havde modtaget den bestilte vare eller tjenesteydelse. Banken har oplyst, at Nets den 26. oktober 2017 afviste indsigelsen med begrundelsen, at Visa havde meddelt, at kerneydelsen ikke var tilbagebetaling af indskud, og at det i investeringsager ikke var muligt at annullere efter overførsel af midlerne.

Den 9. november 2017 anmodede klageren F om at aktivere kontoen og at returnere indbetalingerne til ham. Den 10. november 2017 oplyste F, at klagerens anmodning var ”pending”, og at ”such transactions may take up to 5 business days, varies on the Banking provider and deposit method”.

Den 15. november 2017 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Den 20. november 2017 og den 4. januar 2018 rykkede klageren F for svar.

F blev den 27. november 2017 anført på en advarselsliste fra Finanstilsynet over virksomheder, som Finanstilsynet advarer mod, ”fordi Finanstilsynet har eller har haft mistanke om at de bedrager forbrugerne”. Under F var anført:

”Finanstilsynet har fået oplyst, at [F] formidler finansielle tjenesteydelser. Selskabets adresse er angiveligt …London, … Storbritannien, og selskabets hjemmeside er ...

[F] har ikke tilladelse til i Danmark at tilbyde tjenesteydelser omfattet af lov om finansiel virksomhed. Selskabet er ikke under tilsyn af Finanstilsynet.

Selskabet er ikke notificeret over for Danmark af udenlandske tilsynsmyndigheder.”

Den 9. februar 2018 rettede banken med klagerens samtykke henvendelse til F. Banken anførte, at det af F’s svar til klageren af 10. november 2017 så ud som om, at F havde tilstrækkeligt med oplysninger til at tilbageføre beløbet, og banken opfordrede F til at tilbageføre beløbet til klageren eller i modsat fald at oplyse klageren om, hvilken yderligere dokumentation, F havde brug for. I svar af 9. februar 2018 oplyste F, at F ikke var i stand til at ”complete the transaction due to turnover obligations”. F anførte endvidere:

”… the bonus funds are still available to trade in [klagerens] active account. The bonus [klageren] received is 1,600 EUR and is compelled to the bonus limitations specified in the terms and conditions on our website.

Our clients can withdraw any amount at any time after they reach turnover target. …”

Den 13. september 2018 anmodede banken om Visa’s bemærkninger, herunder vedrørende Visa’s indsigelsesregler om fortrydelsesret. Den 14. september 2018 svarede Visa blandt andet, at der ikke var indsigelsesret ved fortrydelse af et køb efter indbetaling af penge til en konto, og at der ikke var indsigelsesret for betalinger vedrørende investeringsprodukter eller –ydelser foretaget før den 14. oktober 2017 for tilfælde, hvor forretningen nægtede betaler adgang til at hæve en disponibel saldo.

I december 2018 anmodede banken om Nets’ bemærkninger til sagen på baggrund af, at F var anført på Finanstilsynets advarselsliste. Den 17. januar 2019 meddelte Nets:

”… Vi kan desværre ikke hjælpe i sagen, da den ikke er omfattet af Visas regler. Den dato hvor transaktionerne blev gennemført var der ikke direkte nogen mulighed for at tilbageføre. Idet pengene var indsat på investeringskontoen var hverken Vare ej modtaget, eller Kreditering ikke gennemført mulig, da servicen var leveret. Der har aldrig været muligt at lave indsigelse på baggrund af at forretningen savner licens, hverken sidste år eller nu.

Ud over dette så er transaktionerne nu så gamle at vi slet ikke må prøve at lave indsigelse, da der er gået mere end 540 dage fra transaktionsdatoen. …”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal tilbageføre indbetalingerne til ham.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har handlet i god tro.  

F henvendte sig i forbindelse med, at han havde tilmeldt sig et day trading eksperiment. Han indgik aftale om en konto, hvor han skulle handle med anvisning fra F. F skulle dække tabene ved de første fire handler, hvis han fulgte deres anvisning.

Han er ikke i besiddelse af F’s betingelser, men af e-mail korrespondancen med F forud for hans indbetaling fremgik, at han til enhver tid kunne tilbageføre sit tilgodehavende.

Han var sikker på, at han kunne hæve og indsætte efter behov. Det fremgik også af F’s svar til banken, at han altid kunne tilbageføre sine midler.

Han kunne ikke gennemskue, at F’s betingelser var misvisende. Han har tidligere investeret hos andre investeringsfirmaer, og dokumenterne fra F ved indbetaling fremstod på samme måde som de andre firmaers handelsplatforme. Han havde en konto hos et investeringsfirma, som også deltog i day trading eksperimentet, og som skulle have samme oplysninger, som F fik.

Da han skulle tilbageføre sine midler, fik han en mail om, at kontoen ikke var aktiv mere. Han har flere gange forsøgt at få sine penge ud.

Han indgav indsigelse til banken om misvisende købsbetingelser.

Han kan ikke se, hvad en politianmeldelse skulle hjælpe.

Banken har trukket sagen i langdrag. Banken kunne have taget fat i Nets med det samme.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har dokumenteret at have lidt et tab. Det er uvist, om beløbet kan udbetales til klageren fra F, hvis der sker verifikation af hans konto. Banken har ingen viden om, hvorvidt F er et legitimt firma. F’s udmelding om verifikation af kontoen forekommer naturlig og velbegrundet. Det fremgik af F’s i e-mail af 6. juni 2017, at F forsøgte at komme i kontakt med klageren, men at klageren forsøgte at undgå F.

