Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaterminsforretninger og manglende overholdelse af stop-loss aftale.

Sagsnummer:944/2010
Dato:18-01-2012
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Terminsforretninger - rådgivning
Ledetekst:Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaterminsforretninger og manglende overholdelse af stop-loss aftale.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaterminsforretninger og manglende overholdelse af stop loss aftale.

Sagens omstændigheder.

Den 28. februar 2005 underskrev klageren en rammeaftale med Nykredit Bank om handel med valuta og værdipapirer/finansielle instrumenter. Af aftalen fremgår blandt andet:

"…

15. Kundens ansvar

Beslutning om at indgå henholdsvis undlade at indgå forretninger træffes alene af kunden for denne regning og risiko. I den forbindelse er kunden bekendt med, at handel med finansielle instrumenter kan være forbundet med betydelige risici.

…"

Klageren, der er landmand, havde desuden aftaler med banken om renteswaps til brug for styring af landbrugets låneportefølje.

Endvidere indgik et interessentskab, der bestod af klageren, klagerens far (F), og klagerens søster, en rammeaftale med banken.

I januar 2007 deltog interessenterne i møde med banken om interessentskabets investeringer. Banken har under sagen fremlagt en af banken udarbejdet præsentation til brug for mødet. Ifølge bankens notater var mødets formål "oplæg til en investeringspolitik for valuta, samt en økonomisk gennemgang af en række udvalgte lande". På et efterfølgende møde med interessentskabet den 22. marts 2007 var formålet "introduktion af optioner".

Den 27. marts 2007 underskrev klageren en fuldmagt, hvorefter F blev bemyndiget til at handle på klagerens vegne i relation til klagerens rammeaftale.

Den 30. marts 2007 sendte F en e-mail til banken med et oplæg til sammensætning af klagerens valutaforretninger. Af oplægget fremgår blandt andet:

"…

Stop loss aftales med [bankens medarbejder] i forbindelse med hver enkelt forretning, alt efter forretningens størrelse kan det svinge fra DK 50.000,- til 250.000,-.

…"

I 2007/2008 udviklede klagerens valutaforretninger sig negativt. Den 6. februar 2008 blev der afholdt et møde mellem klageren og F og banken. Af en e-mail, som banken senere samme dag sendte til klageren og F, fremgår blandt andet:

"…

Hos [klageren] er de spekulative forretninger i valuta i en størrelse, der modsvarer en værdi på over DKK 15 mio. Hertil kommer risikoen for swappen på ca. DKK 24 mio., altså en samlet risikoposition på knap DKK 40 mio. Til belysning af risikoen er tabsopgørelsen på valutaspekulationer siden i går steget med DKK 130.000. Hertil kommer tabet på swappen på DKK ikke under 100.000. Altså et samlet tab på knap DKK 230.000.

…"

I februar/marts 2008 blev både interessentskabets og klagerens forretninger med banken opgjort med tab. Klageren og interessentskabet rejste krav om erstatning, hvilket banken afviste.

I december 2010 anlagde interessentskabet en retssag mod banken. Samtidig indgav klageren en klage over banken til Ankenævnet.

Klageren har under sagen opgjort sit krav mod banken således:


Dato for afregning

Tab

Stop-loss

Krav

15/2 2008

175.597 kr.

50.000 kr.

125.597 kr.

28/2 2008

638.510 kr.

50.000 kr.

588.510 kr.

17/3 2008

1.458.000 kr.

50.000 kr.

1.408.000 kr.

I alt

2.122.107 kr.


Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal betale 2.122.107 kr. eller et mindre beløb efter Pengeinstitutankenævnets skøn med tillæg af sædvanlig procesrente fra klagens indgivelse og til betaling sker.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at engagementet blev etableret på bankens anbefaling. De første egentlige forretninger blev foretaget i slutningen af 2005. Bortset fra renteswaps i 2004 havde han ikke tidligere spekuleret i eller handlet med valuta.

