Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af manglende betaling af bilforsikringspræmie

Sagsnummer:435/2003
Dato:14-09-2004
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingsformidling - gennemførelse
Ledetekst:Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af manglende betaling af bilforsikringspræmie
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med manglende gennemførelse af præmiebetaling på klagerens bilforsikring.

Sagens omstændigheder.

Den 24. juli 2002 bevilgede indklagede klageren et midlertidigt overtræk på 5.000 kr. i tilknytning til hans konto (-252), hvorpå der var et indestående på 247 kr. Ekspeditionsgebyret for overtræksbevillingen var på 200 kr. Overtrækket skulle afvikles med 1.000 kr. hver 14. dag, første gang den 9. august 2002.

Det bevilgede overtræk blev anvendt til inddækning af overtræk på klagerens lønkonto og til betaling af præmie på 1.898,70 kr. på klagerens bilforsikring i forsikringsselskabet F.

Henholdsvis den 26. juli og 9. august 2002 blev der overført 500 kr. fra lønkontoen til konto -252. Henholdsvis den 23. august, 6. september, 20. september og 4. oktober 2002 blev der overført 1.000 kr. fra lønkontoen til konto -252, hvorefter overtrækket var indfriet.

Den 15. august 2002 fremsendte F en opkrævning vedrørende forsikringspræmie på 2.325,50 kr. til klageren. Klageren har oplyst, at han indleverede giroindbetalingskortet med anmodning om betaling til indklagede.

Den 19. september 2002 fremsendte F en rykkerskrivelse og et nyt giroindbetalingskort til klageren vedrørende forsikringspræmien. Opkrævningen var nu forhøjet med et rykkergebyr på 100 kr. til 2.425,50 kr. Af rykkerskrivelsen fremgår bl.a.:

"Vi mangler en betaling fra dig

Det ser ud til, at du endnu ikke har betalt det girokort, som vi sendte den 15.8.2002. I hvert fald har vi ikke registreret en betaling endnu. Dette brev skal derfor minde dig om, at betalingsfristen er udløbet.

Du får et nyt girokort

Du får her et nyt girokort, som vi vil bede dig om at bruge. Det erstatter det oprindelige girokort.

Det er vigtigt, at du betaler hurtigt

Det er vigtigt, at du betaler inden 14 dage, for at du kan være dækket som hidtil. For faktisk er det sådan, at vores erstatningspligt ellers stopper og først træder i kraft igen, når beløbet er betalt.

… "

Klageren indleverede giroindbetalingskortet til indklagede.

Indklagede har anført, at medarbejderen ved kassen, der modtog giroindbetalingskortet, videregav dette til den medarbejder, M, som klageren var tilknyttet. M kontaktede senere samme dag klageren telefonisk og meddelte, at forsikringspræmien ikke ville blive betalt, idet der ikke var dækning for betalingen på klagerens konti. Under samtalen anmodede klageren om et lån på 15-20.000 kr. til dækning af diverse regninger, herunder betalingen til F. Det blev meddelt klageren, at man var indstillet på eventuelt at oprette et lån mod kaution fra klagerens forældre, hvilket klageren dog ikke mente kunne blive aktuelt. Klageren fik at vide, at der ikke ville blive betalt flere regninger, før der var dækning, og giroindbetalingskortet blev tilbageleveret til klageren. Klageren har bestridt, at han fik meddelelse om, at betalingen ikke ville blive gennemført, og at giroindbetalingskortet blev tilbageleveret. Ifølge klageren blev det først efter 2. rykkerskrivelse fra F konstateret, at giroindbetalingskortet henlå uekspederet.

Den 5. oktober 2002 var klagerens bil involveret i et uheld.

Den 15. oktober 2002 fremsendte F 2. rykkerskrivelse.

Den 9. oktober 2002 blev der indgået aftale om et møde mellem indklagede, klageren og dennes forældre. På mødet, som blev afholdt den 10. oktober 2002, blev der indgået aftale om at ændre konto -252 til en budgetkonto og om et bevilget overtræk.

Ved skrivelse af 21. oktober 2002 gav indklagede meddelelse om bevilling af et overtræk på 3.600 kr., som skulle afvikles med 1.200 kr. hver 14. dag, første gang den 11. november 2002.

