Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte transaktioner foretaget i Danmark, mens klageren var bortrejst til udlandet. Spørgsmål om indsigelsesfrist, jf. lov om betalingstjenester § 63, var overholdt.

Sagsnummer:274/2014
Dato:15-09-2015
Ankenævn:John Mosegaard, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Astrid Thomas og Andreas Moll Årsnes
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte transaktioner foretaget i Danmark, mens klageren var bortrejst til udlandet. Spørgsmål om indsigelsesfrist, jf. lov om betalingstjenester § 63, var overholdt.
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke-vedkendte transaktioner foretaget i Danmark, mens klageren var bortrejst til udlandet.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor hun har en konto -238 med et tilknyttet Visa/dankort.

Af kontoudskrift nr. 6 af 30. december 2011 for klagerens konto -238 fremgår, at klageren i 2011 blandt andet foretog en del hævninger i pengeautomater med sit Visa/dankort.

Af kontoudskrift nr. 7 af 12. august 2012 for klagerens konto -238 fremgår, at der den 21. marts 2012 ved kontooverførsel blev indsat 30.000 kr. på klagerens konto, og at der den 4. april 2012 ved kontooverførsel blev indsat 10.000 kr. med posteringsteksten ”Tak for lån”.

Det fremgår endvidere, at der i perioden fra den 8. februar 2012 til den 11. april 2012 blev foretaget otte hævninger på i alt 41.928,36 kr., jf. transaktionslisten nedenfor. Hævningerne blev foretaget ved aflæsning af kortets chip og indtastning af den til kortet hørende pinkode.

Dato - tidspunkt

Sted

Beløb i kroner

2012-02-08-11.45.00

A - Nordea Bank - hæveautomat

1.900,00

2012-04-04-13.41.02

B - Nordea Bank -hæveautomat

10.000,00

2012-04-07-16.14.37

C - Nordea Bank - hæveautomat

5.000,00

2012-04-08-21.48.07

D - Nordea Bank - hæveautomat

5.000,00

2012-04-09-00.05.00

D - Nordea Bank - hæveautomat

5.000,00

2012-04-09-21.06.35

E – Dankort transaktion

228,36

2012-04-10-16.54.50

C - Nordea Bank - hæveautomat

10.000,00

2012-04-11-01.12.23

A - Nordea Bank - hæveautomat

4.800,00

Klageren ville ikke vedkende sig disse transaktioner, idet hun har oplyst, at hun i den periode, hvor transaktionerne fandt sted var bortrejst til udlandet sammen med sine forældre.

Klageren har oplyst, at hun havde kortet med til udlandet, og at hun først konstaterede misbruget den 19. april 2012 efter, at hun var kommet tilbage til Danmark.

Klageren har endvidere oplyst, at hun umiddelbart efter hun konstaterede misbruget forsøgte at anmelde sagen til politiet. Her fik hun imidlertid oplyst, at hun i stedet skulle henvende sig til banken.

Kortet blev spærret af klageren den 23. april 2012.

Klageren har oplyst, at hun den 23. april 2012 henvendte sig personligt i banken og oplyste, at hendes kort var blevet misbrugt. Banken viste hende en kontoudskrift, og hun oplyste, at hun ikke kunne vedkende sig adskillige transaktioner, og at hun ikke selv havde anvendt kortet i perioden fra sidst i december 2011 til april 2012.

Banken har oplyst, at den formoder, at indsigelsesblanketten blev udleveret til klageren den 23. april 2012, og at hun i den forbindelse blev vejledt om adgangen til at gøre indsigelse, herunder om indsigelsesproceduren. Indsigelsesblanketten indeholdt ligeledes en vejledning i, hvordan hun skulle forholde sig.

Ved en indsigelsesblanket underskrevet af klageren den 6. juni 2012 og modtaget i banken den 13. juni 2012 gjorde klageren indsigelse mod de otte hævninger på i alt 41.928,36 kr. og anførte, at kortet var i hendes besiddelse på tidspunktet for de ikke-vedkendte transaktioner, og at hun hverken havde deltaget i eller godkendt transaktionerne.

