Spørgsmål om ret til forlængelse af kredit på uændrede vil-kår. Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg.

Sagsnummer:516/2021
Dato:16-01-2023
Ankenævn:Vibeke Rønne, Morten Winther Christensen, Andreas Moll Årsnes, Jacob Ruben Hansen, Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne:Rente - udlån
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Spørgsmål om ret til forlængelse af kredit på uændrede vil-kår. Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg.
Indklagede:Sparekassen Djursland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ret til forlængelse af kredit på uændrede vilkår. Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Djursland.

Klageren ejede to fritidsboliger, E1 og E2, samt en koncern (herefter koncernen) med tre anpartsselskaber. Klageren udlejede E1.

Klageren har oplyst, at han havde kautioneret personligt for gæld i et selskab i koncernen, hvorfor han og sparekassen havde drøftelser om en akkord.

Ved e-mail af 22. september 2014 skrev sparekassen til klageren vedrørende et modtaget udkast til akkordaftale. Af e-mailen fremgik:

”Iht. dit udkast til akkordaftale af d. 1/9-14 skal vi hermed bekræfte, at:

Der etableres privat lån tkr. 200 med månedlig ydelse kr. 2.000/md., f.g. d. 31/12-14. Der etableres privat kredit max. tkr. 900. Der tilskrives rente kvartalvis, som overføres fra din lønkonto. Kreditten genforhandles årligt. Kreditten forfalder til fuld indfrielse ved salg af ejd. [E1].

Til sikkerhed for det private engagement fastholdes nuværende ejerpantebrev i ejd. [E1].

Rentesatsen på ovenstående engagement udgør p.t. cibor 3 mdr. renten + tillæg på 3 % p.t. 3,28 % p.a., var. rente.

Engagementerne med [to af selskaberne i koncernen] opgøres. Rentetilskrivning fra d. 1/7-14 til opgørelsesdatoen tilbageføres. Der gives en akkord på tkr. 2.100 ifgl. aftale. Restbeløb overføres til privat gæld/kredit iflg. aftale.

Det er en forudsætning for ovenstående akkord, at [klagerens fraskilte hustru] indbetaler kt. tkr. 625 på engagementet for køb/frigivelse af ejerpantebreve i ejd. [E2] inden d. 30/9-14. …

Mht. etablering af evt. privatlån til køb af ejerlejlighed i forb. Med salg af [E1], er Sparekassen Djursland indstillet på at yde privatlån i størrelsesordenen tkr. 150 mod at provenuet min. Tkr. 900 fra salget af [E1] samtidig indbetales til Sparekassen og indfrier den private kredit med samme max. Sparekassen vil acceptere en omprioritering af denne ejendom mod at et evt. provenu ved omprioriteringen indbetales ekstraordinært på kreditten i Sparekassen. …”

Ved e-mail af 23. september 2014 svarede klageren:

”… Vilkår for de 2 nye lån:

Rente- og afdragsvilkår er fastlagt. Det har derfor intet formål med en genforhandling hvert år – hvad skal formået hermed være? En sådan bestemmelse gør især [klagerens fraskilte hustru] nervøs – der skal ikke være løse ender. [Klagerens fraskilte hustru] ønsker også en erklæring om, at Sparekassen på intet tidspunkt vil søge fyldestgørelse for min gæld til Sparekassen i [E2], hvilket jo kan være ødelæggende for værdien af [klagerens fraskilte hustrus] pant i denne ejendom. …”

Ved e-mail af 27. september 2014 svarede sparekassen:

”Tak for din mail, som jeg nu har drøftet med kreditafdeling og direktion. Vi er indstillet på at acceptere dine ændringer, dog med følgende kommentarer/ændringer:

... Lånet/kreditten på tkr. 864 genforhandles senest om 5 år. Renten betales løbende hvert kvartal. Lånet forfalder til fuld indfrielse ved salg af ejd. [E1]. Ejerptb. I ejd. [E1] pantsættes alene for lånet på tkr. 864. …”

Den 26. november 2014 underskrev klageren en kassekreditkontrakt -578 med en kreditramme på 864.000 kr. Af kontrakten fremgik, at kreditrammen indestod uden nedskrivning indtil videre, og at kredittens maksimum genforhandles næste gang senest den 31. december 2019. Til sikkerhed for kreditten fik sparekassen underpant i et ejerpantebrev på 2.000.000 kr. i E1.  

