Indsigelse mod betaling af beløb til nedbringelse af tidligere ægtefælles kredit ved overtagelse af ejendom. Forældelse.

Sagsnummer:507/2021
Dato:05-05-2022
Ankenævn:Vibeke Rønne, Bjarke Svejstrup, Andreas Moll Årsnes, Jacob Ruben Hansen, Poul Erik Jensen.
Klageemne:Forældelse - øvrige spørgsmål
Kassekredit - hæftelse
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Ledetekst:Indsigelse mod betaling af beløb til nedbringelse af tidligere ægtefælles kredit ved overtagelse af ejendom. Forældelse.
Indklagede:Nordjysk Bank (nu Ringkjøbing Landbobank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod betaling af beløb til nedbringelse af tidligere ægtefælles kredit ved overtagelse af ejendom. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans daværende ægtefælle, H, var kunder i Nordjyske Bank (nu Ringkjøbing Landbobank).

Klageren og H var ejere af en helårsbolig (herefter ejendommen) og et sommerhus. De havde en fælles kassekredit, nummer -529 på 100.000 kr. samt en fælles budgetkonto, nummer -537 med en trækningsret på 10.000 kr.

Den 27. december 2017 underskrev klageren en erklæring til banken om selvskyldnerkaution for en af H optaget erhvervskredit. Klageren kautionerede herved med 300.000 kr. for en erhvervskredit på 350.000 kr.  

I sommeren 2018 holdt parterne et møde vedrørende opdelingen af klagerens og H’s økonomi i forbindelse med deres skilsmisse. Klageren ønskede blandt andet at overtage ejendommen.

Banken har anført, at den på mødet oplyste klageren om, at han kunne overtage ejendommen på betingelse af omlægning af realkreditlån i ejendommen med et overskydende provenu på 350.000 kr., der skulle bruges til afvikling af klagerens kautionsforpligtelse på 300.000 kr. samt indfrielse af H’s erhvervskredit.

Banken har anført, at de øvrige betingelser for skilsmissedelingen var etablering af nyt ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i ejendommen, klagerens overtagelse af kassekredit, nummer -529 og budgetkonto, nummer -537 samt salg af sommerhuset.

Banken har anført, at klageren på mødet tiltrådte bankens betingelser. Banken har ikke fremlagt referat af mødet.

Klageren bestrider, at han på mødet tiltrådte bankens betingelser. Klageren har anført, at han afviste at betale 350.000 kr. og meddelte, at han alene ville betale 300.000 kr.

Den 12. juli 2018 underskrev klageren en låne- og pantsætningsaftale vedrørende et realkreditlån med en hovedstol på 1.734.000 kr. i ejendommen. Samme dag underskrev klageren en pantsætningserklæring vedrørende et ejerpantebrev på 100.000 kr. Klageren underskrev endvidere som enedebitor en kreditaftale vedrørende kassekredit, nummer -529 og kreditaftale vedrørende budgetkonto, nummer -537.

Den 18. juli 2018 overførte banken 350.000 kr. fra klagerens lånesagskonto, nummer -465. Banken har anført, at beløbet blev anvendt til indfrielse af H’s erhvervskredit.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt holdt klageren og en afdelingschef i banken et møde. Klageren har blandt andet anført, at afdelingschefen indrømmede, at der var sket en fejl. Banken har anført, at afdelingschefen på mødet fastholdt kravet om, at der skulle indbetales 350.000 kr. som betingelse for den økonomiske opdeling, hvilket klageren accepterede.

Banken har fremlagt en kontoudskrift for lånesagskonto, nummer -465 for perioden den 25. juni til den 14. august 2018. Det fremgår heraf, at 350.000 kr. blev trukket fra kontoen den 18. juli 2018, og at kontoen blev ophævet den 14. august 2018.

Banken har med henvisning til et fremlagt skærmprint anført, at klageren den 14. august 2018 modtog en kontoudskrift over posteringer på lånesagskonto nummer -465 i sin netbank, samt at klageren den 15. august 2018 hentede og tilgik den pågældende kontoudskrift.

Parternes påstande

Den 4. november 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal betale 50.000 kr.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han og banken ikke har indgået en aftale om, at han skulle betale 350.000 kr.

For cirka tre år siden blev han skilt, og ved skilsmissen aftalte han og H selv, hvordan alt skulle gøres op, da H gerne ville beholde sin butik og han huset. Problemet er, at han havde en kaution på 300.000 kr. i H’s virksomhed, som han skulle indfri, og han skulle samtidig låne penge til overtagelse af huset.

Han blev indkaldt til et møde i banken, hvor rådgiveren sagde, at H havde trukket penge over på erhvervskreditten på 300.000 kr., hvorfor den var på cirka 350.000 kr. Han sagde til banken, at han ikke kunne forstå, at den ikke havde stoppet overtrækket.

På mødet sagde banken yderligere, at han som betingelse for, at han kunne beholde huset, skulle betale cirka 50.000 kr. mere end det, han havde kautioneret for. Det svarede han nej til, da han kun ville betale 300.000 kr. Han skrev ikke under på det, men skrev alene under på, at banken måtte omlægge lån i huset, så han kunne beholde det. Da lånet kom hjem, tog banken 350.000 kr., uden at han havde skrevet under på de sidste 50.000 kr. Senere fandt han ud af, at H alene skyldte cirka 247.000 kr.

