Krav om erstatning vedr. rådgivning om placering af indhold af depot.

Sagsnummer:236/2002
Dato:12-12-2002
Ankenævn:Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Sonny Kristoffersen, Ole Simonsen
Klageemne:Kapitalpensionskonti - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om erstatning vedr. rådgivning om placering af indhold af depot.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning vedrørende indklagedes rådgivning i forbindelse med omplacering af værdipapirer i hendes kapitalpensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1943, har hos indklagede tre private kapitalpensionsordninger. Til den ene af ordningerne er knyttet et individuelt depot.

Af en depotoversigt af 30. juni 2000 fremgår, at der i kapitalpensionsdepotet beroede værdipapirer med en samlet kursværdi på ca. 1,4 mio. kr., hvoraf obligationer udgjorde knap 1,1 mio. kr., mens det resterende beløb var aktier og investeringsforeningsbeviser.

Af sagen fremgår, at den kapitalpension, hvortil depotet er knyttet, frem til juli 2000 var tilmeldt indklagedes Flex Invest ordning, og at bindingsperioden udløb den 12. maj 2002 svarende til klagerens tidligere ægtefælles fyldte 60. år. Indklagede rettede i denne forbindelse henvendelse til klageren for en drøftelse af ordningen, hvorefter der den 13. juli 2000 blev afholdt et møde i indklagedes Virum Afdeling, hvor pensionsrådgiveren H deltog. På mødet underskrev klageren aftale om udtræden af Flex Invest ordningen, hvorefter kapitalpensionsdepotet blev opbevaret efter indklagedes generelle regler for depoter og kapitalpensioner.

Klageren har anført, at H på mødet spurgte, om kapitalpensionen skulle ophæves, når hun fyldte 60, hvortil hun svarede, at det havde hun en fleksibel holdning til, men ikke havde gjort sig nærmere overvejelser om. Hun gav tilladelse til, at der skete en omlægning til aktier og investeringsforeningsbeviser, men kun i "sikre papirer". Indklagede har anført, at klageren efter mødet i Virum afdelingen tog til Jægersborg afdelingen og der holdt møde med investeringsrådgiveren P. Klageren gav udtryk for at ville investere i noget mere interessant således, at der også indgik spekulative aktier i porteføljen. Der aftaltes, at der skulle investeres for omkring 1 mio. kr. i investeringsforeningsbeviser i Danske Invest basisafdelinger med ca. 50% i aktiebaserede og ca. 50% i obligationsbaserede afdelinger. Herudover blev der aftalt spekulative investeringer i enkeltaktier for ca. 500.000 kr. Hovedparten af handlerne gennemførtes straks, mens resten efter aftale blev gennemført en måned senere.

Af en oversigt af 30. september 2000 fremgår, at depotet nu bestod af obligationer med en kursværdi på 5.400 kr., mens aktier og investeringsforeningsbeviser havde en samlet kursværdi på knapt 1,4 mio. kr. Heraf var 450.000 kr. placeret i amerikanske IT aktier. Depotoversigten er tilsendt klageren.

Ultimo 2000 var værdien af klagerens aktier og investeringsforeningsbeviser ca. 1,1 mio. kr.

I januar 2001 blev størsteparten af klagerens aktier i Amerikanske IT-selskaber solgt.

Den 27. februar 2001 indgik klageren ny aftale med indklagede om tilslutning til indklagedes Flex Invest ordning. Udløbsdato for pensionsordningen blev i denne forbindelse fastsat til år 2012.

Ved skrivelse af 28. februar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og gjorde indsigelser mod den rådgivning, der havde fundet sted vedrørende placering i enkel aktier

Klageren rettede efterfølgende henvendelse til en advokat, der fremsatte krav om en erstatning på 300.000 kr. over for indklagede.

Efter afholdelse af et møde i august 2001 meddelte indklagede ved skrivelse af 29. august 2001, at man kulancemæssigt ville tilbyde en erstatning på 75.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:

"Som aftalt har vi beregnet, hvor meget Deres klients tab var blevet reduceret med i forhold til det realiserede tab, hvis det investerede beløb var blevet placeret i progressive aktier gennem en investeringsforening i samme periode.

Investeringsmulighed 1: Hele beløbet placeres i Dansk Invest Stockpicking: +67.093 Kroner.

Investeringsmulighed 2 : 1/3 placeret i Danske Invest Stockpicking, 1/3 i Danske Invest Verden, 1/3 i Danske Invest USA: +92.356 kroner.

Investeringsmulighed 3: Hele beløbet placeret i Danske Invest Verden: +106.313 kroner.

Et gennemsnit af ovenstående tre investeringsmuligheder ville give et tab, der var 88.587 kroner mindre end det faktisk realiserede tab.

