Indsigelse mod kontooverførsler i marts 2017, som klageren ikke kan vedkende sig.

Sagsnummer:58/2021
Dato:23-11-2021
Ankenævn:Henrik Waaben, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod kontooverførsler i marts 2017, som klageren ikke kan vedkende sig.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod kontooverførsler i marts 2017, som klageren ikke kan vedkende sig.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Spar Nord Bank.

I perioden 24. - 31. marts 2017 blev der fra klagerens konto via netbank foretaget 13 kontooverførsler på i alt 33.460 kr., som klageren ikke kan vedkende sig.

Af en kontoudskrift fremgår, at der den 23. og 24. marts 2021 blev indsat henholdsvis 10.000 kr. og 20.000 kr. på klagerens konto i banken.

Den 20. april 2017 indgav klageren indsigelse til banken vedrørende de 13 transaktioner. I indsigelsesblanketten anførte klageren blandt andet, at han altid havde sit nemid på sig, og at han havde mistanke til en bestemt, navngiven person.

Banken har fremlagt en intern meddelelse dateret 26. april 2017, hvori det er anført:

”Jeg har nu talt med … hun siger at de penge hun har modtaget (6000, -3000,- og 370,-) er fra [klageren] og at hun har udb. pengene til ham!

Jeg spurgte hende om hun har hævet pengene til ham eller om hun har givet ham sit kort + kode, hun kunne ikke helt huske det men hun sagde at han har haft lånt hendes kort og kode …

De 12.000,- hun modtog den 3103 det har hun sagt også var til [klageren] …”

Ved meddelelse til klageren af 4. maj 2017 afviste banken indsigelsen og anførte blandt andet:

”… På baggrund af sagens omstændigheder, herunder udsagn fra 3 mand om, at nogle af de overførte beløb er udbetalt kontant til dig af modtager, afviser vi din indsigelse. …”

Banken anmeldte samtidig klageren til politiet for bedrageri.

Klageren har anført, at han var varetægtsfængslet, da transaktionerne fandt sted. Klageren har fremlagt dokumenter vedrørende hans anmodning om aktindsigt hos kriminalforsorgen, hvori det blandt er anført ”[klageren] er i varetægt 9/3-6/4 2017”.

Banken har oplyst, at den straksopsagde kundeforholdet 2. oktober 2019.

Ved brev af 3. april 2020 til klageren meddelte politiet, at politiet havde besluttet at opgive sigtelsen mod klageren efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, da politiet ikke forventede, at klageren ville blive fundet skyldig i bedrageri.

Banken har oplyst, at klageren i maj 2016 gjorde indsigelse mod betalinger foretaget med sit betalingskort. Af kontoudskrift for klagerens konto i perioden fra december 2016 til oktober 2017 fremgår, at der den 28. februar 2017 blev indsat 788,61 kr. på klagerens konto med posteringsteksten ”Indsigelse”.

Parternes påstande

Den 3. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale en erstatning ca. 31.000 kr. for de 13 transaktioner.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at de 13 overførsler skete, mens han var varetægtsfængslet, hvilket fremgår af det fremlagte materiale fra Kriminalforsorgen. Han har intet kendskab til overførslerne. Han var i politiets varetægt uden telefon, besøg, udgang, internet, netbank mv. Det er ham derfor en gåde, hvordan han selv skulle have kunnet lave disse overførsler.

Da han blev varetægtsfængslet, fik han intet med fra anholdelsesstedet, heller ikke nemid og koder. Hans daværende kode var nem og var nedskrevet. Han havde derfor mistanke til en konkret person, som han også underrettede banken om.

Banken har anført, at den har modtaget en troværdig forklaring fra en eller anden person, som skulle have hævet pengene. Dette er svært at vurdere på grundlag af en e-mail, telefon og igennem en tredje person. I e-mailen er anført, at pengene er udbetalt til ham. Det er han uforstående overfor. Han havde ikke mulighed for at modtage kontanter. Det lyder endvidere meget mærkeligt, at man ikke kan huske, om man har hævet 21.370 kr. og givet dem videre. Banken har ikke et eneste bevis på, at han har modtaget overførslerne.

