Indsigelser mod restgæld og renter på gæld overgået til inkasso.

Sagsnummer:86/2018
Dato:17-03-2020
Ankenævn:Vibeke Rønne, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Afvisning - klage tidligere behandlet
Akkord - afslag
Forældelse - øvrige spørgsmål
Inkasso - rentens størrelse
Ledetekst:Indsigelser mod restgæld og renter på gæld overgået til inkasso.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod restgæld og renter på gæld til Sydbank.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sydbank.

Den 24. februar 2007 underskrev klageren en aftale med banken om en kassekredit nr. -597 med et maksimum på 10.000 kr. Konto nr. -597 var klagerens budgetkonto. Renten var variabel for tiden 9 % om året. Af kreditaftalen fremgik endvidere blandt andet:

”…

For kreditten gælder endvidere omstående generelle bestemmelser samt bankens ”Almindelige forretningsbetingelser”.

…”

Af bankens dagældende almindelige forretningsbetingelser, der var gældende fra den 31. december 2003 fremgik blandt andet:

”…

7. Overtræksrente, rykkergebyrer mv.

Hvis udlån eller kreditter overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, opkræver banken en overtræksrente som et tillæg til den aftalte rente.

…"

Den 27. juni 2013 underskrev klageren et gældsbrev til banken vedrørende et lån nr. -665 på 667.330 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.750 kr. Renten var variabel, for tiden 7,25 % p.a. Af gældsbrevet fremgik, at banken kunne ophæve låneaftalen uden varsel i tilfælde af misligholdelse. Endvidere fremgik, at banken beregnede sig et variabelt tillæg til renten på for tiden 6 % p.a. i tilfælde af overtræk og en variabel inkassorente på for tiden 22 % p.a., hvis lånet var ophævet som følge af misligholdelse.

Banken har fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af en erklæring af 2. juli 2013 om udbetaling af kapitalpension, hvorefter klageren ønskede en kapitalpension nr. -099 udbetalt i utide og beløbet indsat på konto -597 (kredit/budgetkonto).

Den 6. august 2013 sendte banken en nota til klageren vedrørende opgørelse af kapitalpension nr. -099 med et provenu på 20.192.58 kr., som blev indsat på konto -597 (kredit/budgetkonto).

Ved brev af 2. september 2015 til klageren opsagde banken lånet (-665) til fuld indfrielse. Restgælden udgjorde 590.762,59 kr. med tillæg af renter fra den 22. juni 2015. Af brevet fremgik endvidere, at renten herefter ville være variabel for tiden 16,25 %, og at en gruppeforsikring var opsagt og ville udløbe den 30. september 2015, da der som følge af opsigelsen ikke længere bestod et kundeforhold, som var en forudsætning for forsikringen.

Den 10. september 2015 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet. Klagerens påstand var, at banken skulle nedskrive gælden på lånet og stoppe rentetilskrivningen.

Den 7. september 2016 blev sagen afgjort af Ankenævnet. Klageren fik ikke medhold i klagen. Af afgørelsen fremgik blandt andet:

”…

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, som kan medføre, at Sydbanks krav mod hende skal nedsættes eller bortfalde.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere et rentestop.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

…”

Ved brev af 2. november 2017 til klageren opsagde banken ”under henvisning til tidligere rykkerskrivelser” klagerens konti nr. -555, -597 og -665. Af brevet fremgik endvidere, at renten herefter ville være variabel for tiden 16,25 %, og at en gruppeforsikring var opsagt og ville udløbe den 31. december 2017, da der som følge af opsigelsen ikke længere bestod et kundeforhold, som var en forudsætning for forsikringen.

Ved brev af 19. februar 2018 sendte banken en meddelelse til klageren om, at hendes konti var overgået til bankens inkassoafdeling. Banken anmodede klageren om at underskrive en skylderklæring vedrørende bankens tilgodehavende, som blev opgjort således:

Kassekredit

13.773,45 kr.

Hvortil kommer ikke forældede renter

6.498,39 kr.

Gældsbrev

600.900,59 kr.

Hvortil kommer ikke forældede renter

16.063,15 kr.

 

 

-tilbageført præmie Letsikring

2.436,00 kr.

I alt

634.799,58 kr.

Yderligere renter, variabel rente pt. 16,25 % p.a. fra 19. februar 2018, forbeholdes til betaling sker.

Klageren underskrev ikke skylderklæringen.

Den 9. marts 2018 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet med påstand om, at banken skulle frafalde en del af gælden og nedsætte renten.

Banken har opgjort sit tilgodehavende hos klageren pr. den 1. oktober 2019 således: således:

 

Konto -597 Kassekredit

13.773,45 kr.

Renter fra 20.12.2017 beregnet med pt. 16,25 % p.a.

3.776,99 kr.

-refusion Letsikring

2.436,00 kr.

 

15.114,44 kr.

 

 

Konto -665 Gældsbrev

600.900,59 kr.

Renter fra 20.12.2017 beregnet med pt. 16,25 %

197.120,49 kr.

 

798.021,08 kr.

 

 

I alt

813.135,52 kr.

Banken har under sagen fremlagt udskrifter vedrørende lånet (-665) og kreditten (-597).

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Sydbank skal frafalde en del af gælden og nedsætte renten på gælden.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning vedrørende klagerens krav om en akkordering, og banken har nedlagt påstand om frifindelse vedrørende klagerens krav om rentenedsættelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke kontaktede hende efter afgørelsen af 7. september 2016 i sag 303/2015, men blot vedblev at tilskrive renter med 16,5 % i 1½ år. Der skete derved en væsentlig akkumulation af renter, hvilket var urimeligt. Siden 2017 er gælden steget med 200.000 kr. i renter.

