Spørgsmål om kautionshæftelse efter udtræden af selskab, som kautionen vedrørte.

Sagsnummer:168/2006
Dato:06-12-2006
Ankenævn:Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Bent Olufsen
Klageemne:Kaution - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om kautionshæftelse efter udtræden af selskab, som kautionen vedrørte.
Indklagede:BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens kautionshæftelse for et selskab, som han udtrådte af i 2004.

Sagens omstændigheder.

I 2001 drev klageren erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab, som han og en tredjemand, T, ejede. Selskabet og T havde samme adresse.

Den 13. juni 2001 underskrev klageren og T en kautionserklæring, hvorefter de påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse, som selskabet "nu har og senere måtte få" over for indklagede. Ifølge kautionserklæringens særlige bestemmelser var klagerens forpligtelse begrænset til 300.000 kr. T var bemyndiget til at "modtage enhver meddelelse på mine [klagerens] vegne, herunder de i bank- og sparekasselovens § 41 omhandlede meddelelser."

Ved kreditkontrakt af 25. juli 2001 blev selskabets kassekredit hos indklagede forhøjet med 92.000 kr. til 482.000 kr. Kreditkontrakten blev underskrevet af T på selskabets vegne.

Klageren har oplyst, at han i 2004 udtrådte af virksomheden og selskabet. Det blev i forbindelse hermed aftalt, at T skulle opsige hans kaution over for indklagede. Til sikkerhed for selskabets engagement skulle indklagede i stedet have pant i T's andel af virksomheden. Pantets værdi oversteg væsentligt kredittens maksimum.

Klageren har anført, at han i efteråret 2004 kontaktede indklagede for at sikre sig, at kautionen var bortfaldet. Indklagede oplyste, at han ikke hæftede for noget. I november 2005 kontaktede han igen indklagede, fordi han havde fået nogle oplysninger, der gjorde ham lidt urolig. Ved henvendelsen bekræftede indklagede på ny, at han ikke hæftede.

Indklagede har anført, at de medarbejdere, der var tilknyttet engagementet, har fratrådt deres stillinger, og at det derfor ikke kan afklares, hvornår indklagede blev bekendt med klagerens udtræden af virksomheden og klagerens ønske om at blive frigjort for kautionsforpligtelsen. Ifølge de interne notater på sagen blev spørgsmålet om frigivelse af klagerens kaution taget op den 14. januar 2005. Der blev efterfølgende afholdt møde med T om spørgsmålet, og den 22. september 2005 blev det besluttet, at klagerens kaution ikke kunne frigives. Af notaterne fremgår endvidere, at klageren rettede henvendelse den 29. november 2005 vedrørende spørgsmålet om frigivelse af kautionsforpligtelsen.

Ved skrivelse af 6. december 2005 informerede indklagede klageren om kautionsforpligtelsen på 300.000 kr. i henhold erklæringen af 13. juni 2001.

Klageren gjorde indsigelse imod kautionen og anførte bl.a., at indklagede flere gange havde bekræftet, at han ikke hæftede for noget.

Ved skrivelse af 17. januar 2006 meddelte indklagede bl.a.:

"…

Vi har ingen oplysninger om en aftale, mellem dig og [selskabet], hvor kautionen skulle slettes i forbindelse med overtagelsen af de sidste 25 % af virksomheden. Vi kan derfor ikke svare på, hvorfor du tidligere har fået at vide at kautionen er slettet."

Ved skrivelser af henholdsvis 23. maj og 6. juni 2006 gav indklagede klageren meddelelse om, at selskabets kassekredit var overtrukket med ca. 15.000 kr.

Ved skrivelse af 20. juni 2006 gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren, idet overtrækket på kreditten ikke var blevet indfriet.

Under sagen har indklagede fremlagt kontoudskrifter for kreditten for perioden 31. marts 2004 - 30. juni 2006.

Pr. den 31. marts 2004 havde kreditten en saldo på 443.255,28 kr. (negativ).

