Spørgsmål om meddebitors hæftelse for overtræk på kassekredit.

Sagsnummer:17/2006
Dato:29-08-2006
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen
Klageemne:Kassekredit - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om meddebitors hæftelse for overtræk på kassekredit.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren som meddebitor på en kassekredit hæfter for et bevilget overtræk.

Sagens omstændigheder.

Den 5. oktober 1995 underskrev klageren sammen med sin ægtefælle M en kassekreditkontrakt vedrørende en kassekredit på 250.000 kr. ydet af indklagede til hende og M. Kassekreditten, som klageren kunne disponere over via et dankort udstedt til hende, var oprindelig etableret i november 1994.

M ejede en landbrugsejendom, som ifølge indklagede blev drevet af klageren og M i fællesskab. Klageren har anført, at hun forestod bogføring og korrespondance med bank, revisor m.fl., men at virksomheden blev drevet af og tilhørte M.

Den 25. november 1996 ydede indklagede klageren og M et billån på 117.644 kr. Låneprovenuet blev overført til kassekreditten. Klageren har anført, at bilen blev købt hos en autoimportforhandler med en betaling på 33.800 kr. samt 84.195 kr. i indregistreringsafgift; beløbene blev trukket på kassekreditten ved checks. Ydelsen på billånet blev trukket på kassekreditten.

M omlagde i 1997 driften af landbruget til produktion af økologiske æg.

Af skrivelse af 22. januar 1998 fra indklagede til M fremgår, at kassekredittens afviklingsaftale var ændret, således at afviklingen skulle tages op til drøftelse senest 1. november 1998, hvor ny aftale skulle træffes. Trækningsretten var uændret 250.000 kr.

Indklagede har anført, at M og klageren ved flere omgange blev bevilget en forhøjelse af trækningsretten for kreditten. Der blev ikke oprettet tillæg til kreditten i denne forbindelse.

Efter et kontrolbesøg i december måned 1998 af myndighederne blev tilladelsen til drift af økologisk jordbrugsproduktion inddraget. Ægproduktionen kunne derfor ikke længere sælges som økologisk, hvorved salgsprisen faldt betydeligt.

Den 26. februar 1999 var klageren og M til møde hos indklagede. Baggrunden var et ønske om indklagedes finansiering af indkøb af et hold høns, der var bestilt i januar 1999. Indklagede har anført, at man meddelte, at indklagede ikke ville finansiere indkøbet, som man ikke havde haft forhåndskendskab til. Man ville ikke stå med risikoen for, at autorisationen igen blev inddraget. Samtidig blev det aftalt, at et offentligt tilskud vedrørende solenergi på ca. 451.000 kr., der netop var blevet bevilget, skulle deles likviditetsmæssigt, således at kassekreditten kunne trækkes op til 1.250.000 kr. Klageren har anført, at M havde bestilt hønsene efter aftale med indklagede.

På mødet meddelte indklagede tillige, at klageren og M skulle finde et andet pengeinstitut, idet indklagede ikke længere havde tiltro til projektet om økologisk ægproduktion. Indklagede fastsatte en frist på to måneder.

Det lykkedes ikke klageren og M at overføre engagementet til et andet pengeinstitut.

M ophævede i foråret 1999 købet af de i januar 1999 bestilte høns. Ophævelsen medførte ikke noget erstatningskrav fra sælgers side.

Den 15. juni 1999 meddelte indklagede klageren og M, at parrets dankort til kassekreditten var spærret, da det bevilgede træk på 1.250.000 kr. var overskredet.

Ved skrivelse af 14. januar 2000 orienterede indklagede klageren om, at indklagede havde opsagt M's engagement som følge af misligholdelse. Af denne grund blev pantsætningen af et løsørepantebrev på 50.000 kr. opsagt. Det samlede engagement blev opgjort til 1.473.758,71 kr.

Af skrivelse af 16. juni 2000 til klageren og M fremgår, at indklagede ikke fandt baggrund for at yde en akkordordning vedrørende engagementet, hvorfor man fastholdt, at dette skulle indfries. Det samlede beløb udgjorde 1.575.615,36 kr. Indklagede anførte, at man ønskede engagementet, der var sikret ved et løsørepantebrev samt et ejerpantebrev på 800.000 kr. i M's ejendom, indfriet. Hvis M og klageren ikke kunne finde et andet pengeinstitut, måtte den faste ejendom sælges. Ved en telefaxskrivelse af 21. juni 2000 til klagerens og M's advokat fremsendte indklagede en opgørelse af kassekreditten og billånet.

Den 20. juli 2000 anmeldte M betalingsstandsning.

Af indklagedes skrivelse af 19. april 2001 til klageren fremgår, at klageren havde forespurgt, hvor stor en del af engagementet hun hæftede for. Indklagede anførte, at klageren hæftede for hele engagementet.

