Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte Visa/dankort transaktioner på natklub i Gdansk, Polen

Sagsnummer:345/2018
Dato:05-03-2019
Ankenævn:Vibeke Rønne, Michael Reved, Mikkel Prehn, Troels Hauer Holmberg og Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte Visa/dankort transaktioner på natklub i Gdansk, Polen
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte Visa/dankort transaktioner på natklub i Polen.

Sagens omstændigheder

Klagerne K1 og K2 var kunder i Nordea Danmark, hvor de havde hver et Visa/dankort.

Klagerne var i praktik på et skib, som ankom til Gdansk den 5. august 2018. Klagerne har oplyst, at de samme aften sammen med en polsk kollega tog på en natklub, N, i Gdansk, hvor de var fra kl. 21 til 24. Den samme aften fra kl. ca. 21.30 blev der foretaget ikke vedkendte transaktioner med klagernes Visa/dankort på N. K1 og K2’s senest anerkendte, forudgående transaktioner med pinkode blev foretaget den 5. august 2018 henholdsvis kl. 20.02.50 og 19.46.55 hos et andet indløsningssted end N.

Banken har hos Nets indhentet følgende registreringer vedrørende de ikke vedkendte transaktioner samt efterfølgende forsøg på transaktioner hos N:

K1:

Nr.

Kokke-

slæt

Beløb

Polske zloty, PLN

Afregnet beløb

 DKK

Vedkendt/ikke vedkendt

1

21.36.37

2.099,00

3.747,66

Ikke vedkendt

2

21.37.57

1.645,00

2.937,06

Ikke vedkendt

3

22.07.00

3.899,00

6.961,48

Ikke vedkendt

4

23.02.29

6.059,00

10.818,05

Ikke vedkendt

5

23.04.11

5.270,00

-

Afvist, pinkode skal indtastes (112)

6

23.04.11

5.270,00

-

Afvist, pinkode skal indtastes (112)

7

23.05.15

5.270,00

-

Afvist, over max. beløb

8

23.05.15

5.270,00

-

Afvist, over max. beløb

Banken har oplyst, at teksten ”Afvist, pinkode skal indtastes (112)” betyder, at transaktionen blev afvist, da den blev forsøgt gennemført uden pinkode, selvom transaktionen krævede pinkode validering. Banken har oplyst, at de to afviste transaktioner kl. 23.04.11 var en dobbeltregistrering, og at der kun var tale om ét beløb, og at de to afviste transaktioner kl. 23.05.15 ligeledes var en dobbeltregistrering, og at der kun var tale om ét beløb.

K2:

Nr.

Kokke-

slæt

Beløb

Polske zloty, PLN

Afregnet beløb

 DKK

Vedkendt/ikke vedkendt

1

21.33.28

580,00

1.035,56

Ikke vedkendt

2

22.01.36

2.099,00

3.747,66

Ikke vedkendt

3

22.18.44

2.099,00

3.747,66

Ikke vedkendt

4

22.20.21

1.645,00

2.937,06

Ikke vedkendt

5

22.46.38

3.899,00

6.961,48

Ikke vedkendt

6

23.10.28

3.270,00

5.838,43

Ikke vedkendt

7

23.52.04

6.059,00

-

Afvist, over max. beløb

8

23.52.44

2.099,00

-

Afvist, over max. beløb

Banken har oplyst, at de ikke vedkendte transaktioner med K1 og K2’s kort blev foretaget ved aflæsning af chip og indtastning af korrekt pinkode i første forsøg, og at transaktionerne blev korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Den 7. august 2018 indgav klagerne indsigelse mod de ikke vedkendte transaktioner til banken. På blanketterne anførte klagerne ved afkrydsning af en fortrykt tekst, at ”Kortet var i min besiddelse på tidspunktet for de ikke-godkendte transaktioner”. Klagerne oplyste endvidere, at andre ikke havde haft adgang til kortene, og at kortene ikke havde været lånt ud. K1 oplyste i indsigelsesblanketten, at han opbevarede kortet i sin pung i sine bukser, at han opdagede de ikke vedkendte transaktioner den 7. august kl. 15, og at han spærrede kortet samme dag kl. 15.30. K1 anførte endvidere:

” … I forbindelse med landgang i Gdansk d. 05/08-2018, er der blevet trukket nogle ukendte beløb fra en bar ved navn [N], hvor jeg ikke brugte mit kort. Disse transaktioner blev opdaget, efter to andre besætningsmedlemmer havde fået trukket store summer fra deres kort. Transaktionerne blev opdaget 07/08-2018, da penge blev trukket fra kortet der.”