Banken afviste at godtgøre klageren noget beløb, idet den ikke fandt det sandsynliggjort, at der kunne være tale om tredjemandsmisbrug.

Parternes påstande

Den 7. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 40.828,36 kr. med valør fra beløbene blev hævet.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun hverken har deltaget i eller godkendt de omtvistede hævninger på i alt 41.928,36 kr. Hendes hæftelse for beløbet er derfor begrænset til selvrisikoen på 1.100 kr.

Hun var i udlandet i den periode, hvor misbruget fandt sted, og hun havde kortet i sin besiddelse. Dette kan bekræftes af hendes forældre, der var med på rejsen.

Bevisbyrden for, at hendes hæftelse overstiger selvrisikoen, påhviler banken.

Banken har ikke godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at hendes hæftelse overstiger selvrisikoen.

Den omstændighed, at der, som anført af banken, ikke findes tidligere eksempler på misbrug via kopi af dankort med chip, er ikke i sig selv et bevis for, at dette teknologisk er umuligt og for, at dette ikke har fundet sted i denne sag.

Det af banken anførte om, at mønstret for hævningerne ikke tyder på, at der er tale om misbrug, bestrides. Der er tale om en serie af transaktioner (otte hævninger) på hver for sig væsentlige beløb (i de fleste tilfælde mellem 4.000 og 10.000 kr.).

Det bør ikke komme hende bevismæssigt til skade, at der ikke længere kan skaffes materiale fra videoovervågning af de hæveautomater, hvor pengene er hævet.

Nordea Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at Nets og bankens egen Card Issuing afdeling har bekræftet, at samtlige otte transaktioner var korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl, samt at betalingskortets chip blev aflæst og korrekt pinkode blev indtastet.

Banken har dermed løftet bevisbyrden efter lov om betalingstjenester § 64, hvilket også betyder, at klagerens kort har været fysisk til stede ved samtlige transaktioner.

Bevisbyrden for tredjemandsmisbrug påhviler herefter klageren, og den bevisbyrde har hun ikke løftet.

Det må ifølge Nets anses for helt usandsynligt, at det er muligt at kopiere kortets chip, og det må derfor afvises, at transaktionerne skete med et kopieret kort. Da klageren oplyser, at hun havde sit kort med i udlandet, kan et tyveri ligeledes udelukkes. Det må derfor kunne lægges til grund, at transaktionerne blev foretaget af en person, som klageren havde bemyndiget dertil.

Den første hævning skete den 8. februar 2012 og de øvrige hævninger skete over syv dage i april 2012, hvilket ikke stemmer med et sædvanligt misbrugsmønster.

Misbrugsmønstret afveg ikke fra klagerens normale hævemønster, idet klageren sædvanligvis anvendte sit Visa/dankort til automatudbetalinger, og klageren sædvanligvis hævede større kontantbeløb ad gangen, typisk 10.000 kr. eller 5.000 kr.

Der var tale om et internationalt betalingskort, som det ville have været naturligt at bruge i udlandet, når klageren opholdt sig der. Det forhold at kortet slet ikke er anvendt i udlandet taler ligeledes for, at klageren havde overladt sit kort til tredjemand i Danmark.

Det forhold, at der den 4. april 2012 blev hævet 10.000 kr. på klagerens konto og, at der samme dag ved kontooverførsel blev indsat 10.000 kr. med teksten ”Tak for lån”, taler ligeledes for, at klageren havde overgivet sit kort til tredjemand, som dermed hævede 10.000 kr. for senere at tilbagebetale samme beløb til klageren.

Sagen er ikke politianmeldt af klageren, hvilket får den virkning, at sagen ikke bliver yderligere oplyst. Dette bør komme klageren til skade.

