Indsigelse mod en betaling foretaget med Visa-kort i en butik i udlandet.

Sagsnummer:105/2019
Dato:27-06-2019
Ankenævn:Henrik Waaben, Anders Holkmann Olsen, Kristian Ingemann Petersen, Ida Marie Moesby og Finn Borgquist
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod en betaling foretaget med Visa-kort i en butik i udlandet.
Indklagede:Sparekassen Sjælland-Fyn
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod en betaling foretaget med hendes Visa-kort i en butik i udlandet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Sjælland-Fyn, hvor hun havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.

Klageren var i november 2018 på Tenerife sammen med sin ægtefælle, M. Torsdag den 22. november 2018 købte hun to tablets m.v. for i alt 1.663,94 EUR i en elektronikforretning, F, på Tenerife og betalte med sit Visa-kort ved brug af chip og indtastning af pinkode.

Sparekassen har via Nets indhentet en transaktionsliste, der viser, at der, ud over betalingen på 1.663,94 EUR, blev gennemført en betaling på 1.289 EUR til F med klagerens Visa/dankort lørdag den 24. november 2018 kl. 18:05. Betalingen blev gennemført som kontaktløs og indtastning af pinkode.

Klageren gjorde over for sparekassen indsigelse mod transaktionen på 1.289 EUR. I en mail af 28. november 2018 til sparekassen anførte hun blandt andet:

”… Det starter med at jeg køber 2 stk ipad i [F] på Tenerife for 1663,9 EUR den 22-11-2018 kl. 1704 dette bliver trukket på mit kort via en trådløs terminal hvor jeg kun indtaster min pind. 1 gang.
 

Jeg forlanger dog et garantibevis og får at vide at det kan han ikke lige nu pga Black Fredag uge men jeg kunne komme igen lørdag så ville han ordne det. Da jeg kommer om lørdagen 24-11-2018 så kunne han ikke huske hvad der var købt så han skulle have mit kort og mit pas han går om bag en skærm for at kopier passet han er væk i 2min jeg får en håndskrevet fakt. Og er umiddelbart tilfreds vi havde dog købt forskellige linser og istik værdi 687 EUR dette bliver betalt på [M’s] kort som han også taster pin på den samme. Trådløse terminal og [M] få også en håndskrevet fakt. Så mit kort er kun blevet brugt 1 gang. Jeg har været i [sparekassen] han kunne se at de 1289 EUR er trukket om fredagen/lørdagen.


Men vi hentede en lejebil og var ude at køre hele fredagen fra kl.0900 og til lørdag kl.1400 så vi har ikke været i nærheden af [F] fredag og til lørdag til kl 1700. …”

Ved en Tro- og love-erklæring af 30. november 2018 anførte klageren, at hun hverken havde deltaget i eller godkendt transaktionen, at hun havde været i besiddelse af sit kort på tidspunktet for den omtvistede transaktion, at hun opbevarede kortet i sin pung, og at det kun var hende, der havde haft adgang til kortet.

Klageren har fremlagt den kvittering og den håndskrevne faktura, som hun fik fra F i forbindelse med købet den 22. november 2018 på 1.663,94 EUR. Hun har også fremlagt den kvittering og den håndskrevne faktura, som M fik i forbindelse med købet den 24. november 2018 på 687 EUR.

Den 7. december 2018 indsatte sparekassen beløbet på 1.289 EUR svarende til 9.755,60 DKK på klagerens konto med forbehold for, at der kom nye oplysninger frem i sagen inden for seks måneder.

I januar 2019 modtog sparekassen via Nets en kvittering og en håndskrevet faktura fra F vedrørende et køb på 1.289 EUR, der fremtrådte som underskrevet af klageren. F sendte endvidere på ny en kvittering og en håndskreven faktura vedrørende købet den 22. november 2018.

Den 17. januar 2019 trak sparekassen på ny 9.755,60 DKK på klagerens konto, idet F havde leveret en kvittering og en faktura underskrevet af klageren vedrørende købet på 1.289 EUR.

Efterfølgende gjorde klageren over for sparekassen indsigelse mod, at sparekassen på ny havde trukket beløbet på hendes konto.

Sparekassen fastholdt afgørelsen og oplyste, at den ikke kunne imødekomme kravet om tilbageførsel af det omtvistede beløb.

