Krav om erstatning for røveri efter forgæves forsøg på at indsætte større kontantbeløb i banken.

Sagsnummer:67/2020
Dato:16-12-2020
Ankenævn:Bo Østergaard, Anita Nedergaard, Mikkel Prehn, Ida Marie Moesby og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om erstatning for røveri efter forgæves forsøg på at indsætte større kontantbeløb i banken.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for røveri efter forgæves forsøg på at indsætte større kontantbeløb i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en indlånskonto.

Klageren har oplyst, at han havde besluttet sig for at købe Danske Bank aktier, og at han til brug herfor havde hentet sine opsparede midler i sin bankboks hos et andet pengeinstitut.

Den 22. februar 2019 tog klageren hen i en af Danske Banks filialer, F. Klageren medbragte 370.000 DKK og 100.000 EUR kontant i to konvolutter til brug for køb af Danske Bank aktier, heraf en del i 500 EUR sedler. Klageren ankom til F kl. ca. 14.20, hvor han så, at der befandt sig fire medarbejdere; M1 ved rådgivningsskranken, M2 i bankens baglokale og M3 og M4 ved kasserne. Klageren havde en drøftelse om køb af Danske Bank aktier med M1. Klageren tjekkede derefter sin saldo i en automat i banken og afventede sin tur i kassen. Klageren blev betjent af M3 ved kassen og fik blandt andet spærret sit Visa/dankort. Banken har oplyst, at der er uenighed mellem klageren og banken vedrørende forløbet af kasseekspeditionen. Klageren har blandt andet oplyst, at han lagde de to konvolutter med penge på bordet og sagde, at de indeholdt 100.000 EUR og 370.000 DKK, som han gerne ville indsætte på sin konto, og at ekspeditionen ved kassen varede 15 minutter. Banken har oplyst, at klageren kom til kassen for at spærre sit kort, at M3 hurtigt bad om bistand, da klageren begyndte at finde sine kuverter frem med kontanter, at ekspeditionen blev flyttet til et kontor, hvor M2 deltog, og at M3 ikke husker, at kasseekspeditionen skulle have taget 15 minutter.

Klageren blev herefter betjent af M2 og M3 på et kontor i F’s baglokale. Banken afviste at modtage pengene. Klageren forlod herefter banken gennem ekspeditionslokalet omkring kl. 15.12 den samme dag. Klageren har blandt andet oplyst, at han i baglokalet, som var et åbent baglokale, fremlagde en række nærmere anførte udbetalingskvitteringer, plastikkort til legitimation og anden dokumentation. Banken afviste at tage imod beløbet og meddelte, at når han kom igen med sit pas, kunne han få indsat DKK og eurosedler, som var mindre end 500 EUR. Klageren har oplyst, at han anmodede banken om at opbevare pengene og at ringe til politiet, hvilket banken afslog. Banken har oplyst, at der er uenighed mellem klageren og banken vedrørende betjeningen efter kasseekspeditionen. Banken har endvidere oplyst, at den på daværende tidspunkt havde indført en politik om ikke at modtage 500 EUR sedler, på baggrund af en politisk aftale fra september 2018 om forbud mod at modtage, anvende eller omveksle 500 EUR sedler.

På vejen hjem blev klageren udsat for et røveri af en gerningsmand, P1, som udgav sig for at være fra politiet og meddelte, at klageren var anholdt for hvidvask. P1 greb klagerens rygsæk med pengene og dokumenter og løb væk. Klageren fulgte uden held efter P1 og anmeldte straks overfaldet til politiet. Klageren har anført, at han har mistanke om, at en konkret person, P2, som sad på en bænk i F og iagttog ekspeditionen af klageren, og som er bror til P1, var i ledtog med P1.

Politiet fik udleveret videomateriale fra banken. Det udleverede videomateriale viste klagerens ophold ved pengeautomaten, men ikke det øvrige forløb med ekspeditionen af klageren i F. Banken har oplyst, at videomateriale slettes automatisk efter 30 dage.

Den 7. marts 2019 var klageren i F for at registrere sit nye dankort og hæve et mindre beløb.

Klageren har oplyst, at han henvendte sig i F den 8. marts 2019 for at indgive en klage over forløbet den 22. februar 2019 til den klageansvarlige, og at han samtidig oplyste medarbejderen ved rådgivningsskranken om røveriet. Han fik derefter udleveret en seddel med forslag til tidspunkter til et møde den 12. eller 14. mart 2019 med D, der er filialdirektør i F. Da han mødte i banken den 14. marts 2019 spurgte D, om han havde medbragt den manglende dokumentation. Da han svarede nej, udtalte D, at de måtte aftale et nyt møde, hvor han skulle medbringe papirerne. Banken berammede derefter et nyt møde til den 20. marts 2019. Klageren har endvidere oplyst, at D på mødet den 20. marts 2019 troede, at han (klageren) ønskede at indsætte beløbet, og at D oplyste, at D ikke havde hørt om røveriet.

