Spørgsmål om godtgørelse for debitering af beløb til dækning af klagerens varekøb i dagligvarebutik.

Sagsnummer:94/1996
Dato:09-09-1996
Ankenævn:Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om godtgørelse for debitering af beløb til dækning af klagerens varekøb i dagligvarebutik.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I efteråret 1995 gjorde klageren indsigelse over for indklagedes betaling af klagerens køb af dagligvarer i Brugsen ved træk på klagerens konto. Klageren protesterede endvidere over, at hans kontonummer var oplyst til Brugsen.

Ifølge mundtlig aftale havde indklagede siden sommeren 1990 forestået betaling af klagerens varekøb i Brugsen, som løbende indleverede regninger til indklagede, hvorpå regningsbeløbene blev hævet på klagerens konto og krediteret Brugsen. Kvitteringerne blev samlet hos indklagede og efter anmodning udleveret til klageren, idet dog alle ikke afhentede regninger automatisk blev sendt til klageren hvert år pr. 31. december. Indklagede har oplyst, at Brugsen indleverede regningerne ved lejlighed og ikke nødvendigvis samme dag, som varerne blev leveret til klageren.

Den 20. december 1995 afholdtes møde mellem en medarbejder hos indklagede og klageren. Under mødet blev betalingsordningen formaliseret, ligesom der blev aftalt faste retningslinier for fremtidige betalinger.

Klageren har under klagesagen fremsendt et antal regninger fra Brugsen. Det fremgår, at en regning dateret 26. juli 1995 på 376,65 kr. ikke er påført klagerens navn. Een regning er udateret og ikke sammentalt, og een regning er udateret med anførte varer uden beløbsangivelser. To regninger på henholdsvis 210,95 kr. og 653,40 kr. dateret henholdsvis 9. og 15. juni 1995 er påført kvittering af en medarbejder i Brugsen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en godtgørelse efter Ankenævnets skøn.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede tilsyneladende har betalt regninger, der var kvitterede, udaterede eller uden angivelse af hans navn, hvilket var uberettiget. På et tidspunkt fik han i Brugsen udleveret en konvolut med kvitterede følgesedler. Af kuvertens indhold fremgik hans kontonummer, hvilket uberettiget er blevet oplyst af indklagede. Indklagede bør på grund af de nævnte forhold betale en godtgørelse.

Indklagede har anført, at ordningen har fungeret uproblematisk fra etableringen i 1990 til efteråret 1995. Klageren er den eneste kunde hos indklagede, der har en betalingsaftale med Brugsen, hvorfor man er af den opfattelse, at regningen på 376,65 kr. er udstedt til klageren. De to udaterede regninger kan ikke kommenteres nærmere. Man har ved gennemgangen af de fremlagte regninger konstateret, at de svarer til de bogførte hævninger på klagerens konto. Vedrørende de to kvitterede regninger er det indklagedes opfattelse, at disse fra Brugsens side fejlagtig er kvitteret ved varernes levering. Under mødet den 20. december 1995 ville klageren ikke benægte, at han havde modtaget de varer, som var blevet betalt fra hans konto. Det bestrides, at klagerens kontonummer er blevet oplyst til Brugsen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen kræver en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene.

Ankenævnet afviser herefter sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Herefter

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.