Spørgsmål om gyldigheden af kautionsforpligtelse.

Sagsnummer:318/1999
Dato:04-04-2000
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om gyldigheden af kautionsforpligtelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerens kautionsforpligtelse for et lån til klagerens datter kan anses for ugyldig.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1928, påtog sig i juni 1991 at kautionere som selvskyldnerkautionist for et lån ydet af indklagede til klagerens datter H. Lånets hovedstol er ikke oplyst under sagen, da lånedokumentet senere blev afløst af nyt lånedokument. Lånet blev afviklet med 1.000 kr. månedligt. Ved udgangen af 1990 var restgælden på 33.492,14 kr. Klageren bestrider ikke gyldigheden af denne kautionsforpligtelse.

Den 3. april 1996 blev kautionslånet forhøjet med ca. 12.700 kr. til 44.867 kr. Den månedlige ydelse blev fastsat til 1.500 kr., og der blev etableret et gældsbrev, for hvilket klageren underskrev som selvskyldnerkautionist.

I henhold til gældsbrev af 11. juni 1997 blev lånet forhøjet med 35.000 kr. til 62.699,42 kr. Den 17. s.m. blev lånet forhøjet med yderligere 3.000 kr. til 65.699,42 kr. Lånets ydelse blev samtidig fastsat til 2.000 kr. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist ved påtegning på gældsbrevene af 11. juni og 17. juni 1997.

Indklagede har anført, at i november/december 1997 kontaktede en anden af klagerens døtre M og dennes ægtefælle indklagede vedrørende hævningen af nogle beløb på klagerens bog hos indklagede. På et møde den 15. december 1997, hvor klageren, døtrene S og M samt M's ægtefælle deltog, blev de omhandlede hævninger drøftet; datteren H deltog ikke. Endvidere blev klagerens kaution drøftet.

Klagerens advokat har anført, at på mødet blev klagerens svækkede helbred nævnt. Dette bestrides af indklagede.

Den 2. marts 1998 ydede indklagede H et blancolån på 11.000 kr.

Indklagede har anført, at kautionslånet fra omkring september 1997 blev misligholdt første gang. I september 1998 sendte indklagede rykkerskrivelse nr. 2 til H, og ved skrivelse af 18. s.m. blev klageren informeret om restancen på kautionslånet, som da var på 6.000 kr.

Ved skrivelse ligeledes af 17. september 1998 opsagde indklagede engagementet. I februar 1999 overgav indklagede engagementet til inkasso ved advokat.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 8. marts 1999 gjorde indsigelse mod gyldigheden af klagerens kaution.

Under sagen har klagerens advokat fremlagt en erklæring af 22. marts 1999 fra klagerens læge, hvoraf fremgår:

"Siden foråret 1996 har patienten haft symptomer på tiltagende demens. Gik i stå. Blev initiativløs og fik tiltagende hukommelsesbesvær.

Under indlæggelse på psykiatrisk afd., Esbjerg for 1 år siden fik hun stillet diagnosen Alzheimers sygdom.

Patienten må alt i alt siges at have været syg siden april 1996."

Parternes påstande.

Klageren har den 26. juli 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionserklæringerne af 3. april 1996 samt 11. og 17. juni 1997 er ugyldige.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerens advokat har anført, at klageren fra foråret 1996 var helbredsmæssigt svækket, jf. herved den fremlagte erklæring fra hendes læge. Klageren var fra dette tidspunkt ikke i stand til at overskue konsekvenserne af sin underskrift på kautionserklæringerne.

Inden forhøjelsen den 3. april 1996 var lånets restgæld 33.198,84 kr. Debitor indbetalte efterfølgende ca. 23.000 kr., som, hvis der ses bort fra påløbne renter, nedbringer den kautionssikrede gæld til ca. 10.000 kr. Fra dette beløb skal endvidere fratrækkes 5.000 kr., som udbetaltes den 19. juli 1995, hvilket beløb klageren ikke har kautioneret for.

Det bestrides, at klageren i forbindelse med forhøjelsen i juni 1997 skulle have ringet for at aftale tid for underskrift. Dette var klageren ikke i stand til, idet hun ikke selvstændigt kunne tage initiativer og skulle hjælpes på vej af andre.

Indklagede kunne på dette tidspunkt ikke undgå at være opmærksom på klagerens adfærd, da det har været åbenlyst, at klageren led af en alvorlig sygdom, hvor et af de mest karakteristiske symptomer er, at patienten bliver fraværende.

Det forekommer bemærkelsesværdigt, at indklagede ikke i forbindelse med debitors køb af bil i 1997 opnåede løsørepant, hvilket ellers må anses for sædvanligt.

Klageren bebor en gældfri ejendom med en ejendomsværdi pr. 1. januar 1998 på 480.000 kr. Hun har ikke andre aktiver af værdi og lever af sin folkepension. En gennemførelse af indklagedes krav vil tvinge hende til at sælge huset, idet hun ikke har mulighed for at afdrage et lån via folkepensionen. I dagtimerne opholder hun sig på et plejecenter. I sit hjem tilses hun af hjemmeplejen.

Indklagede har anført, at såvel klageren som debitor har været kunder gennem mange år. Indklagede har et udmærket kendskab til begge gennem deres tilknytning til det mindre lokalsamfund, hvor begge bor.

Ved låneforhøjelsen i april 1996 blev klageren vejledt om konsekvenserne og risikoen ved kautionsforpligtelsen. Indklagede fik ikke indtryk af, at klageren havde et svækket helbred, eller at hun ikke forstod rækkevidden af kautionsforpligtelsen.

I forbindelse med underskrift af dokumenterne i juni 1997 ringede klageren selv og forespurgte, om forhøjelsesdokumentet var klar til underskrift. Ved underskrivelsen bemærkede man ikke tegn på, at klagerens helbred skulle være svækket, og klageren blev begge gange vejledt om kautionsforpligtelsens betydning og rækkevidde. Klageren gav udtryk for, at hun forstod betydningen af kautionsforpligtelsen.

Indklagede vurderede ikke kautionsforpligtelsen som speciel risikabel eller tyngende. Debitor havde hidtil passet sine forpligtelser fuldt ud, ligesom klageren havde og har en gældfri ejendom.

Det bestrides, at erklæringen fra klagerens læge dokumenterer, at klagerens helbred ved låneforhøjelserne i april 1996 og juni 1997 skulle være så svækket, at hun var ude af stand til at overskue indholdet og rækkevidden af kautionserklæringerne. Erklæringen omtaler ikke sygdommens betydning for klagerens fornuft, men dokumenterer blot, at klageren fik diagnosticeret Alzheimers sygdom. Denne sygdom starter i det små og tiltager efterhånden. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvornår sygdommen har haft afgørende indflydelse på klagerens fornuft og dermed dennes bundethed af kautionserklæringerne.

Kautionsforpligtelsen er ikke urimelig tyngende for klageren, og det bestrides, at hun af denne grund tvinges til at sælge sin ejendom. Sygdommen tvinger desværre nok under alle omstændigheder klageren til at sælge i en ikke så fjern fremtid.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med låneforhøjelserne den 3. april 1996 samt i juni 1997 burde have indset, at hun på grund af sit svækkede helbred ikke var i stand til at handle fornuftsmæssigt, hvorfor hendes kautionsforpligtelse for lånets forhøjelser ikke er gyldigt stiftet. Indklagede har bestridt dette.

Da en stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.