Indsigelse mod betalinger i Betalingsservice efter skilsmisse.

Sagsnummer:459/2021
Dato:09-09-2022
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Tina Thygesen, Poul Erik Jensen.
Klageemne:Betalingsservice - fejlagtig tilmelding
Ledetekst:Indsigelse mod betalinger i Betalingsservice efter skilsmisse.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelser mod betalinger i betalingsservice efter skilsmisse.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er kunde i Danske Bank, blev i 2007 separeret/skilt fra sin daværende ægtefælle.

I årene 2008, 2009, 2013 og 2018-2021 blev der ved en fejl betalt skat for klagerens fraskilte ægtefælle via Betalingsservice på klagerens konto i banken.

Klageren har oplyst, at der i 2008, 2009 og 2013 var tale om i alt følgende betalinger:

Årstal

Antal betalinger

Betalinger i alt

2008

7

5.834 kroner

2009

6

32.970 kroner

2013

11

5.503 kroner

I alt

24

44.307 kroner

I 2018-2021 var der tale om i alt 26 betalinger på i alt 127.027 kroner.

I foråret 2021 opdagede klageren fejlen.

Den 7. april 2021 henvendte klageren sig til banken om fejlen. Banken godtgjorde pr. kulance de seneste otte ugers betalinger. Beløbet er uoplyst under sagen i Ankenævnet.

Klageren har under sagen i Ankenævnet fremlagt en e-mail af 25. juni 2021 fra Skat. Af e-mailen fremgår blandt andet:

”…

Vi har ikke mulighed for at se, hvem der har oprettet Betalingsserviceaftalen på din ekskone. Det kan din bank muligvis være behjælpelig med.

…”

Den 20. oktober 2021 indgav klageren en klage over Danske Bank til Ankenævnet.

Den 16. december 2021 oplyste klageren, at han ved et civilt søgsmål mod sin fraskilte ægtefælle havde fået godtgjort betalingerne i årene 2018-2021. På grund af forældelse havde han ikke fået godtgjort betalingerne i 2008, 2009 og 2013.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham de betalinger, som han ikke har fået godtgjort af sin fraskilte ægtefælle, og betale en rentekompensation.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uden hans vidende og ønske foretog uautoriserede hævninger på hans konto. Banken bør refundere hævningerne i det omfang, hans fraskilte ægtefælle ikke har gjort det.

Banken bør endvidere yde en rentekompensation for betalte overtræksrenter. Banken haft økonomisk gevinst af “arrangementet”, da hans konto på grund af bankens ”laden stå til” har været i minus.

Bankens sikringssystemer er ikke tilstrækkelige til at sikre kundernes penge i bankens varetægt. Banken skal sikre, at kundernes penge kun bliver hævet fra kundernes konti, når der foreligger en aftale. Banken skal endvidere tilslutte sig reglerne fra Betalingsservice. Ellers skal banken hindre bankens kunder i at anvende Betalingsservice, så svindel undgås i fremtiden.

Det kan ikke bebrejdes ham, at han ikke opdagede fejlen på et tidligere tidspunkt. Teksten på betalingsoversigterne og Skats opkrævninger var mangelfulde og vildledende. Identifikation skete ved et kundenummer med 15 cifre, som viste sig ikke at vedrøre ham men derimod hans fraskilte ægtefælle. Han er selvstændig erhvervsdrivende, og hans indkomst varierer fra år til år. 2008 og 2009 var præget af skilsmissen og deraf helt ændrede økonomiske forhold. I 2013 var de uberettigede hævninger relativt små beløb. I flere år skete der ikke uberettigede hævninger på kontoen.

Hans fraskilte ægtefælle har aldrig haft direkte adgang til hans personlige konto. I forbindelse med skilsmissen blev banken fuldt informeret, herunder om hans fraskilte ægtefælles forsøg på at hæve midler fra deres fælles virksomheds konto.

Banken overvåger sine kunders konti for at opdage og undgå hvidvask, svindel, terrorstøtte mv. Banken må derfor også have haft kendskab til de uberettigede hævninger og burde have advaret ham om dem.

