Sagsnummer: | 302/2024 |
Dato: | 19-12-2024 |
Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Andreas Moll Årsnes Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng. |
Klageemne: | Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål Realkreditbelåning - kurssikring |
Ledetekst: | Spørgsmål om indgåelse af aftale om kurssikring. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om indgåelse af fastkursaftale.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Danske Bank. Klagerne ejede en ejendom, som var en bygning lejet grund, og som var finansieret ved et afdragsfrit variabelt forrentet realkreditlån i Realkredit Danmark.
I oktober 2022 var banken i dialog med klagerne vedrørende omlægning af deres realkreditlån.
Den 12. oktober 2022 sendte banken ”Finansieringseksempel 2” vedrørende et afdragsfrit F5-realkreditlån med og uden fastkursaftale. Banken skrev til klagerne:
”…
Nedenfor med fastkursaftale som det ser ud i dette sekund, så stiger hovedstolen til 1.448.000
Ydelsen 4.233/md efter skat.
Dette ændrer sig hele tiden, men det er de ting vi talte om imorges.
…
|
Hovedstol |
Provenu |
Rente Obl. |
Rente ktl. |
ÅOP |
… |
Kurs |
… |
Finansieringseksempel 2 |
1.442.000 |
1.432.457 |
|
|
|
|
|
|
FlexLån® F5K, afdragsfrit |
1.442.000 |
1.432.457 |
1,00 |
3,61 |
4,5 |
|
90,328 |
|
|
Hovedstol |
Provenu |
Rente Obl. |
Rente ktl. |
ÅOP |
… |
Kurs |
… |
Finansieringseksempel 2 Beregninger med fastkurs |
1.448.000 |
1.438.348 |
|
|
|
|
|
|
FlexLån® F5K, afdragsfrit |
1.448.000 |
1.438.348 |
1,00 |
3,98 |
4,6 |
|
87,882 |
|
”
Den 14. oktober 2022 svarede klagerne:
”…
Vil vil går efter følgende lånetilbud:
Nyt lån F5 med en løbetid på 30 år som er afdragsfrit i 10 år, som skal refinansieres efter 5 år.
F5 med kurssikring indtil d. 01.04.23,
…”
Den 17. oktober 2022 skrev banken til klagerne:
”Hvis jeg kan opnå nedenstående rente, er det så det jeg skal gøre, altså 3,98?”
Samme dag svarede klagerne:
”Ja, det er fint.
…”
Banken udarbejdede en lånetilbudspakke af 17. oktober 2022, der blandt andet indeholdt et simpelt låneoverblik, et lånetilbud, aftale om pantsætning til Realkredit Danmark, pantebrev, specifikation af fastkursaftale på nyt lån, resumé af rådgivning og aftale om finansiering og tinglysning.
Af resumé af rådgivning af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet:
”…
… |
… |
Hvilken erfaring har I med at optage lån? |
Vi har et godt kendskab til de forskellige låntyper og det at optage lån |
… |
… |
…
Lånets væsentligste egenskaber |
… Provenuet af lånet er kendt nu, men ydelsen frem til næste rentetilpasning er først endelig, når lånet bliver udbetalt eller hvis I indgår en fastkursaftale. … |
Vilkår i forbindelse med optagelse af lånet (fastkursaftale, hjemtagelse m.v.) |
… mulighed for at låse kursen fast på det nye lån til Realkredit Danmark og realkreditlån, der skal indfries. Dermed sikrer I, at sagen hænger økonomisk sammen og I kender ydelsen på lånet. I kan indgå en fastkursaftale indtil 4 bankdage før, Realkredit Danmark udbetaler det nye lån. I skal blot kontakte os. … |
… |
… |
…”
Af lånetilbud af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet, at tilbudskursen på 87,901 var den obligationskurs, som blev anvendt, da det nye lån blev beregnet, og at kursen var fastsat ud fra den indgåede fastkursaftale, som skulle gennemføres pr. 31. marts 2023. Af europæisk standardiseret informationsark af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet, at ÅOP var beregnet på baggrund af den indgåede fastkursaftale, og af specifikation af fastkursaftale af 17. oktober 2022 fremgår, at der blev indgået en fastkursaftale, som ville blive gennemført den 31. marts 2023 og på hvilke vilkår den ville blive gennemført.
Banken har oplyst, at klagerne underskrev lånetilbudspakken af 17. oktober 2022 elektronisk.
Banken har oplyst, at forbeholdet om lejekontraktens udløb ikke blev godkendt efter underskrivelsen af låneaftalen, da grundlejekontraktens løbetid ikke opfyldte bankens krav. Det blev derfor aftalt, at realkreditlånets løbetid skulle ændres fra 30 år til 28 år, så klagerne ikke skulle genforhandle lejekontrakten.
Banken udarbejdede en ny lånetilbudspakke af 8. november 2022, der blandt andet indeholdt et simpelt låneoverblik, et lånetilbud, aftale om pantsætning til Realkredit Danmark, pantebrev, specifikation af fastkursaftale på nyt lån, resumé af rådgivning og aftale om finansiering og tinglysning.