Af kassekreditkontraktens særlige bestemmelser fremgik, at kreditten forfaldt til indfrielse ved salg af E1. Det fremgik endvidere, at rentesatsen var variabel og fastsættes som den til enhver tid værende ciborsats for 3 måneder + et tillæg på 3 %, samt at tillægget af sparekassen til enhver tid kunne ændres med et varsel på syv dage. Rentesatsen udgjorde for tiden 3,3 % årligt.

Den 26. november 2014 underskrev klageren et gældsbrev -500 vedrørende et lån med hovedstol på 236.000 kr. Af kontraktens særlige bestemmelser fremgik, at rentesatsen var variabel og fastsættes som den til enhver tid værende ciborsats for 3 måneder + et tillæg på 3 %, samt at tillægget af sparekassen til enhver tid kunne ændres med et varsel på syv dage. Rentesatsen udgjorde for tiden 3,3 % årligt. Det fremgik endvidere af kontrakten, at sparekassens almindelige forretningsbetingelser for erhvervskunder var gældende.

Af ”Sparekassen Djurslands almindelige forretningsbetingelser – Erhvervskunde” af 18. august 2014 fremgik:

1.3 Ændring af variable rentesatser og priser med 14 dages varsel

Sparekassen Djursland kan i løbende aftaleforhold med 14 dages varsel,

l sætte rentesatser ned på indlån og op på udlån, samt sætte sine priser op, hvis

l der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af kundens rente- og prisvilkår, eller

l Sparekassen Djursland ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Sparekassen Djurslands ressourcer eller kapacitet.

Sparekassen Djursland kan uden varsel indføre og sætte priser op for enkeltstående ydelser og generelt for nye aftaler.”

Ved brev af 29. marts 2016 varslede sparekassen forhøjelse af udlånsrenten på klagerens lån -500. Af brevet fremgik:

Varsling af renteændring

Sparekassen har foretaget en vurdering af rentesatsen i forhold til risiko på en række af vore udlån og kreditter.

Med baggrund heri forhøjes renten på nedennævnte lån/kredit med 0,65%.

Renteforhøjelsen er gældende fra 04.05.2016.

Øvrige betingelser for lån/kredit forbliver uændret.

Privatlån, kontonummer [-500]

Udlånsrenten hæves med 0,65 procentpoint til 3,65 procent. Renteændringen betyder, at debitorrenten ændres fra 3,03 procent til 3,70 procent.

Den aktuelle restgæld er 208.889,54 DKK. Efter renteændringen er ydelsen 2.300,00 DKK, og lånet forventes at være betalt tilbage den 31. januar 2025. Der er i alt 107 ydelser tilbage.”

Sparekassen har oplyst, at den foretog en forhøjelse af rentesatser på lån, hvor eksponeringerne var klassificeret 2c eller 1/OIK, og at begrundelsen for justeringen var, at rentesatsen skulle modsvare den forhøjede risiko i sådanne eksponeringer. Endvidere har sparekassen anført, at renteforhøjelsen skete med hjemmel i afsnit 1.3 i sparekassens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder af 15. februar 2016.

Sparekassen har oplyst, at varslingen af rentestigningen skete ved individuel meddelelse ved meddelelse i klagerens e-Boks den 29. marts 2016.

Af ”Sparekassen Djurslands almindelige forretningsbetingelser – privatkunder” af 15. februar 2016 fremgik:

”1.3 Ændring af variable rentesatser og priser med 1 måneds varsel

Sparekassen Djursland kan i løbende aftaleforhold med 1 måneds varsel, sætte rentesatser ned på indlån og op på lån og kreditter, samt sætte sine priser op, hvis

l der sker ændringer i de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelsen af kundens rente - og prisvilkår, eller

l Sparekassen Djursland ændrer sin generelle rente - og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Sparekassen Djurslands ressourcer eller kapacitet.