Af skrivelse af 31. maj 2001 til klageren og M fremgår, at kassekreditten og billånet kunne opgøres til i alt 1.839.616,36 kr. Det fremgår, at der var berammet 2. auktion over M's landbrugsejendom til den 22. juni 2001.

Den 20. juni 2001 blev M's bo taget under konkursbehandling efter begæring af indklagede.

Klageren har anført, at kurator i oktober 2001 solgte landbrugsejendommen for 4,6 mio. kr. Indklagede har oplyst, at salget gav dækning til indklagede for 720.120,74 kr. i henhold til ejerpantebrevet. Beløbet blev den 19. november 2002 indbetalt på kassekreditten.

Den 17. december 2002 afsagde Østre Landsret dom i en erstatningssag anlagt mod Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i anledning af inddragelsen af M's autorisation til at drive økologisk jordbrugsproduktion. M's konkursbo blev tilkendt 700.000 kr. med tillæg af procesrente fra 5. juli 2000.

Den 12. marts 2003 frikøbte klageren boets bil for 17.600,88 kr., som blev bogført på kassekreditten.

Ved skrivelse af 14. november 2005 meddelte indklagede klageren, at M's konkursbo endnu ikke var afsluttet. Pr. 30. september 2005 kunne klagerens gældsforpligtelse opgøres til 2.678.998,79 kr. Indklagede anmodede klageren om at underskrive et frivilligt forlig for beløbet, hvilket klageren undlod.

Indklagede har beregnet, at klageren ved anvendelse af sit dankort til kassekreditten i perioden maj 1998 til juni 1999 har trukket 419.237,93 kr. på kreditten; heraf er 84.696,29 kr. overført til anden konto. I beløbet indgår halvdelen af ydelserne på billånet.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. januar 2006 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker indklagede tilpligtet at nedsætte hendes hæftelse.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun underskrev som debitor ved kassekredittens oprettelse i november 1994 samt den 5. oktober 1995, hvor kreditten blev fornyet. Hun tilkendegav sin undren over, at hun som ægtefælle til en landmand skulle underskrive som meddebitor, men blev mødt med bemærkningen, at hvordan kunne indklagede have tillid til M, når hun ikke havde. Hun opfatter det som frivillig tvang.

I forbindelse med købet af bilen i 1996 blev kassekreditten brugt som mellemkonto i en kort periode. Billånet blev ikke brugt til nedbringelse af overtræk på kassekreditten, idet udgiften til anskaffelsen blev trukket på kreditten. Ydelserne på billånet blev trukket på kassekreditten, fordi bilen også blev brugt erhvervsmæssigt. Efter at bilen ikke længere blev brugt erhvervsmæssigt, blev ydelserne på billånet trukket på hendes konto i andet pengeinstitut. Indklagede oplyste ikke, at brug af kassekreditten som mellemkonto ved købet ville medføre, at hun hæftede for overtrækket.

Kreditten skulle ifølge sit indhold fornyes årligt, jf. herved indklagedes skrivelse af 22. januar 1998 stilet til M.

Indklagedes angivelse af, at kreditten foruden til bedriften blev anvendt til familiens indkøb, er kun delvis sand. Hun har hele tiden haft egen konto i et andet pengeinstitut, hvilken konto i vid udstrækning blev brugt til familiens indkøb. Kassekreditten hos indklagede blev kun delvist brugt til ikke-erhvervs­mæs­sige indkøb.

Det er korrekt, at hun anvendte sit dankort til en række betalinger. Betalingerne vedrører betalinger af regninger på posthus m.v. af virksomhedens udgifter. Hun bestrider derfor indklagedes oplysning om, at beløbet er kommet hende til gode.

Som følge af at hun forestod regnskab og bogføring, var hun bekendt med saldoen på kassekreditten. Dette fører ikke i sig selv til, at hun hæfter herfor. Betaling af virksomhedens regninger blev naturligt trukket på virksomhedens konto, hvilket indklagede var bekendt med. Hertil kommer, at indklagede modtog årsregnskaber, hvoraf deres privatforbrug fremgik.

Hun bestrider, at indklagede havde transport i tilskud fra Energistyrelsen. Indklagede bør fremlægge kopi af sådan transporterklæring, hvis den findes.

Når hun i 2000 og 2001 ikke skriftligt protesterede mod, at indklagede anførte, at hun hæftede for hele engagementet, skyldes det, at hun vurderede, at det ikke var klogt at gøre det på et tidspunkt, hvor M var i betalingsstandsning med ønske om en rekonstruktion.

Deres advokat gav udtryk for at repræsentere dem begge, da indklagede gav udtryk for, at både hun og M hæftede for hele engagementet. Betydningen heraf er mindre.