Han blev ikke vejledt om, at forretningerne var forbundet med betydelig risiko. Bankens rådgivning havde fokus på muligheden for et godt afkast. Der foreligger ikke noget skriftligt materiale, hvoraf de nærmere vilkår fremgår.

Rammeaftalen indeholder ikke relevant og fyldestgørende vejledning om arten og risikoen ved de valutaprodukter, som han på bankens anbefaling investerede i.

Der blev løbende indgået mundtlige aftaler om valutaterminsforretningerne og i tilknytning hertil en stop loss grænse, der typisk var på 50.000 kr., men som kunne variere op til 250.000 kr.

I 2006 og 2007, hvor nettoafkastet var positivt, oversteg tabet på de tabsgivende forretninger aldrig 50.000 kr., hvilket stemte med hans opfattelse af, at der var aftalt en stop loss grænse pr. handel på 50.000 kr. Som den professionelle part var banken ansvarlig for, at stop loss grænsen blev håndhævet.

E-mailen af 30. marts 2007 dokumenterer, at han over for banken har fremsat ønske om stop loss. Hvis han skulle have fravalgt stop loss, er det op til banken at dokumentere dette. Det påhviler endvidere banken at dokumentere, at han i så fald blev rådgivet om den betydelige risiko, som et fravalg af stop loss medfører.

F erindrer ikke det af banken anførte om, at brug af stop loss i en periode skulle være drøftet næsten dagligt, og at han i flere tilfælde skulle have fravalgt stop loss.

Banken bør betale en erstatning på 2.122.107 kr., hvorved han stilles som om stop loss grænsen på 50.000 kr. på hver forretning var blevet overholdt.

I løbet af få måneder ultimo 2007/primo 2008 blev der realiseret et tab på over 2 mio. kr., hvilket langt oversteg, hvad han havde kunnet forestillet sig.

Reglerne om investorbeskyttelse er ikke blevet opfyldt. Banken har ikke på noget tidspunkt udarbejdet en egnethedstest eller kategoriseret ham som kunde.

Som privatkunde uden forudgående kendskab til investering måtte han kategoriseres som detailkunde i henhold til investorbeskyttelsesreglerne.

Han har ikke udvist retsfortabende passivitet. Aftalegrundlaget var så mangelfuldt, at han havde vanskeligt ved at danne sig et overblik over sine rettigheder.

E-mailen af 6. februar 2008 er uden betydning for vurderingen af bankens rådgivning om tabsrisikoen, idet hovedparten af tabet på daværende tidspunkt var indtruffet.

Nykredit Bank har anført, at F stod for klagerens valutaforretninger fra begyndelsen af 2004 og frem til foråret 2008, hvor engagementet ophørte efter klagerens eget ønske. Klageren har desuden investeret via interessentskabet. Klageren og F havde således stor erfaring med valutaforretninger.

I 2006 foreslog banken, at der blev fastlagt rammer for valutaforretningerne, herunder anvendelse af stop loss, hvilket klageren og F imidlertid ikke ønskede. Under møderne i begyndelsen af 2007 blev blandt andet muligheden for stop loss grundigt forklaret.

I løbet af 2007 og frem til foråret 2008 var F stort set dagligt i kontakt med banken om valutaforretninger. Det blev omtrent hver gang drøftet, om der skulle anvendes stop loss, hvilket imidlertid sjældent blev aftalt. Der har ikke været aftalt en fast stop loss grænse. Dette understøttes af e-mailen af 30. marts 2007, hvorefter stop loss grænsen skulle aftales fra gang til gang.

E-mailen af 6. februar 2008 viser bankens bekymring for risikoen på engagementet.

Klageren og F blev løbende rådgivet om valutaforretningerne og de risici, der var forbundet hermed. Banken havde et indgående kendskab til både F’s og klagerens økonomi og erfaring og ydede grundig rådgivning, der levede op til gældende regler.

Klageren har udvist retsfortabende passivitet, eftersom kravet først er fremsat mere end to år efter, at handlerne er afregnet. Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med de handler, der har medført de af klageren påståede tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.