| Sagsnummer: | 65/2025 |
| Dato: | 23-09-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen. |
| Klageemne: | Udlån - øvrige spørgsmål Udlån - rente Rente - udlån Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om for høj rente på forbrugslån og indsigelse mod størrelse af restgæld. |
| Indklagede: | Bank Norwegian |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse om for høj rente på forbrugslån og indsigelse mod størrelse af restgæld.
Sagens omstændigheder
Den 31. august 2017 optog klageren et lån på 160.000 kr. i Bank Norwegian.
Om ansøgningsprocessen har banken oplyst, at klageren i låneansøgningen angav sin årlige indtægt som funktionær til 504.000 kr. og sin samlede gæld til 600.000 kr. Klageren var single og ejede en andelsbolig.
Banken har endvidere oplyst, at den indhentede oplysninger via Kreditstatus og RKI og lagde desuden vægt på den af klageren ”indsendte dokumentation”. Efter en gennemgang af den indhentede information gik banken ud fra en indtægt på 360.000 kr. og en boliggæld på 600.000 kr.
Af gældsbrev af 31. august 2017 fremgår blandt andet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.131 kr. med forfaldsdato den første i hver måned, at den pålydende rente udgjorde 17,99 % p.a., at debitorrenten udgjorde 19,41 % p.a., og at det totale beløb til tilbagebetaling var opgjort til 302.424,17 kr.
Af bankens ”Almindelige betingelser for forbrugslån december 2015” fremgår blandt andet:
”… 7) Rente
Bank Norwegian har ret til uden varsel at ændre rentesatsen for kreditten når ændringen er til fordel for kontohaver, eller når renteændringen har saglig grund med udgangspunkt i beslutninger som påvirker pengemarkedsrenten, ændringer i obligationslånsrenten, andre kreditpolitiske beslutninger eller ændringer i det generelle renteniveau for bankernes indlån der har betydning for Bank Norwegian. Bank Norwegian har også ret til at ændre renten når ændringen har saglig grund i forhold til Bank Norwegians indtjeningsevne, omstrukturering af Bank Norwegians indskudspolitik eller særlige omstændigheder fra Bank Norwegians side og når ændringerne har sagligt grundlag i forhold til myndighedernes syn på bankernes rentepolitik. Ændringerne i de her nævnte tilfælde beror på omstændigheder som er uden for Bank Norwegians kontrol.
Bank Norwegian har ret til med en (1) måneds varsel at ændre rentesatsen med saglig grund i individuelle omstændigheder vedrørende kreditten, for eksempel når der sker andre ændringer for Bank Norwegian som medfører en øget risiko for Bank Norwegian.
…
8) Morarente, misligholdelse, omkostninger og rykkerskrivelser
Såfremt den månedlige ydelse ikke betales rettidigt tillægges særskilte morarenter, se de Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger sidst i aftalen.
Hvis en ydelse ikke er betalt rettidigt, sender Bank Norwegian rykkerskrivelser til kredittageren mod gebyr. Hvis kredittageren misligholder en aftale med Bank Norwegian, kan Bank Norwegian forlange betaling for eventuelle inkassoomkostninger i henhold til gældende lovgivning. …”
Banken har fremlagt fakturaer sendt til klageren med forfaldsdato den 1. oktober 2017, 1. november 2017 og 1. december 2017.
I november 2017 ansøgte klageren banken om låneforhøjelse til 309.690 kr., hvilket banken imødekom.
Om ansøgningsprocessen for låneforhøjelsen har banken oplyst, at klageren angav sin årlige indtægt som funktionær til 624.000 kr. og sin samlede gæld til 620.000 kr. Klageren var single og ejede en andelsbolig.
