Tegning af garantkapital til mindreårig

Sagsnummer:147/2018
Dato:25-01-2019
Ankenævn:Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Garantbeviser - mindreårig
Forældelse - rådgivning
Ledetekst:Tegning af garantkapital til mindreårig
Indklagede:Løkken Sparebank (Finansiel Stabilitet)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i Løkken Sparekasse i 2003 for midler tilhørende mindreårig.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er moderen, M, og datteren, D, der er født i november 1994.

Den 26. november 2003 sendte den daværende Løkken Sparekasse et tilbud til M om placering af midler, der tilhørte D. Sparekassen foreslog henholdsvis realkreditobligationer, børneopsparing, ungdomskonto samt ”Garantikapital 20.000 kr. til 3,25% i rente”.

Efter det oplyste blev der herefter og i samme år tegnet garantkapital i Løkken Sparekasse for 27.000 kr. for D’s midler.

Ifølge et informationsbrev, der blev udsendt af Løkken Sparekasse i november 2006, blev grænsen for garantkapital forhøjet til 250.000 kr. pr. kunde, og med virkning fra den 1. januar 2007 blev der indført tre måneders opsigelse ved hævning af garantkapital.

Af Løkken Sparekasses vedtægter gældende fra den 21. marts 2007 fremgik bl.a.:

”…

§ 3.

Stk. 2

Ingen garanter er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse helt eller delvis, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapitalen, såfremt antallet af garantstemmer ikke derved bringes under 1.000, garantikapitalen ikke under 1 mio. kroner og egenkapitalen ikke under kravet i Lov om finansiel virksomhed § 124.

…”

 

Den 21. oktober 2008 sendte sparekassen et brev til M vedrørende en eventuel forlængelse af bindingsperioden på en børneopsparingskonto, som D havde i sparekassen, og hvorpå der indestod cirka 50.000 kr. Af brevet fremgik i øvrigt blandt andet:

”…

Der er dog allerede indbetalt maksimum på [D’s] [børneopsparings]konto. Hvis du ønsker at spare yderligere op og få en attraktiv rente, kan vi foreslå at sætte penge ind på en garantikapitalkonto, som er ansvarlig indskudskapital, med tre måneders opsigelse. Her er rente for tiden 6 % p.a. På denne ordning kan indsættes i fold á 1.000 kroner op til i alt 250.000 kroner, der er i forvejen indsat 27.000 kroner til [D].

…”

På baggrund af bl.a. en henstilling fra Lokale Pengeinstitutter til foreningens garantsparekasser besluttede bestyrelsen i Løkken Sparekasse den 3. november 2008, at ingen garanter indtil videre kunne få deres garantindskud udbetalt.

På baggrund af en henstilling fra Det Private Beredskab til alle garantsparekasser fastholdt bestyrelsen i Løkken Sparekasse den 10. november 2008 sin beslutning om et midlertidigt stop for udbetaling af garantindskud.

Af en kontooversigt for D’s engagement pr. den 31. december 2008 fremgik et indestående på 27.000 kr. på en ”Garantikapitalkonto”, et indestående på 1.993,16 kr. på en ”Top 17” konto og et indestående på 290,01 kr. på en ”Arvekonto”.   

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Ifølge Årsrapport 2008 for Løkken Sparekasse underskrevet den 19. marts 2009 af sparekassens ledelse og bestyrelse udviste regnskabsåret 2008 et underskud på ca. 406 mio. kr. og en egenkapital på 0 kr.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S, senere EBH Bank A/S, som begge var datterselskaber af Finansiel Stabilitet A/S, og som havde til formål at afvikle sparekassens aktiviteter.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

D blev tilmeldt et gruppesøgsmål via en forening af kunder i den tidligere Løkken Sparekasse, som havde tabt penge på garantbeviser i sparekassen.

Ved stævning af 29. oktober 2010 anlagde foreningen retssag mod Løkken Sparekasse med krav om erstatning for tab på garantindskud. Det daværende FS Finans A/S, nu Finansiel Stabilitet, oplyste via en advokat ved et brev af 9. august 2011 til retten, at Løkken Sparekasse, nu LS Løkken, var uden midler og uden ledelse, og derfor hverken kunne honorere eventuelle økonomiske krav eller varetage sine interesser i forbindelse med retssagen. FS Finans A/S, nu Finansiel Stabilitet, foreslog derfor, at foreningen blev opfordret til at adcitere FS Finans A/S, nu Finansiel Stabilitet, under den verserende retssag. Der skete imidlertid ikke adcitation, og ved udeblivelsesdom af 30. december 2011 blev Løkken Sparekasse dømt til at betale erstatning.