For etablerede boliglån kan Sparekassen Djursland af samme årsager kun sætte sine priser op med 3 måneders varsel.

Sparekassen Djursland kan uden varsel indføre og sætte priser op for enkeltstående ydelser og generelt for nye aftaler.”

Ved e-mail af 16. april 2016 rettede klageren henvendelse til sparekassen vedrørende varslingen om renteforhøjelse:

”Jeg har modtaget vedhæftede varsling om renteforhøjelse.

Ved min aftale med Sparekassen, der blev indgået i efteråret 2014, blev der aftalt en rente på Cibor 3 mdr. med tillæg af 3 %. Selv om Cibor 3 mdr. størstedelen af tiden har været negativ, har jeg accepteret at betale en rente på 3 %.

Jeg kan imidlertid ikke acceptere den varslede renteforhøjelse, idet denne er i modstrid med min aftale…”

Ved e-mail af 18. april 2016 svarede sparekassen klageren:

”… Vi har vendt beslutningen med vores kreditafdeling, og beslutningen om forhøjelse af dit rentetillæg står ved magt, velvidende at vi oprindeligt lavede en aftale om et tillæg på 3 % til cibor 3 mdr.

Da vi ikke har fast rente, herunder faste rentetillæg i Sparekassen Djursland er vi jf. lånedokumentet og forretningsbetingelserne berettiget til at hæve rentetillægget med et passende varsel, hvilket vi har gjort på udvalgte kontotyper, som du så altså ”bliver ramt af”.”

Ved e-mail af 23. april 2016 svarede klageren, at han i forbindelse med akkorden forhandlede tillægget ned til 3 %.

Ved e-mail af 28. april 2016 bekræftede sparekassen, at rentevilkårene blev forhandlet ved indgåelse af akkordaftalen, men at der ikke blev givet garanti for, at rentetillægget var gældende altid, men at der derimod senere kunne foretages ændringer jævnfør dokumentets indhold.

Ved e-mail af 28. april 2016 svarede klageren:

”Jeg er stadigvæk ikke enig i Sparekassens fortolkning.

Hvad med de øvrige vilkår, som er aftalt i vores korrespondance i efteråret 2014, men som ikke fremgår af det underskrevne lånedokument. Er disse vilkår så heller ikke gældende?”

Ved e-mail af 2. maj 2016 svarede sparekassen, at de øvrige forhold/vilkår i aftalen fortsat var gældende, og at det alene var rentetillægget, der reguleres.

I 2019 oprettede klageren et anpartsselskab, S, med en ejerlejlighed, E3, som aktiv.

Den 7. januar 2020 holdt parterne et møde. Ved e-mail af 8. januar 2020 opsummerede sparekassen parternes drøftelser ved mødet. Af e-mailen fremgik:

”… Ved akkord i 2014 havde vi en forventning om, at [E1] snarest skulle sælges. Det lykkedes ikke dengang og du har i årene siden haft succes med udlejning frem til medio 2019, hvor du har sat den til salg ud fra reglerne om, at den ikke må anvendes som helårsbolig.

Med baggrund i vores dialog har vi bevilget følgende:

* Privatlån -500 til rest p.t. 71.246,95 kr. fortsætter uændret med 2.300 kr./md.ydelse – renten nedsættes til 4,00 % p.a. (nu 4,15 %) – variabel rente.

* Privat Kredit – 578 stor 864.000 kr. ændres til debet 3,5 % p.a. (nu 3,00 %) – variabel rente.

Kreditten fortsætter uden afdrag med genforhandling igen per 15.10.2021, dog tidligere hvis [E1] sælges inden da henset til vores pant i salgsprovenuet.

Før genforhandlingen foreligger alle selskabsrapporter pr. 30.06, SKAT2020 er dokumenteret incl. personligt regnskab og du har viden om fremtidige indtægtsforhold både privat og i selskabsregi. Med viden om nuværende afdrag på lånet i DR har vi en positiv holdning til mulig forlængelse af kreditaftalen i 2021, men må naturligt tage forbehold for evt. udefrakommende regelsæt etc. Og dine indtjenings/budgetbehov til den tid.