Banken har endvidere oplyst, at den via Kreditstatus indhentede oplysninger om, at klageren havde et udestående på 159.689,01 kr., hvori lånet hos banken var inkluderet. Banken beregnede omkostningerne for den gæld, som klageren oplyste i ansøgningen og indsamlede yderligere oplysninger fra registre som Kreditstatus og eSkat. Efter en gennemgang af den indhentede information gik banken ud fra en indtægt på 624.000 kr. og 779.689,01 kr. i gæld.
Af gældsbrev af 30. november 2017 fremgår blandt andet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.934 kr. med forfaldsdato den første i hver måned, at den pålydende rente udgjorde 17,99 % p.a. og at det totale beløb til tilbagebetaling var opgjort til 891.519,21 kr.
Banken har fremlagt fakturaer sendt til klageren med forfaldsdato den 1. januar 2018 og 1. februar 2018.
Banken har oplyst, at klageren i februar 2018 ansøgte om forhøjelse af sit lån, hvilket banken afslog.
Ved breve af 15. februar 2018 og 15. marts 2018 sendte banken rykkerskrivelser til klageren, da banken ikke havde modtaget månedlige indbetalinger fra klageren.
Ved brev af 15. april 2018 sendte banken et inkassovarsel til klageren, hvori banken gav klageren en frist til at betale det skyldige beløb. Banken meddelte endvidere, at sagen ville blive overdraget til bankens inkassobureau med henblik på retslig inddrivelse, hvis ikke klageren betalte inden fristen.
I juli 2021 solgte banken sit krav mod klageren til sit inkassobureau.
Parternes påstande
Den 4. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Bank Norwegian skal fritage ham fra hans låneaftale og fjerne de ulovlige renter og nedsætte renten til 2 %. Derudover skal banken give ham en detaljeret oversigt over hans indbetalinger og en nøjagtig beregning af det resterende beløb efter disse rettelser. Banken skal også give ham et fair tilbud på restbeløbet.
Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han føler sig bondefanget. Han har opdaget, at de vilkår, der skulle gælde for lånet, ikke er reflekteret i låneaftalen. Specifikt er det renterne, der oprindeligt fremgik til at være på 2 %, men som nu er steget til næsten 20 %. Dette skaber store økonomiske problemer for ham og virker urimeligt og uretfærdigt.
Det er med stor bekymring, han har set på de renter og gebyrer, som er blevet pålagt hans gæld, og han mener, at de er ulovlige og har forværret situationen for ham som forbruger.
Han beder derfor om en gennemgang af sagen samt en justering af renten tilbage til det oprindelige niveau på 2 %, sådan som det var stillet i udsigt ved lånets oprettelse.
Han ønsker også en forklaring på denne markante renteændring. Derudover vil han klage over den manglende vejledning ved lånets oprettelse som skete via bankens hjemmeside. Der er tiltrækkende ord på hjemmesiden såsom ”2 % i rente”, ”vi er billigere end din bank” mv., som alt sammen viste sig at være faktuelt forket.
Han kan ikke fremvise dokumentation fra år 2017, hvor renten blev angivet til 2 %. Det er misvisende, når der skrives omkring renteniveauet, at renten spænder fra 2-10 % og den lånetype, man klikker på er 2 %.
Det virker meget fornuftigt, at man som kunde som minimum læser aftalen grundigt igennem og bruger den nødvendige tid på at sætte sig ind i aftalen mv. Han skal dog påpege, at setuppet ikke fremgår sådan, som det fremstilles af banken eller på dennes hjemmeside. Derudover er det vanskeligt at finde kontaktoplysninger eller muligheder for direkte kommunikation med bankens kundeservice. Dette forhindrer kunderne i at få den nødvendige assistance ved gennemgangen af aftaler. Kundeservice svarer ikke, man er altid nummer 37 i køen. Som han erindrer det, stod der ”skriv under hurtigt og få pengene udbetalt” og så kommer man frem til underskrift og modtager først aftalen med underskrift efterfølgende.
Han optog begge lån i god tro og med en forventning om den oplyste rente på 2 % indtil han fandt ud af, at det ikke hang sammen med det, der blev trukket fra hans konto.
