Rådgivning ved finansiering af køb af fast ejendom med et valutalån

Sagsnummer:453/2011
Dato:24-10-2012
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Jan Staal Andersen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Udlån - udlandslån/valutalån
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning ved finansiering af køb af fast ejendom med et valutalån
Indklagede:Skjern Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med Skjern Banks rådgivning ved hans finansiering af køb af en fast ejendom med et valutalån.

Sagens omstændigheder

Skjern Bank har anført, at klageren henvendte sig i banken i juli 2007 med henblik på at opnå finansiering til køb af et sommerhus. Han havde erfaring med boligfinansiering fra tidligere ejendomskøb. Banken har tillige anført, at klageren havde hørt om muligheden for at finansiere ejendomskøb med et valutalån i schweizerfranc (CHF). Fordele og ulemper herved blev drøftet - og klageren blev præsenteret for fem andre finansieringsforlag herunder et 6 % fastforrentet realkreditlån. Klageren fastholdt sit ønske om et valutalån. Klageren bestrider bankens gengivelse af forløbet og at han skulle være blevet rådgivet i nødvendigt omfang herunder om fordele og ulemper ved valutalånet.

Klageren optog den 24. juli 2007 et valutalån på 542.223 CHF med en variabel rente på "for tiden" 4,78 % p.a. Banken forbeholdt sig ret til at ændre satsen i overensstemmelse med sine almindelige forretningsbetingelser. Renten blev beregnet og tilskrevet kvartalsvis bagud.

Banken har anført, at klageren hvert kvartal modtog en nota med angivelse af rente, kurs- og restgældsudvikling på valutalånet.

Banken har videre anført, at klageren holdt sig orienteret om, at udviklingen på valutalånet var ugunstig for ham. I 2009 anbefalede banken ham at overveje en omlægning af lånet til et realkreditlån med fast eller variabel rente. Klageren valgte ikke at omlægge sit lån.

I sommeren og efteråret 2011 korresponderede klageren repræsenteret ved en rådgivningsvirksomhed RV og banken blandt andet om den rådgivning, som banken havde ydet klageren i forbindelse med optagelsen af valutalånet. RV forslog, at banken skulle stille klageren som om, at han oprindeligt havde optaget et almindeligt realkreditlån, hvilket banken afviste.

Parternes påstande

Den 10. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Skjern Bank skal stille ham som om, at han oprindeligt havde optaget et realkreditlån med årlig rentetilpasning.

Skjern Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at rådgivningen fra banken har kostet ham mange penge i form af for høje ydelser og en gæld, der på trods af "afbetalinger", er vokset voldsomt.

Banken har ikke gjort ham opmærksom på, at dette skete eller kunne ske.

Hans - af banken såkaldte "eksterne rådgiver" - var bestyrelsesformanden i banken. Formanden og banken må sidestilles i henseende til at pleje bankens interesser. Der har således ikke været tale om "ekstern rådgivning".

Formanden anbefalede valutalånet.

Han blev ikke præsenteret for alternativer i form af almindelige realkreditlån.

Banklånet har givet banken en meget højere indtjening end, hvis han havde optaget et tilsvarende realkreditlån.

Han begyndte først at blive opmærksom på problemerne i 2010, da kursen på schweizerfranc steg. Først ved henvendelsen til rådgivningsvirksomheden RV i maj 2011 blev han klar over de endelige konsekvenser af den indgåede aftale. Han havde derfor først mulighed for at gøre sit krav gældende på dette tidspunkt. Kravet er dermed ikke forældet (jf. forældelseslovens § 3, stk. 2).

Banken har ikke dokumenteret at have rådgivet om fordele, ulemper og risici. Dette må komme banken til skade. Sagen bør ikke afvises med henvisning til behov for parts- og vidneforklaringer. Ellers vil banken altid - når den ikke har dokumentation for den udførte rådgivning - kunne henvise hertil, hvilket ikke kan være den tiltænkte konsekvens af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Det der i særlig grad støtter, at den nødvendige rådgivning ikke er ydet, er, at et hvilket som helst realkreditlån på daværende tidspunkt eller senere ville havde medført en lavere rente samt restgæld og uden risiko for at være havnet i den nuværende situation. En sådan mangel på evne til at handle fornuftsmæssigt er vanskelig at tillægge ham.

