Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ægtefælles død og mod rådgivning i forbindelse med underskrivelse af gældsovertagelseserklæring i 2014.

Sagsnummer:99/2019
Dato:20-08-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Ida Marie Moesby, Søren Geckler
Klageemne:Udlån - stiftelse
Udlån - hæftelse
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Forældelse - rådgivning
Ledetekst:Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ægtefælles død og mod rådgivning i forbindelse med underskrivelse af gældsovertagelseserklæring i 2014.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ægtefælles død og mod rådgivning i forbindelse med underskrivelse af gældsovertagelseserklæring.

Sagens omstændigheder

Klagerens nu afdøde ægtefælle, M, havde en ejendom, der i 2005 var belånt med et lån på 1.177.000 kr. i Totalkredit med en indledende afdragsfrihed på 10 år.

Den 8. juni 2011 underskrev parret en ægtepagt, der blev oprettet med advokatbistand. Af ægtepagten fremgik bl.a.:

”… Undertegnede [M] overdrager herved som gave til min hustru, [klageren], [ejendommen] … [Ejendommen] overdrages fra [M’s] bodel og gøres efter aftale til [klagerens] skilsmissesæreje. … [Klageren] overtager de på ejendommen tinglyste pantehæftelser, hvorom der henvises til ejendommens blad i tingbogen.

Nærværende gaveoverdragelse vil være at tinglyse som adkomst for [klageren] på [ejendommen] …”

Ægtepagten blev tinglyst i personbogen, med bemærkningen ”Afvist fsv. angår gæld, idet gæld ikke kan gøres til genstand for særeje.”. Ægtepagten blev ikke tinglyst i tingbogen. Banken modtog ikke besked om ægtepagtens oprettelse, og parret søgte ikke om gældsovertagelse af lånet.

I december 2013 afgik M ved døden, og boet blev i januar 2014 udlagt til klageren som boudlæg. Af skifteretsattesten fremgik, at værdien af aktiver var 0 kr. Ejendommen var ikke anført som et aktiv.

Banken har oplyst, at den først efter M’s død blev bekendt med, at ejendommen og gælden heri var overdraget til klageren.

Banken har oplyst, at klageren den 29. januar 2014 var til møde i banken. Klageren har anført, at hun ikke har erindring om et møde den 29. januar 2014. I et brev af 3. februar 2014 til klageren anførte banken:

Vedr. aftaler i forbindelse med mødet Boet efter [M] 29.01.14

… Vedr. overtagelse af ejendommen:

Huset har været til salg i 5 år, opr. tkr. 1.795 og er p.t til salg … til tkr. 1.295. Der skal intensivt arbejdes med salg heraf fra nu og inden 31.12.2015, hvor der vil komme afdrag på Totalkreditlånet.

Vi starter sagsbehandling op på gældsovertagelse af Totalkreditlånet.

Ovennævnte tiltrædes:

… ”

Påtegningen om tiltrædelse på brevet fremtræder som underskrevet af klageren.

Den 21. juli 2014 underskrev klageren en erklæring om gældsovertagelse af Totalkreditlånet pr. 15. december 2013. Af ansøgningen fremgik bl.a.:

”… Underskrevne ny(e) ejer(e) af ejendommen overtager herved som solidarisk hæftende debitor(er) den pantegæld, der indestår i ejendommen, under forudsætning af Totalkredits godkendelse. … Hæftelsen for lånet/lånene indtræder først, når ejendomshandlen er endeligt berigtiget, og sælger er frigjort for gældsansvaret. …”

I et brev af 2. september 2014 til banken meddelte Totalkredit, at gældsovertagelsen var bevilget, og at boet efter M var frigjort for hæftelsen. Klageren har anført, at hun først modtog bevillingen af gældsovertagelse i 2017/2018.

Klageren har fremlagt eksempler på erklæringer om gældsovertagelse fra andre realkreditinstitutter.