Den 7. februar 2012 anlagde foreningen retssag mod Finansiel Stabilitet med påstand om, at Finansiel Stabilitet skulle dække de krav, som sparekassen ved udeblivelsesdommen af 30. december 2011 var blevet dømt til at betale.

Ved en dom af 25. april 2017 stadfæstede Vestre Landsret en byretsafgørelse om, at sagen ikke kunne føres som gruppesøgsmål.

Den 23. april 2018 indgav klagerne en klage over Finansiel Stabilitet til Ankenævnet.

Finansiel Stabilitet har under sagen fremlagt eksempler på garantbeviser og kvitteringer samt forskelligt informationsmateriale mv. om garantindskud i Løkken Sparekasse.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet til klageren D skal betale 27.000 kr. med tillæg af renter.

Finansiel Stabilitet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen opfordrede til at oprette en garantikapitalkonto hvor man var garanteret 6% i rente. Det blev ikke oplyst, at der var risiko forbundet med dette. Sparekassen vidste, at midlerne var D’s arv fra sin far og farmor, og at det var vigtigt, at der ikke blev investeret i noget, der kunne give negative renter.

Arven, der var bundet til D blev myndig, havde været administreret af Statsamtet. I 2003 blev det aftalt, at M skulle administrere midlerne under tilsyn fra Statsamtet. M kontaktede da flere pengeinstitutter for at oprette en såkaldt arvekonto, som var noget specielt Statsamtet forlangte. Dette kendte medarbejderen, R, i Løkken Sparekasse som en af de få til, og derfor faldt valget på Løkken Sparekasse. R overflyttede pengene fra Statsamtet samt de penge D’s mormor og M havde sparet op til D i form af blandt andet børneopsparing og forskellige konti. Kontiene valgte R ud fra, at M sagde, at der ikke skulle være risiko og derfor ingen aktier.

I brevet af 26. november 2003, der var skrevet af R, stod der intet om risiko. M troede at en garantikapitalkonto var en garanti for et renteafkast i en given periode. M overvejede ikke, om det kunne være en slags aktier, da hun netop ikke ønskede at investere i aktier.

R var deres kontaktperson i sparekassen. Da D kun lige var 9 år i 2003, var det M der oprettede D’s konti, og R vejledte om hvilke konti de skulle have.

R har kun informeret om bindingsperiode og lang opsigelsesfrist. Han vidste, at M ønskede 100% sikkerhed livrem og seler. M nævnte det tit, da Statsamtet jo lige havde mistet nogle af D’s penge.

Sparekassen sendte ingen kvittering for indskuddet på garantikapitalkontoen. I så fald ville M stadig have haft den. På årsopgørelserne fremgik garantikapitalkontoen på lige fod med andre konti. Garantmøderne var noget med underholdning og ikke noget de tog til Jylland for at opleve/deltage i. Nyhedsmagasinet m.v. havde ikke deres interesse.

R har efterfølgende oplyst, at han var af den overbevisning at det var 110% sikkert at have en garantikapitalkonto og derfor ikke havde informeret om en risiko. R har endvidere vedrørende sparekassens forretningsgang for kvitteringer og udsendelse af materiale oplyst, at ”der kan være sket en undtagelse”. R har endvidere bekræftet, at M ikke ønskede aktier, og at garantikapital blev omtalt som en konto med en god rente.

Indlånsrenten var på daværende tidspunkt generelt højere end nu. Endvidere var der en binding af midlerne på tre måneder, som kunne begrunde en relativ høj rente.

Ved brevet af 21. oktober 2008 opfordrede sparekassen på ny til at indsætte penge på garantikapitalkontoen uden at nævne risiko.

I foråret 2009 fik de at vide at pengene var tabt. Kontoen var ikke opsagt.