* NY pantsætning af nom. 200.000 kr. anpartskapital i [S] med respekt af nuværende primære panteandel til din datter [navn] for lån 275.000 kr. …”

Ved e-mail af 12. januar 2020 erklærede klageren sig enig i det af sparekassen anførte.

Den 15. januar 2020 indgik parterne en ny kassekreditkontrakt -578. Af kontrakten fremgik, at kreditrammen indestod uden nedskrivning indtil videre, og at debetrenten var variabel, for tiden 3,5 % p.a., og at renten fastsættes på baggrund af sparekassens Rentebasis DAGLIG CIBOR udlånsrente, cibor 3 måneder plus et variabelt tillæg på p.t. 0 %, plus en variabel marginal på p.t. 3,5 %. Det fremgik endvidere, at variabelt tillæg og variabel marginal kunne ændres af sparekassen i overensstemmelse med sparekassens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter. Kreditten skulle tages op til genforhandling senest den 15. oktober 2021.

Sparekassen har oplyst, at klagerens lån -500 blev indfriet i 2020.

Ved e-mail af 5. august 2021 anmodede sparekassen klageren om at fremsende økonomiske oplysninger i anledning af genforhandling den 15. oktober 2021. Sparekassen bad yderligere om klagerens forventning til salg/indfrielse af kreditten samt om en skitse til budgetforventninger, såfremt klageren ville søge om forlængelse af kreditaftalen.

Ved e-mail af 11. oktober 2021 sendte klageren sine økonomiske oplysninger til sparekassen. Af e-mailen fremgik:

”… Huset har til stadighed været til salg ved [ejendomsmægler] i over 2 år, og uden at der har været reel købsinteresse.

Som det hele tiden har været klart for såvel Sparekassen som mig, har jeg ingen mulighed for at indfri kreditten før ejendommen sælges, og da Sparekassen i januar 2020 pressede mig til at give pant i anparterne i [S], anså jeg herefter enhver diskussion om en fortsættelse af engagementet for afgjort en gang for alle, såfremt der ikke dukkede en uventet gevinst op – hvorfor skulle jeg ellers give sparekassen pant i disse anparter??

Jeg kan så forstå på nedenstående mail af 5.8.2021 at denne forudsætning var en misfortolkning, og at jeg tilsyneladende skal forvente at diskutere en fortsættelse af engagementet år efter år. …”

Ved e-mail af 26. oktober 2021 svarede sparekassen med henvisning til klagerens årsrapport for 2020, at klageren burde have afdraget på kreditten. Af svaret fremgik:

”… Vi mener en del af disse midler med rimelighed burde være afdraget på kreditten hos os. Der er på intet tidspunkt hverken i 2014 eller senest møde januar 2020 udtrykt, at kreditten isoleret set kun er bundet op på [E1] og salg af samme.

Dit private budget2021 indeholder for os at se mange udgifter, som vi umiddelbart finder urimelige at du prioriterer før vores gæld.

Umiddelbart er det vores holdning, at der nu skal igangsættes afdrag på kreditten hos os. Vores forslag er 10.000 kr./md. F.g. 1.12.2021 med uændret rentesats.

Du kan måske overveje salg af [E3] og opløse/sælge [S] – som du stiftede i 2019 med VSO.omdannelsen.”

Ved e-mail af 31. oktober 2021 bad klageren sparekassen om dens beregnede likviditetsbudget for ham for perioden 2022-2027.

Ved e-mail af 4. november 2021 afviste sparekassen at udarbejde et budget for klageren og krævede, at klageren begyndte at afdrage på kreditten.  

Den 4. november 2021 klagede klageren til sparekassen.

Ved e-mail af 5. november 2021 afviste sparekassen klagen.

Ved e-mail af 12. november 2021 klagede klageren over renteforhøjelsen på lån -500 i 2016.

Sparekassen har oplyst, at klagerens kassekredit -578 blev indfriet per 1. juni 2022 med provenuet af E1, som blev solgt.

