Check, falsk.

Sagsnummer:322/1993
Dato:20-12-1993
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Check, falsk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Medhold klager


Denne sag drejer sig om, hvorvidt checks udstedt af klagerens nu afdøde far til klagerens fætter måtte være falske.

Den 25. juli 1992 bemyndigede klagerens far ved skriftlig fuldmagt klagerens fætter til at disponere over faderens checkkonto i indklagedes Rådhus afdeling.

Med valør den 7. april 1993 debiteredes faderens konto en check på 10.000 kr. udstedt den 9. marts 1993 til klagerens fætter. Den 15. april 1993 indløstes en check på 260 kr. trukket på klagerens fars konto og udstedt af klagerens fætter til dennes egen girokonto; checken bogførtes den 16. april 1993 hos indklagede. Samme dag døde klagerens far.

Den 19. april 1993 rettede klageren henvendelse til afdelingen og anmodede om at få faderens konto spærret.

Med valør den 20. april 1993 debiteredes via GiroBank en check på 3.000 kr. dateret den 16. marts 1993 og udstedt til klagerens fætter til indsætning på fætterens girokonto.

Den 11. maj 1993 blev boet efter faderen af Københavns byrets skifteafdeling udlagt til klageren til dækning af begravelsesomkostningerne.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 13.060 kr.

Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet tilbudt at godtgøre klageren de 3.000 kr. vedrørende checken debiteret den 20. april 1993, men har derudover nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hans far var senil og manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt. Overfor klageren oplyste han efterfølgende, at han ikke var klar over, hvad det var han havde underskrevet, da han underskrev fuldmagten i juli 1992. Klageren finder det bemærkelsesværdigt, at hans far, der på grund af dårligt syn manglede evne til at skrive ordentligt, har skrevet flere helt identiske underskrifter på checks og fuldmagten. Det er derfor mest sandsynligt, at såvel checks som fuldmagten er falske og underskrevet af hans fætter, der har efterlignet klagerens fars underskrift. Foruden de to checks på 10.000 kr. og 3.000 kr. er der den 16. april indløst en check på 260 kr., som i checkregnskabet er anført med 200 kr. Han er af den opfattelse, at fætteren har udstedt denne som en prøve på, om det var muligt at udstede falske checks fra checkhæftet. Checkene på 10.000 kr. og 3.000 kr. er ikke indløst i naturlig rækkefølge, idet checken indløst den 20. april 1993 er en check fra et checkhæfte udleveret i midten af 1992. Det er derfor sandsynligt, at klagerens fætter har gemt denne check med henblik på eventuelt at udstede den efter faderens død. Indklagede har i forbindelse med indløsningen af de to checks på henholdsvis på 10.000 kr. og 3.000 kr. ikke iagttaget forevisningsfristen i checklovens § 29.

Indklagede har anført, at det er korrekt, at kontoen var spærret den 19. april 1993, hvorfor indklagede var berettiget til at nægte at honorere checken på 3.000 kr. Indklagede er derfor indstillet på at godtgøre klageren dette beløb. Spørgsmålet om fuldmagtens gyldighed er uden betydning med hensyn til checken på 10.000 kr., idet denne er udstedt direkte til klagerens fætter af kontohaver. Ved honorering af checken på 10.000 kr., der er indløst hos indklagede, foreviste klagerens fætter behørig dokumentation i form af ID-kort. Da checkene er ægte, er indklagede ved udbetalingen frigjort i forhold til dødsboet. Det er korrekt, at forevisningsfristen på 20 dage er overskredet. Virkningen heraf er, at indklagede som checkejer og checkindehaver har et gældskrav og ikke et checkkrav overfor dødsboet på checksummen, idet dødsboet i modsat fald vil blive beriget med dette beløb, hvis kravet ifølge checken bortfalder jf. checklovens §§ 29 og 57. Det er derfor uden betydning, at fristen er overskredet.

For så vidt angår checken på 260 kr., er denne som følge af den dokumentløse checkclearing ikke fysisk modtaget hos indklagede, hvorfor man ikke har haft mulighed for at konstatere, hvorvidt der var rettet i checkbeløbet.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har erkendt, at man har begået en fejl i forbindelse med honorering af checken på 3.000 kr. og har tilbudt at godtgøre klageren dette beløb.

For så vidt angår de to øvrige checks beror afgørelsen på, hvorvidt de - og den til klagerens fætter udstedte fuldmagt - som hævdet af klageren er falske. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger betale 3.000 kr. til klageren. Den øvrige del af klagen kan Ankenævnet ikke behandle. Klagegebyret tilbagebetales klageren.