Klageren betalte løbende ydelser på lånet fra januar 2014 til september 2016. I sagen er fremlagt et internt notat fra banken vedrørende drøftelse af låneomlægning den 18. februar 2015 og den 4. oktober 2016. Banken har oplyst, at den afslog klagerens anmodninger om en forlængelse af afdragsfriheden efter en kreditmæssig vurdering af klageren.

I et brev af 14. februar 2017 meddelte klageren, at hun var fraflyttet ejendommen, da hun ikke så sig i stand til ”hverken fysisk eller økonomisk at fortsætte med ejendommen”. Klageren oplyste, at M stod som adkomsthaver ifølge tingbogen og meddelte, at hun overlod det til banken at foretage det videre fornødne med ejendommen, herunder at sælge den.

Af en tingbogsattest pr. 16. februar 2017 fremgik, at boet efter M stod som adkomsthaver ifølge tingbogen.

Den 8. maj 2017 gjorde klagerens advokat indsigelse mod en indgivet tvangsauktionsbegæring. Advokaten anførte, at klageren ikke hæftede for gælden, og at klageren ikke var tinglyst ejer af ejendommen.

Den 12. oktober 2017 blev ejendommen solgt på tvangsauktion.

Af et brev af 9. november 2017 fra banken til klageren fremgik, at banken var indtrådt i en del af Totalkreditlånet, 290.000 kr. Banken anmodede klageren om at indbetale dette beløb med tillæg af renter inden 10 dage, idet sagen i modsat fald ville blive overgivet til inkasso.

Ved et brev af 20. november 2017 til banken anførte klagerens advokat:

”Min klient bestrider at hæfte for det i sagen omhandlede lån.

Min klient må erkende at det er hendes underskrift på gældsovertagelsesblanketten. Hun har ingen erindring om nogensinde at have underskrevet den og hun har under de talrige møder … med [banken] fået det indtryk, at hun ikke kunne opnå gældsovertagelse eller omlægning af lånet til en yderligere afdragsfri periode. Det forekommer selvmodsigende og absurd at banken får min klient til at underskrive gældsovertagelse på et lån som med bankens nøje kendskab til min klients økonomi udmærket kan se at hun ikke kan betale når den afdragsfrie periode udløber.

Såfremt sagen forfølges yderligere af Banken eller Totalkredit vil det udover ovenstående blive gjort gældende at gældsovertagelse aldrig er fuldbyrdet, idet overtagelsen af ejendommen ikke som forudsat i gældsovertagelseserklæringen er endeligt berigtiget. …”

Den 8. januar 2018 anlagde banken en retssag mod klageren med krav om betaling af 290.000 kr. med tillæg af rente på 16,25 % p.a. fra den 12. oktober 2017. Klageren nedlagde påstand om frifindelse. I svarskrift af 14. februar 2018 anførte klageren, at hun ikke havde overtaget gælden, og at banken havde pådraget sig et ansvar for mangelfuld rådgivning af hende.

Den 8. januar 2019 hævede retten sagen og oversendte sagen til Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 6. marts 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal fritage hende for hæftelse på det i sagen omhandlede lån.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at klagen angår bankens manglende rådgivning i forbindelse med M’s død og hendes overvejelser om og forsøg på at blive i ejendommen. Bankens rådgivning var fejlagtig og mangelfuld. Banken overholdt ikke reglerne i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik, herunder kapitel 7, §§ 7, 11, 12, 16 og kap. 8. Banken undersøgte ikke hendes indtægter og udgifter og øvrige økonomiske forhold. Hun har modtog ikke rådgivning på papir eller andet varigt medium.  Møderne med banken foregik, bortset fra et, uden referat.

Hun har ingen erindring om et møde den 29. januar 2014. For så vidt angår brevet/notatet af 3. februar 2014 burde banken ved denne lejlighed have lavet et budget for hende. Dette ville have vist, at hun ikke ville kunne overtage ejendommen. Det er uforståeligt, at banken holdt et møde på det pågældende tidspunkt alene for at få de praktiske forhold på plads.