Den 23. oktober 2002 gennemførte indklagede betalingen af forsikringspræmien, som nu var på 2.525 kr., idet der var tillagt et yderligere rykkergebyr på 100 kr.

Den 7. november 2002 blev konto -252 omregistreret til en budgetkonto.

Som følge af skaden den 5. oktober 2002 fremsendte F en opkrævning på 51.010,15 kr. til klageren.

Klageren har under sagen fremlagt en erklæring underskrevet af forældrene, der støtter hans beskrivelse af hændelsesforløbet.

Parternes påstande.

Den 27. november 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 51.010,15 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede måtte indse, at manglende betaling af præmien kunne få alvorlige økonomiske følger. Indklagede burde derfor have givet skriftlig meddelelse om, at præmien ikke ville blive betalt.

På baggrund af overførslerne på 1.000 kr. fra lønkontoen var han af den opfattelse, at der var dækning for forsikringspræmien på 2.425 kr., da han indleverede giroindbetalingskortet. I perioden 15. august - 4. oktober 2002 blev der overført 4 x 1.000 kr., som ifølge aftale skulle gå til bilforsikringen.

Såfremt indklagede havde givet meddelelse om, at betalingen af præmien ikke ville blive gennemført, kunne han have gennemført betalingen på anden måde eller eventuelt have ladet bilen stå, indtil forsikringen igen var i kraft.

Han blev først i forbindelse med modtagelsen af 2. rykkerskrivelse fra F klar over, at præmien ikke var blevet betalt. På dette tidspunkt var skaden indtruffet.

Giroindbetalingskortet på 2.425,50 kr. blev først tilbageleveret af indklagede i forbindelse med gennemførelsen af betalingen på grundlag af 2. rykkerskrivelse.

Indklagede har anført, at klageren i sommeren 2002 gentagne gange anmodede om overtræk eller lån til udstyr til bilen. Klageren var således klar over, at der ikke ville blive betalt regninger uden dækning.

Ved modtagelsen af giroindbetalingskortet på 2.425,50 kr. blev det klart meddelt klageren, at præmien ikke ville blive betalt, før der var dækning på kontoen, og at man kun var indstillet på at yde lån mod kaution fra klagerens forældre. Klageren fik derfor giroindbetalingskortet tilbage.

Da der hverken blev indgået en aftale om betaling af forsikringspræmien eller var dækning for betalingen på klagerens konti, kunne klageren ikke berettiget forvente, at betalingen ville blive gennemført.

Klageren fik ingen orientering om, at betalingen var gennemført. Klageren blev telefonisk informeret om afvisningen. Giroindbetalingskortet blev tilbageleveret uden stempel om gennemført betaling, og der blev fremsendt rykkerskrivelse fra forsikringsselskabet, ligesom betalingen ikke fremgik som en postering på klagerens konti.

Det bestrides, at det var aftalt, at overførslerne fra lønkontoen skulle anvendes til betaling af forsikringspræmie. Overførslerne skulle dække overtrækket.

Indklagede blev først kontaktet den 9. oktober 2002, hvor skaden var indtruffet.

Indklagede fik først et nyt giroindbetalingskort efter mødet den 10. oktober 2002, hvor betaling allerede var for sen i forhold til skadestidspunktet.

Klageren er selv ansvarlig for, at forsikringspræmien ikke blev betalt.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at spørgsmålet om, hvorvidt klageren er blevet informeret om afvisningen af giroindbetalingskortet, er et bevisspørgsmål, som Ankenævnet ikke kan tage stilling til, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har anført, at klageren samme dag, hvor giroindbetalingskortet blev indleveret, fik telefonisk meddelelse om, at betalingen ikke ville blive gennemført som følge af manglende dækning, og at giroindbetalingskortet efter telefonsamtalen blev tilbageleveret til klageren. Klageren har bestridt, at han fik meddelelse om, at betalingen ikke ville blive gennemført, og at han skulle have fået giroindbetalingskortet tilbage på et tidspunkt, hvor han havde mulighed for at gennemføre betalingen rettidigt eller på anden vis eller forholde sig til den manglende forsikringsdækning.

På baggrund af parternes stærkt modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle sagen. Klagegebyret tilbagebetales til klageren.