Indsigelse mod kaution og pantsætning. Falsk.

Sagsnummer:254/2016
Dato:14-03-2017
Ankenævn:John Mosegaard, Flemming Pristed, George Wenning, Troels Hauer Holmberg og Anna-Marie Schou Ringive
Klageemne:Tredjemandspant - stiftelse
Kaution - stiftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod kaution og pantsætning. Falsk.
Indklagede:Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod kaution samt pantsætning af et ejerpantebrev begrundet i falsk.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes nu afdøde samlever, S, var kunder i samme afdeling i den daværende Lokalbanken, som i 2009 blev overtaget af Handelsbanken.

Parret boede i en fast ejendom, som klageren købte i 1999 for en købesum på 1.688.000 kr. I forbindelse med købet overtog klageren et ejerpantebrev på 445.000 kr. med pant i ejendommen.

Den 10. november 2008 underskrev S et gældsbrev til banken vedrørende forhøjelse af et boliglån nr. -361 med 172.700 kr. til 518.853,58 kr. Under overskriften ”Sikkerheder” var anført et sikkerhedsdepot nr. -729 og klageren som deponent. Gældsbrevet fremstår som underskrevet af klageren som pantsætter. Der fremgår ingen vitterlighedspåtegninger. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet dokumentet.

Den 15. januar 2010 sendte banken et brev til klageren med oplysning om, at han kautionerede for en erhvervskredit nr. -711 med S’ erhvervsvirksomhed som kontohaver og et kreditmaksimum på 50.000 kr. Klageren har oplyst, at han ikke har modtaget brevet. Banken har oplyst, at kautionen i bankens system er registreret som ophørt i 2013, og at kreditten blev indfriet af S i 2015.

Den 29. september 2010 udarbejdede banken en pantsætningserklæring vedrørende depotnummer -729, der indeholdt ejerpantebrevet på 445.000 kr. Ifølge pantsætningserklæringen lå ejerpantebrevet til sikkerhed for klagerens Privatopsparing i banken og for S’ boliglån nr. -361. Pantsætningserklæringen fremtræder som underskrevet af klageren samme dag, den 29. september 2010. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet dokumentet. Under vitterlighedspåtegninger har en medarbejder i banken påført navn/adressestempel og underskrift ved følgende tekst:

”Dokumentet er underskrevet hos kunden. Underskriften er kontrolleret med underskriftskortet af undertegnede medarbejder.”

Ved gældsbrev af 20. april 2011 ydede banken S et privatlån nr. -405 på 55.000 kr. Af bankens interne notater vedrørende bevillingen fremgår, at ”[klageren], hendes mand er p.t. på Grønland den kommende måned i arbejdsmæssig medfør. Når han kommer retur, vil han underskrive kautionsdokumenter samt pantsætningserklæringen.

Den 3. maj 2011 udskrev banken en kautionserklæring, hvorefter klageren påtog sig kaution for lån -405 og en ny pantsætningserklæring vedrørende depotnummer -729, hvorefter ejerpantebrevet nu lå til sikkerhed for alle forpligtelser, som klageren og/eller S havde eller måtte få over for banken. Dokumenterne fremtræder som underskrevet af klageren den 6. juni 2011. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet dokumenterne. Dokumenterne har vitterlighedspåtegninger i form af en bankmedarbejders sammenligning med underskriftskort svarende til pantsætningserklæringen af 29. september 2010.

I begyndelsen af årene 2012-2015 sendte banken et brev til klageren med oplysning om, at han kautionerede for privatlån -405 og størrelsen af restgælden på lånet. Klageren har anført, at han ikke har modtaget brevene.

Den 16. december 2015 anmeldte klageren S til politiet for i perioden 10. november 2008 til 6. juni 2011 med forfalsket underskrift at have opnået lån i klagerens faste ejendom.

Den 18. december 2015 døde S.

Ved brev af 25. januar 2016 anmodede banken klageren om at indfri restgælden på boliglån -361, som udgjorde 401.128 kr. og restgælden på privatlån -405, som udgjorde 9.582 kr., i alt 410.710 kr.

Den 27. januar 2016 betalte klageren 387.045 kr. vedrørende indfrielse af lån -361.

Ved brev af 29. april 2016 fik klageren meddelelse om, at politiet på baggrund af dødsfaldet havde besluttet at standse efterforskningen i sagen mod S.

Klageren har oplyst, at boet efter S blev erklæret insolvent den 15. juli 2016.

På et ikke oplyst tidspunkt anmodede banken klageren om at betale yderligere 21.388 kr.

Parternes påstande

Den 13. august 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal holde ham skadesløs for S’ gæld til banken og refundere hans betaling.

Handelsbanken har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han kort forinden S’ død blev klar over, at S havde en stor gæld. Han henvendte sig derfor til banken, der oplyste, at han hæftede for gælden, hvilket han var uforstående over for. Banken viste nogle dokumenter med underskrifter, som han ikke kunne genkende.