I sagen er der fremlagt økonomiske oplysninger for klageren, koncernen og S (årsrapporter for koncernen og S, lejekontrakt for E1, personlige skattebilag og likviditetsbudget for 2021).

Parternes påstande

Den 7. november 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Djursland skal anerkende, at den først kan kræve afdrag på klagerens boligkredit, når E1 sælges, og at renten på boligkreditten og lånet skal overholde den sats, der blev aftalt ved akkordaftalen af 2014.

Sparekassen Djursland har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår klagen over rentesatsen, subsidiært frifindelse for så vidt angår alle klagerens påstande.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han indgik en aftale med sparekassen om, at kreditten på 864.000 kr. skulle betales til sparekassen ved salg af E1.

I 2014 havde et af selskaberne i hans koncern en gæld, som han havde kautioneret personligt for. På baggrund af gælden indgik han og sparekassen en aftale om akkord. Der blev ikke udarbejdet et aftaledokument med angivelse af den endelige aftale.

Sparekassen er bundet af akkordaftalen, men den mener nu uretmæssigt, at en aftalt genforhandling nulstiller aftalen fra 2014. I sin e-mail af 23. september 2014 til sparekassen anførte han, at det ikke gav mening at fastsætte et tidspunkt for genforhandling, idet alt var forhandlet færdigt. Desværre lod han sig overbevise om, at sparekassen ikke kunne indgå en aftale, uden at der var fastsat en genforhandling, men at en sådan ikke ville ændre ved aftalen. Han modtog ikke noget skriftligt svar på sine bemærkninger herom.

Aftalerne indgået i 2014 blev indskrevet i et nyt lånedokument, hvilket, sparekassen mener, er hjemmel til at tilsidesætte aftalen om rentens størrelse. I sin e-mail af 2. maj 2016 skrev rådgiveren, at de øvrige vilkår var gældende. Men det var de tilsyneladende kun frem til genforhandlingen i efteråret 2019.

På mødet den 7. januar 2020 følte han sig presset til at give sparekassen pant i anparter i S. Dette fremgår af sparekassens mødereferat af 7. januar 2020. S’ køb af ejerlejligheden, E3, var alene sket for at parkere en stor udskudt skat i den virksomhedsordning, der havde kørt i mange år, og som ville udløse en skat på cirka 1.145.000 kr. Sparekassen medvirkede ikke til finansieringen, men fik alligevel pant i anparterne. På mødet den 7. januar 2020 og tidligere havde sparekassen tilkendegivet, at de til sin tid nok skulle finde en god løsning, og derfor accepterede han sparekassens krav om yderligere sikkerhed. Sparekassen vidste og udtalte, at den ikke havde fuld sikkerhed og derfor nedskrev på engagementet. Hans forventning til en aftale var, at sparekassen ville foreslå enten at overtage ejendommen eller nedskrive engagementet.

Sparekassen fik ham således til at give pant i anparterne i S, og den opfordrede ham til at forfordele sine andre kreditorer. Blandt andet denne adfærd udgjorde en tilsidesættelse af regler om god bankskik og regler i aftaleloven.

Sparekassens krav om påbegyndelse af betaling af afdrag var urimeligt. Udspillet fra sparekassen var uacceptabelt, idet han på ingen måde kunne opfylde det. Budgettet han sendte til sparekassen den 11. oktober 2021 viste et årligt likviditetsunderskud på 198.484 kr. før eventuelt afdrag til sparekassen. Årsagen til underskuddet var især årlige afdrag på E1 og E2 på 160.000 kr. efter udløb af de afdragsfrie perioder. Endvidere var der i budgettet medregnet en indtægt for udlejning af E1 på 10.000 kr. månedligt. Siden 2014 havde sparekassen desuden forbedret sin situation med i alt 934.000 kr.

Sparekassen har blandt andet anført, at der ikke er dækning for engagementet, men det har der ikke været frem til januar 2019, hvor sparekassen pressede ham til at stille yderligere sikkerhed. Sparekassen har yderligere anført, at han skal skære ned på sit årlige privatforbrug på 120.000 kr. I beløbet indgår udgifter til ferier, fornøjelser, gaver og tøj med videre, og dette kan ikke anses for ekstravagant.

