Indsigelse mod manglende kreditværdighedsvurdering efter kreditaftalelovens § 7 c i 2011 og 2013 og mangelfuld råd-givning i forbindelse med salg af fast ejendom i 2014. Spørgsmål om forældelse og passivitet.

Sagsnummer:	408/2023
Dato:	27-06-2024
Ankenævn:	Vibeke Rønne, Inge Kramer, Klaus Tougaard Kristensen, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:	Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Indsigelse mod manglende kreditværdighedsvurdering efter kreditaftalelovens § 7 c i 2011 og 2013 og mangelfuld råd-givning i forbindelse med salg af fast ejendom i 2014. Spørgsmål om forældelse og passivitet.
Indklagede:	Jyske Bank
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod manglende kreditværdighedsvurdering efter kreditaftalelovens § 7 c og mangelfuld rådgivning i forbindelse med salg af fast ejendom. Spørgsmål om forældelse og passivitet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Jyske Bank. Klageren kontaktede banken vedrørende finansiering af købet af en ejendom.  

Klageren har fremlagt en e-mail af 28. februar 2011, som hun sendte til sin rådgiver i banken, hvoraf fremgår, at hendes faste udgifter udover husleje var ca. 5.241 kr. om måneden, og at hendes indtægt var:

”…

Netto løn 13.000,00

Børnepenge 2.100,00 …

Børnecheck 1.000,00

I alt                  16.100,00

+ ”leje fra [navn]”

…”

Banken har fremlagt bankens interne bevillingsseddel og kommentarer til bevillingen af 21. marts 2011, hvoraf det blandt andet fremgår:

”Debitors regnskab

Beløb i tusinde

Nettoløn/børneydelse mv	319 – fast/tilbagevendende indtægt
Faste årlige udgifter	212
Rådighedsbeløb pr. år	107 / pr. måned: 8.9
Voksne i husstanden	1
Børn i husstanden	2,0
	Værdi	Korrigeret værdi:			Gæld:
Fast ejendom i Danmark	1.400	1.120		80 %	1.560
…
Bil og motorcykel	125	100		80 %	125
…
Likvide midler / anden gæld	0	0	100 %		122
…
I alt	1.525	1.220			1.807
Formue / Gældsindfrielsesevne	282-	587-
Pensionsmidler medregnes ikke	0

[Klageren] køber pr. 01.06.2011 [ejendom] til tkr. 1.400. [Klagerens] kæreste [A] skal bo til leje. Parret har boet sammen i et stykke tid, men har ikke fælles økonomi, hvormed KRG kun tager udgangspunkt i [klagerens] økonomi.

[Klageren] er uddannet [erhverv] og er pt. på dagpenge men forventer snarest at påbegynde en [uddannelse]. Indtægt består derved af løn som [uddannelse] brutto min tkr. 25, husleje fra [A] tkr. 5 pr. md. [Klageren] har to børn – [navn] fra 04 og [navn] fra 93 fra tidligere forhold.

I RB er medtaget maks. 80% belåning i TK 5% u. afdrag og resterende boliglån samt kredit på TOT. En rentestigning på 2 % på boliglån og kredit på TOT samt nuværende kredit på lønkonto vil betyde et lavere RB på 650 kr./netto, hvilket vurderes at være acceptabelt. RB vurderes fint efter købet og [klageren] har bevist at hun kan leve for beløbet jvf. KTO. [Klageren] er aldrig i ovt, hvilket Sty også vidner om. [Klageren] har en mindre bil - finansieret via forhandleren.

…

RAMMEBEVILLING FOR BOLIGKØB

BEVILLINGEN ER BASERET PÅ:

*GSE:

OK - RB på tkr. 8,9 vurderes tilfredsstillende jvf. KTO. Vi har stor kendskab til [klageren] og i de mange år, hun har været kunde i JB, har hun passet sit engagement uden anmærkningen og bevist, at hun kan leve for sit RB. RB er regnet ud fra et 5% i TK u. afdrag og et 20 årigt banklån + kredit på totalkonto. KRG tager udgangspunkt i [klagerens] min. løn, hvorved der kan forekomme lønstigninger. Endvidere bor [klageren] sammen med sin kæreste [navn], der kan bidrage til den daglige økonomi. Da parret ikke har fælles økonomi, er [kærestens navn] økonomi ikke medregnet i KRG.