Banken har ikke givet en forklaring på, hvorfor banken ville starte ”sagsbehandling op på gældsovertagelse af Totalkreditlånet” i februar 2014, hvorfor gældsovertagelseserklæringen først blev underskrevet den 21. juli 2014, hvad der skete i den mellemliggende periode og hvilken rådgivning og beregning, der lå til grund for, at banken lod hende underskrive gældsovertagelseserklæringen i juli 2014. Hun bestrider ikke ægtheden af hendes underskrift på ansøgningen, men har ingen erindring herom og finder det påfaldende, at hun skulle have søgt om gældsovertagelse på et tidspunkt, hvor hun havde erkendt, at hun ikke kunne betale ydelserne uden forlænget afdragsfrihed. Banken har i sagen oplyst, at den ikke kunne bevilge forlængelse af afdragsfriheden ud fra kreditmæssige hensyn som følge af hendes økonomiske situation. Oplysningen viser, at banken var klar over hendes dårlige økonomiske situation. På trods heraf veg banken ikke tilbage fra at påføre hende en gældsforpligtelse. Det er påfaldende, at bevillingen af gældsovertagelse var stilet til banken, og at hun først modtog bevillingen i 2017/2018.

Ægtepagten blev oprettet på M’s initiativ uden hendes ønske eller vilje, alene med den hensigt at beskytte hende. Hun forstod ikke rækkevidden af ægtepagten, der blev udarbejdet af M i samråd med M’s advokat. Det af banken anførte om, at ”parterne fik den fornødne rådgivning omkring ægtepagtens indhold og konsekvenser” bestrides således. Ankenævnet kan ikke inddrage bankens formodninger om den rådgivning, hun måtte have modtaget af tredjemand, og hvad skifteretten måtte have ment og lagt til grund.

Hun har ikke udvist retsfortabende passivitet. Det bestrides, at indsigelser mod bankens rådgivning, jf. mødet den 27. januar 2014 og senere skulle være forældet og underkastet en treårs forældelsesfrist. Hun blev først i forbindelse med tvangsauktionen i 2017 klar over, at banken gjorde gældende, at hun havde overtaget gælden, og at der ville blive gjort personligt gældsansvar gældende over for hende. En eventuel forældelsesfrist er suspenderet.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til i hvilket omfang, der indtræder hæftelse for et realkreditlån ved overtagelse af en ejendom ved ægtepagt, der ikke tinglyses som adkomst, ved at søge gældsovertagelse uden at blive underrettet om gældsovertagelsens resultat og ved at betale ydelser i en periode. Hvis det ligger inden for Ankenævnets kompetence, har hun dog ikke noget imod, at dette spørgsmål indgår i Ankenævnets afgørelse. Hun har ikke overtaget gælden. Banken kunne ikke tage ægtepagten til indtægt for, at der i forhold til banken var sket gældsovertagelse. Hun afdrog ikke, men betalte ydelserne på lånet i ejendommen, hvilket var rimeligt, da hun boede der. Formalia i forbindelse med gældsovertagelsen var ikke opfyldt. Hun modtog ikke Totalkredits bevilling af gældsovertagelsen. Af erklæringens ordlyd fremgik, at det var en betingelse for gældsovertagelsen, at ejendomshandlen var endeligt berigtiget, og at der var tinglyst endelig adkomst til hende på ejendommen. Dette var ikke opfyldt. Tilsvarende betingelser fremgår af andre realkreditinstitutters blanketter om gældsovertagelse.

Hvis det lægges til grund, at hun formelt hæfter for gælden, gøres det gældende, at gældsovertagelseserklæringen ikke er bindende for hende, jf. aftalelovens §§ 32, 33 og 36. Banken og hun var vidende om, at hun ikke kunne overholde sine forpligtelser. Det ville derfor være i strid med hendes egne interesser at overtage gælden. Bankens modtagelse af erklæringen var i strid med almindelig hæderlighed. Det var ikke hendes hensigt at overtage gælden. Banken rådgav hende ikke om konsekvenserne og undersøgte ikke hendes økonomiske forhold tilstrækkeligt.

