Krav om tilbageførsel af kontooverførsler og kortbetalinger til investeringsfirma, som var noteret på lister fra udenlandske tilsynsmyndigheder som et ikke autoriseret firma, samt krav om erstatning.

Sagsnummer:92/2020
Dato:30-10-2020
Ankenævn:Bo Østergaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Ida Marie Moesby og Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Netbank - øvrige spørgsmål
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Ledetekst:Krav om tilbageførsel af kontooverførsler og kortbetalinger til investeringsfirma, som var noteret på lister fra udenlandske tilsynsmyndigheder som et ikke autoriseret firma, samt krav om erstatning.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbageførsel af kontooverførsler og kortbetalinger til investeringsfirma samt krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visakort og med adgang til netbank.

Den 2. juli 2019 indgav klageren indsigelse til banken i kategorien ”Vare eller ydelse er ikke som lovet”. Indsigelsen vedrørte fem transaktioner foretaget til et firma, F, med henblik på investering:

Nr.

Dato

Beløb, kr.

1

250418

14.876

2

300418

42.789

3

140518

313.446

4

230518

30.437

5

040618

385.500

I alt

 

787.048

Banken har under klagesagen oplyst, at den ikke kan genfinde beløbene på klagerens konto, og at der ikke blev foretaget transaktioner svarende til de af klageren oplyste beløb på de angivne datoer. Af kontoudskrifter fremlagt af parterne i sagen fremgår, at der fra klagerens konto i banken i perioden fra den 18. til den 26. april 2018 blev foretaget kortbetalinger til F på i alt 12.506 USD, og at F tilbageførte kortbetalinger til klageren på i alt 2.000 USD den 30. april 2018 og 6.000 USD den 23. maj 2018. Endvidere fremgår, at der fra klagerens konto den 14. maj 2018 blev overført 126.871 kr., 186.575 kr. og 22.389 kr. med posteringsteksten ”F”, at der den 4. juni 2018 blev overført 186.450 kr. med posteringsteksten ”Bank overførsel”, og at der den 4. juni 2018 indgik 199.050 kr. på kontoen.

Den 30. juli 2019 afviste banken klagerens indsigelse. Klageren fastholdt indsigelsen.

Klageren har fremlagt en udskrift fra det engelske finanstilsyn, FCA’s, hjemmeside, og udskrifter fra andre udenlandske tilsynsmyndigheders hjemmesider, som indeholdt advarsel om, at F ikke var autoriseret til at sælge finansielle serviceydelser og produkter.

Parternes påstande

Den 9. marts 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre 160.000 USD til ham.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at F er et ulovligt svindelforetagende. Der er tale om bedrageri. F’s hjemmeside er ikke længere aktiv.

Han blev kontaktet af en rådgiver fra F, som dokumenterede de indbetalte beløb og udarbejdede en investeringsplan for ham. Rådgiveren løj for ham. Han blev narret til at overføre penge. Han blev garanteret et investeringsafkast, der aldrig blev leveret. F gav ham ulovlige bonusser. F disponerede på hans vegne ved fjernstyring af hans computer. F nægtede at udbetale hans penge. Hans penge blev ikke opbevaret på en adskilt konto. F’s handelsplatform var manipuleret. Hans penge blev overført under tvang, trusler og falske forudsætninger.

Banken burde ikke have godkendt transaktioner til et kriminelt svindelforetagende som F. Han undrer sig over, om banken ville have accepteret en overførsel til en terrororganisation, hvis denne etablerede en hjemmeside og udgav sig for at være et investeringsfirma.

Banken burde have tjekket, at F var et legitimt firma. Adskillige myndigheder og efterforskere af investeringssvindel har udsendt advarsler mod F.  Banken kunne ved en simpel søgning på internettet have set, at der var adskillige, åbenlyse advarsler mod F. Banken burde have advaret ham om, at F var et svindelforetagende. Banken er ansvarlig for ikke at have tjekket F. Banken har udvist fejl og forsømmelser og har pådraget sig et ansvar for transaktionerne.

Det følger af SWIFT reglerne, at der, inden en forretning godkendes som betalingsmodtager, skal foretages en fysisk inspektion af forretningens lokaler. Denne betingelse er ikke opfyldt, idet der ikke er en forretning på de anførte adresser.

