Spørgsmål om uberettigede overførsler fra klagernes konti til konto tilhørende den ene klager og dennes ægtefælle. Passivitet.

Sagsnummer:270/2010
Dato:06-05-2011
Ankenævn:Kari Sørensen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Indlån - ægtefæller
Ledetekst:Spørgsmål om uberettigede overførsler fra klagernes konti til konto tilhørende den ene klager og dennes ægtefælle. Passivitet.
Indklagede:Middelfart Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om Middelfart Sparekasse uberettiget har efterkommet ønsker fra klagernes henholdsvis ægtefælle og far om at overføre beløb fra klagernes konti til familiens fælleskonto.

Sagens omstændigheder.

Ægtefællerne H og M blev kunder i Middelfart Sparekasse i 1998. Deres børn J og K født i henholdsvis 1990 og 1987, blev ligeledes kunder i sparekassen, idet der samtidig blev oprettet børneopsparinger.

Denne klage er indgivet af H, J og K.

H og M havde pr. 31. december 2008 en fælles lønkonto, en fælles budgetkonto og en fælles garantkonto. Desuden havde H og M hver en garantkonto.

Da parrets engagement blev overført til sparekassen indsatte H på sin garantkonto et større beløb, som stammede fra en arv. Ifølge en ægtepagt fra 1994 var arven H’s særeje.

Det fremgår af kontoudskrift vedrørende H’s garantkonto, at startsaldoen var ca. 165.000 kr., og at der i årene til og med 2009 blev udbetalt og overført beløb fra kontoen til parrets lønkonto i størrelsesordenen 20.000 kr. til ca. 80.000 kr. pr. gang. Efter en overførsel af 81.000 kr. den 30. maj 2002 var saldoen 905 kr. Der blev både før og efter sidstnævnte dato foretaget indbetalinger til kontoen, herunder blev der indbetalt børnefamilieydelse, og ca. en gang pr. måned blev der indbetalt et beløb på 1.000 kr. med posteringsteksten "Garantbog".

Det fremgår af kontoudskrift vedrørende J’s konto, at der i perioden, før han blev myndig, er udbetalt 30.000 kr. til M og overført 12.000 kr. til M og H’s fælles lønkonto, og at der efter han blev myndig, er overført 9.000 kr. til M og H’s fælles lønkonto.

Det fremgår af kontoudskrift vedrørende K’s konto, at beløb på henholdsvis 25.000 kr. og 23.000 kr. er blevet overført eller udbetalt, efter hun blev myndig.

Sparekassen har oplyst, at den har opkrævet et beløb på 300 kr. årligt for leje af bankboks siden april 1999. Sparekassen har ikke kunnet fremlægge en underskrevet bokslejeaftale, og har under sagen tilkendegivet over for H at ville tilbagebetale det opkrævede beløb.

I sommeren 2009 holdt sparekassen et møde med H om familiens økonomiske situation.

Pr. 31. december 2009 havde H’s egne konti en samlet saldo på 13.038,72 kr. Parrets fælleskonti havde en samlet saldo på 7.826,09 kr., og parret havde en gæld i sparekassen i form af et boliglån på 104.018,42 kr.

Parternes påstande.

Klagerne har den 1. maj 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagernes påstand således, at Middelfart Sparekasse skal tilbagebetale overtræksrenter og bokslejegebyr. Desuden skal sparekassen betale kompensation for de beløb, der uretmæssigt er overført fra H’s garantkonto og fra børnenes konti, efter de blev myndige. Endelig skal sparekassen kompensere for, at J’s børneopsparing ikke blev forlænget.

Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren H har anført, at hun ikke i forbindelse med skiftet til Middelfart Sparekasse blev oplyst om muligheden for at få en kreditorbeskyttet konto til sin arv. Hun har ikke været i kontakt med sparekassen i forbindelse med, at der er blevet hævet og udbetalt beløb fra hendes garantkonto. Det var M, der tog sig af familiens økonomi.

Hverken J eller K har samtykket til, at der blev hævet på deres konti.

Sparekassen blev anmodet om at forlænge bindingsperioden på J’s børneopsparing til J blev 18 år. Sparekassen har ikke efterkommet denne anmodning.

Sparekassen har opkrævet et beløb til betaling af en bankboks, som de ikke har modtaget nøgle til.

