Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse, skrivelse om restance ikke sendt anbefalet.

Sagsnummer:321/1997
Dato:12-12-1997
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne:Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse, skrivelse om restance ikke sendt anbefalet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved separat kautionserklæring underskrevet af klageren den 28. juni 1985 påtog klageren sig selvskyldnerkaution begrænset til 50.000 kr. for sin nu afdøde søns forpligtelser over for indklagede.

Samme dag blev der hævet i alt 50.798,25 kr. på sønnens kassekredit hos indklagede, heraf 2.374,97 kr. til dækning af renter og provision på kontoen. Gælden på kassekreditten var herefter 104.556,16 kr.

Den 23. februar 1988 bekræftede klageren med sin underskrift på en skrivelse fremsendt af indklagede, at hun havde fået meddelelse om, at indklagede havde bevilget sønnen et midlertidigt overtræk på kassekreditten på 84.000 kr.

Af de under sagen fremlagte dokumenter fremgår, at indklagede ved skrivelser af 10. februar og 8. september 1993 anmodede klageren om at inddække overtræk på kassekreditten på henholdsvis 5.000 kr. og 3.000 kr., og at indklagede ved skrivelse af 9. maj 1994 anmodede klageren om at medvirke til indfrielse af kreditten, som samtidig var opsagt over for sønnen. Klageren har bestridt, at hun har modtaget de nævnte skrivelser.

Af kassekreditkontrakten fremgår bl.a., at der den 2. februar 1995 blev indgået aftale med sønnen om nedskrivning af kreditten, som var nedbragt til 33.776,22 kr., med 1.500 kr. månedligt.

Den 7. november 1996 døde klagerens søn.

Ved indklagedes skrivelse af 8. januar 1997 blev klageren anmodet om at indfri restgælden på kassekreditten på 11.459,78 kr. opgjort pr. den 1. januar 1997.

Ved klageskema af 26. august 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for kautionen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun ikke før sønnens død har modtaget opkrævning fra indklagede. Det er hendes opfattelse, at kautionen må være bortfaldet.

Indklagede har anført, at aftalen om selvskyldnerkaution er gyldig og bindende for klageren. Klageren har modtaget meddelelse om restancer og er nu efter sønnens død forpligtet til at indfri kautionen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagedes skrivelser til klageren af 10. februar og 8. september 1993 og 9. maj 1994 blev ikke sendt anbefalet, således som det er foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41. Mod klagerens benægtelse finder Ankenævnet herefter ikke at kunne lægge til grund, at klageren har modtaget meddelelse om restancerne.

En stillingtagen til, om klagerens muligheder for at gøre regres kan antages at være blevet forringet som følge af indklagedes manglende iagttagelse af bank- og sparekasselovens § 41, findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.