Hverken banken eller Skat har dokumenteret, at der forelå en betalingsaftale med ham vedrørende de omtvistede betalinger. I det generelle regelsæt for Betalingsservice står der i punkt 10.1, at en betaling anses for uautoriseret, hvis der ikke foreligger en gyldig betalingsaftale.

Ved e-mailen af 25. juni 2021 blev det bekræftet, at Skat ikke havde en betalingsaftale liggende, og han har derved godtgjort, at han ikke har godkendt betalingerne ved indgåelse af betalingsaftale med Skat, jævnfør det af banken anførte om betalingslovens § 101, stk. 1, nr. 1. Det har endvidere formodningen imod sig, at han skulle have ønsket at betale sin fraskilte ægtefælles skat. Bankens krav om, at han skal bevise, at han aldrig har indgået betalingsaftalen, er umulig at opfylde, da det ikke er muligt at bevise, at noget der ikke eksisterer, ikke eksisterer.

Alle hævninger har i sagens natur oversteget, hvad han med rimelighed kunne forvente, jævnfør det af banken anførte om betalingslovens § 101, stk. 1, nr. 2, da han ikke på noget tidspunkt kunne forudse, at tredjemand uden hans vidende kunne hæve penge på hans konto.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har tilmeldt en betalingsaftale mellem klageren og Skat til Betalingsservice uden at have fået besked herpå eller modtaget et girokort.

Klageren har ikke godtgjort, at der ikke blev indgået en betalingsaftale mellem ham og Skat, og at der således skulle være tale om uautoriserede betalinger. Det er således ikke godtgjort, at betalingerne til Skat fra klagerens konto beroede på en fejl fra bankens side.

Det fremgår ikke af den af klageren fremlagte e-mail fra Skat, at der ikke blev indgået en betalingsaftale mellem Skat og klageren. Det anførte om, at Skat ikke kan se, hvem der har oprettet betalingsaftalen, kan forstås sådan, at der netop foreligger en betalingsaftale.

Det fremgår ikke af bankens systemer, af hvem og hvordan betalingsaftalen mellem klageren og Skat blev indgået og tilmeldt til Betalingsservice. Banken er ikke part i betalingsaftalen, og banken tilmelder ikke kunders betalingsaftaler til Betalingsservice af egen drift. Selve tilmeldingen af betalingsaftalen til Betalingsservice kan og kunne ske på flere forskellige måder, herunder for eksempel via kreditor, ved kundens henvendelse i banken eller ved indsendelse af et girokort.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvordan betalingsaftalen blev indgået, herunder om den blev indgået gennem banken. Det må være Skat som kreditor, der er nærmest til at dokumentere betalingsaftalens eksistens. Af de Generelle regler for kreditorer i Betalingsservice gældende fra 1. december 2020 fremgår i pkt. 6.1, at forpligtelsen til at kunne dokumentere aftaleforholdet påhviler kreditor.

Den første af de to kumulative betingelser i betalingslovens § 101, der skal være opfyldte for, at klageren har ret til tilbagebetaling fra banken, er ikke opfyldt, idet klageren ikke har godtgjort, at han ikke skulle have godkendt betalingerne ved indgåelse af en betalingsaftale med Skat, jævnfør betalingsloven § 101, stk. 1, nr. 1. Det påhviler klageren at godtgøre, at en sådan betalingsaftale ikke skulle være blevet indgået, henset til at klager først gjorde indsigelse til banken cirka 16 år efter første betaling, og henset til, at klageren og ikke banken er part i aftalen. Klageren har ikke godtgjort, at betalingerne til Skat skulle bero på en fejl.

Den anden kumulative betingelse i betalingslovens § 101, stk. 1, nr. 2, er heller ikke opfyldt, da betalingerne ikke – herunder ikke de seneste 13 måneders betalinger – oversteg de beløb, som klageren med rimelighed kunne forvente.

Betalingerne er sket over en periode på 16 år, hvor klageren løbende har modtaget betalingsoversigter og kontoudtog, hvoraf betalingerne fremgik. I en periode skete der betaling månedligt. Klageren må derfor have været opmærksom på betalingerne.