K2 oplyste i indsigelsesblanketten, at han opbevarede kortet i sin pung i sin lomme, at han opdagede de ikke vedkendte transaktioner den 7. august kl. 13, og at han spærrede kortet samme dag kl. 13.20. K2 anførte endvidere:

”… vi … besøgte restaurant …, hvor jeg betalte 412,44 kr. … det var korrekt. Senere var vi på en bar ”[N]”, hvor jeg IKKE brugte mit kort.  …”

Klagerne indgav endvidere anmeldelse til politiet i Danmark.

Klagerne har under klagesagen anført, at den polske kollega betalte indgangen til N, hvilket gav fri bar, og at de derfor ikke skulle bruge kort eller kontanter. Klagerne har endvidere under klagesagen anført, at de forlod N kl. 24 og tog en taxa til skibet, hvor den polske kollega opdagede, at hans pas, telefon og pung var væk. De undersøgte straks herefter deres punge og opdagede, at deres kontanter var væk, og at der havde ”været rodet” i pungene. Den 6. august 2018 opdagede den polske kollega, at der var trukket store beløb på hans konto. Den 7. august 2018 blev de ikke vedkendte transaktioner trukket fra klagernes konti.

Parternes påstande

Den 30. oktober 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre de ikke vedkendte transaktioner.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at deres kort blev misbrugt. De har ikke godkendt transaktionerne. De brugte ikke deres kort på N. Den polske kollega betalte indgangen, der gav ”fri bar”, hvorefter de ikke havde brug for kort eller kontanter på N. De kender ikke de omtvistede beløb.

De ikke vedkendte transaktioner blev foretaget med korte mellemrum og angår store summer, som de aldrig ville have godkendt. De er begge studerende på SU.

Tredjemand, der misbrugte kortene, blev alene bremset af loftet for udlandsbetalinger.

Bankens begrundelse for afslaget var, at kortene var i deres besiddelse. De svarede i indsigelsesblanketten nej til, at nogen havde haft adgang til deres kort, eller at kortene havde været lånt ud. De har ikke skiftet forklaring. De mener ikke, at nogen har haft adgang eller let adgang til deres kort, som de opbevarede i deres punge. Kortene har ikke – i hvert fald ikke med deres gode vilje - været lånt ud. De er ikke klar over, om de i stedet burde have krydset af ved ”ja” i indsigelsesblanketten i stedet for.

De tjekkede deres konti den 6. august 2018, hvor den polske kollega opdagede, at der var trukket store beløb på hans konto. Der var ingen transaktioner på deres konti den 6. august 2018. Den 7. august 2018 opdagede de transaktioner på deres konti, som de ikke havde vedkendt. De kontaktede hurtigt herefter banken for at spærre deres kort.

De anmeldte sagen til politiet, uden at dette har ført til yderligere fra politiets side.

Nordea Danmark har anført, at klagerne ved afkrydsning af indsigelsesblankettens tekst ”Kortet var i min besiddelse på tidspunktet for de ikke-godkendte transaktioner” erklærede, at de var i besiddelse af deres kort på tidspunktet for de ikke vedkendte transaktioner.

De ikke vedkendte transaktioner blev foretaget ved aflæsning af kortenes chip og indtastning af korrekt pinkode.

De ikke vedkendte transaktioner blev korrekt registreret, bogført og var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Klagerne har under klagesagen forklaret, at de efter besøget på N og efter at være kommet om bord på skibet opdagede, at deres kontanter var væk fra deres punge, ligesom der havde været rodet i deres punge. Denne forklaring er ny i forhold til klagernes oprindelige indsigelser. Klagernes ændrede forklaring for Ankenævnet bør ikke tillægges vægt.

Det er ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de ikke vedkendte transaktioner skyldtes tredjemandsmisbrug.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at de ikke vedkendte transaktioner blev foretaget ved aflæsning af kortenes chip og indtastning af korrekt pinkode. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at de ikke vedkendte transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Af lov om betalinger § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf.  lov om betalinger § 93.

Ankenævnet finder, at den fortrykte tekst: ”Kortet var i min besiddelse på tidspunktet for de ikke-godkendte transaktioner” på indsigelsesblanketten må forstås således, at klagerne ved afkrydsningen erklærede, at kortet ikke med deres viden havde været bortkommet.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmis-brug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevis-førelse i form af parts- og vidneafhøringer, herunder af den polske kollega, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr.4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.