Spørgsmål om indeståelse eller rådgivningsansvar i forbindelse med investering i Plus Invest Plus Råvarer Super 2013.

Sagsnummer:678/2009
Dato:19-01-2010
Ankenævn:Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmsberg, Ole Jørgensen og Jørn RAvn
Klageemne:Rådgivning - investering
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Spørgsmål om indeståelse eller rådgivningsansvar i forbindelse med investering i Plus Invest Plus Råvarer Super 2013.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens køb i 2006 af Plus Invest Plus Råvarer Super 2013 via Roskilde Bank.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1950, var i 2006 kunde i Roskilde Bank.

Ved brev af 9. marts 2006 anbefalede banken klageren at investere i Plus Invest Plus Råvarer Super 2013, som blev udbudt i foråret 2006 med tegningsperiode fra den 15. marts til den 4. april 2006. Tegningskursen var 110. Udsteder var Big 5 A/S. Tegning kunne ske via blandt andre Roskilde Bank. Af brevet fremgår bl.a.:

"…

Interessant obligation

Den nye obligation adskiller sig fra de tidligere, men det gør den bestemt ikke mindre interessant. Afkastet dannes ud fra udviklingen i udvalgte råvareindeks indenfor energi, industri- og ædelmetaller. Og det særlige ved PLUS Råvare 2013 er at den vil give et attraktivt afkast uanset om råvarepriserne stiger, forbliver uændrede eller ikke falder væsentligt! Kun markante fald vil altså gøre investeringen mindre attraktiv.

…"

Af et løsblad om papiret fremgår bl.a.:

Hvem bør købe

Mange har været vant til at spare op kontant, eller købe helt almindelige obligationer, og har måske svært ved at overskue de nye obligationer som vi nu tilbyder. De nye ord og begreber bør dog ikke holde nogen tilbage.

Vi har valgt at udbyde denne nye obligation fordi vi tror den vil blive en lang bedre investering end traditionelle obligationer.

Læg om nu

Netop nu er tidspunktet for omlægning af almindelige obligationer gunstigt. Obligationskurserne er nedadgående, og værditab må forventes. Med PLUS Råvarer 2013 har du altid sikkerhed for at få kurs 100 ved udløb.

…"

Af et faktaark om Plus Invest PLUS Råvarer 2013 fremgår bl.a.:

"…

Investering i PLUS Råvarer Super 2013*

"



"

Positivt afkast, hvis spotkurserne på de udvalgte råvarer stiger, forbliver uforandrede eller ikke falder markant.


Udstedes til kurs 110 og indløses til minimum kurs 100** ved udløb.

Priserne på råvarer er generelt steget ganske betydeligt over de seneste ti år som følge af en stærk efterspørgsel kombineret med begrænsede muligheder for at øge udvindingen af råvarer. Det aktuelle prisniveau virker sundt og velfunderet, men dog med risiko for fremtidige moderate prisfald.

Det særlige ved PLUS Råvarer Super 2013 er, at den er konstrueret, så investor sagtens kan opnå et attraktivt afkast, selvom spotpriserne på de enkelte råvarer er faldet noget ved udløb.

Sådan bestemmes afkastet

Afkastet genereres fra en finansiel forventning, hvori der indgår cirka 15 råvarer inden for energi, industrimetaller og ædelmetaller til industrielt brug. Den finansielle forventning tilpasses med en defensiv strategi, der skal beskytte afkastet.

Fire mulige indfrielseskurser

For hver enkelt af råvarerne, der indgår i den finansielle forventning, bliver der på pricingdagen fastsat tre Trigger Niveauer, som typisk ligger 40 til 50 procent under spotkursen på pricingdagen. Et Trigger Niveau er en fastsat grænse for, hvor meget spotkursen må falde målt ved udløb, før der indtræder en såkaldt Trigger Event.