*GIE

ikke tilstede jf. KRG.

…”

Banken har fremlagt ”Dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom”, hvoraf det blandt andet fremgår, at klageren har fået gennemgået sit budget i forbindelse med lånoptagelsen.

Klageren underskrev købsaftalen den 16. marts 2011 med overtagelsesdag den 1. juni 2011.

Til finansieringen af købet af ejendommen optog klageren i 2011 et realkreditlån på 1.120.000 kr. med variabel rente i realkreditinstitut R, som var formidlet af Jyske Bank, et boliglån -062 på 280.000 kr. og en kredit -923 på 165.000 kr. i Jyske Bank.

Banken har oplyst, at den månedlige ydelse på boliglånet udgjorde 2.100 kr., mens den månedlige ydelse på kreditten udgjorde 1.400 kr.

Banken har endvidere oplyst, at de kvartalsvise ydelser hos realkreditinstitut R i perioden fra juni 2011 til og med marts 2014 udgjorde:

”…

Dato	Ydelse
29.06.2011	2.375,44 kr.
30.09.2011	6.755,14 kr.
30.12.2011	6.755,14 kr.
30.03.2012	6.755,14 kr.
29.06.2012	4.133,47 kr.
28.09.2012	4.133,47 kr.
28.12.2012	4.133,47 kr.
27.03.2013	4.133,47 kr.
28.06.2013	2.909,69 kr.
30.09.2013	2.909,69 kr.
31.12.2013	10.004,24 kr.
31.03.2014	9.560,65 kr.

…”

Banken har fremlagt en beregning vedrørende hovedstol, omkostninger og renter på boliglån -062 for årene fra 2011 til 2013, hvoraf fremgår, at hovedstolen var 280.000 kr., omkostningerne var 2.500 kr., og at renteudgifterne var 11.490,42 kr., 11.606,39 kr. og 7.006.03 kr.

Banken har endvidere fremlagt en beregning vedrørende ramme, omkostninger og renter på kredit -923 for årene fra 2011 til 2014, hvoraf fremgår, at rammen fra den 25. april 2011 til den 13. oktober 2012 udgjorde 165.000 kr., fra den 13. oktober 2012 til den 16. oktober 2013 udgjorde 141.200 kr. og fra den 16. oktober 2013 udgjorde 512.000 kr., at omkostningerne var 0 kr., og at renteudgifterne var henholdsvis 5.613,53 kr., 12.567,81 kr.,16.867,12 kr. og 19.121,84 kr.

Banken har fremlagt kontobevægelser for perioden fra den 1. januar 2010 til den 1. januar 2014, hvoraf klagerens indtægter i form af blandt andet løn, feriepenge og A-kasse fremgår.

Banken har fremlagt en udskrift over kontobevægelser på klagerens konto, hvoraf fremgår, at der i perioden 2. november 2010 til 11. maj 2011 blev overført mellem 6.000 kr. og 6.500 kr. til klagerens konto fra A, at der den 1. juni 2011 blev overført 8.000 kr. til klagerens konto fra A, og at der i perioden 1. juli 2011 til 9. september 2013 blev overført 8.500 kr. pr. måned til klagerens konto.

Klageren blev skilt i august 2013 og satte efterfølgende ejendommen til salg.

Den 16. oktober 2013 blev klagerens gæld til banken samlet på kredit -923, hvor trækningsretten blev forhøjet til 512.000 kr., og klagerens boliglån -062 og tidligere kredit -923 blev således indfriet med midler fra kreditten.

Ved e-mail af 28. maj 2014 meddelte klageren banken, at hendes økonomiske situation var uholdbar. Herudover fremgår blandt andet:

”…

Som du og tidligere rådgiver [rådgiverens navn] er klar over endte mit ægteskab med skilsmisse i august 2013 og jeg satte med det samme huset til salg eftersom jeg ikke var/er istand til at sidde i det selv. Dette i samråd med Jer. Eftersom det jo kun er mig der har skrevet under ifht. huset er det kun mig der har skulle afholde udgifterne, hvilket jeg har formået indtil nu.

