Kaution.

Sagsnummer:90/1990
Dato:28-08-1991
Ankenævn:Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 27. august 1980 kautionerede klagerens ægtefælle for et af indklagedes Roskilde afdeling ydet lån på 100.000 kr. til en revisor med pant i debitors ejendom.

I 1983 kautionerede ægtefællen og klageren for en af indklagede ydet kassekredit på 200.000 kr. til et af revisoren drevet selskab. I det felt på kassekreditkontrakten, hvor kautionisternes navne er oplyst, fremgår alene ægtefællens navn, medens såvel ægtefællen som klageren har underskrevet som selvskyldnerkautionist. Ægtefællen stillede tillige en pantebrevsbeholdning i håndpant. Kassekreditten blev i oktober 1983 forhøjet med 100.000 kr. til 300.000 kr., ifølge indklagede mod kaution af klageren og dennes ægtefælle.

I 1984 etableredes en akkordordning for revisoren og selskabet. I denne forbindelse blev kassekreditten til selskabet indfriet, og der etableredes et nyt personligt lån til debitor med en hovedstol på 190.000 kr. Som tidligere underskrev såvel klageren som ægtefællen som selvskyldnerkautionister, medens alene ægtefællens navn var anført i gældsbrevets felt vedrørende kaution.

I december 1984 døde klagerens ægtefælle, og klageren overtog som enearving boet ved privat skifte.

I 1987 blev engagementet vedrørende det af revisoren drevne selskab overført til andet pengeinstitut.

I 1988 solgtes revisorens ejendom, og i denne forbindelse blev pantebrevslånet fra 1980 med en restgæld på 55.922,65 kr. indfriet, ligesom lånet på 190.000 kr. fra 1984 med en restgæld på 187.846, 23 kr. blev indfriet. Samtidig etableredes et nyt lån på 284.000 kr. med klageren som kautionist.

I september 1989 blev revisoren og det af denne drevne selskab erklæret konkurs.

I skrivelse af 12. oktober 1989 til klageren krævede indklagede kautionen for lånet på 284.000 kr. indfriet. Gælden er pr. 1. marts 1990 opgjort til ca. 295.000 kr.

Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse vedrørende lånet optaget 1984 på 190.000 kr. var ugyldig, og at klagerens kautionsforpligtelse for lån oprindelig 284.000,- kr. er delvis ugyldig, idet klageren alene erkender at skulle betale indklagede 55.922,65 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod, at kautionsforpligtelsen nedsættes med 23.823,95 kr.

Klageren har anført, at hun, som er født i 1904, efter sin mands død overtog boet ved privat skifte, idet der ikke var nogen børn i ægteskabet. Af den oprindelige kassekreditkontrakt fremgår, at denne skulle indfries senest d. 1. juli 1985, men klageren mener ikke at have modtaget rykkerskrivelser i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, hvorfor det må antages, at hun har været frigjort for kautionsforpligtelsen på dette tidspunkt. Klageren har derfor i 1988 påtaget sig en kautionsforpligtelse, som reelt var bortfaldet, uden at indklagede i denne forbindelse gjorde klageren opmærksom herpå. Da klageren har overtaget boet efter ægtefællen ved privat skifte, anerkender hun at hæfte for restgælden på pantebrevslånet 55.922,65 kr. For såvidt angår gældsbrevet på 190.000 kr. har klageren anført, at lånets provenu anvendtes til at indfri gammel og usikret gæld, hvorved indklagede inddækkede sig ved at indhente to ældre menneskers underskrift på et kautionsdokument og utvivlsomt undlod at informere disse om baggrunden og formålet; klageren erindrer således ikke, at hun har modtaget nogen rådgivning/underretning. Ved underskrivelsen af kautionsdokumentet i juni 1988 vedrørende lånet på 284.000 kr. anvendtes provenuet delvis til at dække usikret gæld, og klageren påtog sig således på et tidspunkt, hvor indklagede måtte forudse debitors økonomiske sammenbrud, sikkerhed for gammel usikret gæld. Klageren har endelig henvist til aftalelovens § § 31 og 33, idet indklagede ikke har underrettet klageren om debitors økonomiske forhold og derved har udnyttet klagerens manglende indsigt til at opnå eller betinge en ydelse, som der ikke ydes vederlag for, ligesom det er i strid med almindelig hæderlighed, at gøre kautionserklæringerne gældende. Subsidiært har klageren henvist til at kautionserklæringerne bør tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Hertil kommer, at indklagede har handlet i strid med sædvanlig god banketik.

Indklagede har anført, at der har været kontinuitet i de af klageren og dennes ægtefælle afgivne kautioner. Det bestrides, at indklagede ikke har rådgivet om rækkevidden af kautionstilsagnene. Indklagede har ingen mulighed for at imødegå det af klageren nu fremførte og henviser derfor klageren til at dokumentere rigtigheden ved afhøring af klageren såvel som af medarbejdere hos indklagede. Det er indklagedes opfattelse, at klageren var fuldt orienteret om rækkevidden af kautionstilsagnene, og at disse blev afgivet som følge af en tæt forbindelse mellem klageren og debitor. Det er således overfor afdelingen oplyst, at ægtefællerne havde indsat debitor som universalarving, ligesom ægtefællerne havde fuldt kendskab til debitors og det omhandlede selskabs økonomiske forhold. Det bestrides, at kautionstilsagnet kan tilsidesættes efter de af klageren påråbte bestemmelser i aftaleloven. Forsåvidt angår indklagedes tilsagn om at nedsætte kautionsforpligtelsen med 23.823,95 kr., fremkommer beløbet som følge af, at lånet på oprindelig 190.000 kr. ikke frem til lånets indfrielse var afviklet som aftalt. Indklagede har derfor foretaget en beregning med korrekt afvikling, som viser, at restgælden på lånet pr. 11. juni-termin 1988 skulle være 164.022,28 kr. i stedet for 187.846,23 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det af parterne anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.