Sydbank har anført, at klageren hæfter for gælden i ejendommen. Ejendommen og gælden heri blev allerede i 2011 overdraget til klageren ved ægtepagt. Klageren søgte efter M’s død i 2014 om gældsovertagelse på ejendommen, hvilket blev bevilget. Klageren betalte ydelser på lånet i lang årrække og udviste en ejers råden over ejendommen. Klageren har både på baggrund af ægtepagten og boudlægget reelt været adkomsthaver på ejendomme. Klageren meddelte først i maj 2017, at hun ikke mente at hæfte for gælden.

Det må formodes, at klageren allerede ved oprettelsen af ægtepagten i 2011 blev rådgivet hos en advokat om gældsovertagelsen. I 2014 fik klageren gennemgået gældsforholdene både i skifteretten og på mødet i banken. Klageren har udvist retsfortabende passivitet.

Den manglende tinglysning kan ikke medføre, at gælden ikke kan anses for overtaget af klageren, idet tinglysning ikke er en gyldighedsbetingelse for overtagelse af gæld.

Gælden i ejendommen var, i samråd med en advokat, allerede inter partes overdraget til klageren i 2011. Banken rådgav derfor ikke klageren til at overtage gælden på mødet den 29. januar 2014, men forholdt sig blot til klagerens og boets faktiske situation. På mødet blev det ikke nævnt, at klageren ikke ønskede at overtage gælden alligevel, eller at hun ikke var vidende om, at gælden allerede var overdraget til hende. Mødet handlede udelukkende om at få de praktiske forhold omkring ejendommen på plads i henhold til klagerens og M’s aftale, så klageren kunne blive boende i ejendommen. Banken lagde vægt på, at der skulle gøres bestræbelser på at få solgt ejendommen inden udløb af afdragsfriheden.

Banken ydede relevant og tilstrækkelig rådgivning. Bankens rådgivning var ikke fejlagtig eller mangelfuld. Banken har ikke handlet i strid med god skik.

Indsigelser mod rådgivningen, der fandt sted den 29. januar 2014, er forældet efter den almindelige treårige forældelsesfrist, ligesom der er udvist passivitet som følge af manglende reklamation.

Ankenævnets bemærkninger

Ved ægtepagt af 8. juni 2011, der blev oprettet med advokatbistand, overdrog klagerens nu afdøde ægtefælle, M, sin ejendom til klageren, således at klageren ”overtager de på ejendommen tinglyste pantehæftelser”. Ejendommen var belånt med et lån hos Totalkredit. Ægtepagten blev tinglyst i personbogen, men ikke i tingbogen. I december 2013 afgik M ved døden, og boet blev i januar 2014 udlagt til klageren som boudlæg. Ejendommen var ikke anført som et aktiv.

Banken har oplyst, at klageren den 29. januar 2014 var til møde i banken. Klageren har anført, at hun ikke har erindring om et møde den 29. januar 2014. I et brev af 3. februar 2014 fra banken til klageren meddelte banken, at den startede sagsbehandling op på gældsovertagelse af Totalkreditlånet. Den 21. juli 2014 underskrev klageren en erklæring om gældsovertagelse af Totalkreditlånet. I et brev af 2. september 2014 til banken meddelte Totalkredit, at gældsovertagelsen var bevilget. Klageren har anført, at hun først modtog bevillingen i 2017/2018. Den 12. oktober 2017 blev ejendommen solgt på tvangsauktion. I forbindelse hermed indtrådte banken i en del af Totalkreditlånet, 290.000 kr.

Det er uklart, om banken handlede ansvarspådragende i sin rådgivning af klageren i 2014.

Ankenævnet finder imidlertid, at et eventuelt krav vedrørende bankens rådgivning i 2014 nu må være forældet i medfør af den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om klageren i forhold til Totalkredit overtog hæftelsen for lånet og har dermed ikke taget stilling til bankens afledte krav i forbindelse med bankens indtræden i en del af Totalkreditlånet. Afgørelsen af dette spørgsmål vil forudsætte en eventuel klage over Totalkredit til Det finansielle ankenævn.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.