Hun stiller sig uforstående over for, at indklagede først omtrent et år efter boets salg af landbrugsejendommen modtog provenuet vedrørende ejerpantebrevet.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren deltog aktivt i virksomhedens drift, idet hun førte regnskab for virksomheden og på anden måde deltog aktivt. Klageren påtog sig at hæfte for kassekreditten, hvilket må anses som udtryk for, at hun og M drev virksomheden i forening. Klagen angår således et erhvervsmæssigt forhold, hvorfor den falder uden for Ankenævnets kompetence. Subsidiært bør sagen afvises, da det vil være nødvendigt med parts- og vidneforklaringer til en afgørelse af sagen. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bevilgede overtræk på kassekreditten blev aftalt mellem klageren, M og indklagede senest på mødet den 26. februar 1999.

Klageren trak på kassekreditten, også efter at maksimum på 250.000 kr. var overskredet. Klageren havde kendskab til budget- og regnskabsmaterialet for virksomheden og var derfor fuldt oplyst om det bevilgede overtræk. Havde klageren været af den opfattelse, at hun ikke hæftede for mere end de 250.000 kr., burde hun have ophørt med at hæve på kreditten, efter at maksimum var overskredet. Klageren hævede efter, at maksimum var overskredet for et samlet beløb på 419.237,93 kr.

Billånets provenu indgik på kassekreditten, som da var overtrukket. Klageren har herved accepteret, at hun sammen med M også hæftede for overtrækket.

Af skrivelserne af 14. januar 2000, 16. juni 2000 og 21. juni 2000 fremgår, at hele engagementet var opgjort. Hele engagementet blev også anført i skrivelsen af 31. maj 2001. Klageren har trods indholdet af disse skrivelser ikke anfægtet og protesteret over engagementets opgørelse og sin hæftelse. Først ved skrivelsen af 19. april 2001 stillede klageren spørgsmålstegn ved omfanget af sin hæftelse.

Såfremt Ankenævnet måtte nå til, at klageren ikke hæfter for kreditten ud over de 250.000 kr., vil klageren opnå en ubegrundet berigelse ved fortsat og uden risiko for sig selv og med et tab for indklagede til følge at have hævet et samlet beløb på 419.237,93 kr. og i denne forbindelse afdraget billånet uden reelt at hæfte for beløbet.

Med hensyn til indbetalinger, som indklagede har modtaget fra boet i form af provenuet af den faste ejendom samt en maskine og klagerens frikøb af bilen - i alt 742.196,62 kr. - er disse beløb gået til dækning af på betalingstidspunktet ikke-forældede renteudgifter indtil omkring december 2001. Først fra omkring december 2001 er der tale om renter, der ikke er inddækket af betalinger. Disse renter er imidlertid ikke forældet, idet forældelsesfristen er fem år.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerens ægtefælle M var indehaver af landbrugsvirksomheden, som blev drevet for M's regning og risiko. Dette stemmer med, at indklagede alene begærede M's bo taget under konkursbehandling men ikke klagerens. Klagerens underskrift på kassekreditkontrakten og hæftelsen for denne kan derfor ikke under de foreliggende omstændigheder føre til en afvisning af klagen som erhvervsmæssig, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Indklagedes påstand om afvisning med denne begrundelse tages derfor ikke til følge.

Det er ubestridt, at klageren hæfter for maksimum på kassekreditten, jf. herved klagerens underskrift af 5. oktober 1995 på kassekreditkontrakten, ligesom klageren hæfter for billånet, jf. herved klagerens underskrift af 25. november 1996 på lånedokumentet. Det forhold, at klageren ved brug af sit dankort tilknyttet kassekreditten disponerede over kreditten også efter, at maksimum på 250.000 kr. var overskredet, kan ikke i sig selv føre til, at klageren hæfter for overtrækket. Det er også uden betydning, at billånets provenu indgik på kassekreditten, idet kreditten alene blev anvendt som en mellemkonto i forbindelse med betalingen af bilen. Selvom klageren må anses for at have udvist passivitet i forhold til indklagedes skrivelser af 14. januar, 16. juni og 21. juni 2000 finder Ankenævnet heller ikke, at dette i sig selv kan føre til, at klageren hæfter for overtrækket.

Ankenævnet finder imidlertid, at klageren hæfter for den del af overtrækket, som hun har stiftet ved brug af sit dankort tilknyttet kassekreditten, såfremt der er tale om hævninger til brug for betaling af private udgifter ved hendes, M's og familiens underhold. Hertil skal lægges ydelserne på billånet. I det omfang klageren har anvendt sit dankort til betaling af sådanne udgifter, bør klageren som udgangspunkt hæfte herfor. Klageren hæfter således ikke for hævninger, der alene må anses at vedrøre landbrugsvirksomhedens forhold.

Da en bevisførelse vedrørende den beløbsmæssige størrelse af klagerens hæftelse i overensstemmelse med det foran anførte ikke kan ske for Ankenævnet men bør ske ved domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 2.

Som følge af anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.