Med denne opstilling med udgangspunkt i hans løn, ville han aldrig have optaget disse lån, fordi de ikke afspejler hans indtjening, derfor vil det ikke hænge sammen for ham – det gør det kun med den oplyste rente på 2 %. Derfor har det formodningen imod sig, at han skulle stifte et lån, som ikke hænger sammen med hans økonomi, som banken også fik fuld adgang til, og banken kunne nemt vurdere, at tallene ikke hænger sammen med de renter, som den nu oplyser.
Det er ikke det, som han i 2017 gik med til, og han føler sig bevidst vildledt samt bondefanget i et lån, som absolut ikke afspejler hans indtjening. Banken havde fuld adgang til alle relevante oplysninger om hans økonomiske situation på tidspunktet for låneansøgningen.
På trods af hans økonomiske information valgte banken at tilsidesætte dem og godkendte alligevel lånene.
Bank Norwegian har blandt andet anført, at det ikke er korrekt, at banken på tidspunktet for klagerens optagelse af lånet reklamerede med en rente på 2 %.
Af gældsbrevet fremgår, at den pålydende rente på tidspunktet for klagerens lånoptagelse udgjorde 17,99% p.a., hvilket er underskrevet af klageren.
På tidspunktet for klagerens lånoptagelse havde klageren fuld tilgang til at læse og stille spørgsmål til vilkårene for det optagede lån. Det må forventes, at man ved optagelse af lån som minimum læser gældsbrevsaftalen grundigt igennem og bruger den nødvendige tid på at sætte sig ind i aftalen før der underskrives.
Kundeservice i banken er tilgængelig for spørgsmål indenfor afdelingens åbningstid. Det er ikke korrekt, at man ikke kan komme i kontakt med kundeservice. At der er kø på telefonerne, vidner netop om, at det er muligt at ringe til banken. Det er en balance at have hænder nok til at holde en telefonkø nede, hvilket er noget, banken er opmærksom på, netop for at kunne servicere kunderne hurtigst muligt.
I bankens interne log over kontakt med klageren er der ikke notater, der omhandler forståelsesspørgsmål til renten fra klageren.
Klageren ansøgte om låneforhøjelse i november 2017, hvilket umiddelbart må vise, at klageren ikke har været utilfreds med lånevilkårene på det første lån.
Der er ikke sket ulovlig rentetilskrivning. Der henvises til bankens ”Almindelige betingelser for forbrugslån december 2015” pkt. 7 og bankens rettigheder til at ændre renten i løbet af lånets løbetid.
Klageren er i låneaftalen oplyst om, at betalinger skal forfalde til den første i hver måned. Klageren har ikke overholdt de aftalte betalingsfrister, hvilket har resulteret i forsinkede betalinger. Ifølge bankens interne politikker og de gældende regler for forbrugslån er banken berettiget til at sende sagen til inkasso ved gentagne eller væsentlige betalingsmisligholdelser.
Banken har løbende kommunikeret med klageren og sendt påmindelser om de manglende betalinger. Klageren er blevet informeret om konsekvenserne af forsinkede betalinger, herunder muligheden for, at sagen kan blive sendt til inkasso.
Bankens beslutning om at sende sagen til inkasso er i overensstemmelse med gældende lovgivning og bankens interne retningslinjer. Inkassoproceduren er iværksat for at sikre, at banken kan inddrive det skyldige beløb på en retfærdig og lovlig måde.
I henhold til låneaftalen og gældende lovgivning har banken ret til at opkræve renter og gebyrer for forsinkede betalinger. Disse omkostninger er blevet korrekt beregnet og opkrævet i overensstemmelse med de aftalte vilkår.
Det er klagerens ansvar at sikre rettidig betaling af de aftalte ydelser. Banken har gjort sit bedste for at informere og vejlede klageren om betalingsforpligtelserne og konsekvenserne af forsinkede betalinger.