Sparekassen anførte, at han kunne reducere sine udgifter ved at sælge E2. Dette gav ikke mening, da sparekassen foreslog, at hans fraskilte hustru købte sparekassens pant fri i 2014.

Han opfordrede sparekassen til at fremlægge et budget for ham for de næste syv år med afvikling af lån med 10.000 kr. per måned. Dette blev ikke efterkommet, hvilket sikkert er fordi, sparekassen var klar over, at det ikke var muligt.

Sparekassen udnyttede sin økonomiske magt over ham. Renteforhøjelsen i 2016, pantsætningen af anparterne i S og kravet om afdrag i efteråret 2021 er omfattet af aftalelovens afsnit tre om ugyldige viljeserklæringer. Det var endvidere i strid med god rådgiverskik, da sparekassen opfordrede til salg af E3, velvidende at dette ville udløse en betydelig skat på 1.145.000 kr., som han ikke havde mulighed for at betale.  

I efteråret 2021 handlede sparekassen i strid med databeskyttelseslovgivningen, da den tilgik data for et selskab i koncernen uden at have fuldmagt hertil.

Sparekassen Djursland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke klagede til sparekassen over rentesatsen, inden han klagede til Ankenævnet. Af den grund bør denne del af klagen afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at baggrunden for klagerens gældsforhold var et forløb i 2014, hvor sparekassen accepterede at afskrive et større beløb hidrørende fra tab på investeringskreditter i klagerens selskaber, hvor han kautionerede personligt.

Kassekredit -578 af 26. november 2014 blev oprettet som følge af aftalen med et vilkår om, at kreditrammen indestod uden nedskrivning indtil videre, og at kredittens maksimum skulle genforhandles næste gang senest den 31. december 2019.

Ifølge kassekreditkontrakt -578 af 15. januar 2020 skulle kreditten tages op til genforhandling senest den 15. oktober 2021. Sparekassen var derfor berettiget til at forlange nedbringelse. Den særlige bestemmelse havde til formål at forpligte klageren til at indfri kassekreditten ved et salg af E1 og var efter sin ordlyd ikke en ret til klageren til at vente med indfrielsen, til ejendommen måtte være solgt.

Det var rimeligt at forlange nedbringelse af gælden, da salg af den pantsatte ejendom ikke vurderedes at kunne dække gælden, hvis et salg blev muligt. I øvrigt havde ejendommen været til salg i mere end 900 dage, boligen var udlejet, og der var andre ejendomme til salg i samme område. Sparekassen vurderede derfor ikke et snarligt salg for realistisk. Ud fra de indleverede dokumenter vurderede sparekassen, at klageren kunne finde likviditet til nedbringelsen, såfremt klageren havde viljen til det.

Sparekassen vurderede nogle af klagerens budgetudgifter urealistisk høje, især henset til klagerens indtjening. Sparekassen foreslog klageren at skaffe likviditet ved at sælge en anden fritidsbolig, der ifølge budgettet belastede likviditeten med 120.000 kr. årligt og eventuelt sælge S inklusiv den ejendom, som S ejede. I likviditetsbudgettet havde klageren endvidere afsat 120.000 kr. til privat forbrug årligt, hvilket er urimeligt højt til én person. Ud fra materialet, som klageren sendte til sparekassen, vurderede sparekassen, at det ville være muligt at fremskaffe likviditet til nedbringelse af gælden i sparekassen, hvilket var baggrunden for kravet om månedlig nedskrivning af kredittens maksimum.

Det fremgik af kassekreditkontrakt -578 af 26. november 2014, at renten var variabel og på oprettelsestidspunktet udgjorde 3,31 % p.a. Rentesatsen blev ifølge kontrakten fastsat som den til enhver tid værende ciborsats for tre måneder plus et tillæg på 3 %. Tillægget kunne til enhver tid ændres med et varsel på syv dage. Klageren accepterede i sin e-mail af 12. januar 2020 et mødereferat fra et møde den 7. januar 2020. Af mødereferatet fremgik rentesatsen på 3,5 %. Efter genforhandling af kreditten underskrev klageren den 15. januar 2020 en ny kontrakt, hvor tillægget på 3,5 % fremgik.

