Spørgsmål om ansvar for tab på aktieinvesteringer.

Sagsnummer:292/2002
Dato:12-06-2003
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar for tab på aktieinvesteringer.
Indklagede:Finansbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede i forbindelse med placeringen af klagerens formue har pådraget sig et ansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1971, var den 30. september 1999 til møde i pengeinstituttet P om placering af en formue, som klageren havde arvet. Ifølge et dokument, som P havde udarbejdet den 29. september 1999, havde klageren et kontant indestående på 10.069.008,68 kr., en obligationsbeholdning med en samlet kursværdi på 1.946.965 kr. og en aktiebeholdning med en kursværdi på i alt 3.467 kr. Ifølge dokumentet anbefalede P en investeringsstrategi, hvorefter midlerne blev placeret med 50% i danske obligationer, 15% i udenlandske obligationer, 15% i danske aktier og 20% i udenlandske aktier.

Ved skrivelse af 13. oktober 1999 bekræftede P, at der på mødet blandt andet var blevet aftalt en investeringsstrategi, hvorefter ca. 60% af porteføljen skulle investeres i obligationer og ca. 40% i aktier. Klagerens ratepensionsopsparing skulle placeres i teknologiaktier.

Den 20. december 1999 underskrev klageren en aftale med P om en ratepension, hvorpå der årligt skulle indbetales 100.000 kr.

Ifølge en totaloversigt pr. 30. juni 2000 havde klageren et samlet indestående hos P på 111.050,36 kr. og en samlet gæld på 772.669,59 kr. Gælden vedrørte hovedsageligt en LikviditetsKonto med et maksimum på 1 mio. kr. Klagerens frie depot indeholdt obligationer til en samlet kursværdi på 747.416,32 kr. og aktier til en samlet kursværdi på 7.048.372,43 kr. Ratepensionsdepotet indeholdt aktier til en kursværdi på i alt 644.364,41 kr. På ratepensionskontoen indestod 81.627,50 kr. Nettoformuen var således 7.860.161,43 kr.

Klageren blev i forbindelse med kundeforholdet hos P betjent af medarbejderen M. I sommeren 2000 fratrådte M sin stilling hos P og tiltrådte en lignende stilling hos indklagede.

I august 2000 overførte klageren og dennes bror, A, der havde et tilsvarende engagement med P, deres engagementer til indklagede, hvor de fortsat blev betjent af M. For så vidt angår A's engagement henvises til sag nr. 293/2002.

Klagerens værdipapirdepot hos indklagede blev stillet til sikkerhed for engagementet. Endvidere blev der etableret en kredit på 2 mio. kr. I kreditaftalen er der under særlige betingelser anført:

"MED NÆRVÆRENDE KREDIT INVESTERES DER I VÆRDIPAPIRER OG I DEN FORBINDELSE PÅPEGES DET, AT DET KAN VÆRE FORBUNDET MED RISIKO FOR TAB. KREDITOR ER I DEN FORBINDELSE UDEN ANSVAR. DER HENVISES I ØVRIGT TIL TABSKLAUSULEN PÅ VEDLAGTE ALLONGE TIL KREDITTEN."

Af allongen til kreditaftalen fremgår bl.a.:

"Kursværdien af de pantsatte værdipapirer i depot nr. [-788] skal til enhver tid udgøre minimum 150% af det på kreditnr. [-229-2] trukne beløb.

Såfremt kursværdien falder til under minimumskravet, er debitor forpligtet til omgående at bringe forholdet på plads.

Såfremt kursværdien af de pantsatte værdipapirer falder til under 110% af det trukne beløb på værdipapirkreditten, er banken berettiget til at sælge samtlige eller dele af de pantsatte værdipapirer. Såfremt salgsprovenuet ikke kan dække det på kreditten trukne beløb, kan banken kræve det manglende beløb indbetalt på anfordring."

Af årsoversigten for klagerens engagement pr. den 29. december 2000 fremgår et samlet indestående på 114,17 kr. og en samlet gæld på 1.460.210,80 kr. I depotet var der danske og udenlandske obligationer til en samlet værdi på 1.123.744,60 kr. og aktier til en samlet værdi på 4.333.810,24 kr. Værdien af ratepensionen var 470.713,96 kr.

I oktober 2001 optog klageren et lån i Totalkredit. Provenuet af lånet, som udgjorde 1.023.166,22 kr., blev udbetalt af Totalkredit den 30. oktober 2001 og indsat på en lånesagskonto hos indklagede. Den 12. november 2001 blev der overført 730.000 kr. fra lånesagskontoen til klagerens kredit. Klageren blev orienteret om overførslen ved skrivelse af samme dato.

Af årsoversigten for klagerens engagement pr. den 31. december 2001 fremgår et indestående på 113,62 kr. og en gæld på 1.145.990,71 kr. I depotet var der obligationer til en samlet værdi på 355.331,69 kr. og aktier til en samlet værdi på 1.477.459,13 kr. Værdien af ratepensionen var 310.741,31 kr.