Banken burde have lavet et referat fra mødet afholdt i sommeren 2018. Banken ville have ham til at skrive under på, at han skulle betale 350.000 kr., hvilket han sagde nej til. Banken vidste godt, at han alene ville betale 300.000 kr., og den har ingen dokumentation for, at det rette beløb var 350.000 kr. 

Han var indforstået med, at der ville være et overskydende provenu på 350.000 kr. ved låneomlægningen, da han var økonomisk presset, og derfor selv kunne bruge 50.000 kr.

Banken påstår, at han kunne følge med på H’s konto. Det kunne han ikke, da banken lukkede for hans adgang til kontoen. Da han indfriede sin kaution, var det ikke 350.000 kr. der skyldtes, så han forstår ikke, hvorfor banken tog det fulde beløb. Samme dag henvendte han sig til banken og talte med afdelingschefen, der indrømmede, at der var sket en fejl, og at han kunne få hævet sin kassekredit gratis.

Det er bemærkelsesværdigt, at bankens eneste dokumentation vedrørende de 50.000 kr. er, at han mundtligt sagde ja. Der står i aftalen, at han kautionerer med 300.000 kr., hvilket han skrev under på. Det er underligt, at banken ikke benytter sig af underskrift ved aftaleindgåelse.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at det er dokumenteret, at klageren har accepteret forudsætningerne for opdelingen af klagerens og H’s engagement med banken mv.

Klageren har i perioden modtaget kontoudskrifter og har haft netbankadgang til de pågældende konti, som klagen omhandler, og det er således bankens vurdering, at klageren jævnligt og behørigt er informeret om de posteringer, der er sket på hans konti.

Den 18. juli 2018 blev der overført 350.000 kr. fra lånesagskonto, nummer -465 til indfrielse af H’s erhvervskredit. Den 14. august 2018 modtog klageren i sin netbank en kontoudskrift over posteringer på lånesagskontoen. I bankens systemer er det endvidere konstateret, at klageren den 15. august 2018 hentede og tilgik det pågældende kontoudskrift.

Bankens medarbejdere har ikke foretaget dispositioner på klagerens konti, uden det er aftalt med ham.

Banken er ikke forpligtet til at godtgøre klageren det omtvistede beløb, idet det må lægges til grund, at klageren har accepteret og været vidende om betingelserne for opdelingen af klageren og H’s økonomi, herunder optagelsen af realkreditlånet samt at anvendelsen af provenuet skulle anvendes til at indfri gælden i H’s virksomhed.

Betalingen ud over 300.000 kr. skyldtes således ikke en kautionsforpligtelse, men var et resultat af vilkårene for den økonomiske bodeling, der blev aftalt med banken.

I forhold til H’s træk på erhvervskreditten, kan banken konstatere, at klageren selv har haft netbankadgang og har haft ret til at disponere på virksomhedens vegne i netbanken. Der er konstateret, at der er sker flere overførsler fra virksomhedens konto til fælleskontoen, nummer -529. Træk på H’s erhvervskredit har således også været anvendt til den fælles husholdning.

Der er tale om forældede forhold, idet alle overførslerne ligger mere end tre år tilbage regnet fra det tidspunkt, hvor klageren vidste eller burde vide, at overførslen blev gennemført, hvilket han måtte vide gennem modtagelse af kontoudskrift per den 14. august 2018 samt senest den 15. august 2018, da klageren tilgik kontoudskrift for lånesagskonto -465 og således blev opmærksom på provenuets anvendelse.

Ankenævnets bemærkninger

Den 27. december 2017 underskrev klageren en erklæring til Ringkjøbing Landbobank om selvskyldnerkaution for sin daværende ægtefælle, H’s, erhvervskredit. Klageren kautionerede herved med 300.000 kr. for en erhvervskredit på 350.000 kr.  

I sommeren 2018 holdt parterne et møde vedrørende opdelingen af klagerens og H’s økonomi i forbindelse med deres skilsmisse. Klageren ønskede blandt andet at overtage deres fælles helårsbolig (herefter ejendommen).

Banken har anført, at den på mødet oplyste klageren om, at han kunne overtage ejendommen på betingelse af omlægning af realkreditlån i ejendommen med et overskydende provenu på 350.000 kr., der skulle bruges til afvikling af klagerens kautionsforpligtelse på 300.000 kr. samt indfrielse af H’s erhvervskredit.

Banken har anført, at klageren på mødet tiltrådte bankens betingelser. Banken har ikke fremlagt referat af mødet.

Klageren bestrider, at han på mødet tiltrådte bankens betingelser. Han meddelte, at han alene ville betale 300.000 kr.

Den 12. juli 2018 underskrev klageren en låne- og pantsætningsaftale vedrørende et realkreditlån med en hovedstol på 1.734.000 kr. i ejendommen.

Den 18. juli 2018 overførte banken 350.000 kr. fra klagerens lånesagskonto til indfrielse af H’s erhvervskredit.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt i juli eller august 2018 holdt klageren og en afdelingschef i banken et møde. Klageren har blandt andet anført, at afdelingschefen indrømmede, at der var sket en fejl. Banken har anført, at afdelingschefen på mødet fastholdt kravet om, at der skulle indbetales 350.000 kr. som betingelse for den økonomiske opdeling, hvilket klageren accepterede.

Klagerens eventuelle krav er omfattet af den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Ankenævnet finder, at klageren efter modtagelsen af bankens kontoudskrift af 15. august 2018 var i besiddelse af de relevante oplysninger til brug for at rejse et eventuelt krav mod banken. Det af klageren rejste krav mod banken var således forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 4. november 2021.

Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.