*







***

For at få den fulde information om obligationen, herunder om beskatning og risiko, henvises til resumé, registreringsdokument og værdipapirnote, som du kan få udleveret hos dit pengeinstitut eller hente fra www.plusinvest.dk.


Sikres ved investering i AAA-rated sikkerhedsobligation, som er den højeste opnåelige rating.

Beregnet ved markedsforholdene, den 7. marts 2006. Forventet indfrielseskurs fastsættes endeligt på pricingdagen, den 6. april 2006. Udstedelsen af PLUS Råvarer 2013 aflyses, hvis forventet indfrielseskurs bliver fastsat til under 187,50 på pricingdagen.

Antal Trigger-
events

Beregning med 100,00 kr. nominelt

Forv. Indfr.kurs
ved udløb

0

Forv. Indfr.kurs***

225,00

1

100.00+(2/3 x Forv. Indfr.kurs - 100,00))

183,33

2

100.00+(1/3 x Forv. Indfr.kurs - 100,00))

141,67

3 eller flere

100,00=Minimumsindfrielseskursen

100,00


For en detaljeret gennemgang af PLUS Råvarer Super 2013 henvises til resumé, registreringsdokument og værdipapirnote, som du kan få udleveret hos dit lokale pengeinstitut eller hente via www.plusinvest.dk.

Med PLUS Råvarer Super 2013 opnår investor et attraktivt afkast, hvis spotpriserne på de udvalgte råvarer stiger, forbliver uforandret eller endda ikke falder markant.

…"

Den 18. april 2006 gennemførte banken klagerens køb af nominelt 100.000 kr. Plus Råvarer Super 2013 til kurs 110, svarende til en kursværdi på 110.000 kr.

Den 1. juni 2007 underskrev klageren et dokument om sin risikoprofil for en ratepension. Investeringshorisonten var 5 år og risikovilligheden blev angivet med tallet 4 (1-3 = lav risiko, 4-7 = mellemrisiko, 8-10 = høj risiko).

I forbindelse med ikrafttrædelsen af MiFID reglerne den 1. november 2007 blev der udarbejdet et dokument om klagerens investeringsprofil. Investeringshorisonten var 3 år for såvel ratepension som frie midler, og risikovilligheden var uændret 4.

Ifølge en depotoversigt af 22. juni 2009 for klagerens værdipapirdepot i pengeinstituttet P, hvor klageren nu var kunde, havde beholdningen på nominelt 100.000 kr. Plus Råvarer Super 2013 en kursværdi på 27.970 kr. (kurs 27,97). Det fremgår af samme oversigt, at klager har aktier i forskellige børsnoterede aktieselskaber for i alt ca. 44.000 kr. og højrentebeviser for ca. 60.000 kr.

Den 24. juni 2009 indgav klageren en klage over Roskilde Bank til Ankenævnet.

Den 16. juli 2009 udsendte Plus Invest et nyhedsbrev. Det fremgik, at der for Plus Råvarer Super 2013 var observeret fem konkurser, og det forventedes, at yderligere tre kunne tåles uden tab på den underliggende sikkerhedsobligation.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank skal sikre hende minimumsindfrielseskursen 100.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Roskilde Bank i 2006 opfordrede hende til at investere hendes opsparing på ca. 225.000 kr., der stod på en bankbog.

Hun fulgte en anbefaling fra banken om at placere beløbet i Plus Invest Råvarer, Højrentelande og Roskilde Bank aktier.

Banken forsikrede hende om, at det var 100 % sikkert, at hun i 2013 ville få mindst 100.000 kr. for Råvare-papirerne. Da hun inden for en kort årrække skulle overgå til pension, var hun kun interesseret i sikker investering. Hun lagde derfor stor vægt på minimumskursen.

Værdien af de investerede midler er nu faldet fra ca. 225.000 kr. til ca. 88.000 kr.

Banken må have et ansvar, så hun kan få nogle af sine opsparede penge igen.