I april 2002 blev engagementet overført til P. Samtidig rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede med krav om erstatning. Indklagede afviste kravet.

Parternes påstande.

Den 2. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 9.102.721,71 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der under mødet med P den 30. september 1999, hvor M deltog, blev indgået en investeringsaftale, jf. det under sagen fremlagte dokument. Der blev aftalt en investeringsstrategi, hvorefter 60% af porteføljen skulle investeres i obligationer, mens 40% skulle investeres i aktier. Bortset fra ratepensionsmidlerne, der skulle investeres i teknologiaktier, skulle aktieinvesteringerne ske i aktier med lav risiko. Baggrunden for strategien var hans udtalte ønske om en forsigtig investeringsstrategi med en lang investeringshorisont med henblik på at sikre sin fremtid.

Overførslen af engagementet til indklagede skete efter opfordring fra M, som havde forestået varetagelsen af og plejen af formuen ved at foretage løbende investering i henhold til aftalen om investeringsstrategi. Han valgte at følge opfordringen, idet samarbejdet hidtil var forløbet tilfredsstillende. Der blev i forbindelse med overførslen ikke oprettet en skriftlig investeringsaftale, hvilket han heller ikke fandt nødvendigt, idet det var aftalt med M, at porteføljeplejen skulle fortsætte uændret.

Efterfølgende har det vist sig, at investeringsstrategien blev ændret, idet indklagede foretog kortsigtede investeringer i højrisikoværdipapirer, særligt aktier i udenlandske IT- og teknologivirksomheder. Investeringerne blev ikke foretaget via investeringsforeninger eller gennem placering i en egentlig portefølje af udenlandske aktier, men i stedet i enkeltstående aktier i udenlandske selskaber. Ændringen af strategien og risikoen herved skete uden hans viden og samtykke.

På grundlag af bestemmelsen i allongen til kreditaftalen solgte indklagede obligationer med henblik på at nedbringe gælden på kreditten i takt med, at aktieinvesteringerne udviste tab. Dette medførte en udhuling af formuen.

I perioden august 2000 - marts 2002 blev der foretaget ca. 200 handler. Han havde tillid til indklagedes varetagelse af formuen og fandt derfor ikke anledning til en minutiøs gennemgang af de fremsendte købs- og salgsnotaer. Notaerne er vanskelige at gennemskue, da kursgevinsten/kurstabet ikke fremgår.

Samtlige handler blev gennemført på indklagedes initiativ og uden forudgående henvendelse til ham. Han har aldrig anmodet indklagede om at foretage en handel. I nogle tilfælde blev han kontaktet telefonisk efter gennemførelsen af en handel, oftest i tilfælde af en realiseret gevinst.

Under forløbet var der stort set ikke kontakt mellem ham og indklagede. Han gik ud fra, at formueforholdet blev varetaget professionelt og i overensstemmelse med ønsket om at bevare en forsigtig investeringsstrategi, og at indklagede ville kontakte ham, såfremt der indtrådte væsentlige ændringer.

Det bestrides, at A var bemyndiget til at handle på hans vegne. En sådan fuldmagt har aldrig været drøftet, hverken mellem ham og A eller med indklagede.

De fremsendte beholdningsoversigter indeholder ikke oplysninger om gevinst eller tab. Han blev først opmærksom på indklagedes dispositioner i marts 2002, hvor han efter en omfattende gennemgang af købs- og salgsnotaer dannede sig et overblik over depotbeholdningerne og saldi.

Indklagede har beregnet sig usædvanligt høje kurtager og gebyrer.

Totalkreditlånet blev på opfordring fra indklagede optaget til brug for hans personlige dispositioner. Provenuet blev imidlertid uden forudgående henvendelse til ham overført til kreditten. Lånet blev således optaget under falske forudsætninger.

Efter afhændelse af værdipapirerne i april 2002 udgjorde hans formue -222.541,75 kr. Da udgangspunktet var en formue på 7.860.161,43 kr., har han lidt et tab på 8.082.703,18 kr. Hertil kommer restgælden på Totalkreditlånet, som i april 2002 var på 1.020.018,53 kr., hvorfor det samlede tab udgør 9.102.721,71 kr.

Såfremt investeringsstrategien var blevet fastholdt, ville han uanset fejlslagne aktieinvesteringer for de resterende 40% samt for ratepensionsdepotet fortsat have været i besiddelse af 60% af sin formue pr. august 2000 med tillæg af afkast.

Af indklagedes hjemmeside under afsnittet "Private Banking" fremgår, at formuerådgivning ydes til private kunder under hensyntagen til den enkelte kundes kortsigtede og langsigtede behov, risikoprofil, afkastkrav, indkomstforhold mv. Indklagede har undladt at tage hensyn til hans ønsker og behov, hvilket forløbet tydeligt viser.