Den 18. august 2004 blev der indsat 33.719,37 kr., hvorefter saldoen var 425.677,24 kr. (negativ). Gælden på kreditten steg herefter løbende som følge af tilskrivning af renter og gebyrer. Ved rentetilskrivningen pr. den 30. juni 2005 blev kredittens maksimum overskredet med ca. 2.000 kr. I løbet af efteråret 2005 steg overtrækket til ca. 14.000 kr. Overtrækket blev indfriet den 15. november 2005 ved en indbetaling på 25.000 kr., hvorefter kreditten havde en saldo på 471.607,91 kr. (negativ). Ved rentetilskrivningen den 30. december 2005 opstod der et overtræk på ca. 2.000 kr. Overtrækket blev forøget til ca. 14.000 kr. ved rentetilskrivningen pr. den 31. marts 2006.

Parternes påstande

Den 3. juli 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede i efteråret 2004 og i november 2005 oplyste, at han var frigjort for kautionsforpligtelsen. Indklagede bør vedstå sin oplysning om, at han ikke hæfter.

Efterfølgende konstaterede indklagede, at der var tale om en fejl, som var opstået, fordi engagementet alene var registreret under T's CPR-nr./navn.

Indklagede blev først opmærksom på fejlen i forbindelse med henvendelsen i november 2005, selvom man i forbindelse med tidligere møder om engagementet havde haft rig lejlighed til at kontakte ham om kautionen.

Den medarbejder, som han talte med i november 2005, beklagede, at han tidligere havde fået at vide, at kautionen var slettet, hvilket også fremgår af skrivelsen af 17. januar 2006, der er udarbejdet af den pågældende medarbejder.

På baggrund af aftalen med T og indklagedes bekræftelse var han i 100 % god tro med hensyn, til at kautionen var bortfaldet. Han havde derfor ikke anledning til at "holde øje" med det kautionssikrede engagement og at sikre sig, at engagementet blev afviklet som forudsat.

I 2004, hvor engagementet ikke var overtrukket eller på anden måde usikret, kunne han være blevet frigjort for kautionen.

Før henvendelsen i november 2005 havde han ikke modtaget nogen oplysninger om kreditten, herunder om overtræk m.v.

Selvom han havde bemyndiget T til at modtage meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, er hans regreskrav blevet forringet som følge af indklagedes misinformation.

Sagen bør ikke afvises som erhvervsmæssig, idet der er tale om en privat kaution. I kautionserklæringen henvises til indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder.

Sagen bør heller ikke afvises som følge af bevisusikkerhed, da der foreligger både mundtlige og skriftlige beviser for, at indklagede har givet har givet ham forkerte oplysninger.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig, idet der er tale om erhvervskaution. Endvidere foreligger der bevisusikkerhed med hensyn til klagerens kontakt med de nu fratrådte medarbejdere.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren gyldigt har tiltrådt kautionsforpligtelsen på max. 300.000 kr.

Klageren har ikke fået meddelelse fra indklagede om, at forpligtelsen er bortfaldet, og klageren har ikke dokumenteret sin påstand herom.

Ifølge indklagedes interne notater, der er fremlagt under sagen, blev spørgsmålet om frigivelse af klageren som kautionist drøftet i 2005 og endeligt afslået den 22. september 2005. Man har ikke noteret nogen henvendelse fra klageren angående kautionsforpligtelsen før den 29. november 2005.

En eventuel frigivelse af kautionen ville være en forretningsmæssig uforståelig beslutning henset til udviklingen i det sikrede engagement. I så fald ville dette fremgå af notaterne og være meddelt skriftligt til klageren.

Gælden på kassekreditten har i perioden ikke været lavere end 425.000 kr.

Overtrækket, der opstod den 30. juni 2005, blev inddækket inden seks måneder. Ved skrivelsen af 23. maj 2006 fik klageren meddelelse om det overtræk, der opstod den 30. december 2005. Klageren har derfor fået rettidig meddelelse om overtrækkene, jf. nu § 47 i lov om finansiel virksomhed. Klageren havde bemyndiget T til at modtage eventuelle meddelelser, og det er ikke godtgjort, at klagerens mulighed for regres er blevet forringet.

Skrivelsen af 17. januar 2006 skal læses i forlængelse af klagerens vedholdende påstand om frigivelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han i efteråret 2004 og igen i november 2005 af medarbejdere hos indklagede fik oplyst, at han var frigjort for kautionsforpligtelsen. Dette er bestridt af indklagede. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.