Banken har en nøje proces for sine kreditvurderinger, og banken kan slå helt fast, at der ikke er tilsidesat økonomiske oplysninger i en vurdering af nogen af bankens kunders ansøgninger.
Vurderingen af tilbagebetalingsevne er en vigtig del af ansvarlig lånevirksomhed, primært for at forhindre at kunden kommer til at sidde med mere gæld, end han/hun kan betjene, men det er også vigtigt for banken selv at kunne styre risikoen i bankens udeståender. Banken har etableret en god internkontrol for at sikre, at banken efterkommer reglerne og gør løbende ændringer i kreditmodellerne ud fra ændringerne i risiko og regulatoriske krav. Bank Norwegian har klare retningslinjer for at vurdere betalingsevnen.
Når en ansøger sender en ansøgning om lån til banken, kontrollerer banken betalingsevnen ud fra egne modeller og beregninger. Denne er baseret på den enkelte ansøgers økonomiske forhold. Det er nødvendigt for banken at vide, hvor meget af sin indkomst, som ansøgeren disponerer over efter fratræk af eksisterende og nye låneomkostninger, boligomkostninger, faste udgifter og rådighedsbeløb. Banken benytter altid denne beregning, når den vurderer kreditværdigheden hos en ansøger.
Ved hver beregning laves der en individuel vurdering, hvor der tages højde for en række af ansøgerens udgiftsposter, herunder antal personer i husstanden, civilstatus, om personen ejer bil, eksisterende kreditter og lån, nye låneomkostninger m.fl. Banken stiller også en række spørgsmål i låneansøgningen om bl.a. ansøgers familiesituation, levevilkår, ejerskab til bolig m.fl.
For at verificere oplysningen fra en uafhængig tredjepart fremskaffes en del af informationen ved opslag i offentlige registre, men hvor det ikke er muligt, så beder banken ansøger give oplysningerne i ansøgningsskemaet.
Banken kunne med rette basere kreditvurderingen på de oplysninger, som er indhentet om klageren. Baseret på de opførte oplysninger, ligningstal, modtaget dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger finder banken ingen indikation på, at klageren ikke skulle have været vurderet kreditværdig på det tidspunkt, hvor lånet og forhøjelsen blev bevilget.
Ankenævnets bemærkninger
Den 31. august 2017 optog klageren et lån på 160.000 kr. i Bank Norwegian.
Banken har oplyst, at klageren i låneansøgningen angav en årlig indtægt som funktionær på 504.000 kr. og sin samlede gæld til 600.000 kr. Banken indhentede oplysninger via Kreditstatus og RKI og lagde desuden vægt på den af klageren ”indsendte dokumentation”. Efter en gennemgang af den indhentede information gik banken ud fra en indtægt på 360.000 kr. og en boliggæld på 600.000 kr.
Af gældsbrev af 31. august 2017 fremgår blandt andet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.131 kr. med forfaldsdato den første i hver måned, at den pålydende rente udgjorde 17,99 % p.a., og at det totale beløb til tilbagebetaling var opgjort til 302.424,17 kr.
I november 2017 ansøgte klageren banken om låneforhøjelse til 309.690 kr., hvilket banken imødekom.
Banken har oplyst, at klageren i låneansøgningen angav en årlig indtægt som funktionær på 624.000 kr. og sin samlede gæld til 620.000 kr. Banken indhentede oplysninger om klageren via Kreditstatus om et udestående på 159.689,01 kr., hvori lånet til banken var inkluderet. Banken indhentede desuden yderligere oplysninger om klageren fra eSkat. Efter en gennemgang af den indhentede information gik banken ud fra en indtægt på 624.000 kr. og en gæld på 779.689,01 kr.
Af gældsbrev af 30. november 2017 fremgår blandt andet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.934 kr. med forfaldsdato den første i hver måned, at den pålydende rente udgjorde 17,99 % p.a., og at det totale beløb til tilbagebetaling var opgjort til 891.519,21 kr.
