Indsigelse mod overførsel af ratepension i 2008 og efterføl-gende ophævelse af ratepension i utide i 2010. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer:92/2021
Dato:20-12-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Ratepension - udbetaling
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Forældelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse mod overførsel af ratepension i 2008 og efterføl-gende ophævelse af ratepension i utide i 2010. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod overførsel af ratepension i 2008 og efterfølgende ophævelse af ratepension i utide i 2010. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

I 2003 købte klageren, der var født i 1965, en ejendom i Danmark.

Klageren har oplyst, at hun boede i Egypten fra 2004 til 2011. I den periode optog hendes daværende ægtefælle, M, uden hendes viden nogle lån sikret ved pant i ejendommen hos forskellige låneudbydere.

Banken har oplyst, at den ikke er bekendt med, i hvilke perioder klageren har befundet sig i Egypten og i hvilke perioder, klageren har befundet sig i Danmark. Klagerens ejendom i Danmark var registreret som hendes folkeregisteradresse, og klageren har ikke været registreret som udrejst i den periode, hvor hun har været kunde i banken.

Klageren havde en ratepension og en selvpension i et pengeinstitut P. Klageren har fremlagt kontoudskrifter af 7. marts 2008 fra P, hvoraf fremgår, at ratepensionen den 7. marts 2008 blev overført til Sydbank med 219.504,39 kr., og at selvpensionen den 7. marts 2008 blev overført til Sydbank med 2.662,46 kr.

Sydbank har fremlagt en Aftale om selvpension underskrevet af klageren den 1. august 2008 vedrørende oprettelse af selvpensionskonto -375.

Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af aftalen om ratepension, men at der den 30. juli 2008 blev indsat 219.504,39 kr. på ratepensionskonto -367 i banken tilhørende klageren.

Den 25. august 2008 underskrev klageren en kautionserklæring, hvorved hun sammen med M påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse, som et rengøringsfirma, R, der var et personligt firma ejet af hendes søn, nu havde eller senere måtte få over for banken.

Samme dag underskrev klageren ligeledes en kautionserklæring, hvorved hun sammen med M påtog sig selvskyldnerkaution for enhver forpligtelse, som et selskab, S, nu havde eller senere måtte få over for banken. S var ejet af M.

I september 2008 sendte banken et brev til klageren om at den ville indsætte en kompensation for indeksobligationer på 1.352,66 kr. på hendes ratepensionskonto -367 i banken.

Ved en håndpantsætningserklæring af 1. februar 2009 håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 450.000 kr. med pant i sin ejendom til sikkerhed for R’s og S’s forpligtelser over for banken. Det var anført i håndpantsætningserklæringen, at debitorernes engagement på pantsætningstidspunktet udgjorde 485.000 kr. Beløbet var opgjort uden renter. Det fremgik endvidere af pantsætningserklæringen, at den var underskrevet af klageren den 1. februar 2009 i Cairo.

Banken har oplyst, at klageren den 31. marts 2009 indleverede legitimation ved personligt fremmøde i banken. Klageren anvendte sit pas som legitimationsdokument, og legitimationsoplysningernes autentifikation blev bekræftet af to af bankens medarbejdere. Det var fast procedure i banken, at man kunne nøjes med et legitimationsdokument, hvis der var personligt fremmøde og autentifikationen blev bekræftet af bankens medarbejdere.

I 2009 tegnede klageren en gruppesikring i PFA Pension via Sydbank, der trådte i kraft i april 2009. Banken har fremlagt et brev af 6. maj 2009 fra PFA Pension til banken, hvoraf fremgår, at forsikringen var oprettet, og at PFA Pension også havde sendt en bekræftelse på oprettelsen af forsikringen til klageren.

Banken har oplyst, at forsikringen fremgik af klagerens årsoversigter fra banken fra 2009 og fremefter. Gruppesikringen blev den 1. januar 2018 flyttet til Letpension.

Ratepensionen blev ophævet i utide den 26. april 2010, og der blev efter betaling af skat overført et beløb på 91.689,61 kr. til en konto tilhørende S, som klageren kautionerede for.

Banken har fremlagt en ikke underskrevet ”Erklæring ved udbetaling af Ratepension” dateret den 17. marts 2010. Banken har ligeledes fremlagt en kundenota af 26. april 2010 vedrørende opgørelse af ratepensionskonto -367, som den sendte til klageren.

