Klage afvist, da samme klage tidligere var behandlet.

Sagsnummer:462/2003
Dato:28-04-2004
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard
Klageemne:Afvisning - klage tidligere behandlet
Ledetekst:Klage afvist, da samme klage tidligere var behandlet.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning i forbindelse med indklagedes finansiering af klagernes boligbyggeri.

Sagens omstændigheder.

I 1999 solgte klagerne et sommerhus og en ejerlejlighed og købte en byggegrund, hvorpå de opførte en ejendom.

Til finansiering af grundkøbet og opførelsen af ejendommen ydede indklagede en byggekredit på 2.090.000 kr. Byggekreditten blev efterfølgende delvist indfriet med et lån i Totalkredit og provenuet ved salget af sommerhuset og ejerlejligheden.

Det viste sig, at klagernes budget ikke hang sammen, og den 11. juli 2001 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet. Der henvises til sagsfremstillingen i sag nr. 261/2001.

Den 28. december 2001 afsagde Ankenævnet følgende kendelse:

"Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved sin rådgivning af klagerne i forbindelse med bevillingen af byggekreditten har begået ansvarspådragende forhold. Klagerne, som har valgt at beholde ejendommen, har endvidere ikke lidt et egentlig tab, som kan danne grundlag for at pålægge indklagede at yde erstatning. Som følge heraf tages klagen ikke til følge. Det bemærkes, at indklagede ikke har beregnet sig overtræksprovision på byggekreditten, og at indklagede har vedstået sit tilbud om en vis rentefri periode på byggekreditten og en nedsættelse af renten og ydelsen på billånet.

Som følge heraf

b e s t e m m e s:

Klagen tages ikke til følge."

Ved købsaftale af 4. juni 2002 solgte klagerne ejendommen for en kontantpris på 2.198.000 kr. med overtagelse den 1. oktober 2002.

Efter indfrielse af Totalkreditlånet, restgælden på byggekreditten og betaling af omkostninger opnåede klagerne ved salget et provenu på 80.000 kr., som blev anvendt til udbetaling i forbindelse med køb af en ny ejendom.

Ved skrivelse af 22. oktober 2003 rejste klagerne via deres advokat et krav mod indklagede om betaling af en erstatning svarende til differencen mellem det faktiske forløb og forløbet som det ville have været, såfremt indklagede havde frarådet klagerne at påbegynde byggeriet og i stedet havde tilrådet dem at købe en mindre ejendom. Kravet blev opgjort således:

Forhøjet boligudgift i perioden 1.12.99 - 1.10.2002, 22 mdr. x 5.000 kr.

110.000

kr.

Omkostninger ved etablering af byggekredit

40.425

kr.

Omkostninger ved etablering af Totalkredit-lån

17.514

kr.

Garanti og kurssikring

2.115

kr.

Udgift til ejendomsmægler

93.917

kr.

I alt

263.971

kr.

Ved skrivelse af 29. oktober 2003 afviste indklagede kravet under henvisning til Ankenævnets kendelse af 28. december 2001.

Parternes påstande.

Den 20. januar 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 263.971 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede som følge af fejl og mangelfuld rådgivning bør betale erstatning for de merudgifter, de blev påført i forbindelse med byggeriet.

Indklagede udviste groft uforsvarlig adfærd ved at give grønt lys for byggeriet, idet indklagede indså eller burde have indset, at projektet langt oversteg deres økonomiske formåen.

Den af indklagede forudsatte finansieringsplan og budgettet, som dannede grundlag for indklagedes kreditvurdering, var behæftet med væsentlige fejl. Der manglede udgifter på i alt 92.000 kr. årligt eller 7.600 kr. månedligt i budgettet, som ikke blev hverken godkendt eller forelagt dem. I finansieringsplanen burde provenuet ved salget af henholdsvis sommerhuset og ejerlejligheden være medtaget med væsentligt lavere beløb, idet ejendommene endnu ikke var solgt, således at provenuet dermed var usikkert. Der burde endvidere være blevet søgt forhåndslån og foretaget kurssikring med henblik på at få fastlagt det endelige låns størrelse og rentevilkår.

Som følge af indklagedes fejl og mangelfulde rådgivning har de været nødsaget til at sælge ejendommen, og der er nu realiseret et tab. Den tidligere klagesag - jf. kendelse nr. 261/2001 - angår en række elementer i en forligsordning, hvoraf nogle var af midlertidig karakter. Nærværende sag, der vedrører et erstatningskrav, adskiller sig således væsentligt herfra.

Sag 261/2001 blev ført af dem selv uden advokatbistand og blev således behandlet på et utilstrækkeligt grundlag.

På tidspunktet for afgørelsen i sag nr. 261/2001 var ejendommen i behold, og der var således den gang ikke lidt et egentligt tab. Dette fremgår udtrykkeligt af kendelsen, og det må derfor antages, at Ankenævnet ikke herved tog bindende stilling til, om erstatningsbetingelserne var til stede.

Ankenævnet bør derfor ikke afvise nærværende klage.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det ved Ankenævnets kendelse af 28. december 2001 i sag nr. 261/2001 blev udtrykkeligt fastslået, at indklagede ikke begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med bevillingen af byggekreditten.

Det forhold, at klagerne i forbindelse med salget af ejendommen nu mener at have realiseret et tab ændrer ikke på, at der ikke oprindeligt forelå et ansvarsgrundlag.

Ankenævnets præmis om at klagerne, der valgte at beholde ejendommen endvidere ikke har lidt tab, skal blot tages som udtryk for, at heller ikke tabsbetingelsen da var til stede.

Der er ikke fremkommet nye oplysninger, som - hvis de havde foreligget under ankenævnsbehandlingen - må antages at ville have medført et andet udfald af sagen, herunder især ansvarsbedømmelsen.

Klagerne har mulighed for at få efterprøvet Ankenævnets afgørelse ved at indbringe sagen for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den foreliggende klage omhandler de forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets kendelse af 28. december 2001 i sag nr. 261/2001. Da Ankenævnet ved afgørelsen af denne sag nåede frem til, at der ikke var et ansvarsgrundlag, er det uden betydning, at klagerne nu mener at have realiseret et tab. Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for at genoptage den tidligere sag, kan Ankenævnet ikke behandle klagen.

Det bemærkes, at klagerne fortsat har mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.