Sparekassen er erstatningsansvarlig for tabet, da den ikke på noget tidspunkt har været i tvivl om, at de gik med livrem og seler og derfor ikke ønskede at investere med risiko. Hvis sparekassen havde oplyst om risikoen, havde pengene stået på en almindelig konto og været dækket.

Der er ikke indtrådt forældelse. M indmeldte D foreningen med det samme i stedet for at føre en separat sag, da hun anså det for mere sikkert, at være flere kunder, der stod sammen om at lade en advokat køre sagen. Foreningen har lige siden med hjælp fra advokater kørt retssager og fået bevilget fri proces, hvilket M så som udtryk for at sagen kørte som den skulle. 

Foreningen har fået en dom om, at medlemmerne skal føre deres sager hver for sig, da de er for forskellige til at føre en samlet retssag.

Finansiel Stabilitet har anført, at man ikke er erstatningsansvarlig for det af klagerne fremsatte krav, allerede fordi kravet er forældet.

Klagernes krav baseres på fejlbehæftet eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser. Forældelsesfristen på tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, regnes, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, fra rådgivningstidspunktet eller det tidligste tidspunkt, hvor kravet kunne have været rejst, hvilket ifølge rets- og ankenævnspraksis vil sige det tidspunkt, hvor klagerne blev eller burde være blevet bekendt med risikoen for tab. I den konkrete sag begyndte forældelsesfristen således allersenest at løbe i november 2008, hvor sparekassen indførte indløsningsstop. Et eventuelt krav var derfor forældet i november 2011.

Sagen, som klagerne førte via foreningen, medførte ikke, at forældelsen blev afbrudt.

Finansiel Stabilitet blev underrettet om, men ikke adciteret i retssagen mod Løkken Sparekasse, selvom det var klart for foreningen, at Løkken Sparekasse, der var omdannet til en forening, ikke havde midler til at dække foreningens krav, som i givet fald skulle dækkes af Finansiel Stabilitet. Formålet med fremgangsmåden var tilsyneladende at opnå dom uden en realitetsprøvelse af sagens materielle spørgsmål – hvorvidt Løkken Sparekasse i forholdet til hver enkelt sagsøger havde handlet ansvarspådragende – for herefter at sende regningen videre, ligesom det blev nødvendig med et yderligere sagsanlæg. Dette var i strid med formålet med forældelseslovens § 22 om midlertidig afbrydelse af forældelse ved procesunderretning.

Løkken Sparekasse kunne ikke varetage sine interesser i retssagen, som derfor heller ikke kunne få den relevante og procesbesparende konsekvens, at det på baggrund af denne sag kunne fastslås, at der ikke var grundlag for at rette krav mod Finansiel Stabilitet.

Retssagen mod Løkken Sparekasse, som Finansiel Stabilitet blev underrettet om, var uden juridisk relevans for retssagen, der efterfølgende blev anlagt mod Finansiel Stabilitet.

Præmisserne i Vestre Landsrets afgørelsen af 25. april 2017 støtter, at foreningen burde have adciteret Finansiel Stabilitet i stedet for at afvente en udeblivelsesdom, hvilket foreningen udtrykkeligt var blevet opfordret til, og hvilket foreningen også havde fri proces til. 

Der er indtrådt forældelse, selv hvis procesunderretningen af Finansiel Stabilitet i 2010 afbrød forældelsen, idet den etårige tillægsfrist ikke blev overholdt. Fristen efter udeblivelsesdommen af 30. december 2011 udløb den 30. december 2012. Forældelsesfristen blev ikke efterfølgende afbrudt ved sagsanlægget af 7. februar 2012, da denne sag ikke vedrørte om Løkken Sparekasse konkret havde ydet fejlbehæftet eller mangelfuld rådgivning i forhold til klageren i nærværende sag, eller hvordan et eventuelt krav i den anledning skulle opgøres. Sagen vedrørte ifølge påstanden Finansiel Stabilitets eventuelle forpligtelse til at dække det krav, som Løkken Sparekasse var blevet dømt til at betale. Først meget sent i forløbet i 2015 blev der nedlagt nye påstande, som lagde op til en materiel prøvelse af kravene, og Finansiel Stabilitet gjorde heroverfor en forældelsesindsigelse gældende.