…”

Herudover oplyste hun, at hun havde sat huset til salg for 1.998.000 kr., og havde modtaget et bud på 1.750.000 kr., men at banken havde rådgivet hende om at afvise buddet, da hun skulle opnå en salgspris på minimum 1.850.000 kr., hvilket ikke var muligt. Klageren meddelte herudover banken, at hun pr. 28. juni 2014 ikke længere var i stand til at betale sine forpligtelser.

Klageren har oplyst, at ejendommen blev solgt i august 2014 til 1.500.000 kr.

Den 1. september 2014 blev klagerens gæld rentenulstillet frem til medio 2015, hvor klagerens engagement overgik til bankens inkassoafdeling.

Banken har fremlagt ”Frivilligt forlig” af 23. maj 2019, hvoraf det blandt andet fremgår, at gælden samlet udgjorde 542.376,37 kr., hvoraf 231.758,83 kr. udgjorde renter til den 23. maj 2019. Det blev aftalt, at restgælden blev akkorderet til 225.000 kr. og at klageren skulle betale 1.250 kr. pr. måned i afdrag.

Klageren betalte 1.250 kr. pr. måned, frem til den 1. december 2022, hvorefter aftalen blev misligholdt fra klagerens side.

Klageren har fremlagt en opgørelse af sit krav, hvoraf fremgår:

”…

Nuværende udestående

Oprindelig hovedstol			-225.000 ved forlig af 23. maj 2019
Afdrag (1/6-2019 til 1/12-2022)			-52.500 som oplyst af indklagede 26. oktober 2023
Udestående			-172.500
Påløbne og betalte renter og omkostninger 2011-2014
Boliglån [-062]			Beløb			Bemærkning
Omkostninger			2.500			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2011			11.490			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2012			11.606			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2013			7006			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Kredit [-923]
Omkostninger			0			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2011			6.614			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2012			12.568			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2013			16.867			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Renter 2014			19.122			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Samlet			87.773			Som oplyst af Indklagede af 26. oktober 2023
Påløbne renter og omkostninger 2015-2019
	Hovedstol	Fra dato			Til dato			Rente		Beløb	Bemærkning
Renter	310.618	01/06/2015			23/05/2019			Mora		410.120	…
Omkostninger										4.250	Anslået
Samlet										413.370
Betalte renter og omkostninger 2015-2019
				Beløb					Bemærkning
Påløbne renter og omkostninger (se ovenfor)				414.370					Beregning se ovenfor
Udestående renter per 23/5-2019				231.758					…
Samlet				182.612
Klagers påstand
							Beløb
Udestående							-172.500
Renter og omkostninger 2011-2014							87.773
Renter og omkostninger 2015-2019							182.612
Betaling til Klager							97.885

…”

Ved brev af 19. januar 2023 meddelte banken klageren, at den ikke kunne redegøre for hændelsesforløbet i 2013, men at den foretog en korrekt kreditværdighedsvurdering af klageren, jf. kreditaftalelovens § 7, litra c, da der blev indhentet økonomiske oplysninger fra klageren, og udarbejdet et budget og rådgivningsskema.

Den 20. juni 2023 tilbød banken klageren et forlig på 99.631,70 kr. med månedlige afdrag uden forrentning og med fradrag for betalte omkostninger, renter og afdrag siden 2008, hvilket klageren afslog.

Klageren har fremlagt en udateret oversigt over hendes regnskab/budget af 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren havde udgifter for i alt 12.405,60 kr., en lønindkomst på 13.000 kr., og et rådighedsbeløb på 594,40 kr.

Klageren har fremlagt en udateret oversigt over udgifter til ejendommen i 2011, hvoraf blandt andet fremgår, at de samlede udgifter til ejendommen med forbrug, skatter og vedligehold var ca. 11.730,60 kr. om måneden.

Parternes påstande

Den 11. juli 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at långivning fra 2011 er ugyldig, hvorfor Jyske Bank skal kreditere alle påløbne gebyrer og omkostninger opgjort til 97.885 kr. med tillæg af procesrente fra klagens indbringelse til betaling sker, og at banken skal betale en kompensation på 250.000 kr. for mangelfuld rådgivning.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering.