Det fremgår af afsnit 5, II, i bankens almindelige forretningsbetingelser for forbrugere, der gælder for klageren, at han omhyggeligt bør gennemgå posteringerne på sine konti for at kontrollere, om der er bevægelser, som han ikke kan vedkende sig.

Teksten angående betalingerne, som klager tilsyneladende finder misvisende, hidrører fra Skat. Endvidere er det oplysninger fra Skat, der fremgår, når man i bankens netbank klikker for at se detaljerne for en given postering.

Oplysningerne på betalingsoversigten indeholdt blandt andet et unikt aftalenummer og et unikt kundenummer, der objektivt set gjorde det muligt for klager at identificere betalingerne.

Klagerens besværligheder ved at forstå betalingsoversigter og identificere forskellige betalingsaftaler påvirker ikke vurderingen af, hvad klageren med rimelighed kunne forvente, jævnfør betalingslovens § 101, stk. 1, nr. 2.

Klageren har fortabt retten til at gøre indsigelse grundet passivitet, da han først reagerede 16 år efter første betaling.

Banken hæfter ikke for eventuelle overtræksrenter, idet det ikke er dokumenteret, at hævningerne ikke skete på baggrund af en betalingsaftale. Det påståede krav på tilbagebetaling af overtræksrenter er i det hele udokumenteret, ligesom der ikke er noget grundlag for, at banken skulle hæfte for sådanne renter.

Et eventuelt rentekrav må rettes mod klagerens fraskilte ægtefælle.

Hvis Ankenævnet finder, at klageren har godtgjort, at hævningerne var uberettigede, at hævningerne oversteg, hvad han med rimelighed kunne forvente, og at banken hæfter for hævningerne, gør banken gældende, at bankens ansvar for hævninger i 2008, 2009 og 2013 er forældet, og at klagerens krav i relation hertil i øvrigt er bortfaldet som følge af passivitet. For så vidt angår de øvrige hævninger, gøres det gældende, at klageren ikke har lidt noget tab, da klagerens fraskilte ægtefælle efter det oplyste har tilbagebetalt disse hævninger.

Til støtte for afvisningspåstanden har Danske Bank anført, at klagepunkterne om, at banken skal sikre, at kundernes penge kun bliver hævet fra kundernes konti, når der foreligger en aftale, og at banken skal tilslutte sig reglerne fra Betalingsservice, ikke angår et økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle dem, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Dog kan banken oplyse, at banken sikrer kundernes midler i høj grad og i overensstemmelse med gældende regler, ligesom banken overholder reglerne i betalingsloven og for Betalingsservice.

Sagen bør endvidere afvises jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, idet en nærmere belysning af, om der blev indgået en betalingsaftale, og hvordan denne indgåelse og tilmelding til Betalingsservice eventuelt fandt sted, vil kræve forklaringer fra og inddragelse af klagers ekskone og Skat.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er kunde i Danske Bank, blev i 2007 skilt fra sin daværende ægtefælle.

I årene 2008, 2009, 2013 og 2018-2021 blev der ved en fejl betalt skat for klagerens fraskilte ægtefælle via Betalingsservice på klagerens konto i banken. Klageren opdagede fejlen i foråret 2021.

Klageren har oplyst, at han ved et civilt søgsmål mod sin fraskilte ægtefælle fik godtgjort betalingerne i årene 2018-2021. På grund af forældelse fik han ikke godtgjort betalingerne i 2008, 2009 og 2013.

Det er uklart, om det beror på en fejl i Danske Bank, at klagerens fraskilte ægtefælles skat blev betalt via Betalingsservice på klagerens konto i banken.

Den fraskilte ægtefælles hæftelse over for klageren er fastslået ved dom, og klageren har modtaget domsbeløbet.

Bankens eventuelle hæftelse over for klageren for de omhandlede transaktioner overstiger ikke, hvad klageren har fået betalt i henhold til dommen over den fraskilte ægtefælle. Allerede derfor kan det ikke pålægges banken at betale noget beløb til klageren.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.