Flere andre banker har holdt sine kunder skadesløse for svindel og bedrageri i tilsvarende sager.

Han er blevet påført et stort tab som følge af banken.

Nykredit Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren har modtaget den købte ydelse, da en handelskonto hos F blev stillet til rådighed for klageren. Det fremgår af klagerens svar til Ankenævnet, at han modtog investeringsrådgivning fra F. Klageren har dermed modtaget en ydelse fra F. At ydelsen var mangelfuld, er banken uvedkommende. Banken er således ikke forpligtet til at godtgøre klageren i henhold til betalingslovens § 112, stk. 1 nr. 2.

Klageren har ikke bestridt, at han har autoriseret de i sagen omhandlede transaktioner, og hæftelse efter betalingslovens § 100 er således ikke relevant. Klageren har i sit indlæg af 11. juni 2020 i klagesagen anført, at transaktionerne blev gennemført ved tvang. Klageren har ikke gjort dette gældende i sine tidligere henvendelser til banken eller i sine tidligere indlæg i klagesagen. Banken finder det hverken sandsynliggjort eller godtgjort, at de omhandlede transaktioner blev foretaget på baggrund af tvang.

Banken er ikke enig i, at klageren var forhindret i at foretage udbetalinger fra sin investeringskonto hos F. Der blev løbende foretaget udbetalinger fra investeringskontoen til klagerens konto i banken.  

Transaktionerne, der blev foretaget inden den 2. juni 2018 kan under alle omstændigheder ikke kræves dækket af banken, da de blev debiteret mere end 13 måneder inden klagerens indsigelse, jf. betalingslovens § 97.

Klagerens tabsopgørelse er udokumenteret og kan ikke lægges til grund. Klagerens indsigelse stemmer ikke beløbs- eller datomæssigt overens med de transaktioner, der er foretaget på klagerens konto i banken. Der er i perioden fra den 16. april til den 28. august 2018 foretaget både korttransaktioner og kontooverførsler til F samt modtaget indbetalinger fra F. Klageren har fremsat et nyt krav på 160.000 USD for tabet i perioden, efter at han modtog afslag på indsigelsen. Klageren har ikke oplyst, på baggrund af hvilke transaktioner, dette krav gøres gældende, og klageren har ikke fremlagt dokumentation for, hvordan tabet er beregnet. Kravet afvises.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og afhøringsforklaringer. Sagen er derfor uegnet til behandling ved Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise den, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visakort og med adgang til netbank. Den 2. juli 2019 indgav klageren indsigelse til banken i kategorien ”Vare eller ydelse er ikke som lovet”. Ankenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at de i sagen omhandlede transaktioner blev foretaget af klageren selv eller med hans godkendelse.

Indsigelsen af 2. juli 2019 vedrørte fem transaktioner til et firma, F, med henblik på investering, i perioden fra 25. april til den 4. juni 2018, på i alt 787.048 kr. Banken har oplyst, at beløbene og datoerne i klagerens indsigelse ikke stemmer med transaktionerne til F fra klagerens konto i banken. Banken har oplyst, at transaktionerne til F fra klagerens konto i banken både skete som kontooverførsler og kortbetalinger. Klageren har i klagesagen fremsat krav om en kompensation på 160.000 USD fra banken.

Ankenævnet finder ikke, at betalingslovens § 112 finder anvendelse på de transaktioner, der blev gennemført som kontooverførsler. Ankenævnet finder heller ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren transaktioner, der blev gennemført som kontooverførsler.

For så vidt angår klagerens krav vedrørende korttransaktioner følger det af betalingslovens § 112, stk. 4, at indsigelser i forbindelse med fjernsalg, herunder indsigelse om, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, skal fremsættes snarest muligt efter, at betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt. Ankenævnet finder ikke, at klagerens indsigelse den 2. juli 2019 blev fremsat snarest muligt efter, at han burde være blevet bekendt med, at debitering var sket uretmæssigt, hvorfor klageren allerede af denne grund ikke får medhold i sit krav vedrørende korttransaktioner.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.