Klageren har i klagesagen blandt andet fremlagt:

  • Uddrag af aftale om leje af bankboks hos andet pengeinstitut
  • E-mail korrespondance mellem klageren og politiet
  • Erklæringer udstedt af to andre af bankens filialer vedrørende spærring af klagerens kort den 22. februar 2019 kl. 14.37
  • Kopi af diverse plastikkort (sundhedskort og anden legitimation)
  • Kontoudskrifter fra blandt andet 2004, 2016 og 2019
  • Uddrag af årsopgørelse 2014
  • Brev af 20. juli 2009 vedrørende udbetaling af engangsbeløb på 113.100 DKK fra en A-kasse

Parternes påstande

Den 20. februar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 1.116.000 DKK.

Danske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har handlet ansvarspådragende. Banken burde have accepteret at indsætte beløbet på hans konto og burde have godkendt den omfattende dokumentation og legitimation, som han fremlagde. Banken kunne og burde have hentet yderligere oplysninger fra sit it-system, men banken gik ikke ind på systemet. Banken var i besiddelse af en kopi af hans pas fra en tidligere lejlighed.

Banken burde have accepteret hans anmodning om at opbevare pengene. Han kunne derefter have mødt op og forevist sit pas i banken. Banken burde have accepteret hans anmodning om at ringe til politiet, som kunne have sikret hans penge. Banken oplyste, at det ikke var bankens politik at ringe til politiet.

Banken burde have offentliggjort sin beslutning om, at banken ikke længere vekslede 500 EUR sedler. Han var ikke bekendt med den politiske aftale om veksling af 500 EUR sedler. Han havde i 2016 fået vekslet 200.000 EUR i 500 EUR sedler i banken i forbindelse med køb af en lejlighed.

Bankens ekspedition var uforsvarlig. Banken burde have taget ekstraordinære foranstaltninger, da der var tale om mange penge, og da han er en gammel person. Banken burde have henvist ham til at gå ud af en bagdør, så han ikke skulle gå gennem det overfyldte lokale. Personerne i lokalet kunne se hele episoden, og at hans indbetaling blev afvist. Da han ikke gik med ekspedienten fra kontoret hen til kassen, kunne enhver i lokalet forstå, at de to konvolutter med pengene fortsat måtte være i hans rygsæk. Han lagde mærke til, at P2, der sad på en langbænk i banken med udsyn til ekspeditionen, hele tiden stirrede på ham og vendte sig efter ham, da han gik ud af banken. Dette må også være synligt på bankens videooptagelser, som han formoder, at banken har set igennem. P1 udtalte ordet ”hvidvask” under overfaldet, hvilket tyder på, at han eller en medskyldig havde været i F under ekspeditionen. Bankens lokaler var indrettet uforsvarligt, uden afstandsmarkering eller afskærmning. Ved hans besøg i banken den 7. marts 2019 så han, at banken havde ændret indretningen, så kassen var bedre afskærmet.

Banken og D har givet falske oplysninger og forsøgt at skjule forløbet. Han undrer sig over, hvorfor banken alene udleverede videooptagelsen af hans ophold ved automaten. Den udleverede optagelse viste ikke de relevante forløb med det overfyldte lokale, hans gang fra kassen til kontoret, hvor han bemærkede, at han blev iagttaget af P2, hans gang fra kontoret og hans udgang fra banken. D har oplyst, at politiet alene havde anmodet om videooptagelsen fra hæveautomaten. Dette afvises. Han overhørte personligt, at politiet umiddelbart efter forbrydelsen den 22. februar 2019 ringede til banken og anmodede om udlevering af alle videooptagelser i banken fra kl. 14.00 til kl. 16.00. Politiet var på det tidspunkt ikke bekendt med, at han havde været i hæveautomaten i banken. Dette viser, at banken selv udvalgte den udleverede sekvens, og at banken skjulte de øvrige optagelser fra de ca. 16 kameraer i banken, der viste hele forløbet. Han blev først efterfølgende bekendt med, at banken ikke havde udleveret de relevante optagelser. Bankpersonalet og D var bekendt med forbrydelsen, men må efter at have gennemset optagelserne have vurderet, at bankens personale burde have sikret beløbet, og at det var mest formålstjenligt kun at udlevere en begrænset del af optagelserne.