Banken kan ikke skaffe materiale fra videoovervågning i sagen, da det ikke gemmes i mere end 30 dage. Klageren gjorde først indsigelse mod hævningerne over for banken den 13. juni 2012.

Klageren oplyser, at hun konstaterede de omtvistede hævninger den 19. april 2012. Hun gjorde først indsigelse over for banken mere end 1 ½ måned herefter. Hun har ikke gjort indsigelse ”snarest muligt” og har således ikke overholdt fristen i lov om betalingstjenester § 63. Hun har herved fortabt sin mulighed for at gøre indsigelse. I et notat af 5. december 2014 fra Forbrugerombudsmanden om ”Enighed om indsigelsesfristen ved uretmæssige træk på kontoen” fortolkes indsigelsesfristen som 14 dage efter, at forbrugeren har opnået konkret kendskab til uretmæssige træk på kontoen.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at sagen ikke kan afgøres uden parts- og vidneafhøringer.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at klageren rettede personlig henvendelse i banken den 23. april 2012 vedrørende hævninger på hendes konto.

Klageren har oplyst, at hun den 23. april 2012 henvendte sig personligt i banken og oplyste, at hendes kort var blevet misbrugt. Banken viste hende en kontoudskrift, og hun oplyste, at hun ikke kunne vedkende sig adskillige transaktioner, og at hun ikke selv havde anvendt kortet i perioden fra sidst i december 2011 til april 2012.

Banken har oplyst, at den formoder, at indsigelsesblanketten blev udleveret til klageren den 23. april 2012, og at hun i den forbindelse blev vejledt om adgangen til at gøre indsigelse, herunder om indsigelsesproceduren. Indsigelsesblanketten indeholdt ligeledes en vejledning i, hvordan hun skulle forholde sig.

Nordea Bank modtog den 13. juni 2012 indsigelsesblanket vedrørende otte hævninger på i alt 41.928,36 kr. foretaget i perioden fra den 8. februar 2012 til den 11. april 2012. Klageren oplyste, at hun var i udlandet i denne periode og havde kortet med på rejsen. Der er tale om syv hævninger i Nordea Banks egne pengeautomater og en Dankort transaktion.

Banken har oplyst, at den i forbindelse med klagerens indsigelse ikke kunne skaffe materiale fra videoovervågning af bankens hæveautomater vedrørende hævningerne foretaget i april 2012, idet dette kun gemmes i 30 dage.

Klageren har i forbindelse med sagens indgivelse til Ankenævnet oplyst, at hun blev bekendt med de omtvistede hævninger den 19. april 2012 efter, at hun var kommet tilbage til Danmark.

Det følger af lov om betalingstjenester § 63, at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes og Astrid Thomas – udtaler:

Vi finder at spørgsmålet om rettidig reklamation efter lov om betalingstjenester § 63 beror på de oplysninger klageren fremkom med ved henvendelsen i banken den 23. april 2012 og den vejledning hun modtog vedrørende indsigelsesblanketten m.v.

Vi finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet af den grund afviser sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk.1.

To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:

Klageren rejste ved personlig henvendelse i banken den 23. april 2012 indsigelse mod hævningerne på hendes konto i perioden fra sidst i december 2011 til april 2012. Efterfølgende rejste hun ved en indsigelsesblanket modtaget i Nordea Bank den 13. juni 2012 på ny indsigelse mod hævningerne.

Vi finder på den baggrund ikke, at klageren har fortabt sine indsigelser som følge af passivitet.

Efter stemmeflertal bevisafvises dette spørgsmål.

Et samlet Ankenævn udtaler herefter:

Nordea Bank har anført, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. lov om betalingstjenester § 64, stk. 1. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Ankenævnet lægger til grund, at chippen på klagerens Visa/Dankort blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at korrekt pinkode blev indtastet ved samtlige transaktioner.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget med klagerens samtykke.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnet afviser derfor af de anførte grunde sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk.1.

Ankenævnets afgørelse

 

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyre tilbage.