Af sparekassens Regler for Visa/Dankort gældende fra 1. oktober 2018 fremgik blandt andet:

2.5 Kontaktløs funktion eller kort i wallet

Hvis du bruger den kontaktløse funktion eller kort i wallet (f.eks. Dankort på mobilen) er der en beløbsgrænse, der bestemmer, om du skal indtaste pinkode. Beløbsgrænsen kan du se på dit pengeinstituts hjemmeside. …

Hvis transaktionen er større end den gældende betalingsgrænse, vil du automatisk blive bedt om at godkende betalingen ved at indtaste pinkode. Du vil med mellemrum kunne blive bedt om at indtaste pinkode, selvom beløbet er inden for den gældende beløbsgrænse.

3.2 Kontaktløs funktion

Hvis dit kort har kontaktløs funktionalitet, kan du vælge at bruge den kontaktløse funktion, når du handler i forretninger, der tilbyder den service.

I terminaler, hvor den kontaktløse funktion er klar, bruger du kortet uden at sætte kortet ind i terminalen (0-3 cm afstand). …

Der er en grænse for, hvor store beløb, der kan betales ved hver transaktion, uden at du skal indtaste pinkoden, jf. pkt. 2.5. Du vil med mellemrum kunne blive bedt om at godkende betalingen ved at taste pinkoden, selvom beløbet er indenfor den gældende beløbsgrænse for køb med den kontaktløse funktion.” 

Parternes påstande

Den 9. marts 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland-Fyn skal tilbageføre betalingen på 1.289 EUR svarende til 9.755,60 DKK.

Sparekassen Sjælland-Fyn har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke har foretaget den omtvistede transaktion. Hun kan se, at transaktionen er foretaget som en kontaktløs transaktion med pinkode, men hun har ikke indtastet sin pinkode den 24. november 2018. Hendes kort blev kun brugt en gang den 22. november 2018.

Der er tale om dokumentfalsk af værste skuffe. Det ses tydeligt, at den håndskrevne faktura, som sparekassen modtog fra F vedrørende købet på 1.289 EUR er falsk, idet hendes underskrift er kopieret. Desuden er datoen ulæselig, og fakturaen har ikke noget fakturanummer, som de to ægte fakturaer, som hun og M modtog, har.

Det fremgår ligeledes af den kvittering og den håndskrevne faktura vedrørende købet den 22. november 2018, som sparekassen fik via Nets, at F har foretaget tilføjelser/ændringer i den håndskrevne faktura. Endvidere har F sendt en kvittering på et beløb på 1.663,34 EUR og ikke 1.663,94 EUR. Det ser ud som om, at F har rettet i kvitteringen. Den er utydelig og bankens navn er det eneste, der kan læses. Hun vil påstå, at den er fremstillet af to kvitteringer, der er skåret skråt igennem.

Endvidere er kvitteringen vedrørende den omtvistede transaktion på 1.289 EUR fra en anden bank end de to ægte kvitteringer. 

Medarbejderen hos F må have afluret hendes pinkode ved købet den 22. november 2018 og efterfølgende have indlæst kortet og tastet pinkoden.

Hun ønsker at se to kvitteringer, der kan læses, og som er hele, en på 1.663,94 EUR vedrørende købet den 22. november 2018, og en på 1.289 EUR vedrørende den falske faktura. 

Sparekassen Sjælland-Fyn har anført, at transaktionen er gennemført som kontaktløs og med korrekt pinkode.

Transaktionen er korrekt registreret og bogført og har ikke været ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Klageren har i tro- og loveerklæringen oplyst, at hendes betalingskort ikke har været bortkommet.

Der er ikke tale om en uautoriseret betaling. Klageren har selv autoriseret betalingen, og der foreligger en kvittering og en faktura på købet.

Idet der ikke er tale om en uautoriseret betaling, finder betalingslovens regler om tredjemandsmisbrug ikke anvendelse.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har gjort indsigelse mod en transaktion foretaget med hendes Visa-kort den 24. november 2018 på 1.289 EUR i en forretning, F, på Tenerife i Spanien.

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen blev foretaget ved aflæsning af kortets kontaktløse funktion samt anvendelse af kortets pinkode. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at transaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. lov om betalinger § 98, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lov om betalinger § 93.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmis-brug.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr.4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.