Banken tillod hende på vegne af realkreditinstitut R at optage et afdragsfrit lån med variabel rente, uanset hendes manglende erfaring på området og anstrengte økonomi.

Banken har oplyst, at den ikke kan dokumentere, at der blev foretaget en kreditværdighedsvurdering. Når banken ikke kan dokumentere, at der er foretaget en kreditværdighedsvurdering, bør Ankenævnet lægge til grund, at dette ikke er sket.

Hun blev først klar over, at banken ikke havde gennemført den lovpligtige kreditværdighedsvurdering ved bankens brev af 19. januar 2023. Hun har derfor klaget rettidigt. Forældelse begyndte først at løbe i foråret 2023, da hun blev klar over, at banken ikke havde gennemført den lovpligtige kreditværdighedsvurdering. Hun reagerede med den fornødne hastighed efter at være blevet klar over, at banken ikke havde foretaget den lovpligtige kreditværdighedsvurdering. Den almindelige passivitetsgrundsætning finder ikke anvendelse.

Banken vidste, at hun ikke havde fast ansættelse, men derimod modtog dagpenge. Hun sendte en e-mail til banken, der indeholdt en beskrivelse af en række faste omkostninger, der fremstår som ufuldstændige. Hun havde faste omkostninger på 5.241 kr. om måneden og en ”nettoløn” i form af dagpenge på 13.000 kr. om måneden, hvorfor der i dette budget var et ”overskud” på 7.750 kr. om måneden til boligudgifter og alle ikke-faste omkostninger.

Opgjort efter metodikken i gældssaneringsbekendtgørelsen havde hun i 2011 et månedligt rådighedsbeløb på ca. 594 kr., hvilket er væsentligt under taksten, der på daværende tidspunkt var på 5.480 kr.

Hendes køb af ejendommen medførte en gennemsnitlig udgift til bolig på 11.730 kr. om måneden, hvilket medførte, at hun havde et underskud på 3.980 kr. pr. måned.

Banken angav et rådighedsbeløb på 8.900 kr., men har ikke redegjort for, hvordan beløbet er udregnet.

Hun og hendes tidligere samlever ansøgte om at belåne ejendommen sammen, hvilket banken afslog, idet hendes tidligere samlever var registreret som dårlig betaler.

Banken ønskede ikke at have hendes tidligere samlever som skyldner. Det er selvmodsigende at indregne indbetalinger fra hendes tidligere samlever i hendes rådighedsbeløb, når banken ikke selv ønskede at påtage sig risikoen for manglende betalinger.

Banken havde alle disse informationer om dårlig økonomi, hendes manglende overblik over omkostningerne ved at eje fast ejendom, hendes manglende budget, samt omkostningerne som ejendomskøbet ville medføre. Samtidig vidste banken, at hun ikke havde viden eller erfaring med køb eller belåning af fast ejendom.

Det er disse situationer kravet om kreditværdighedsvurdering skal forhindre.

Da ugyldigheden ved bankens långivning er oprindelig, kan de akkorder, der er blevet indgået, alene akkordere hovedstolen og ikke renter eller omkostninger.

Efter købet viste det sig hurtigt, at hendes økonomiske situation var uholdbar, og hun blev nødt til at sælge ejendommen. Hun modtog et tilbud fra en potentiel køber på 1.750.000 kr. Banken afslog fuldstændig salget, og krævede, at ejendommen skulle sælges for minimum 1.850.000 kr.

Ejendommen blev solgt til en pris på 1.500.000 kr. Hvis banken havde rådgivet hende korrekt, kunne ejendommen være blevet solgt til 250.000 kr. mere end sket.

I forbindelse med anmodning om dataindsigt af 26. oktober 2022 modtog hun den 13. januar 2023 udskrift af en lang række dokumenter, og efter at have gennemgået materialet kunne hun konstatere, at bankens interne bevillingsseddel og kommentarer til bevillingen ikke var udleveret. I forbindelse med modtagelse af dataindsigt skrev banken, at den ikke var i stand til at redegøre for hændelsesforløbet, men fremlagde alligevel den 6. september 2023 disse dokumenter og angav, at disse var en indikation på, at der var foretaget den lovpligtige kreditværdighedsvurdering.

