Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.

Sagsnummer:344/2004
Dato:08-06-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører en hævetransaktion i en pengeautomat hos indklagede, hvor klageren gør gældende, at han ikke modtog det hævede beløb.

Sagens omstændigheder.

Klageren har en konto med tilknyttet hævekort hos indklagede.

Den 30. november 2004 forsøgte klageren med sit hævekort at hæve 5.000 kr. i en pengeautomat, der er tilknyttet indklagedes Vesterbro Torv afdeling, Århus.

Klageren har anført, at de 5.000 kr. blev forsøgt hævet to gange. Ved det første forsøg skete der ikke noget, hvorfor han annullerede transaktionen og prøvede igen. Ved andet forsøg blev lyset i automaten svagt, da hævekortet kom ud. Han ventede på pengene, men der skete ikke mere.

Den 1. december 2004 henvendte klageren sig i afdelingen for at hæve 5.000 kr. I forbindelse hermed konstaterede klageren, at der på kontoen var registreret en pengeautomathævning på 5.000 kr. den foregående dag. Klageren gjorde indsigelse imod transaktionen, idet han gjorde gældende, at beløbet ikke var blevet udbetalt.

Indklagede har under sagen fremlagt kopi af pengeautomatens journalrulle, hvoraf de registrerede transaktioner med klagerens hævekort den 30. november 2004 fremgår. Ifølge journalrullen blev der efter et annulleret hæveforsøg registreret en hævning på 5.000 kr., hvor kortet blev sat ind kl. 17.40.25. Pinkoden blev indtastet kl. 17.40.34. Beløbet blev valgt kl. 17.41.05. Kortet kom ud kl. 17.41.05 og blev taget kl. 17.41.07. Pengene kom ud kl. 17.41.18 og blev taget kl. 17.41.29.

Parternes påstande.

Den 27. december 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale hel eller delvis kompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hæveforsøgene den 30. november 2004 var forgæves, idet automaten ikke udbetalte de 5.000 kr.

Som pensionist har han ikke råd til at hæve 5.000 kr. to dage i træk.

Ved første henvendelse til indklagede blev han lovet et rentefrit lån på 5.000 kr. Efterfølgende kunne indklagede kun tilbyde en forhøjelse af et lån, som imidlertid for længst var indfriet.

Han afslog et tilbud fra indklagede om to flasker vin som kompensation for dårlig behandling.

Han fik først efter 15 dage besked om, at indklagede anså pengene for udbetalt, og at der ikke var fundet fejl på automaten. Der må imidlertid være lavet noget ved automaten, idet lyset i denne nu ikke længere er svagt.

Indklagede har anført, at de omhandlede 5.000 kr. blev udbetalt med frigørende virkning fra pengeautomaten den 30. november 2004.

Ved klagerens henvendelse den 1. december 2004 blev det aftalt, at indklagede skulle undersøge sagen og vende tilbage med resultatet. Dagen efter fik afdelingen en udskrift fra journalrullen, der viste, at pengene var udbetalt. Klageren fik forklaret det hændelsesforløb, der fremgik af journalrullen. Da klageren imidlertid fastholdt, at der var fejl ved automaten, blev det aftalt at iværksætte en kontroloptælling og at efterse automaten for fejl. Medio december 2004 fik klageren besked om, at kontantbeholdningen stemte, og at der ikke var fundet fejl ved automaten.

Klageren blev tilbudt en låneforhøjelse eller et nyt lån uden etableringsomkostninger. Der blev på intet tidspunkt tilbudt et rentefrit lån.

Da man var ked af, at klageren havde følt sig dårligt behandlet, tilbød man to flasker vin.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægterne § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.