Han klagede til og anmodede om et møde med den klageansvarlige i banken. Det er ikke hans ansvar, at D påtog sig denne opgave. Efter forløbet på mødet med D den 14. marts 2019 ville det være logisk, at D forhørte sig hos sine medarbejdere og så hele videosekvensen igennem. D ville så have fundet ud af, at politiet ikke havde modtaget alle optagelserne og burde derefter have sikret optagelserne til politiet. På mødet den 20. marts 2019 oplyste D, at han ikke havde hørt om forbrydelsen, selvom politiet havde anmodet om optagelser fra banken. Han fortalte D om forløbet den 22. februar 2019 og oplyste, at hele forløbet kunne ses på bankens videooptagelser. D kunne og burde også på dette tidspunkt have indhentet videooptagelserne, så de ikke var blevet slettet automatisk efter 30 dage. D udtalte blandt andet på mødet, at han håbede, at politiet fandt røverne, at banken ikke på anmodning ringede til politiet, og at banken ikke på anmodning opbevarede penge på grund af brandfaren. D oplyste endvidere, at banken var online dagligt med politiet, hvilket politiet senere oplyste ikke var rigtigt.

I forbindelse med spærring og fremsendelse af et nyt Visa/dankort til ham, blev der ikke som normalt opkrævet et gebyr. Dette tyder på, at gebyret blev fjernet fra kontoen af banken. Han måtte selv over for politiet indhente bevis for, at han var blevet ekspederet i banken i form af to erklæringer udstedt af to andre af bankens filialer. Han så, hvor gerningsmanden løb hen og har udpeget ham for politiet.

Han har siden år 2001 opsparet alt sit overskud. Fra år 2005/2006 begyndte han at veksle overskuddet til EUR, da han ville flytte til Frankrig. Af de fremlagte kontoudskrifter fremgår blandt andet, at han den 22. december 2016 hævede 400.000 DKK, og at han den 26. april 2016 vekslede 200.000 EUR i forbindelse med sit køb af en lejlighed. Han fremlagde yderligere dokumenter og bilag i banken den 22. februar 2019, som banken tog en kopi af, blandt andet udbetalingskvitteringer på i alt ca. 300.000 DKK. SKAT har undersøgt hans indsættelse af 200.000 EUR i banken og havde ikke kommentarer. Han har gemt alle sine indkomst- og udgiftsbilag siden 2003 og kan dokumentere de 100.000 EUR i sin helhed.

Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at afgørelse af sagen kræver vidneafhøringer af klageren og ansatte hos banken, hvorfor sagen er uegnet til afgørelse i Ankenævnet.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke har godtgjort, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved ikke at modtage kontantindsætningen den 22. februar 2019. Banken havde ikke en pligt dertil og kunne under omstændighederne med rette afvise at modtage kontanterne. Ekspeditionen ved kassen blev hurtigt flyttet til et kontor. Det er derfor medarbejderens opfattelse, at andre, der var tilstede i lokalet, kun havde begrænset mulighed for at konstatere, at klageren var i besiddelse af et betydeligt kontantbeløb.

Ekspeditionen på kontoret koncentrerede sig efter bankens opfattelse om

1. hvor kontanterne kom fra

2. bankens politik om omveksling af 500 EUR sedler og

3. klagerens medbragte legitimation

Ad 1: Klageren fremtrådte som en helt sædvanlig privat kunde med en månedlig indtægt på ca. 8.500 DKK fra en pension og et tilsvarende forbrug på kontoen, som udviste et plus på ca. 120.000 DKK. Det var således en helt usædvanlig anmodning fra klageren, at denne nu ønskede at indsætte i niveau 1,1 mio. DKK, heraf 100.000 EUR. Banken havde derfor pligt til at undersøge transaktionen nærmere, jf. hvidvasklovens § 25. Det var ikke muligt under denne ekspedition til bankens tilfredshed fuldt ud at fastslå oprindelsen af beløbet. Det skyldtes blandt andet, at omvekslingen af kroner til EUR ikke kunne efterprøves (bortset fra omveksling i december 2009 af 113.100 DKK) ved klagerens dokumenter.

Det er korrekt, at banken i april 2016 modtog 200.000 EUR kontant fra klageren, som efter omveksling blev deponeret i forbindelse med klagerens køb af bolig, men efter bankens opfattelse blev dette ikke drøftet under ekspeditionen. Det ville i øvrigt have skærpet opmærksomheden yderligere omkring transaktionen.