Det gennemsnitlige mindretab på 88.587 kroner bør imidlertid korrigeres for det faktum, at investeringsforeninger gennem spredningen af investeringen på 30-50 virksomheder i hver afdeling har en væsentlig mindre risiko end investering i enkeltaktier. Dertil kommer, at det var aftalt med [klageren], at beløbet skulle investeres i spekulative enkeltaktier."

Klageren accepterede ikke indklagedes tilbud.

Parternes påstande.

Klageren har den 15. juli 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 300.000 kr., subsidiært et mindre beløb, der er større end 75.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, men har erklæret, at man vedstår sit tilbud om en kulancemæssig betaling af 75.000 kr..

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at på mødet den 13. juli 2000 blev aftalen om Flex Invest opsagt. Opbevaringen af hendes værdipapirer skete herefter alene efter indklagedes generelle depotbestemmelser og regler for kapitalpension. Der blev ikke indgået nogen underskrevet aftale i denne forbindelse.

Indklagede kunne kun efter forudgående aftale i hvert enkelt tilfælde handle værdipapirer i depotet. Hun fremkom ikke på mødet med særlige tilkendegivelser om sin risikoprofil med videre, bortset fra at hun godkendte et forslag om at overføre en del af depotet fra obligationer til aktier, men med den udtrykkelige tilføjelse, at hun ønskede at investere i sikre papirer samt i øvrigt beholde sine danske aktier.

Efterfølgende var der kun få kontakter mellem hende og investeringsrådgiveren. Kontakterne havde sædvanligvis karakter af, at indklagedes medarbejder redegjorde for dispositioner, som han uden hendes godkendelse allerede havde foretaget. Der foreligger båndede samtaler vedrørende disse kontakter.

Uden hendes godkendelse investerede indklagede i risikobetonede papirer, som ikke var tilpasset hendes ønsker og behov. Indklagede ydede ikke i denne forbindelse tilstrækkelig rådgivning og gav heller ikke meddelelse om, at hun led betydelige tab på investeringerne, før på et ret sent tidspunkt og kun efter pres fra hende.

Indklagede har således udvist erstatningspådragende adfærd i form af dårlig rådgivning, hvorfor indklagede må betale det tab, hun har lidt i forhold til, at det var blevet placeret i obligationer eller sikre aktier.

Ankenævnet bør subsidiært tilkende hende en erstatning mindre end 300.000 kr., men større end 75.000 kr.

Indklagede har bevisbyrden for, at der som hævdet er indgået aftale om at omlægge hele ordningen fra kursstabile obligationsafdelinger med lav risiko til højrisiko betonede aktier.

Det var først i februar 2001, at hun underskrev aftale om forlængelse af sin pensionsordning, hvilket hun følte sig tvunget til. Hendes tidligere valgmulighed for at realisere sin pension efter det 60. år på et af hende valgt passende tidspunkt var ikke længere en realistisk mulighed.

Indklagede har anført, at klageren på mødet i juli 2000 fik en forsvarlig rådgivning og selv valgte at omlægge pensionsordningen til en individuel sammensat værdipapirbeholdning.

Klageren har indgået aftale om køb af spekulative enkeltaktier for ca. 500.000 kr. og modtog fondsnotaer vedrørende handlerne samt kvartalsvist oversigter, hvoraf investeringerne fremgik. Klageren burde have reageret på indklagedes skriftlige bekræftelser, hvis de ikke var i overensstemmelse med det aftalte.

Klageren har haft rig lejlighed til at sælge aktierne på et tidligere tidspunkt, hvis hun havde fortrudt købet eller ønskede at begrænse sit tab. Det bemærkes, at sikre aktier, som anført af klageren, ikke eksisterer.

Det fornødne ansvarsgrundlag er ikke til stede, ligesom tabet på 300.000 kr. er udokumenteret.

Man havde ikke påtaget sig formuepleje eller at overvåge papirerne, og det var derfor klagerens eget ansvar at følge udviklingen på værdipapirmarkedet og reagere på eventuelle kursudsving. På et indledende møde meddelte klageren, at pensionsopsparingen tidligst skulle bruges, når hun fyldte 65. år, dog ikke alle midlerne, idet hendes investeringstid var helt frem til det 70. år.

I februar 2001 ønskede klageren at forlænge udløbsdatoen til år 2012.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der foreligger i væsentligt omfang modstridende forklaringer om, hvad der på mødet den 13. juli 2000 blev aftalt vedrørende placering af midlerne i klagerens kapitalpensionsdepot. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Det bemærkes, at indklagede under sagens forberedelse har vedstået sit tilbud om pr. kulance at betale en erstatning på 75.000 kr.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage

Klagegebyret tilbagebetales klageren.