Af det simple låneoverblik fremgår blandt andet:
”…
Hvis du vælger at kurssikre dit lån i 30 dage hus Realkredit Danmark, skal du derudover betale Du kan vælge at kurssikre dit lån, så du kender den præcise kurs på lånet. Prisen på kurssikring vil afhænge af, hvilket tidspunkt du vælger at kurssikre. Jo tættere du er på det tidspunkt, hvor du optager lånet, jo billigere er det kurssikre. Beløbet er derfor pejlemærke på, hvad en kurssikring 30 dage frem i tiden vil koste dig
|
DKK 43.340
DKK 1.000
DKK 42.340 |
…”
Banken har oplyst, at lånetilbudspakken af systemmæssige årsager ikke blev udarbejdet på baggrund af den aftalte rente/kurs ifølge fastkursaftalen, men i stedet på baggrund af den dagsaktuelle kurs. Årsagen hertil var, at fastkursaftalen skulle flyttes til det nye tilbud. Banken har anført, at fastkursaftalen fortsat var gældende, og klagerne fik tilsendt en specifikation af fastkursaftale af 8. november 2022.
Banken har oplyst, at det ikke systemmæssigt var muligt at sende lånetilbudspakken elektronisk til klagerne, hvorfor lånetilbudspakken blev sendt med fysisk post til klagerne. Banken har oplyst, at klagerne underskrev lånetilbudspakken af 8. november 2022.
Klagerne har anført, at de den 6. marts 2023 anmodede banken om en forklaring på, hvorfor den mente, at de havde indgået en fastkursaftale, men at banken ikke svarede dem.
Den 29. marts 2023 blev klagernes realkreditlån udbetalt i henhold til den indgåede fastkursaftale.
Banken har anført, at klagerne efter udbetalingen af realkreditlånet gjorde indsigelse mod forløbet, herunder at der ikke var indgået en fastkursaftale, og at gebyret herfor var 43.340 kr.
Banken har oplyst at den den 26. april 2023, sendte en meddelelse, hvoraf fremgik:
”lHej [M],
Så har jeg haft lejlighed til at finde mailen frem mellem dig og [banken], samt undersøge beløbet på de 43.340 kr. du henviser til.
Hvis vi starter med de 43.340 kr., så regnede vi frem til i januar måned den pris, på en ikke så retvisende måde. Den fremgangsmåde er ændret nu og en korrekt pris på 30 dage, på et F5 lån af jeres størrelse, ville ligge omkring 4.500 kr.
Tidligere regnede man en prisdifference mellem en fastkurs 30 dage frem i tid og så hvad kursen var dagen forinden. Altså var der her ikke taget højde for at rente fra dagen forinden (16.10.2022) frem til dagen fastkursen blev indgået, var steget en del. Derfor bliver beløbet i jeres dokument alt for højt og ikke korrekt.
Hvad angår selve aftalen om fastkursen, så har jeg vedhæftet dialogen på mail mellem [banken] og dig, hvor den accepteres.
…”
Banken har anført, at klagen blev afsluttet efter en mundtlig dialog med klagerne.
Parternes påstande
Den 31. maj 2024 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal stille dem som om, at de havde omlagt et realkreditlånet uden indgåelse af en fastkursaftale.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken har udført en dårlig sagsbehandling vedrørende en simpel omlægning af et realkreditlån ved realkreditlånets refinansiering. De ønskede at få godtgjort den merudgift, der opstod i forbindelse med fastkursaftalen, som de ikke har tiltrådt.
Banken anbefaler generelt ikke, at låntagere indgår en fastkursaftale, når der optages et variabelt forrentet realkreditlån. Dette rådgav banken dem ikke om. Det eneste de blev rådgivet om var, at udgiften til en fastkursaftale var 300 kr. om måneden. De blev ikke rådgivet om, at der var tale om en udgift, de skulle bære i hele lånets løbetid på fem år. Bankens rådgivning vedrørende fastkursaftalen forvirrede dem. Banken mener, at fastkursaftalen er indgået, men det er ikke korrekt.
Kommunikationen vedrørende fastkursaftalen foregik via en usikker postkasse. Der blev kun sendt meget få beskeder til deres netbank og ingen til deres e-Boks, som begge betragtes som sikre kanaler. De har primært svaret banken via Netbank. M svarede nogle gange via e-mail, da hans e-mail var sikkerhedsgodkendt grundet hans arbejde.
De har underskrevet et lånetilbud, som er gældende. De har ikke underskrevet en fastkursaftale, da de ikke ønskede at indgå aftalen, efter de fik mulighed for at vurdere aftalen på et oplyst grundlag. Af lånetilbuddet fremgik alene, at de kunne vælge at kurssikre deres lån til et gebyr på 43.340 kr., hvilket de vurderede var uden hold i virkeligheden og ikke stod mål med den ydelse, der blev tilbudt. En fastkursaftale ville i øvrigt være i strid med deres økonomiske profil og risikovillighed.