Valutalånet indebar en valutarisiko, som et realkreditlån ikke ville have.

To bolighandler gør ikke en privat person til en professionel.

Det bestrides, at han skulle have god indsigt i renter, kurs- og restgældsudviklingen.

Han har søgt rådgivning om låneomlægning - men har ikke fået et konkret beregnet løsningsforslag med angivelse af fordele, ulemper og risici.

Skjern Bank har blandt andet anført, at sagen bør afvises, da det påståede krav blev stiftet i 2007 og dermed i givet fald blev forældet 1. januar 2011. Klageren har været fuldt ud bekendt med fordringen og kan ikke benytte sig af § 3, stk. 2 i forældelsesloven.

Valutalånet blev oprettet på klagerens foranledning. Han havde selv en klar holdning til fordelene ved lånet. Ved oprettelsen blev fordele, ulemper og risici diskuteret.

Klageren blev præsenteret for alternative finansieringsformer - både ved lånets oprettelse og i den efterfølgende korrespondance.

Klageren havde både erfaring med og kendskab til boligfinansiering, da han henvendte sig med ønsket om et valutalån.

Klageren har i hele forløbet haft fuld indsigt i både renter, kurs- og restgældsudvikling.

Klageren har aktivt forholdt sig til lånets udvikling og har diskuteret låneomlægning med banken og en ekstern rådgiver.

Klageren har haft rig lejlighed til at gøre sit påståede krav gældende inden forældelse indtrådte den 1. januar 2011.

En vurdering af omstændighederne ved stiftelsen af det påståede krav kræver en bevisførelse i form af bevis- og vidneforklaringer, hvorfor Ankenævnet bør afvise sagen i medfør af § 7, stk. 1 i vedtægterne.

Klagerens påstand om manglende indsigt i betingelser, forudsætninger og risici bestrides. Klageren blev rådgivet herom - men fastholdt sit ønske om et valutalån.

Klageren optog lånet i forventning om en rentebesparelse. Banken er ikke ansvarlig for, at rente og kurs efterfølgende ikke udviklede sig, som han forventede.

Ovenstående gøres tillige gældende til støtte for bankens frifindelsespåstand.

Klagerens argumentation om, at det er usandsynligt, at han skulle have valgt valutalånet, hvis han havde været vidende om, at andre låntyper var billigere og mindre risikofyldte, beror på en retrospektiv vurdering af, at lånet har udviklet sig ugunstigt.

Uanset om den påståede rådgivning af bankens forhenværende bestyrelsesformand har fundet sted eller ej, skal det pointeres, at posten som bestyrelsesformand ikke omfatter rådgivning af bankens kunder. En formands personlige holdninger kan ikke sidestilles med den rådgivning, som bankens uddannede rådgivere udfører.

Det fastholdes, at banken har ydet klageren en korrekt rådgivning i forbindelse med etableringen af valutalånet.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Jan Staal Andersen – udtaler:

Vi finder, at en afklaring af sagens nærmere omstændigheder herunder vedrørende bankens rådgivning af klageren i forbindelse med optagelsen af valutalånet, vil forudsætte en yderligere bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

To medlemmer – Maria Hyldahl og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Skjern Bank har anført, at klagerens eventuelle krav er forældet.

Vi bemærker, at det af § 3, stk. 2 i Forældelsesloven fremgår, at hvis "fordringshaveren [var] ubekendt med fordringen …, regnes forældelsesfristen i stk. 1 [på 3 år] først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil."

Vi finder ikke godtgjort et tilstrækkeligt grundlag for at anse klagerens eventuelle krav for forældet.

Vi finder det ikke godtgjort, at banken rådgav klageren tilstrækkeligt om fordele og ulemper ved det af banken ydede valutalån såvel som andre relevante lånetyper, som foreskrevet i den daværende god skik-bekendtgørelses § 14. Vi finder endvidere, at det må komme banken til skade, at den i strid med § 15 i samme bekendtgørelse om god skik ikke sikrede sig skriftlig dokumentation for den rådgivning, banken mener at have ydet klageren herom.

Vi finder det derfor ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med optagelsen af valutalånet modtog tilstrækkelig rådgivning og stemmer derfor for, at klageren gives medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.