Banken afviste hans indsigelse og anmeldte ham i stedet til politiet for bedrageri, selv om banken ingen beviser havde for dette. Han rykkede politiet for at få afgjort sagen. Politiet frafaldt sagen, da de ikke kunne finde beviser for, at han selv skulle have overført pengene. Han rettede straks derefter henvendelse til banken. Han rykkede adskillige gange banken for svar i perioden fra april 2020 til januar 2021. 

Banken har anført, at den afviste hans indsigelse af maj 2016. Dette er ikke rigtigt. Det fremgår af kontoudskriften, at han fik dækket indsigelsen den 28. februar 2017.

Spar Nord Bank har anført, at det fortsat er bankens opfattelse, at transaktionerne blev gennemført af klageren selv eller med klagerens viden og accept. Politiets beslutning om ikke at rejse tiltale var primært begrundet i, at banken ikke har lidt et tab. Det skyldes netop, at banken afviste indsigelsen. Det må antages, at beslutningen ville være anderledes, hvis banken havde lidt tab.

Bankens afvisning af indsigelsen skete primært på baggrund af en forklaring, der er gengivet i meddelelsen af 26. april 2017 fra modtageren af tre af de overførte beløb, som over for banken troværdigt forklarede, at overførslen var sket efter aftale med klageren, og at klageren efterfølgende fik beløbene udbetalt kontant.

Banken lægger også vægt på, at der var tale om et usædvanligt mønster, hvis der var tale om tredjemandsmisbrug. Transaktionerne foregik over en uge. Der blev hævet både større og ganske små beløb. Der blev kun hævet en del af indeståendet hver gang. Den væsentlige del af det hævede beløb stammede fra indbetalinger på 10.000 og 20.000 kr., der var foretaget i nær tidsmæssig sammenhæng med det påståede misbrug. Indbetalingerne var ganske usædvanlige i forhold til kontoen og klagerens forhold.

De af klageren fremlagte bilag fra Kriminalforsorgen viser, at klageren ikke var varetægtsfængslet i perioden, hvor transaktionerne blev foretaget, og viser endvidere ikke noget om eventuel mulighed for udgang eller kontakt til tredjemand.

I maj 2016 gjorde klageren indsigelse mod betalinger foretaget med sit betalingskort. Banken afviste indsigelsen med henvisning til, at transaktionerne ikke kunne være gennemført uden klagerens vidende. Klageren accepterede afvisningen.

Banken straksopsagde kundeforholdet i oktober 2019, da klagerens konto blev anvendt til modtagelse af indbetalinger fra varer via Facebook, som han ikke ejede.

Ankenævnets bemærkninger

I perioden 24. - 31. marts 2017 blev der fra klagerens konto i Spar Nord Bank foretaget i alt 13 kontooverførsler på i alt 33.460 kr., som klageren ikke kan vedkende sig. Af en kontoudskrift fremgår, at der den 23. og 24. marts 2021 blev indsat henholdsvis 10.000 kr. og 20.000 kr. på klagerens konto i banken. Den 20. april 2017 indgav klageren indsigelse til banken vedrørende de 13 transaktioner og anførte, at han havde mistanke til en bestemt person.

Banken afviste indsigelsen i maj 2017 og anmeldte klageren til politiet for bedrageri. Banken har anført, at afvisningen primært skete på baggrund af, at modtageren af tre af de overførte beløb over for banken havde forklaret, at overførslerne var sket efter aftale med klageren, og at klageren efterfølgende fik beløbene udbetalt kontant. Klageren har bestridt dette og har anført, at han i den pågældende periode var varetægtsfængslet og uden adgang til telefon, besøg, udgang og internet, og at han ikke fik sit nemid med ved anholdelsen.

Den 3. april 2020 meddelte politiet, at politiet havde opgivet sigtelsen mod klageren.

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug, herunder om der er tale om misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter helt eller delvist for tabet, jf. betalingslovens § 100, herunder betalingslovens § 100, stk. 5, om ubegrænset hæftelse. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.