I januar 2011 sendte banken en kontooversigt og en pensionsoversigt til klageren. Ophævelsen af ratepensionen den 26. april 2010 fremgik af oversigterne.

I perioden fra 2011 og fremefter sendte banken løbende diverse dokumenter til klageren, blandt andet årsopgørelser.

Den 11. december 2018 blev banken kontaktet af retshjælpen, der på vegne klageren bad om oplysninger vedrørende overførsel af ratepensionen fra P til banken og ophævelse af ratepensionen. Banken sendte i forbindelse med henvendelsen de oplysninger og dokumenter, som den var i besiddelse af.

Klagerens selvpension blev ophævet den 12. december 2018.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2018 flyttede M fra klagerens ejendom, og klageren og M havde efterfølgende møde i skifteretten om ægtefælleskifte i forbindelse med skilsmisse. Klageren har oplyst, at M ikke skiftede adresse, men stadig kom og hentede sin post og tog breve til hende med.

Efter M var flyttet, blev ejendommen begæret på tvangsauktion. Auktionen blev imidlertid afværget af M.

Pr. 1. juli 2019 blev ejendommen solgt, og klageren har oplyst, at provenuet gik til panthaverne i ejendommen.

Klageren har fremlagt udskrift af et vejledningsmøde afholdt i skifteretten den 26. oktober 2020 vedrørende ægtefælleskifte mellem hende om M. Heraf fremgår blandt andet, at parterne havde en fælles gæld vedrørende et lån i klagerens tidligere ejendom optaget hos et investeringsselskab, L. M påtog sig i det indbyrdes forhold mellem klageren og ham at betale de månedlige afdrag på lånet til L, såfremt klageren ikke begærede, at sagen skulle overgå til offentligt skifte ved bobehandler.

Parternes påstande

Den 18. februar 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale en erstatning på 2 mio. kr., herunder:

  1. Tab af pension 239.000 kr. plus renter
  2. Tab af overskud fra hussalg 500.000 kr.
  3. Gæld efter hussalg 340.000 kr. (lån fra L oprettet i 2006).

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har en ansat, som har hjulpet M med at ruinere hende blandt andet med optagelse af lån i hendes navn hos forskellige låneudbydere.

I 2003 købte hun et hus, og M var kautionist. Fra 2005 til 2009 optog M lån i hendes navn med pant i huset uden hendes viden, herunder hos Sydbank. M tog al hendes post fra Sydbank og post, der havde med lånene at gøre. Da huset blev solgt, gik provenuet til panthaverne. Der er en restgæld til L på ca. 340.000 kr.

I 2015 var hun i fogedretten på grund af lånet, der blev oprettet i Sydbank i 2005. Restgælden var på 235.000 kr., som blev indfriet i 2016 af M.

I 2008 anmodede M sin bank, Sydbank, om at overføre hendes pension fra P til Sydbank. Hun er uforstående over for, hvordan dette kunne ske uden hendes underskrift.

Hun blev først i 2018 bekendt med, at Sydbank i 2008 havde anmodet hendes bank, P, om at overflytte hendes pension til Sydbank. Pensionen blev herefter indsat på M’s lønkonto. I 2010 hævede M pengene.

Hun blev i marts 2021 af banken oplyst om, at M havde oprettet livsforsikringer i hendes navn i 2016, 2017 og 2019. Afdragene blev trukket fra M’s konto i banken. På trods af flere anmodninger om at få kopi af dokumenterne vedrørende livsforsikringerne, har hun endnu ikke modtaget noget. Banken ønsker tilsyneladende ikke, at hun får indsigt i sine egne livsforsikringer. Det er svært for hende at holde styr på sine bankforhold, når en ansat i banken kan oprette hvad som helst i hendes navn og trække beløbet fra M’s konto samtidig med, at M tog hendes post, da de havde samme adresse.

Da hun fandt ud af det, politianmeldte hun med det samme M for, at han optog lån i hendes navn samt for overførsel og ophævelse af hendes pension.

Hun er 56 år og skal pensioneres om ca. 12 år. Hun er syg af stress og depression på grund af alt det, der er foregået. M har terroriseret hende, og han har en allieret i banken.

Sydbank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende, og at betingelserne for erstatning derfor ikke er opfyldt.