Jyske Bank har anført, at banken i forbindelse med købet af klagerens ejendom udarbejdede en kreditværdighedsvurdering af klageren i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, men ikke længere har dokumentation herfor.

Kreditaftalelovens § 7 c stiller ikke krav om, at banken udarbejder et dokument benævnt ”Kreditværdighedsvurdering”, men krav om, at banken skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger.

Uanset at banken ikke kan dokumentere, at der blev foretaget behørig kreditværdighedsvurdering af klageren i forbindelse med købet af klagerens ejendom og lånoptagelse i 2011, beviser bankens interne rammebevillinger samt kommentarerne hertil, at banken havde indhentet de oplysninger, som det påkræves af banken at indhente efter kreditaftalelovens § 7 c, og at banken vurderede klagerens kreditværdighed på baggrund af de indhentede oplysninger.

Det er korrekt, at de interne dokumenter ikke er at finde blandt de dokumenter, som klageren opnåede indsigt i efter Databeskyttelsesforordningen i januar 2023.

Bankens interne bevillingssedler, kommentarer til rammebevillinger, kreditindstillinger med videre af det pågældende kundeforhold blev efter konkret vurdering undtaget fra klagerens ret til indsigt med henvisning til Databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, hvorefter retten til indsigt kan begrænses, hvis dette vil krænke andres rettigheder, herunder blandt andet forretningshemmeligheder samt Databeskyttelsesforordningens § 22, hvorefter retten til indsigt kan begrænses, hvis den registreredes interesse i oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser.

Banken efterkom klagerens indsigtsanmodning med de undtagelser, der følger af gældende regler herom.

I nærværende sag er banken i bevisnød, og banken har derfor valgt at fremlægge interne dokumenter.

Det er bankens overbevisning, at kreditværdighedsvurderingen blev foretaget i henhold til bankens generelle retningslinjer og dermed på baggrund af oplysninger om klagerens personlige og økonomiske forhold, hidtidige betalingshistorik, lønsedler, registeroplysninger og årsopgørelser, men banken er ikke længere i besiddelse af oplysninger herom eller dokumentation herfor.

Klageren blev ikke overgældsat ved købet af klagerens ejendom, idet klageren modtog lønindkomst eller dagpenge fra sin A-kasse og leje fra sin tidligere samlever, hvorved klagerens rådighedsbeløb var minimum 6.500 kr. højere end det anførte af klageren, og klageren var i stand til at servicere sin gæld.

En væsentlig forudsætning for bevilling af lån til klageren i 2011 var, at klagerens tidligere samlever skulle bo til leje, jf. rammebevillingen, hvoraf det fremgår ”[Klagerens] kæreste skal bo til leje”, hvilket bekræftes af klagerens e-mail af 28. maj 2014, hvorfor huslejen fra klagerens tidligere samlever blev medtaget i klagerens rådighedsbeløb.

Det er ikke korrekt, når klageren angiver, at der er modstrid mellem bankens udsagn, idet det af klageren refererede fra rammebevillingen ”Da parret ikke har fælles økonomi, er [navn] ikke medregnet i KRG” fortæller, at banken beregnede klagerens rådighedsbeløb uden at medregne den indtægt, som klageren ville oppebære fra sin kæreste.

Banken har dokumenteret klagerens faktiske rådighedsbeløb ved kontobevægelser, der viser klagerens indtægt i form af løn, dagpenge og lejeindtægt.

Det er bankens overbevisning, at der blev indhentet behørig og fyldestgørende dokumentation om klagerens faktiske og faste udgifter, men banken mangler dokumentation herfor.

Banken er ikke længere i besiddelse af et af banken udarbejdet budget over klagerens økonomi.

Det fremgår, hverken af ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c eller af bestemmelsens forarbejder, at mangelfuld kreditværdighedsvurdering vil medføre, at låneaftalen er helt eller delvis ugyldig, jf. U 2022.130 V og U 2021.3072.

Klageren blev ved e-mail af 20. juni 2023 tilbudt et forlig på 99.631,70 kr., svarende til klagerens gæld til banken med fradrag for betalte renter, omkostninger og afdrag, men klageren accepterede ikke tilbuddet.

