Rente.

Sagsnummer:453/1992
Dato:12-03-1993
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Rente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 4. august 1986 tilbød indklagede, der er et finansieringsselskab ejet at fire pengeinstitutter, klagerne et billån på 66.548 kr. Lånet skulle afvikles over ca. 5 år med 1.455 kr. månedligt, første gang 1. oktober 1986.

Ved løsørepantebrev underskrevet af klager A som debitor den 8. august 1986 og samme dag af klager B som selvskyldnerkautionist ydede indklagede et lån på 66.548 kr. Af pantebrevet fremgik, at renten varierede som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private, og at indklagede forbeholdt sig "ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende."

Der er i tre tilfælde sket ydelsesoverspring. Det drejer sig om ydelserne pr. 1. marts og 1. december 1987 samt 1. september 1988. I indklagedes skrivelse af 4. august 1988 om ydelsesoverspring pr. 1. september samme år er anført, at man tilbød klagerne "at springe ydelsen pr. 1. september over og i stedet betale den sidst i afviklingen."

Ved skrivelse af 22. november 1989 meddelte indklagede, at man i forbindelse med en rentestigning havde besluttet at forhøje ydelsen med ca. 5%, således at den månedlige ydelse fremover ville udgøre 1.528 kr. med virkning fra 1. december 1989.

Klagerne rettede i marts måned 1990 henvendelse til indklagede vedrørende lånets afvikling. Indklagede meddelte derpå i skrivelse af 3. april 1990, at man havde begået en fejl med hensyn til rentesatsen på lånet. Som følge heraf krediteredes lånet 2.612,21 kr.

Efter yderligere henvendelser fra klagerne meddelte indklagede ved skrivelse af 2. december 1991, at renteudgiften ved de tre oversprungne ydelser pr. 1. november 1991 udgjorde 3.991,88 kr. Endvidere meddelte indklagede, at man ville kreditere lånet 3.471,99 kr. som følge af, at der var begået fejl i forbindelse med rentegodtgørelsen af 3. april 1990. Lånets restgæld pr. 1. november 1991 var herefter 8.510,57 kr.

I skrivelse af 8. februar 1992 til indklagede meddelte klagerne, at de anså lånet for indfriet efter betaling af den 60. ydelse pr. 1. december 1991.

Efter yderligere korrespondance mellem klagerne og indklagede, anmodede indklagede om udlægsforretning mod klagerne. I et møde den 17. juni 1992 i fogedretten i Haderslev blev sagen udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at det omhandlede lån er indfriet ved betaling af ydelsen pr. 1. december 1991.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at det ved lånets ydelse blev stillet dem i udsigt, at lånet ville være afviklet over 60 ydelser. Hvis renten steg, ville indklagede forhøje de månedlige ydelser, således at lånets løbetid kunne overholdes. Med hensyn til de tre oversprungne ydelser var klagerne uvidende om, at dette kunne medføre en ekstra renteudgift som af indklagede beregnet. Klagerne finder, at indklagede også som følge af fejl begået under lånets afvikling bør anses for afskåret fra at afkræve klagerne yderligere.

Indklagede har anført, at den beregnede restgæld efter de i 1990 og 1991 ydede rentekompensationsbeløb er korrekt. Indklagede har ikke tilsikret klagerne en bestemt løbetid på lånet, og indklagede har ikke været forpligtet til at foretage ændringer i lånets ydelse i forbindelse med renteændringer, således at den stipulerede løbetid kunne fastholdes. Klagerne måtte endvidere indse, at de 3 overspungne ydelser ville medføre, at løbetiden forlængedes med mere end 3 måneder som følge af forrentningen af de oversprungne ydelser.

Ankenævnets bemærkninger:

Det blev ved etableringen af lånet tilsigtet, at det skulle afvikles over ca. 5 år. Indklagede har ved den citerede bestemmelse i pantebrevet forbeholdt sig ret til at regulere ydelsen med henblik på at fastholde denne løbetid, men har ikke påtaget sig en forpligtelse hertil. Klagerne måtte derfor påregne, at lånets løbetid kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelse.

Da renten beregnes af den til enhver tid værende restgæld, vil fritagelse for betaling af forudsatte ydelser indebære en større rentetilskrivning og dermed, at der skal betales flere ydelser end oprindelig forudsat, før lånet er afviklet. Ankenævnet finder, at klagerne burde have indset dette, og at der derfor ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fritage klagerne for at betale den merrenteudgift, ydelsesoverspringelserne har medført.

De af indklagede begåede fejl vedrørende renteberegningen må anses for korrigeret og kan ikke begrunde yderligere nedsættelse af restgælden.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.