Han konfronterede S med opdagelsen. S forsvarede sig kun med, at der også var mange, der havde snydt hende.

Han har ikke underskrevet dokumenterne om pant og kaution, som banken påberåber sig. Underskrifterne på disse adskiller sig fra hans sædvanlige underskrift, hvilket han har dokumenteret ved at fremlægge adskillige dokumenter med ægte underskrifter.

Han havde ikke været i banken i mange år og kendte ikke medarbejderne i banken.

Han har ikke modtaget bankens meddelelser om kautionshæftelse og havde ingen viden herom. S var altid hjemme før han kom fra arbejde og tømte derfor postkassen. Derved kunne hun kontrollere, hvilken post han skulle se. Han havde ikke mistanke om tilbageholdelse af oplysninger/post til ham.

Hans bopæl ligger 200-300 m fra bankens afdeling. Det gav derfor ikke mening at sende dokumenterne til underskrift på bopælen. Han var ikke gift med S og opholdt sig ikke i Grønland som anført i bankens interne notater i 2011. Han har ikke haft ophold i udlandet de seneste 12 år. Han har heller ikke været sengeliggende eller forhindret på anden måde. Hvis banken troede, at han opholdt sig i Grønland, ville han alligevel først kunne underskrive, når han vendte tilbage og dermed kunne underskrive i banken. Banken kunne også have ringet til ham.  

Han og S havde ikke fælles økonomi. Han betalte alle udgifter til hus og bil m.m. S var alvorligt og uhelbredeligt syg, og hun havde næsten ingen indkomst. Det gav ikke mening, at han skulle stille sikkerhed for hendes gæld. Han havde en større opsparing og kunne derfor alternativt have lånt pengene til S og derved have sparet et betydeligt beløb i renter.

Hans betaling den 27. januar 2016 skete med henblik på at undgå yderligere renter og omkostninger, idet banken truede med fogedretten og indgivelse af stævning. Han håbede, at boet ville have midler til at dække gælden.

Ejerpantebrevet blev i forbindelse med ejendomskøbet lagt til sikkerhed for et boliglån, som han efterfølgende indfriede i forbindelse med, at han i 2003 solgte en sejlbåd for 845.000 kr. Pantebrevet blev bibeholdt, da han ved en senere lejlighed kunne få brug for de stempelpenge, der var på det.

Handelsbanken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren hæfter som kautionist og deponent for S’ engagement.

Ejerpantebrevet fremgår af interne bevillingsansøgninger allerede i henholdsvis 2002 og 2004. Pantsætningen blev bekræftet ved klagerens underskrift den 10. november 2008 på gældsbrevet vedrørende forhøjelsen af boliglån nr. -361. Pantsætningen er endvidere blevet bekræftet i 2010 og 2011 tillige med kautionen i 2011 for privatlån -405.

Underskrifterne afviger ikke fra hverken de originalunderskrifter, som banken er i besiddelse af, eller de eksempler, som klageren har vedlagt klagen.

Aftalerne afviger ikke fra det mønster og det forløb, der har været ved de øvrige ændringer af S’ engagement. At aftalerne er underskrevet uden for banken, trods klagers bopæl tæt på banken er forklaret i hvert fald ved underskrift i 2011, idet klager havde arbejde i Grønland, hvilket er noteret i bankens bevilling. Banken havde ikke grund til at tro, at informationen skulle være fejlagtig.

Klageren har i mere end fem år modtaget årlige skriftlige meddelelser om kautionsforpligtelsen. Banken har ikke modtaget disse retur. Meddelelserne må derfor anses for at være kommet frem til klageren.

Banken har opfyldt de oplysningsforpligtelser, der følger af lovgivningen.

Klageren betalte bankens opkrævning i januar 2016 uden forbehold. Først ved bankens endelige opgørelse og krav på yderligere 21.388 kr. fremkom klageren med påstanden om falsk.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en endelig vurdering af klagerens underskrift i givet fald skal foretages af en grafolog.

Flere af bankens medarbejdere i afdelingen i perioden 2008-2011 arbejder i dag i andre af bankens afdelinger. En afhøring af disse medarbejdere er ikke mulig i sagens behandling. Ligeledes er afhøring af klagers arbejdsgiver ikke mulig.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet har ikke mulighed for at bedømme, om underskrifterne vedrørende pant og kaution til sikkerhed for klagerens nu afdøde samlevers engagement med Handelsbanken er falske.

Ankenævnet finder, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen efter mundtlige forklaringer fra parterne og relevante vidner under strafansvar samt efter, at de underskrifter, som klageren gør indsigelse mod, eventuelt er forelagt en grafolog. En afgørelse af sagen vil således kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet herefter må afvise sagen. 

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.