Faktaarket om Plus Invest Råvarer, som banken har fremlagt under sagen, har hun ikke tidligere set.

Roskilde Bank har anført, at man ikke har haft mulighed for at skaffe oplysninger om de nærmere omstændigheder ved klagerens køb af Plus Råvarer Super 2013. Generelt må det afvises, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med udbud og anbefaling af de omhandlede papirer. I den konkrete sag foreligger der ikke omstændigheder, der støtter, at banken har handlet ansvarspådragende.

Det må formodes, at klageren i overensstemmelse med bankens forretningsgang fik faktaarket udleveret. Klageren havde herved mulighed for at vurdere investeringen, herunder risikoen. Det fremgår, at indfrielsen til kurs 100 er søgt sikret ved investering i AAA-rated sikkerhedsobligation, eller samme rating som fx realkreditobligationer. Den fulde information om papirerne var indeholdt i prospektet, som kunne fås i banken eller ses på Plus Invests hjemmeside.

Banken har ikke selvstændigt garanteret for indfrielse til kurs 100 ved udløb.

Banken har ved sin markedsføring og anbefaling berettiget kunne lægge til grund, at der var sikkerhed for, at papirerne kunne indfries til kurs 100.

På trods af den økonomiske krise er der endnu ikke konstateret tab i Plus Invests obligationer, hvilket understøtter, at papirerne må anses for forbundet med lav risiko.

Selvom banken havde oplyst klageren om, at syv virksomheder ud af de ca. 100 virksomheder, der indgik i sikkerhedsobligationen, hvoraf nogle virksomheder havde en rating svarende til danske realkreditobligationer, skulle gå konkurs, før hovedstolssikringen var tabt, ville det næppe have medført, at klageren havde valgt en alternativ investering.

På investeringstidspunktet havde ingen forudset en global økonomisk krise som den foreliggende. Risikoen for en så voldsom nedgang i økonomien bør ikke påhvile banken.

Klageren burde vide, at der grundlæggende ikke findes fuldstændig risikofrie investeringsprodukter, når der opstår voldsomme økonomiske kriser.

Investeringen er i overensstemmelse med klagerens investeringsprofil.

De omhandlede Plus Invest papirer udløber først i 2013.

Klageren har ikke for tiden lidt noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort, at Roskilde Bank har påtaget sig en selvstændig garanti for, at Plus Invest Plus Råvarer Super 2013 ved udløb indfries til kurs 100.

3 medlemmer – Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen og Ole Jørgensen – udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af, om Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes tegning af nominelt 100.000 kr. Plus Råvarer Super 2013 afhænger af, om klageren modtog rådgivning om vilkårene for obligationerne.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene i form af parts- og vidneforklaring, stemmer vi for, at sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

2 medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Jørn Ravn – udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af, om Roskilde Bank har pådraget sig et ansvar over for klageren, afhænger af, om der er ydet fyldestgørende og retvisende rådgivning om risikoen for, at værdipapirerne vil blive indfriet til en kurs under 100 ved udløb. Det bemærkes, at banken ikke kunne være uvidende om, at der var en væsentlig risiko forbundet med at investere i de erhvervsobligationer og emerging markets statsobligationer, som ligger til sikkerhed for hovedstolen i Plus Invest Råvarer Super 2013. Det burde have stået banken klart, at der var – og er – en væsentlig risiko for, at papirerne vil blive indfriet til en kurs under 100. Vi finder, at beskrivelsen af denne risiko i bankens salgs- og markedsføringsmateriale samt i faktaarket er mangelfuld og misvisende. Vi finder det endvidere godtgjort, at banken ikke i sin individuelle rådgivning af klager – eller i aftalen med klager – har kompenseret herfor ved at udbygge og nuancere denne risikobeskrivelse. Som følge heraf finder vi, at banken har begået en ansvarspådragende fejl, og at banken skal tilbagekøbe værdipapirerne til minimum kurs 100 ved udløb.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :





Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.