Klageren accepterede således vilkårene for rentesatsen i kreditten, herunder at renten var variabel, og at sparekassen kunne ændre tillægget med et varsel på syv dage. Renten var på ingen måde urimelig.

Renteforhøjelsen på lån -500 i 2016 blev varslet ved brev sendt til klagerens e-Boks. Sparekassens foretog per 4. maj 2016 en forhøjelse af rentesatser på lån, hvor eksponeringerne var klassificeret 2c eller 1/OIK. Begrundelsen for justeringen var, at rentesatsen skulle modsvare den forhøjede risiko i sådanne eksponeringer. Renteforhøjelsen skete med hjemmel i afsnit 1.3 i sparekassens dagældende almindelige forretningsbetingelser.

Klageren har anført, at han i 2016 valgte ikke at indbringe en sag om renteforhøjelsen på lån -500 for Ankenævnet. Klageren anerkender således at have været bekendt med renteforhøjelsen siden den blev gennemført, hvorfor sparekassen ikke kan anerkende klagerens påstand om rentekompensation. Under alle omstændigheder er et eventuelt krav om rentekompensation fra perioden før den 7. november 2018 forældet, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er tre år.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises på baggrund af det af sparekassen anførte om, at klageren ikke inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet har klaget over renteforhøjelsen til sparekassens klageansvarlige.

Det fremgik af kassekreditkontrakterne -578 af 26. november 2014 og 15. januar 2020, at aftalerne skulle genforhandles. Ankenævnet finder, at klageren ikke havde krav på forlængelse af kreditten på uændrede vilkår. Endvidere finder Ankenævnet ikke, at sparekassen havde forpligtet sig til først at kræve afdrag på kreditten efter salg af E1. Ankenævnet finder herefter, at sparekassen var berettiget til at kræve afvikling af kreditten som sket.

Vedrørende kassekreditkontrakt -578 af 15. januar 2020, finder Ankenævnet endvidere, at klageren var bundet af den aftalte variable rentesats på 3,5 % årligt. Ankenævnet finder, at aftalen om renteændringen ikke kan tilsidesættes som urimelig, jævnfør aftalelovens § 36, jævnfør § 38c.

Fra den 4. maj 2016 ændrede sparekassen debitorrenten på lån -500 fra 3,03 % til 3,7 %. Varslingen af rentestigningen skete ved individuel meddelelse ved meddelelse i klagerens e-Boks den 29. marts 2016. Sparekassen har oplyst, at den foretog en forhøjelse af rentesatser på lån, hvor eksponeringerne var klassificeret 2c eller 1/OIK, og at begrundelsen for justeringen var, at rentesatsen skulle modsvare den forhøjede risiko i sådanne eksponeringer.

Banken havde hjemmel i låneaftalen fra 4. maj 2016 og bankens generelle vilkår for privatkunder til at foretage de i sagen omhandlede renteændringer, og Ankenævnet lægger i overensstemmelse med bankens oplysninger til grund, at der var tale om renteændringer begrundet i eksponeringen af kreditten. Endvidere finder Ankenævnet ikke, at rentesatsen kan tilsidesættes som urimelig, jævnfør aftalelovens § 36, jævnfør § 38c.

Da renten på klagerens lån -500 blev tilskrevet og betalt løbende, finder Ankenævnet endvidere, at et eventuelt tilbagebetalingskrav tidligere end tre år fra indgivelsen af klagen til Ankenævnet, det vil sige forud for den 7. november 2018 under alle omstændigheder, er forældet.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klagerens pantsætning af anparter i S skete efter utilbørligt pres fra sparekassen.

Spørgsmål om sparekassens overholdelse af databeskyttelsesloven og persondataforordningen og eventuelle sanktioner som følge heraf hører under Datatilsynet, og klageren henvises til i stedet at rette henvendelse herom til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.