Banken meddelte dem flere gange, at fastkursaftalen var sendt til deres e-Boks, som var en sikker postkasse. Dette er ikke korrekt. De blev oplyst på deres seneste møde med banken af 24. februar 2023, at banken anså fastkursaftalen som godkendt uden underskrift eller dialog. Banken lagde deres e-mailkorrespondance, som foregik over usikker e-mail, til grund. Dette er i strid med gældende lovgivning.
De anmodede banken om en forklaring på, hvorfor den mener, at der er indgået en fastkursaftale uden en underskrift. Banken har ikke svaret på deres anmodning. De var villige til at indgå aftalen, hvis den var oprettet på et lovligt grundlag med udgangspunkt i iagttagelse af reglerne om god skik for boligkredit.
Danske Bank har anført, at klagerne har oplyst, at de har et godt kendskab til de forskellige låntyper og til at optage lån. Klagerne anmodede på baggrund af den modtagne rådgivning selv om et nyt 30-årigt Flexlån F5, med 10 års afdragsfrihed og en kurssikring indtil den 1. april 2023. Dette gjorde de i e-mail af 14. oktober 2022.
Efter klagernes økonomi blev godkendt, tilbød banken ved e-mail af 17. oktober 2022 klagerne at låse renten/kursen. Samme dag accepterede klagerne bankens tilbud.
Det er ikke en ugyldighedsgrund, at aftalen blev indgået via almindelig e-mail og ikke via bankens sikre kommunikationssystemer i net- eller mobilbank.
Efter indgåelsen af fastkursaftalen fik klagerne tilsendt en specifikation af fastkursaftalen. Det fremgik af det oprindelige lånetilbud, at lånetilbuddet var baseret på den aftalte kurs. Klagerne tiltrådte ”Aftale om finansiering og tinglysning” både elektronisk og fysisk. Af aftalen fremgår, at der var indgået en fastkursaftale og at banken udbetalte lånet i henhold til den indgåede fastkursaftale. Fejlen i angivelsen af gebyret i ”Simpelt låneoverblik” kan ikke medføre, at fastkursaftalen er ugyldig.
Banken kan ikke anses for at have begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen og den efterfølgende proces. Klagerne har udvist passivitet ved først at klage over indgåelsen af fastkursaftalen, mere end halvandet år efter fastkursaftalen blev indgået og et år efter lånet blev udbetalt.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne, M og H, var kunder i Danske Bank. Klagerne ejede en ejendom som var finansieret ved et afdragsfrit variabelt forrentet F5-realkreditlån i Realkredit Danmark.
I oktober 2022 var banken i dialog med klagerne vedrørende omlægningen af deres realkreditlån.
Den 12. oktober 2022 sendte banken ”Finansieringseksempel 2” vedrørende et afdragsfrit F5-realkreditlån med og uden fastkursaftale. Af et finansieringseksempel med fastkursaftale fremgik blandt andet, at klagerne kunne omlægge deres eksisterende realkreditlån til et FlexLån® F5K lån med afdragsfrihed, en hovedstol på 1.448.000 kr., en obligationsrente på 1 %, en kontantlånsrente på 3,98 %, en ÅOP på 4,6 % og med en kurs på 87,882.
Den 14. oktober 2022 skrev klagerne til banken, at de ønskede at omlægge til et F5-realkreditlån med en løbetid på 30 år som er afdragsfrit i 10 år, som skal refinansieres efter 5 år og med kurssikring indtil den 1. april 2023.
Den 17. oktober 2022 anmodede banken klagerne om at oplyse, om han skulle sikre lånet, hvis han kunne opnå et lån med en kontantlånsrente på 3,98 %. Samme dag svarede klagerne, at det var fint.
Banken udarbejdede en lånetilbudspakke af 17. oktober 2022, der blandt andet indeholdt et simpelt låneoverblik, et lånetilbud, aftale om pantsætning til Realkredit Danmark, pantebrev, specifikation af fastkursaftale på nyt lån, resumé af rådgivning og aftale om finansiering og tinglysning. Af lånetilbud af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet, at tilbudskursen på 87,901 var den obligationskurs, som blev anvendt, da det nye lån blev beregnet, og at kursen var fastsat ud fra den indgåede fastkursaftale, som skulle gennemføres den 31. marts 2023. Af europæisk standardiseret informationsark af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet, at ÅOP var beregnet på baggrund af den indgåede fastkursaftale, og af specifikation af fastkursaftale af 17. oktober 2022 fremgår blandt andet, at der blev indgået en fastkursaftale, som ville blive gennemført den 31. marts 2023 og på hvilke vilkår den ville blive gennemført.
Banken har oplyst, at klagerne underskrev lånetilbudspakken af 17. oktober 2022 elektronisk.
Banken udarbejdede efterfølgende lånetilbudspakke af 8. november 2022, som blev sendt til klagerne med fysisk post. Banken har oplyst, at klagerne underskrev lånetilbudspakken af 8. november 2022.
Ankenævnet finder, at klagerne ved deres svar ved e-mail af 17. oktober 2022 sammenholdt med e-mail af 14. oktober 2022 indgik en bindende aftale om kurssikring med banken. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig.
Ankenævnet finder derfor ikke, at banken skal stille klagerne som om, at de havde omlagt deres realkreditlån uden indgåelse af en fastkursaftale.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.