Sparekassen har aldrig givet H rådgivning i anledning af de store overtræk, der har været på hendes og M’s lønkonto. Der er tale om overtræk, der ikke ville kunne dækkes ind af normale lønninger, feriepenge m.v. Overtrækkene er blevet inddækket via H’s og M’s garantkonti, børneopsparingerne samt et forbrugslån på 100.000 kr. Sparekassen burde ikke have ladet dette overforbrug køre gennem 12 år.

Hun er aldrig blevet kontaktet af sparekassen, der alene henvendte sig til M, når deres konto var i overtræk.

Da hun blev klar over deres situation, bad hun om et møde med sparekassen.

Hun står tilbage med en kuldsejlet økonomi, en arv der er forsvundet og en gæld til sine børn.

Sparekassen har ikke villet hjælpe hende med at rette op på situationen.

Middelfart Sparekasse har anført, at den ikke var bekendt med, at H’s arv var særeje. H ville ikke have kunnet oprette en kreditbeskyttet konto, da der var tale om et arvet beløb og ikke et beløb, som stammede fra erstatning eller pensionsmidler. Beløbet var efter det oplyste ikke båndlagt.

Der er ikke noget der tyder på, at der uretmæssigt er disponeret over H’s garantkonto. Dette støttes af, at hæve- og overførselsmønsteret på henholdsvis M’s og H’s garantkonto svarer til hinanden, således at der typisk samtidig er overført tilsvarende beløb fra M’s konto, når der er overført beløb fra H’s konto til parrets fælles lønkonto.

Kun i tre tilfælde er overførslerne blevet foretaget af en medarbejder i sparekassen. I andre tilfælde er overførslerne sket ved henvendelse ved kassen i sparekassens afdeling i Strib.

Beløbene fra J’s konto er blevet overført ved kassen i sparekassens afdeling i Vejle. Efter J blev myndig, har sparekassens medarbejder overført 9.000 kr., men husker ikke hvem der foranledigede denne overførsel.

Beløbene fra K’s konto er blevet overført ved kassen i sparekassens afdeling i Strib.

Sparekassen har ikke modtaget en anmodning om forlængelse af J’s børneopsparing.

Familiens forbrug har været meget højt. Sparekassen blandede sig ikke i dette, da familien var i stand til selv at finansiere forbruget.

H har ikke efterspurgt rådgivning. H fik løbende tilsendt kontoudtog, der viste saldi på de forskellige konti.

Midlerne fra arven på H’s garantkonto blev reelt opbrugt i 2002, hvilket H ikke har reageret på.

Når der ses på familiens forbrugsmønster, er der ikke noget der tyder på, at M har anvendt større beløb til privat brug.

Der er ikke noget, der tyder på, at børnenes medfinansiering af familiens forbrug er sket uden deres accept. J og K havde begge indtil august 2009 bopæl hos forældrene. Ingen af dem har protesteret mod de foretagne overførsler og hævninger, selvom de fremgik af deres årsopgørelser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet bemærker, at Middelfart Sparekasse har tilbudt klagerne at tilbagebetale det beløb, som sparekassen har opkrævet for leje af bankboks.

Det er ikke godtgjort, at Middelfart Sparekasse begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med, at H og M skiftede pengeinstitut i 1997. Ankenævnet bemærker, at H ikke ville have kunnet indsætte de midler, hun havde arvet på en kreditorbeskyttet konto efter retsplejelovens § 513, og at arven efter det oplyste ikke var båndlagt.

H har ikke sandsynliggjort eller godtgjort omstændigheder, der tyder på, at der er foretaget uberettigede dispositioner over midlerne på garantkontoen. Det kan ikke pålægges sparekassen så lang tid efter at klarlægge de nærmere omstændigheder vedrørende disse dispositioner.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Middelfart Sparekasse havde en pligt til på eget initiativ at rette henvendelse til H og rådgive om familiens økonomiske situation.

Ankenævnet finder ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, hvorvidt der er foretaget uberettigede dispositioner på konti tilhørende J og K. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene afvises denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Middelfart Sparekasse har undladt at efterkomme en anmodning om forlængelse af J’s børneopsparing.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende dispositionerne på konti tilhørende J og K.

Klagen tages ikke i øvrigt til følge.