Klageren gjorde først indsigelse ultimo 2022 og har dermed ikke har reklameret rettidigt over for banken, hvorfor klageren har fortabt sit eventuelle krav overfor banken.

Ved klagerens opgørelse af sit krav tager klageren udgangspunkt i det frivillige forlig, som bankens inkassoafdeling indgik med klageren den 26. maj 2019. Ved forliget blev det mellem banken og klageren aftalt, at klagerens gæld blev akkorderet til 225.000 kr. under forudsætning af, at klageren betalte 1.250 kr. månedligt frem til den 1. juni 2034, og det fremgår også af forliget, at akkordaftalen bortfalder ved misligholdelse af det frivillige forlig. Klageren har ikke betalt, som aftalt, siden august 2021, hvorefter akkordaftalen bortfaldt, og derfor er klagerens krav opgjort forkert.

Klageren skylder fortsat banken 99.631,70 kr.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Jyske Bank og ønskede at opnå finansiering af et køb af en ejendom, hvorfor hun kontaktede banken herom.

Ved e-mail 28. februar 2011 meddelte klageren blandt andet banken, at hendes faste udgifter var 5.241,00 kr., og at hendes indtægter udgjorde i alt 16.100,00 kr. pr. måned, hvoraf 13.000 kr. stammede fra dagpenge.

Banken har fremlagt sin interne bevillingsseddel og kommentarer til bevillingen af 21. marts 2011, hvoraf det blandt andet fremgår, at klagerens månedlige rådighedsbeløb var 8.900 kr., at klagerens daværende kæreste skulle bo i ejendommen, og at han kunne bidrage til den daglige økonomi, at banken havde stort kendskab til klageren grundet mange års kundeforhold, at klageren altid havde passet sit engagement uden anmærkninger, at klageren havde bevist, at hun kunne leve for sit rådighedsbeløb, og at bankens forventede, at klageren ville stige i løn. Banken besluttede blandt andet på denne baggrund af bevillige klageren optagelse af lån til finansiering af købet af ejendommen.

I forbindelse med købet af ejendommen i 2011 optog klageren et realkreditlån på 1.120.000 kr. med variabel rente i realkreditinstitut R, som var formidlet af banken, et boliglån -062 på 280.000 kr. og en kredit -923 på 165.000 kr. i Jyske Bank.

Banken har anført, at den foretog en kreditværdighedsvurdering i henhold til bankens generelle retningslinjer og dermed på baggrund af oplysninger om klagerens personlige og økonomiske forhold, hidtidige betalingshistorik, lønsedler, registeroplysninger og årsopgørelser, men banken er ikke længere i besiddelse af oplysninger herom eller dokumentation herfor. Klageren har anført, at banken ikke foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering, og at den ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med ejendomssalget i 2014.

Klageren blev skilt i august 2013 og satte efterfølgende ejendommen til salg. I august 2014 solgte klageren ejendommen til 1.500.000 kr.

Klageren har anført, at hun indledningsvist modtog et bud på 1.750.000 kr., men at banken rådgav hende om at afvise buddet, da hun skulle opnå en salgspris på minimum 1.850.000 kr., hvilket ikke var muligt, hvorefter hun var nødsaget til at sælge ejendommen til 1.500.000 kr. Banken har herved efter klagerens opfattelse handlet ansvarspådragende, hvorfor den skal betale hende 250.000 kr. i erstatning.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet.

For så vidt angår bankens rådgivning i 2014, finder Ankenævnet, at klageren senest på tidspunktet for salget af ejendommen i 2014 havde eller burde have haft kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning og hendes eventuelle erstatningskrav mod banken.

Ankenævnet finder, at et eventuelt krav vedrørende mangelfuld rådgivning var forældet den 11. juli 2023, hvor klageren indgav klagen over Jyske Bank til Ankenævnet.

Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Vedrørende ugyldighedsindsigelsen bemærker Ankenævnet, at da realkreditlånene er ydet af realkreditinstitut R, er banken ikke rette indklagede vedrørende ugyldighedsindsigelsen i forhold til disse lån. Ankenævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen. 

Vedrørende ugyldighedsindsigelsen overfor boliglånet -062 og kreditten -923 finder Ankenævnet ikke, at indsigelsen er bortfaldet på grund af forældelse.

Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser, jf. den dagældende kreditaftalelovs § 7 c.

Bestemmelsen har til formål at beskytte forbrugeren, og vurderingen sker med henblik på at kunne vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Inge Kramer og Klaus Tougaard Kristensen – udtaler:

Vi finder, at klageren senest i forbindelse med salget af ejendommen i august 2014 havde fornødent grundlag for at kende de omstændigheder, som begrunder indsigelsen om ugyldighed.

Klageren rettede først i januar 2023 henvendelse til banken vedrørende sin indsigelse om, at banken havde udført en mangelfuld kreditværdighedsvurdering.

Vi finder, at klageren under disse omstændigheder ikke har fremsat indsigelse om ugyldighed inden for rimelig tid, og at indsigelsen om ugyldighed er bortfaldet som følge af passivitet. Der henvises herved til Højesterets dom af 4. april 2017 gengivet i U.2017.2023H.

Vi finder ikke, at en afgørelse, hvorefter forbrugerens krav under de foreliggende omstændigheder anses for bortfaldet på grund af passivitet, er i strid med EU-retten. Vi bemærker herved, at de domme, som mindretallet henviser til, nemlig EU-Domstolens dom af 10. juni 2021 i de forenede sager C-776/19 og C-782-19 (BNP og BNP-Paribas) og EU-Domstolens dom af 25. april 2024 i sag C-484-21 (CAIXABANK) ikke vedrører retsfortabende passivitet, men bl.a. præklusive søgsmålsfrister og forældelse. Vi bemærker endvidere, at EU-Domstolen i dom af 25. april 2024 i sag C-484-21 (CAIXABANK) i præmis 32 anerkender, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut, og at der af hensyn til retssikkerheden kan fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister. Endvidere fastslår Domstolen i præmis 40 og 41, at anvendelse af en forældelsesfrist på krav om tilbagebetaling, der fremsættes af forbrugere med henblik på at gøre deres rettigheder i henhold til direktiv 93/13 gældende, ikke i sig selv vil være i strid med effektivitetsprincippet, hvis anvendelsen heraf ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder der tillægges efter dette direktiv.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i denne del af klagen.

To medlemmer – Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Vi finder, at forbrugere I forbrugeraftaleforhold, som ugyldighedsbestemmelsen baserer sig på, må gives en særlig lang reaktionstid, idet forbrugeren berettiget må kunne forvente, at en professionel kreditgiver iagttager sine lovbestemte pligter.

Den offentlige bevågenhed over for, at kreditgivere er underlagt en kreditværdighedsvurderingspligt, skete først, da Forbrugerombudsmanden satte fokus på området, og Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet udsendte vejledningen om kreditværdighedsvurdering i april 2021. Forbrugere i almindelighed har derfor ikke tidligere kendt til kreditors pligt til at vurdere, om lånet kunne betales tilbage på de aftalte vilkår. Allerede af disse grunde, finder vi ikke, at klagerens indsigelse om ugyldighed er bortfaldet som følge passivitet.

Det bør i denne forbindelse anerkendes, at overvejelserne omkring en indsigelse, samt eventuel rådføring med forskellige personer, evt. professionelle, tager noget tid. Derfor finder vi ikke, at klagerens indsigelse om ugyldighed er bortfaldet som følge af passivitet. Vi finder således, at klageren ikke havde rette forudsætninger for en indsigelse på tidspunktet for salget af ejendommen i 2014, og at klagerens indsigelse i januar 2023 er fremsat inden for rimelig tid og uden ugrundet ophold, jf. U2017.2023H.

Da retsvirkningen af forældelse og passivitet er sammenlignelig, navnlig at forbrugeren afskæres retten til at fremsætte et krav, finder vi, at forbrugerbeskyttelseshensynene i EU-retspraksis vedrørende forældelse, som behandlet i blandt andre C-776-782-19 BNP-Paribas og C-484/21 CAIXABANK også finder anvendelse ved vurdering af passivitet, i det tilfælde at der er tale om potentiel ugyldig långivning.

Som følge af udfaldet af stemmeafgivelsen har vi ikke anledning til at tage materiel stilling til klagerens påstand om ugyldighed. 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører realkreditlånene.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen.