Spørgsmål om nedlukning af investeringskredit og låneomlægning var sket efter aftale med klageren.

Sagsnummer:594/2009
Dato:19-01-2011
Ankenævn:Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst:Spørgsmål om nedlukning af investeringskredit og låneomlægning var sket efter aftale med klageren.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om Sydbank var berettiget til at nedlukke klagerens investeringskredit i henhold til de aftalte vilkår, eller om nedlukning skete efter konkret aftale med klageren, samt om der blev indgået aftale om låneomlægning.

Sagens omstændigheder.

Klageren havde i en årrække foretaget lånefinansierede investeringer hos Sydbank, dels i eget navn og dels via et selskab, S. 67 % af aktierne i S var ejet af klagerens helejede holdingselskab, og de resterende 33 % var ejet af klagerens døtre.

Denne sag vedrører kun klagerens private investeringer.

Den 27. maj 2004 underskrev klageren en aftale om optagelse af et investeringslån på 298.873,28 CHF i banken. Klageren havde givet banken håndpant i aktiverne i et værdipapirdepot til sikkerhed for klageren og S’ engagement med banken, som han også kautionerede for.

Den 3. oktober 2008 underskrev klageren en ny aftale om optagelse af valutalån vedrørende samme beløb som aftalen indgået i 2004. Den nye aftale afløste den gamle aftale. Af aftalen fremgår bl.a.:

"…

Opsigelse/indfrielse

Bankens beregning af sikkerhedsmargin fremgår af nedenstående eksempel og separat bilag.

Hvis kursværdien i DKK af de stillede sikkerheder falder – og/eller hvis kursværdien i DKK af investeringslånet stiger – således, at forskellen mellem de stillede sikkerheder og investeringslån udgør 60 % eller mindre af den beregnede sikkerhedsmargin minus 300.000 kr. – er banken berettiget til at kræve yderligere sikkerhed. Et sådant krav om yderligere sikkerhed stilles med et varsel, som er afstemt efter markedsforholdene, og som derved kan være på 1 time eller mindre.

Hvis kunden ikke opfylder bankens krav om indbetaling eller anden sikkerhedsstillelse, forfalder lånet straks til fuld indfrielse, og banken er berettiget til at foretage omgående salg af de stillede sikkerheder, såfremt dette efter bankens skøn er nødvendigt for at begrænse eller undgå tab.

…"

Af tillæg til investeringslån af samme dato fremgår:

"…

Sikkerhedsmargin opgøres som summen af

1.

den gældende aktivrisikoprocent af kursværdien af hvert enkelt aktiv.



2.

den gældende valutarisikoprocent af hver enkelt valutaposition, der beregnes som forskellen mellem summen af alle aktiver i den pågældende valuta reduceret med aktivrisikoprocenten og alle gældsposter i den pågældende valuta. Fortegnet på positionen vil altid være nul eller positivt.



Nedenfor afgives de gældende aktivrisikoprocenter og de gældende valutarisikoprocenter.

Aktiv

Risiko-
procent

Indlån

0

Investeringsforeninger, der alene investerer i danske obligationer


5

Obligationer i zone A-lande (stat- og realkreditopbligationer)


7

Erhvervsobligationer med rating A eller bedre

10

Afdelinger af Sydinvest og Bankinvest, der investerer bredt i aktie- og obligationsmarkedet


15

Aktier og øvrige investeringsforeninger i zone A-lande

*)

Andre aktiver

Fastsættes individuelt af Sydbank

*) Risikoprocenten for aktier beregnes som:

Tillæg = 0,15 + 0,25 x [formel]



Hvor pi er aktie i’s vægt i aktieporteføljen og n er det samlede antal aktiefondskoder i porteføljen.

Valuta

Risiko
procent

DKK

0

EUR

2,5

CHF, NOK, SEK

5

GBP, USD, AUD, CAD, NZD JPY

10

PLN, CZK, HUF, ISK, ZAR, BRL, TRY, MRX

20

Andre

100

…"

Den 23. oktober 2008 var klageren til stede i banken i anden anledning og blev her kontaktet af sin sædvanlige kontaktperson, C, som bad ham komme til møde med hende og hendes chef med det samme. På mødet fremlagde C et bilag med en oversigt over klagerens engagement. Af bilaget fremgår:

…"

Status opgørelse [klageren]/[S]

Tkr.
Investeringslån:



Privat lån

1.500

Kursværdi depot

1.190

Mango

310




[S] Lån

2.400

Kursværdi depot+kontant

2.207

Mango

193




Øvrigt engagement


Privat træk på kassekredit

240



[S] DAX kredit

486



Samlet mango + træk

1.229




Disponibelt


Privat åbent lån

1.315

[Holdingselskab] depot + konto

840

…"

Parterne er ikke enige om, hvad der foregik på mødet. Ifølge klageren fik han besked på, at han skulle indfri sit investeringslån med det samme ved at sælge værdipapirer, hvilket han protesterede imod.