Hendes situation har ændret sig, idet hun modtog anmodning om skilsmisse den 24. december 2017 og blev skilt i januar 2018. Hendes hus er udlejet og belånt til skorstenene, hun arbejder som reservetjener og bor på skift hos sin mor og sin bror. Hun har ingen møbler, fjernsyn eller noget som helst ud over køkkenting.

Bilagene i sag 303/2015 viste, at hun ikke har misligholdt sit lån. Hver den første skrev hun, at hun på grund af ringe indkomst ikke kunne afdrage med det fulde beløb, men sendte mindre beløb. Allerede i 2015 skrev hun anbefalet hver måned, at hun kun kunne betale 2.500 kr., hvilket hun gjorde.

Banken har rådgivet forkert og gentagne gange gjort lånet større. Det var derfor grundløst, at lånet blev opsagt. Sagen bør åbnes igen.

Lånet blev etableret uden sikkerhed og banken kan derfor ikke nu stille krav herom.

Banken bør udvise samarbejdsvilje og nedsætte gælden og renten, så det bliver menneskeligt muligt at afdrage den. Endvidere bør lånene i hendes hus omlægges til lavere ydelse.

I 2013 anmodede hun om at få sin kapitalpension udbetalt, da hun manglede penge. Pengene blev ikke indsat på hendes lønkonto, således som hun havde bedt om.

Der er tale om urigtige oplysninger, når banken oplyser, at samlivet mellem hende og hendes partner ophørte ét år inden partneren døde. De havde fælles liv og konti indtil dødsfaldet. Banken fejlede i deres krydslivsforsikring, og efterlod hende

uden forsikring fra partnerens side. Hun underskrev sin forsikring og betalte. Der blev aldrig fulgt op på partnerens forsikring, så denne kunne have dækket fælles gæld.

Banken bør åbne for netbank, da hun ikke har kunnet følge sine konti siden 2014. Med blindhed skal hun stole på, hvad der bliver fremsendt.

Der skal kigges på, om det er forældet.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet ved afgørelsen i sag nr. 303/2015 har behandlet klagerens krav om akkordering af gælden, hvorfor denne påstand skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at aftale om rentenedsættelse er underlagt aftalefrihed, og at klageren således ikke ensidigt kan kræve rentenedsættelse. Banken er således berettiget til at nægte rentenedsættelse, og Ankenævnet kan ikke pålægge banken at yde rentenedsættelse.

Banken accepterede i en kortere periode, at ydelsen på lånet blev nedsat til 2.500 kr. om måneden, hvorefter ydelsen igen ville blive på 6.750 kr. som anført i gældsbrevet. Klageren betalte ikke det skyldige beløb, og det var derfor berettiget, at lånet blev opsagt ved brevet den 2. september 2015. Klageren har senest indbetalt på lånet i september 2015. Ved opsigelsen blev klageren gjort opmærksom på, at renten fremadrettet ville være bankens variable misligholdelsesrente, som på opsigelsestidspunktet var 16,25 %.

Hjemlen til at kræve misligholdelsesrente på lånet fremgik af gældsbrevet.

Hjemlen til at kræve misligholdelsesrente på kreditten fremgik af de almindelige forretningsbetingelser.

Banken er uforstående over for det af klageren anførte om krydslivsforsikring.

Opsigelsen den 2. september 2015 af klagerens forsikring blev på grund af Ankenævnssagen sat i bero og herefter opsagt på ny ved brev af 2. november 2017.

Provenuet af klagerens kapitalpension blev i overensstemmelse med ophævelseserklæringen indsat på kreditten. Det bestrides derfor, at banken skulle have handlet i strid med klagerens instruks. Et eventuelt krav vedrørende udbetalingen af kapitalpensionen er nu forældet.

Udskrifterne viser, at tilskrevne renter blev betalt indtil den 14. september 2015 på både kreditten og lånet. Renter forældes ifølge forældelsesloven normalt efter tre år. I marts 2018 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. På dette tidspunkt var påløbne ikke betalte renter ikke forældede, og bankens rentekrav vil derfor tidligst være forældet ét år efter Ankenævnets meddelelse om nærværende afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 3, jf. stk. 2.

Ankenævnets bemærkninger

Ved kreditaftale af 24. februar 2007 fik klageren en kredit på 10.000 kr. i Sydbank. Ved gældsbrev af 27. juni 2013 fik klageren et lån i banken på 667.330 kr.

Den 2. september 2015 opsagde banken lånet på grund af misligholdelse. Den 10. september 2015 indgav klageren en klage vedrørende lånet til Ankenævnet. Ankenævnet traf afgørelse i sagen den 7. september 2016. Klageren fik ikke medhold i sin påstand om, at banken skulle nedskrive gælden på lånet og stoppe rentetilskrivningen.

Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage denne sag.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkord eller en bestemt afviklingsordning vedrørende gælden.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med udbetaling af klagerens kapitalpension i 2013 eller i forbindelse med forsikringer tegnet via banken.

Lånet og kreditten indeholder hjemmel til, at banken kan kræve forhøjet rente ved misligholdelse. Ankenævnet finder ikke, at den af banken anvendte misligholdelsesrentesats på 16,25 % om året kan tilsidesættes som urimelig.

Der er ikke indtrådt forældelse af bankens krav.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation vedrørende mulig manglende tegning af en livsforsikring. Allerede derfor har Ankenævnet ikke grundlag for at yde klageren erstatning vedrørende dette forhold.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

 

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.