Banken overførte og ophævede ratepensionen efter aftale med klageren. Da overførslen og ophævelsen skete for mere end 10 år siden, har banken som udgangspunkt ikke længere de originale dokumenter. Banken har i forbindelse med sagen fremlagt de dokumenter, der er gemt i bankens systemer.

Hvis det er Ankenævnets opfattelse, at ophævelsen ikke skete efter aftale med klageren, og at klageren ikke var eller burde være bekendt med ophævelsen og udbetalingen den 26. april 2010, er kravet under alle omstændigheder forældet.

Forældelsesfristen i henhold til forældelseslovens § 3 er som udgangspunkt tre år efter begyndelsestidspunktet, jf. § 2. Hvis fordringshaveren ikke er bekendt med fordringen, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren får eller burde have fået kendskab til fordringen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Klageren har løbende underskrevet dokumenter i forbindelse med engagementet i banken. Banken har løbende sendt dokumenter til klageren, blandt andet de årlige opgørelser. Dokumenterne blev sendt til klagerens folkeregisteradresse, der var den ejendom, som klageren ejede frem til 2019.

Klagerens årsopgørelser fra Skat har i alle årene også indeholdt oplysninger om klagerens engagement i banken.

Det er på denne baggrund usandsynligt, at klageren først i 2018 blev bekendt med, at hun havde et engagement i Sydbank.

I forhold til klagerens burde viden, er det en skærpende omstændighed, hvis klageren i hele perioden valgte at overlade alle forhold vedrørende sin økonomi og ejendom til M.

Klageren burde på et langt tidligere tidspunkt have været bekendt med sit engagement i banken, herunder ratepensionens ophævelse den 26. april 2010.

P må have sendt oplysninger til klageren, hvoraf det fremgik, at pensionen var ophørt i P.

Klageren modtog i løbet af 2011 kontooversigt og pensionsoversigt fra Sydbank samt årsopgørelse fra Skat, hvoraf det fremgik, at ratepensionen var blevet udbetalt. Klageren burde på baggrund af disse dokumenter have kontaktet banken, hvis hun mente, at udbetalingen var sket uretmæssigt.

Klageren har endvidere oplyst, at hun i 2015 var i fogedretten vedrørende en gæld til Sydbank, og at M tog al hendes post fra banken. Klageren burde senest på dette tidspunkt have undersøgt sine bankforhold. At klageren accepterede, at M tog hendes post, ændrer ikke på dette

Klageren burde allerede i 2011, og senest i 2015 have fået kendskab til de omstændigheder, som klageren støtter sit krav på, og der indtrådte derfor senest i 2018 forældelse, jf. forældelseslovens § 3. Kravet var således forældet, da klageren indgav klagen til Ankenævnet.

Hvis det er klagerens opfattelse, at M har opnået berigelse ved at have forfalsket klagerens underskrift, bør klageren rette et krav mod M.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde blandt andet en ratepension i et pengeinstitut P. I 2008 blev klagerens ratepension overført til Sydbank, og der blev den 30. juli 2008 indsat 219.504,39 kr. på en ratepensionskonto -367 i banken tilhørende klageren.

Ratepensionen blev ophævet i utide den 26. april 2010, og der blev efter betaling af skat overført et beløb på 91.689,61 kr. til en konto tilhørende et selskab S, som klageren kautionerede for. S var ejet af klagerens daværende ægtefælle, M.

Klageren har stillet krav om, at banken betaler en erstatning på 2 mio. kr., herunder tab af pension på 239.000 kr. plus renter, tab af overskud fra hussalg på 500.000 kr. og gæld efter hussalg på 340.000 kr. vedrørende et lån optaget i et investeringsselskab, L, i 2006.

Klageren har oplyst, at M tog al hendes post, og at hun derfor var uvidende om M’s optagelse af lån i 2006 og om ophævelse af ratepensionen i 2010. Den almindelige forældelsesfrist på tre år kan suspenderes i tilfælde af ukendskab til fordringen. Imidlertid gælder der endvidere en absolut forældelsesfrist på 10 år fra begyndelsestidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, der ikke kan suspenderes ved ukendskab til fordringen. Et eventuelt krav mod banken vedrørende M’s optagelse af lån i 2006 og ophævelse af ratepensionen i 2010 var således under alle omstændigheder forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 18. februar 2021.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har udvist ansvarspådragende fejl eller forsømmelser over for klageren i forbindelse med hendes hussalg i 2019.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.