Klagernes påstand i nærværende sag forudsætter en materiel prøvelse af, om erstatningsbetingelserne konkret i forhold til klagerne er opfyldt samt en konkret vurdering af kravets størrelse. Nærværende sag og det nu afviste gruppesøgsmål er således baseret på vidt forskellige juridiske vurderinger og en forskellig bevisførelse, ligesom grundlaget for en stillingtagen til påstanden i nærværende sag heller ikke var en del af gruppesøgsmålet mod Finansiel Stabilitet.

Ved gruppesøgsmålet forsøgte foreningen at få Finansiel Stabilitet til at hæfte for et krav, der bevidst var forfulgt mod en enhed, der ikke kunne varetage sine interesser, og hvor kravet derfor ikke blev realitetsbehandlet, men fastslået ved udeblivelsesdom.

Garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale mellem M og sparekassen. I forbindelse med tegningen blev M orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og sparekassen har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.

M burde have været klar over, at indskuddet på garantikapitalkontoen var ansvarlig kapital. M fik en kvittering, hvor tydeligt det fremgik, at garantikapitalen hæftede for sparekassens forpligtelser. Sparekassens edb-system var indrettet således, at en kvittering blev udstedt og fremsendt til kunden, hver gang en kunde tegnede garantikapital. Kvitteringen blev i alle tilfælde fremsendt til den pågældende garant vedlagt et eksemplar af de på tegningstidspunktet gældende vedtægter for Sparekassen.

Sparekassen tog ikke i alle tilfælde kopi af ovennævnte kvitteringer, hvorfor en kopi af klagernes kvittering ikke kan fremlægges.

Garantikapitalen fremgik endvidere af årsopgørelser m.v., som løbende blev fremsendt. Endvidere blev der udsendt blandt andet generel information om garantikapital, invitationer til garantmøder, valgmateriale og et nyhedsmagasin ”Garantnyt” til alle garanter.

Forrentningen af den tegnede garantikapital var væsentligt højere end sparekassens øvrige indlånsrenter.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

R har afgivet vidneforklaring under en retssag vedrørende et andet kundeforhold. R forklarede blandt andet, at det altid blev forklaret kunderne, hvad produktet indebar, og at den rådgivning kunderne fik, var mere grundig, hvis kunden ikke havde garantbeviser i forvejen. Videre forklarede han, at kunden ved førstegangstegning har fået forklaret produktet, og at kunden har fået at vide, at der var tale om ansvarlig kapital i sparekassen.

Til støtte for afvisningspåstanden har Finansiel Stabilitet anført, at sagens oplysning i relation til den rådgivning, som klagerne har modtaget i forbindelse med tegning af garantikapitalen, forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne i denne sag er M og M’s datter, D, der er født i 1994. I slutningen af 2003 indsatte M 27.000 kr., der tilhørte D, på en såkaldt garantikapitalkonto i den daværende Løkken Sparekasse.

Indeståendet på kontoen var ansvarlig kapital, som gik tabt i 2009, hvor Løkken Sparekasse ophørte som pengeinstitut, og hvor sparekassens aktiver og passiver blev overdraget til et selskab, som nu er Finansiel Stabilitet.

Ankenævnet finder, at den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. stk.2, for et erstatningskrav mod Finansiel Stabilitet senest må begynde at løbe fra november 2008 som følge af Løkken Sparekasses bestyrelses beslutning om et midlertidigt stop for udbetaling af garantindskud.

Ankenævnet finder således, at klagerne senest på dette tidspunkt vidste eller burde vide, at der ikke var tale om en konto med garanti for renteafkast i en given periode, men at der var risiko for, at indestående på kontoen kunne gå tabt.

Den retssag, der den 29. oktober 2010 blev anlagt mod Løkken Sparekasse, medførte hverken afbrydelse eller suspension af forældelsesfristen i forhold til en anden juridisk enhed – i det foreliggende tilfælde Finansiel Stabilitet. Det gælder selv om Finansiel Stabilitet var underrettet om retssagen.

Den 3-årige forældelsesfrist var derfor udløbet, da der den 7. februar 2012 blev anlagt sag mod Finansiel Stabilitet, hvorfor heller ikke denne sag medførte afbrydelse eller suspension af forældelsesfristen. Klagernes mulige erstatningskrav var derfor forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Allerede som følge heraf får klagerne ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.