Ved breve af 15. februar 2018 og 15. marts 2018 sendte banken rykkerskrivelser til klageren, da banken ikke havde modtaget månedlige indbetalinger fra klageren.
Ved brev af 15. april 2018 sendte banken et inkassovarsel til klageren med en frist til at betale det skyldige beløb. Banken meddelte, at sagen ville blive overdraget til bankens inkassobureau for inddrivelse, hvis ikke klageren betalte inden fristen.
I 2021 solgte banken sit krav mod klageren til sit inkassobureau.
Klageren har anført, at låneaftalerne ikke reflekterer den rente på 2 %, som banken angav på sin hjemmeside, og som var hans forudsætning for at optage lånene, og at hans økonomi ikke kunne bære den i låneaftalerne angivne rente, hvilket banken burde have set ved aftalens indgåelse.
Banken har anført, at den ikke på tidspunktet for klagerens indgåelse af låneaftalerne reklamerede med en rente på 2 %, og at den i øvrigt ikke har tilsidesat økonomiske oplysninger i kreditværdighedsvurderingen af klageren.
Det følger af gældsbrevslovens § 1, at den, der udsteder et gældsbrev, ikke derved mister indsigelser fra det retsforhold, der gav anledning til gældsbrevets udstedelse, medmindre andet er aftalt eller følger af særlige omstændigheder. Ankenævnet finder, at klagen over banken ikke skal afvises, selv om banken har solgt lånet til sit inkassobureau i juli 2021, og selv om inkassobureauet måtte have sendt kravet mod klageren i fogedretten, da klagen vedrører spørgsmålet, om der foreligger ugyldighed i det retsforhold, der gav anledning til låneaftalens udstedelse.
Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverenes skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Inge Kramer og Jimmy Bak – udtaler:
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditvurderingen indhentede information om klagerens situation og økonomi, herunder oplysninger om civilstatus, jobfunktion, boligform, indkomst og gæld.
Oplysningerne om klagerens økonomi blev indhentet fra klageren og fra opslag i Kreditstatus, RKI og eSkat.
Vi lægger efter det oplyste til grund, at banken på grundlag heraf foretog kreditværdighedsvurdering af klageren.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder vi, at der ikke er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalerne kan tilsidesættes helt eller delvist som ugyldige i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i denne del af klagen.
Af gældsbrevene af 31. august 2017 og 30. november 2017 fremgår, at den pålydende rente udgjorde 17,99 % p.a. Vi finder det ikke godtgjort, at banken ved låneoptagelserne lovede klageren en fast rente på 2 % p.a. på forbrugslånet.
Vi finder i øvrigt, at den pålydende rente på 17,99 % p.a. ikke kan tilsidesættes som urimelig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Vi stemmer derfor for, at klageren heller ikke får medhold i denne del af klagen.
Vi bemærker, at banken solgte sit krav mod klageren i juli 2021, og at banken således ikke længere har et restkrav mod klageren, hvorfor klageren må indgå i en dialog med inkassobureauet om eventuel nedsættelse af hans restgæld.
To medlemmer – Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen – udtaler:
Vi finder, at dokumentation for fyldestgørende kreditværdighedsvurdering påhviler långiver. Vi finder ikke, at banken foretog fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c. Vi har herved navnlig lagt vægt på, at banken alene indhentede dokumentation for klagerens gæld, og ikke dokumentation for klagerens indtægter eller oplysninger om klagerens faste udgifter, og at banken på baggrund af udokumenterede oplysninger bevilgede klageren lånet og låneforhøjelsen.
Vi finder, at det ikke er dokumenteret, at banken foretog en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Ud fra en samlet vurdering af klagerens økonomiske forhold, finder vi derfor, at låneaftalerne skal tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftaleloven §§ 38 c, jf. 36, og at banken skal godskrive klageren renter, gebyrer og omkostninger på låneaftalerne.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.