Kaution, stiftelse, indfrielse.

Sagsnummer:590/1991
Dato:24-04-1992
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Kirsten Nielsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, stiftelse, indfrielse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved selvskyldnerkautionserklæring af 19. februar 1988 kautionerede klageren for ethvert beløb, som hans søster måtte være eller blive indklagede skyldig, uanset skyldgrund. Forpligtelsen var maksimeret til 200.000 kr. Ved gældsbrev af samme dato ydede indklagede søsteren et lån på 500.000 kr. Dette gældsbrev erstattedes af nyt gældsbrev den 11. marts 1988 på 507.000 kr.

Af et kontoudtog for et af søsteren og dennes ægtefælle drevet anpartsselskab fremgår, at låneprovenuet indsattes på en nyoprettet checkkonto tilhørende selskabet. Selskabet havde kort forinden flyttet pengeinstitutforbindelse til indklagede. Ifølge klageren har søsteren og dennes ægtefælle oplyst, at der fra selskabets checkkonto er betalt almindelig firmagæld, et ulovligt anpartshaverlån samt selskabets engagement med tidligere pengeinstitut, ligesom det er oplyst, at gælden til det tidligere pengeinstitut udgjorde 2-300.000 kr.

Ved stævning af 11. juni 1991 har indklagede sagsøgt klageren til betaling af 200.000 kr. ifølge kautionsforpligtelsen, idet det af stævningen fremgår, at kautionslånets debitor har misligeholdt sit engagement med indklagede. Sagen er af retten i Terndrup udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse er ugyldig.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det af de fremlagte lånedokumenter fremgår, at lånet af 19. februar 1988, for hvilken klageren har kautioneret, er indfriet ved det senere lån af 11. marts samme år. Klageren bør ikke være bundet af kautionsforpligtelsen, når lånets provenu er overført direkte til selskabets konto uden klagerens vidende, ligesom en større del af lånet er anvendt til indfrielse af gammel gæld i tidligere pengeinstitut uden klagerens viden. Hertil kommer, at indklagede uden klagerens samtykke har aflyst et ejerpantebrev stort 200.000 kr. i debitors ejendom uden at sikre sig pant i en anden ejendom, som debitor ejede på det pågældende tidspunkt, og hvilken ejendom klageren er bekendt med senere er solgt til debitors datter for restgælden. Klageren bestrider at have været til møde hos indklagede forinden påtagelsen af kautionsforpligtelsen. Underskriften på kautionsdokumentet er foretaget som en almindelig skrankeekspedition, hvor papirerne på forhånd lå klar til underskrift.

Indklagede har anført, at indklagedes daværende direktør har oplyst, at han tydeligt erindrer, at der forinden indklagedes overtagelse af selskabets engagement fra det tidligere pengeinstitut blev afholdt et møde, hvor også klageren deltog, og hvorunder klageren blev gjort bekendt med baggrunden for lånet. Baggrunden for at der foreligger to lånedokumenter er, at det første lån blev fejlagtigt beregnet, således at der blev behov for en forhøjelse. Det bestrides, at der er tale om, at indklagede har fået sikkerhed for gammel gæld, idet debitor og dennes ægtefælle var nye kunder hos indklagede. For så vidt angår aflysningen af et ejerpantebrev i debitors tidligere ejendom i forbindelse med salg frem for overflytning af pantebrevet til den anden ejendom, har indklagede anført, at den anden ejendom i forvejen var overbehæftet, hvorfor man af omkostningshensyn undlod at flytte pantebrevet.

Indklagede har bl.a. anført, at der forud for klagerens påtagelse af kautionsforpligtelsen blev afholdt et møde, på hvilket klageren blev gjort bekendt med baggrunden for lånet, medens klageren har bestridt at have deltaget i et sådant møde. Allerede af denne grund findes en stillingtagen til klagen at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.