Indklagede er som følge af misligholdelse af aftalen om investeringsstrategi, mangelfuld rådgivning og uberettigede dispositioner erstatningsansvarlig for tabet.

Indklagede har forsømt sin pligt til at udarbejde skriftlige aftaler om porteføljeplejen, hvilket er i strid med Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning. Under forløbet har indklagede leveret mangelfuld og utilstrækkelig information, hvorfor han som privatkunde uden særlig økonomiske forudsætninger ikke havde mulighed for at vurdere de økonomiske konsekvenser af handlerne.

Sagen bør ikke afvises af Ankenævnet. Der er tale om et privatkundeforhold, og sagen bør ikke afvises som uegnet til behandling. Han er almindelig lønmodtager og har ageret som privatperson i sit engagement med indklagede. Han havde ingen særlige forudsætninger for handel med værdipapirer, hvilket indklagede var bekendt med.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren i relation til det omhandlede engagement må betragtes som erhvervsdrivende, navnlig henset til engagementets karakter, herunder de omfattende handler, den bevidste gearing af engagementet ved etableringen af kreditten og det betydelige antal udenlandske værdipapirer. Endvidere er sagen ikke egnet til behandling i Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke har indgået porteføljemanagementaftale eller på andet grundlag har påtaget sig administration af værdipapirer for klageren.

Indklagede er uden ansvar for klagerens eventuelle aftaler med P. Der ses imidlertid heller ikke i dette kundeforhold at have foreligget en porteføljemanagementaftale. Det af klageren fremlagte dokument er alene et oplæg til brug for mødet den 30. september 1999.

Overførslen af engagementet til indklagede skete på klagerens eget initiativ tilsyneladende ud fra et ønske om fortsat at blive betjent af M.

Investeringsstrategien blev aftalt mundtligt og blev løbende drøftet med klageren og A. Klageren bestemte selv fordelingen mellem obligationer og aktier og med hensyn til aktier den nærmere fordeling geografisk og branchemæssigt. Klageren blev flere gange advaret om risikoen ved investering i aktier.

Investeringerne blev foretaget i overensstemmelse med de af klageren meddelte instrukser og bekræftet skriftligt ved fremsendelse af købs- og salgsnotaer, månedlige kontoudtog og årsoversigter.

Handlerne blev foretaget efter aftale med klageren og A, som havde et tilsvarende engagement. A forestod i vidt omfang klagerens investeringer, idet A styrede handlerne i tæt samarbejde med indklagede. Handlerne blev aftalt telefonisk, som det er normalt ved aktiehandler. Det var aftalt, at indklagede i visse tilfælde kunne disponere uden forudgående accept. I de tilfælde, hvor det skete, blev klageren eller A kontaktet umiddelbart efter. Der har ikke været tilfælde, hvor klageren ikke har accepteret de indgåede handler.

Klagerens tab er udtryk for den almindelige udvikling på aktiemarkedet i den pågældende periode. Udviklingen i markedet i perioden 1. september 2000 - 30. april 2002 var på Nasdaq -70%, KVX -62% og KFX -23%. For så vidt angår klagerens investeringer blev udviklingen forstærket ved blandt andet gearingen med lånte midler. Klageren var fuldt bevidst om risikoen. Der blev ikke ydet ansvarspådragende rådgivning fra indklagedes side.

Det bestrides, at Forbrugerombudsmandens retningslinier blev tilsidesat. Kreditten er skriftlig dokumenteret, og der blev klart gjort opmærksom på risikoen.

Indklagedes kurtagesatser overstiger ikke, hvad der almindeligvis anvendes i markedet. Ved f.eks. handel med udenlandske obligationer beregner indklagede sig mindre kurtage end P. Kurtagesatserne ved aktiehandler er endog særdeles konkurrencedygtige. I en periode, hvor klageren havde lidt stort tab efter 11. september 2001, blev en del aktiehandler udført franco for at hjælpe klageren med at genvinde tabene.

Der blev ikke foretaget tvangsrealisation af værdipapirer. I tilfælde, hvor det var nødvendigt at nedbringe depotværdierne på grund af indtrufne tab, har man drøftet disse nedbringelser med klageren.

Klagerens tabsopgørelse bestrides. Opgørelsen tager udgangspunkt i depotværdien hos P pr. den 30. juni 2000, og der er bl.a. ikke taget højde for klagerens ikke ubetydelige løbende privatforbrug. Provenuet af Totalkreditlånet kom klageren til gode.

Der er ikke påvist nogen årsagssammenhæng mellem det påståede tab og konkrete handlinger eller undladelser fra indklagedes side.

Klageren har fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod de indgåede aktiehandler ved gennem halvandet år ikke at have reklameret mod de notaer, som rutinemæssigt blev tilsendt, når en handel var indgået.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af, om indklagede reelt påtog sig at pleje klagerens formue og i forbindelse hermed har handlet ansvarspådragende forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen efter vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.