Ad 2: Den 19. september 2018 havde erhvervsministeren offentliggjort en politisk aftale, som blandt andet indeholdt et forbud mod at modtage, anvende eller omveksle 500 EUR sedler og en markant stramning af straffene for overtrædelse af hvidvaskloven. Aftalen blev præsenteret samme dag, som banken offentliggjorde sin redegørelse for hændelserne i bankens filial i Estland og kom i øvrigt efter kraftig kritik i pressen af et andet pengeinstitut for at omveksle 500 EUR sedler. Banken havde derfor på tidspunktet indført en politik om ikke at modtage 500 EUR sedler. Den politiske aftale er nu omsat i lov nr. 553 af 07/05/2019 om ændring af hvidvaskloven m.fl.

Ad 3: Under de givne omstændigheder ønskede banken under ingen omstændigheder at gennemføre transaktionen (indsætningen af kontantbeløbet) uden at iagttage bankens egne retningslinjer for legitimation, som kræver forevisning af pas eller kørekort.

Konklusionen på ekspeditionen blev derfor, at banken ikke kunne tage imod kontanterne – og følgelig heller ikke opbevare dem indtil videre. Klageren pakkede sine papirer og kontanter sammen i sin rygsæk på kontoret og forlod banken.

Klageren har ikke godtgjort, at røveriet var en påregnelig følge af bankens handlinger – uanset om disse er ansvarspådragende eller ej. Banken tog passende foranstaltninger til at påse diskretion omkring ekspeditionen, og det er derfor ikke umiddelbart klart, at årsagen til røveriet var, at en person overværede ekspeditionen hos banken. Overfaldet skete ikke omkring F, men tæt på klagerens bopæl. En eventuel observatør i bankens ekspeditionslokale ville således dels skulle opfatte, at klageren forlod banken med sine kontanter, genkende klageren på dennes udseende og vide, hvor klageren boede. Der bør ikke ved påregnelighedsvurderingen lægges vægt på, hvad røveren måtte eller ikke måtte have sagt under røveriet, eller at røveren valgte at gå efter klagerens rygsæk frem for en plastikpose.

Banken bestrider i det hele det af klageren anførte om D og klagerens betragtninger om, at banken eller ansatte hos banken skulle have haft motiv til eller har søgt at hindre opklaringen af røveriet mod klageren. D er ikke bankens klageansvarlige, men er filialdirektør i F. D har ikke haft nogen rolle i forløbet efter ekspeditionen den 22. februar 2019 bortset fra de to korte møder med klageren og har ingen rolle haft i forhold til udlevering af videomateriale. D og personalet i F var ikke bekendt med røveriet hverken den 14. eller den 20. marts 2019 og antog, at klagerens formål med mødet var at søge at få banken til at modtage kontanterne. D har ikke oplyst, at banken dagligt var online med politiet.

Udlevering af videomateriale sker fra centralt hold hos banken og involverede ikke personale i F. Banken er ikke bekendt med præcis, hvem i banken politiet kontaktede den 22. februar 2019, hvorfor politiet alene bad om overvågningsoptagelser fra pengeautomaten, hvordan politiets henvendelse blev fortolket, hvorfor kun dele af videoovervågningen blev udleveret til politiet, eller hvorfor politiet ikke rettede en fornyet henvendelse givet det begrænsede materiale. Bankens håndtering af den efterfølgende anmodning om udlevering af videomateriale er ikke relevant for bedømmelsen af bankens eventuelle erstatningsansvar i forbindelse med klagerens ønske om at indsætte midler på sin konto den 22. februar 2019.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank. I februar 2019 medbragte klageren 370.000 DKK og 100.000 EUR i kontanter til en af bankens filialer, heraf en del i 500 EUR sedler. Klageren anmodede banken om at indsætte beløbet på sin konto i banken, hvilket banken afviste. Klageren forlod derefter banken gennem ekspeditionslokalet. På sin vej hjem fra banken blev klageren udsat for et røveri af de kontante midler.  

Banken har anført, at den afviste at indsætte eller opbevare beløbet, da det ikke under ekspeditionen var muligt til bankens tilfredshed at fastslå oprindelsen af beløbet, da banken på dette tidspunkt havde indført en politik om ikke at modtage 500 EUR sedler, og da bankens egne retningslinjer for legitimation krævede forevisning af pas eller kørekort, hvilket klageren ikke var i besiddelse af.

Klageren har anført, at banken burde have indsat eller opbevaret beløbet, at banken burde have ringet til politiet, og at banken handlede ansvarspådragende i sin håndtering af ekspeditionen af ham.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Ankenævnet finder således, at banken som udgangspunkt kunne afvise at indsætte eller opbevare beløbet.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende i sin håndtering af ekspeditionen af ham i februar 2019, eller at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til ham.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.