Det er uklart ud fra svaret fra F af 9. februar 2018, i hvilket omfang pengene reelt er til stede. Klageren kunne ved log in se sin investeringskonto med det indbetalte beløb. Det er desuden uklart, hvilke betingelser klageren er indgået på i handelsforholdet. Banken forstår F’s svar således, at tilbageførsel af midlerne afhænger af, om omsætningsmålet er nået.

Klageren har ikke indgivet politianmeldelse, trods opfordring fra banken.

Der er en sådan usikkerhed om hændelsesforløbet, at en afgørelse af sagen kræver en bevisførelse i form af parts og vidne forklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren frivilligt overførte beløbet til F som et indskud til en investeringskonto. Klageren har oplyst, at han indgik aftale om oprettelse af en investeringskonto hos F, som han selv skulle indbetale på, og hvorfra han selv skulle investere. Klageren har oplyst, at han kan logge ind på F’s hjemmeside og se sin investeringskonto med en indbetalt saldo. Den bestilte ydelse var investeringskontoen med tilhørende password. Klageren har således modtaget den bestilte ydelse i form af en investeringskonto med tilhørende password hos F.

Da varen/tjenesteydelsen er leveret, kan klageren ikke – uanset om der måtte være en lovbestemt eller en aftalt fortrydelsesret på aftalen – efter levering af varen/ydelsen påberåbe sig fortrydelsesretten som begrundelse for, at banken skal godtgøre ham beløbet.

Visa har oplyst, at Visa ikke kan behandle sagen, da klageren har modtaget den bestilte ydelse. Det fremgår af Visas svar af 13. september 2018, at banken hverken i henhold til Visas regler om fortrydelsesret eller Visas øvrige indsigelsesregler er forpligtet til at godtgøre klageren beløbet.

Banken har ingen bemærkninger til, om det er berettiget eller uberettiget, at F blev optaget på Finanstilsynets liste “Advarsler mod ulovlig virksomhed”. Optagelse på listen fremtræder som sket den 27. november 2017 og dermed efter, at klageren i maj 2017 overførte de sagen omhandlede beløb til F. Nets har meddelt, at betaler ikke har indsigelsesret på baggrund af, at forretningen savner licens. Klageren kan således ikke gøre indsigelse efter Visas indsigelsesregler som følge af mistanke om, at F har bedraget ham.

Banken er ikke forpligtet til at godtgøre klagerens indskud. Dette er et mellemværende mellem klageren og F.

Banken videresendte indsigelsen til behandling hurtigst muligt. Banken videresendte indsigelsen den 12.  juni 2017 og søgte den 4. oktober 2017 at ændre årsagskoden til, at klageren ikke havde modtaget den bestilte vare eller tjenesteydelse. I december 2018 rettede banken fornyet henvendelse til Nets/Visa om indsigelsen.

Ankenævnets bemærkninger

Den 24. og 25. maj 2017 anvendte klageren sit Visa/dankort, der var udstedt af Jyske Bank, til indbetalinger på i alt 3.080 euro til firmaet F med henblik på indsættelse på en konto hos F til brug for handel med finansielle produkter. Betalingerne skete med klagerens samtykke, hvilket klageren heller ikke har bestridt. Klageren fremsatte i slutningen af maj 2017 anmodning til F om at tilbageføre hans indbetalinger.

Den 7. juni 2017 indgav klageren indsigelsesblanket til banken vedrørende ”vare/service hvor købsbetingelserne var misvisende”, hvori klageren under afsnittet ”hvad anførte forretningen” blandt andet anførte ”At de ikke kan sende mit tilgodehavende, før jeg har verificeret min konto, hvad jeg mener jeg har gjort”. Banken videresendte indsigelsen til Nets med årsagskode ”kreditering ikke gennemført”. Nets afviste indsigelsen, og banken anmodede herefter Nets om at behandle indsigelsen efter reglerne om, at klageren ikke havde modtaget den bestilte vare eller tjenesteydelse. Nets afviste også denne indsigelse.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Inge Kramer og Kristian Ingemann Petersen – udtaler:

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at afgøre, om klageren har fået leveret den bestilte ydelse. Vi finder på den baggrund, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:

Det fulgte af den dagældende lov om betalingstjenester § 74, stk. 1, nr. 2 og nr. 3 om fjernsalg (nu lov om betalinger § 112, stk. 1, nr. 2 og nr. 3), at banken var forpligtet til straks at tilbageføre en betaling, når betaleren fremsatte indsigelse om, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke var leveret eller indsigelse om, at betaleren havde udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret, før der var foretaget levering af varen eller tjenesteydelsen. Efter lovens § 74, stk. 3, måtte banken kun gendebitere betalerens konto, hvis banken kunne godtgøre, at indsigelsen var uberettiget.

Vi finder, at det på baggrund af registreringen hos Finanstilsynet må lægges til grund, at klageren har været udsat for svindel og således ikke har fået leveret den aftalte ydelse. Vi stemmer herefter for, at Jyske Bank skal tilbageføre de omhandlede betalinger til klageren.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.