Indsigelse mod hæftelse for hævninger foretaget af kontohavers ægtefælle.

Sagsnummer:137/2006
Dato:26-09-2006
Ankenævn:Peter Blok, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kassekredit - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for hævninger foretaget af kontohavers ægtefælle.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod hæftelse for en kassekredit, som i 1978 blev forhøjet med 50.000 kr. til 200.000 kr.

Sagens omstændigheder.

Den 13. oktober 1978 underskrev klageren en kassekreditkontrakt vedrørende en forhøjelse af en kredit med 50.000 kr. til 200.000 kr. ydet af en sparekasse, som indklagede fusionerede med i 1990. Det fremgår, at klageren da var selvstændig erhvervsdrivende. Senest den 30. september 1979 skulle der træffes aftale om kredittens afvikling. Indklagede havde håndpant i forskellige pantebreve med pant i fast ejendom.

Af et internt bilag fra indklagede vedrørende stamoplysninger for klageren fremgår, at der den 20. september 1983 på kundeforholdet er afskrevet 135.100,13 kr. svarende til summen af en saldo på en kassekredit på 126.740,13 kr. og saldoen på en lønkonto på 8.360 kr. Den 21. januar 1998 er angivet som afslutningsdato.

Af årsudskrift fra indklagede af 3. januar 2006 fremgår, at indklagede havde registreret et tilgodehavende hos klageren på 135.100,13 kr. med tillæg af renter fra 20. september 1983.

Ved skrivelse af 4. januar 2006 meddelte indklagede klageren, at man havde konstateret, at han havde et uafklaret mellemværende med indklagede, som kunne opgøres til 249.678,05 kr. inkl. fem års renter.

Den 28. marts 2006 udtog indklagede stævning mod klageren med påstand om betaling af 126.740,13 kr. med tillæg af renter 13,75 % p.a. i fem år, 122.476,11 kr. Påstanden omfattede endvidere udenretlige inkassoomkostninger med 3.375 kr.

I svarskrift af 9. april 2006 anførte klageren bl.a.:

"Det er korrekt at undertegnede havde en kassekredit på 50.000 kr. hos [indklagede] året 1978. På det tidspunkt havde jeg en god og sund forretning indtil jeg blev part i en skilsmisse hvor min eks kone uhæmmet hævede på vores konto uden min viden. Dette blev jeg først opmærksom på da sparekassen ringede og nævnte det, samme dag tog ud til sparekassen og fik en aftale om at det ikke kunne hæves på kontoen uden min tilladelse 3 dage efter aftalen hævede min eks kone 25.000 kr. … Banken havde glemt at give afdelingerne besked herom, en time efter ekskonen hævede beløbet opdagede bankassistenten at han havde dummet sig og fandt frem til hende hos familien … efter en høflig diskussion for at få pengene retur måtte bankassistenten returnere uden penge. ...

Næste dag skete det samme i Gråsten afdeling. ved filial direktør … da var beløbet kr. 35.000,-

Samtidig havde vi en kontrakt med sparekassen om …

Det eneste sparekassen nu var interesseret i var at få kassekreditten hævet til 200.000 kr. for at dække evt. gæld, denne kassekredit blev kun lavet med det formål for at gardere sig selv det er ikke hævet en eneste kr. efter oprettelse."

I replik af 8. maj 2006 bestred indklagede bl.a., at der med klageren var indgået aftale om, at der ikke måtte hæves på klagerens konto uden dennes samtykke.

I et retsmøde den 22. maj 2006 blev sagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende, at han ikke skylder noget beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har henvist til sit svarskrift fremlagt under retssagen.

Indklagede har anført, at klageren underskrev kassekreditkontrakten efter de træk, som han under retssagen har anført, at han ikke kendte til. Såfremt klageren ikke kunne godkende disse træk, burde han ikke have underskrevet kassekreditkontrakten. Indklagede har løbende sendt sædvanlige årsopgørelser til klageren.

Der er intet, der underbygger klagerens påstand om, at der ikke kunne hæves på kontoen uden klagerens samtidige tilstedeværelse. Påstanden vil alene kunne underbygges ved vidneførsel. Sagen bør derfor afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagerens indsigelser mod indklagedes krav ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Det bemærkes, at Ankenævnet heller ikke har haft grundlag for at tage stilling til, om indklagedes krav måtte være forældet efter DL 5-14-4.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.