Banken har gjort gældende, at de værdipapirsalg, der fandt sted efter mødet, skete efter aftale med klageren. Der blev også indgået en terminsforretning, hvorved klagerens valutalån blev omlagt til lån i danske kroner for at minimere valutakursrisikoen, indtil lånet blev indfriet. Banken har gjort gældende, at denne låneomlægning også var aftalt med klageren.

Den 27. oktober 2008 sendte banken et brev til klageren, hvor følgende fremgår:

"…

Vedr.: investeringsengagementet

Som aftalt på vort møde fredag, den 24.10.08 kan vi hermed bekræfte følgende:

  • valutalån i CHF er omlagt til DKK via terminsforretninger og bliver indfriet via konto (-830) ved næste rentetermin.
  • alle værdipapirer i depot nr. (-203) er solgt, bortset fra 8.750 stk. Sydinvest Højrentemix som der p.t. ikke stilles priser på.

Når ovennævnte er effektueret vil underskuddet på investeringsengagementet, som aftalt blive udlignet over konto (-178).

Vi henviser til bankens almindelige forretningsbetingelser samt betingelser i henhold til dokumentgrundlaget.

…"

Banken har oplyst, at klageren samme dag, den 27. oktober 2008, kontaktede banken, da værdipapirerne i klagerens holdingselskab ikke var solgt som aftalt.

Den 28. oktober 2008 sendte banken en e-mail til klageren med en foreløbig opgørelse over depotindhold m.v. efter de foretagne transaktioner.

Klageren henvendte sig til banken den 31. oktober og klagede over opsigelsen og indfrielsen af investeringslånet og gjorde gældende, at banken skulle erstatte hans tab.

Den 10. december 2008 afviste banken klagerens krav om erstatning.

Banken sendte den 24. september 2009 et brev til klagerens advokat med et bilag, der simulerer klagerens investeringsengagement. Af bilaget fremgår hvordan banken kom frem til, at stop loss rammen var overskredet med ca. 223.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med principal påstand om, at Sydbank skal betale 399.093 kr. svarende til klagerens tab ved salg af værdipapirer samt kurstab ved omlægning af valutalån til lån i DKK. Desuden skal Sydbank betale procesrente fra den 25. oktober 2008. Subsidiært påstår klageren, at Sydbank skal anerkende, at banken er erstatningsansvarlig for klagerens tab.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning og subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de dispositioner banken foretog efter mødet den 23. oktober 2008 ikke havde hjemmel i aftaledokumenterne. Det blev ikke nævnt på mødet, at stop loss grænsen var overskredet. Han blev ikke præsenteret for en beregning eller for et krav om yderligere sikkerhedsstillelse, som han skulle ifølge aftaledokumenterne. Han kunne med lethed have stillet sikkerhed for det beløb, som investeringsrammerne var overskredet med.

Han indvilligede ikke i, at aktiverne skulle sælges, og at lånet skulle omlægges. Han protesterede mod salget. Da banken stod fast på at der skulle ske et salg, foreslog han, at salget først og fremmest skete fra holdingselskabets depot, og at midlerne herfra blev brugt til at indfri S’ engagement.

Det bør påhvile Sydbank at bevise, at der blev indgået en aftale om afvikling af engagementet som sket.

Sydbank har anført, at klageren på mødet den 23. oktober 2008 blev orienteret om, at rammerne for investeringslånene med ham og S var overskredet med 221.000 kr. Klageren ønskede ikke, at engagementet blev lukket ned, da han forventede at kurserne ville stige. Det blev derfor aftalt, at man ventede til næste dag for at se, om kurserne ville rette sig.

Den 24. oktober 2008 var stop loss grænsen overskredet med 253.000 kr. Da klageren havde talt med sin revisor om, hvilke værdipapirer der skulle sælges for at opnå den skattemæssigt mest hensigtsmæssige situation, aftalte klageren og banken, at samtlige værdipapirer i klagerens pantsatte depot skulle sælges. Det blev også aftalt, at klagerens valutalån skulle omlægges til DKK.

Der er ikke noget krav om, at aftaler om afvikling af investeringskreditter skal indgås på skriftligt grundlag.

Hvis klageren mente, at salget af værdipapirer var sket uberettiget, skulle han have gjort indsigelse mod salget før den 31. oktober 2008.

Klagerens tabsopgørelse bestrides.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Sydbank har under sagen gjort gældende, at stop loss grænsen i klagerens låneaftale var overskredet den 23. oktober 2008. Dette har klageren ikke bestridt.

Ifølge låneaftalen var Sydbank således berettiget til at kræve yderligere sikkerhedsstillelse. Ankenævnet lægger til grund, at Sydbank ikke krævede yderligere sikkerhedsstillelse.

Det salg af klagerens aktiver samt låneomlægning, som fandt sted efter parternes samtale den 24. oktober 2008 skete enten efter aftale mellem klageren og banken eller på bankens initiativ mod klagerens ønske. Spørgsmålet om der blev indgået en aftale om låneomlægning og salg af klagerens aktiver kan ikke afgøres uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, afvises klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :


Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.