Krav om tilbagebetaling af kapitalpension, der blev anvendt til nedbringelse af lån.

Sagsnummer:184/2005
Dato:15-09-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Inkasso - øvrige spørgsmål
Inkasso - rentens størrelse
Kapitalpensionskonti - ophævelse
Akkord - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om tilbagebetaling af kapitalpension, der blev anvendt til nedbringelse af lån.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om tilbagebetaling af en kapitalpensionsopsparing, som i 1995 blev ophævet og anvendt til nedbringelse af gæld.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes ægtefælle, M, der er født i henholdsvis 1933 og 1928, havde et boliglån hos indklagede, som i 1992 blev forhøjet med 69.991,45 kr. til 232.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.800 kr. Renten var variabel 14,50% p.a.

I 1993 blev klagerens og M's faste ejendom solgt med underskud.

I februar 1995 blev klagerens kapitalpensionsopsparing hos indklagede udbetalt med et provenu på 359.680,33 kr. Cirka 210.000 kr. af provenuet blev anvendt til nedbringelse af gælden på boliglånet, som var på ca. 290.000 kr. Der blev indgået en ny låneaftale vedrørende den resterende gæld på 80.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. Renten var variabel 14,875% p.a.

I juli 1997 afslog indklagede en anmodning fra klageren og M om bortfald af ydelsen, idet restgælden på lånet var stigende.

I marts 1998 indgav klageren og M en anmodning om gældssanering til skifteretten. Det er uoplyst, hvad resultatet af anmodningen blev.

Ved skrivelse af 9. juni 1998 rykkede indklagede for inddækning af en restance på lånet på 3.000 kr. Lånet ville blive opsagt, såfremt restancen ikke var inddækket inden 10 dage.

Klagerens og M's engagement med indklagede overgik til inkasso hos en advokat, som ved skrivelse af 10. juli 1998 anmodede om betaling af i alt 80.781,73 kr. fordelt med 74.727,01 kr. på lånet, 2.967, 22 kr. på klagerens og M's lønkonto og 3.087,50 kr. til dækning af inkassoomkostninger. Beløbet var ekskl. renter 18,25% p.a. fra den 8. juli 1998.

Sagen blev i efteråret 1998 foretaget i fogedretten, hvor klageren og M afgav insolvenserklæring.

Af klagernes årsoversigt for 2001 fremgår lånet og lønkontoen med en restgæld på henholdsvis 74.522,34 kr. og 3.957,78 kr. ekskl. renter.

Indklagede har oplyst, at man i 2003 solgte fordringen til finansieringsselskabet, F, der er ejet af et pengeinstitut.

Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2003 var saldoen på lånet og lønkontoen hos indklagede på 0,00 kr.

Ved skrivelse af 14. maj 2004 fik klageren og M meddelelse om, at fordringen var overdraget til F, som opgjorde denne til 151.976,23 kr., hvoraf 69.362,41 kr. var hovedstolen pr. den 31. marts 1998 og 82.613,82 kr. var renter, 14,875% p.a.

Af årsoversigten pr. den 30. december 2004 fra indklagede fremgår, at lånet og lønkontoen var udgået den 14. juni 2004.

Ved skrivelse af 4. januar 2005 opgjorde F fordringen til 167.124,38 kr. svarende til hovedstolen på 69.362,41 kr. med tillæg af renter på 97.761,97 kr.

Parternes påstande.

Den 29. juni 2005 har klageren klaget over indklagede til Ankenævnet med påstand om tilbagebetaling af pensionsopsparingen og en rimelig afdragsordning.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes og M's økonomi blev anstrengt, da M som 62-årig i 1990 mistede sit arbejde. Indklagede rådede dem til at sælge ejendommen, hvilket først lykkedes efter ca. to år og med stort tab. Ejendommen, som var blevet købt i 1985 for 856.000 kr., blev i 1993 solgt for 720.000 kr. Kun ca. fire måneder efter salget blev en tilsvarende ejendom på samme vej solgt til over 1 mio. kr. Tabet på ejendomssalget kunne således have været undgået.

Med henblik på at betale gælden rådede indklagede hende til at holde op med at arbejde, så hun kunne få udbetalt sin kapitalpensionsopsparing. De accepterede forslaget, fordi de var ydmygede over at skylde så mange penge væk. De er efterfølgende blevet bekendt med, at indklagede slet ikke kunne tillade sig at tage kapitalpensionen.

Indklagede burde i hvert fald i den forbindelse pr. kulance have givet afkald på en del af sit krav på renter.

De afviklede på gælden indtil 1998, hvor de søgte om gældssanering og blev erklæret insolvente. Siden hørte de fra indklagede, at der skyldtes 0,00 kr. Efter syv år fik de at vide, at indklagede havde overgivet sagen til et finansieringsfirma, og at gælden nu var på 168.000 kr.

De har reageret hver gang, de har hørt fra indklagede eller F, og har således ikke udvist passivitet.

Da de begge er pensionister og kun har deres folkepension, ønsker de at blive frigjort for gælden.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til klagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren og M på grund af stram økonomi i 1993 besluttede at sælge deres faste ejendom for at flytte i en billigere lejebolig.

I 1995 besluttede klageren endvidere at ophæve sin kapitalpensionsopsparing for at få endnu mere luft i den stadig anstrengte økonomi.

Der var ikke tale om ophævelse af kapitalpension i utide med forhøjet skattebetaling. En del af provenuet fra kapitalpensionen blev efter klagerens og M's eget ønske og efter aftale med indklagede indbetalt på lånet. Restgælden skulle herefter afvikles med 1.500 kr. om måneden mod tidligere 2.800 kr.

Indklagede har på ingen måde presset klageren til at indgå aftale om at ophæve kapitalpensionskontoen, og klageren fik korrekt og fyldestgørende rådgivning i forbindelse med ophævelsen, som er endelig og bindende.

Klageren har ikke tidligere gjort indsigelse imod ophævelsen af kapitalpensionsopsparingen og må derfor nu ca. 10 år efter på grund af passivitet have fortabt sin ret til at gøre indsigelsen gældende.

Der foreligger ikke oplysninger der viser, at fordringen skulle være bortfaldet ved gældssanering.

Med hensyn til at opnå en afviklingsordning må klageren henvises til den nye kreditor, F.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at ophævelsen af klagerens kapitalpensionsopsparing i 1995 og anvendelsen af provenuet til nedbringelse af gælden hos indklagede skete med klagerens accept, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på utilbørlig måde pressede klageren hertil.

Klagerens påstand om tilbagebetaling af kapitalpensionsopsparingen tages derfor ikke til følge.

Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at indklagede helt eller delvist var afskåret fra at fastholde sit tilgodehavende i henhold til engagementet.

Ankenævnet har ikke taget stilling til størrelsen af det krav, som F efter at have overtaget fordringen fra indklagede har opgjort og nu gør gældende over for klageren og M. En afgørelse af dette spørgsmål må forudsætte, at klageren og M indgiver en klage over F til Ankenævnet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.