Spørgsmål om tilsidesættelse af tredjemandspantsætning.

Sagsnummer:367/1999
Dato:16-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om tilsidesættelse af tredjemandspantsætning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens håndpantsætning af et ejerpantebrev til sikkerhed for et lån ydet til hans søn af indklagede.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med at indklagede ydede klagerens søn og svigerdatter et lån på 255.000 kr., underskrev klageren den 9. januar 1990 lånedokument, idet klageren til sikkerhed deponerede et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i sin ejendom.

I oktober 1994 ønskede debitorerne en forhøjelse af lånet med 43.000 kr., som skulle anvendes til betaling af forfalden husleje, indfrielse af et billån samt gæld til klageren.

Af en af klageren og dennes ægtefælle i oktober 1994 underskrevet erklæring fremgår, at indklagede i første omgang afslog debitorernes ansøgning; dog kunne en forhøjelse ske, såfremt der blev stillet uomtvistelig sikkerhed. Indklagede rettede herefter henvendelse til klageren om en låneforhøjelse og orienterede i denne forbindelse om, at klagerens tabsrisiko ved en forhøjelse ville blive 265.000 kr. mod tidligere 150.000 kr. Klageren udbad sig betænkningstid, og den følgende dag meddelte han indklagede at være indforstået med at give yderligere sikkerhed i form af pant i sin ejendom. Af erklæringen fremgår, at klageren bekræftede det beskrevne hændelsesforløb samt, at det deponerede ejerpantebrev "tillige tjener til sikkerhed for stiftet usikret gæld".

I januar 1995 ønskede debitorerne en forhøjelse på 30.000 kr., der skulle anvendes til indfrielse af gæld hos et finansieringsselskab.

Den 11. januar 1995 underskrev klageren som deponent lånedokument, hvorefter debitorernes lån blev forhøjet med 33.000 kr. til 316.815,40 kr. Samtidig blev klagerens ejerpantebrev forhøjet til 305.000 kr. Klageren og ægtefællen underskrev en erklæring vedrørende baggrunden for låneforhøjelsen. Af erklæringen fremgår, at forhøjelsen anvendtes til at indfri et billån, for hvilket klageren havde kautioneret.

Indklagede har oplyst, at lånet herefter blev afviklet nogenlunde regelmæssigt.

I januar 1999, hvor lånets restgæld primo måneden var 275.309,40 kr., blev debitorernes faste ejendom begæret solgt på tvangsauktion.

Indklagede har anført, at debitorerne, klageren og dennes tre øvrige børn var til møde hos indklagede for at drøfte mulighederne for at afværge tvangsauktionen. Indklagede foreslog, at der blev ydet 2 måneders ydelsesbortfald på kautionslånet samt en løbetidsforlængelse; endvidere skulle debitor bevilges et overtræk på 15.000 kr. på sin lønkonto. Hertil kom, at debitor selv kunne skaffe et beløb på 27.000 kr. Tvangsauktionen ville herefter kunne afværges. Den skitserede ordning blev gennemført, således at tvangsauktionen bortfaldt.

Ved skrivelse af 11. maj 1999 meddelte indklagede debitorerne, at indklagede var blevet anmodet om at notere et udlæg i debitorernes ejendom. Indklagede anmodede derfor debitorerne om at rette henvendelse, idet det samtidig blev tilkendegivet, at såfremt dette ikke skete, ville man betragte engagementet som opsagt p.g.a. misligholdelse.

Primo juni 1999 blev indklagede bekendt med, at der for debitorernes ejendom var berammet tvangsauktion til den 30. juni 1999.

Indklagede har anført, at en uge før tvangsauktionen ønskede debitorerne et møde. Indklagedes afdelingsdirektør var bekendt med, at klageren var syg og meddelte, at et møde kun kunne afholdes, såfremt der var repræsentanter til stede for klagerens øvrige børn.

Den 29. juni 1999 afholdtes møde i indklagedes afdeling. I mødet deltog debitorerne, klageren samt klagerens datter W.

Indklagede har anført, at på mødet blev det aftalt med familien at forhøje kautionslånet med et beløb på ca. 28.000 kr. med henblik på at afværge auktionen. På grund af tidspres skulle afværgebeløbet i første omgang hæves på debitorernes løbende konto; når udlånsdokumenterne var etableret, skulle den løbende konto retableres med afværgebeløbet. Dette blev tiltrådt af klageren. Klageren bestrider indklagedes sagsfremstilling.

Ved skrivelse af 1. juli 1999 meddelte indklagede debitorerne, at der til brug for afværgelse af tvangsauktionen var hævet 27.799,66 kr. på den løbende konto.

Forhøjelsen af debitorernes lån blev ikke gennemført. Den 31. august 1999 blev lånet indfriet af klageren ved betaling af 235.169,05 kr. Som betingelse for udlevering af klagerens ejerpantebrev stillede indklagede endvidere krav om betaling af afværgebeløbet på 27.799,66 kr., hvilket herefter skete.

Parternes påstande.

Klageren har den 1. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale indfrielsesbeløbet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerens repræsentant under sagen har bl.a. anført, at indklagede udnyttede klagerens uvidenhed og autoritetstro til at fortsætte med yderligere sikkerhedsstillelse. Indklagede var for "flink over for sønnen vel vidende, at denne var en dårlig betaler".

Indklagede undlod at informere klageren om manglende indbetalinger på lånet.

Klageren stiller sig uforstående over for, at lånets restgæld, der i februar 1999 var på ca. 219.000 kr., ved indfrielsen var ca. 263.000 kr.

Indklagede blev af den øvrige familie gjort opmærksom på, at klageren i perioder var under behandling for depression og ikke kunne tåle for store pres. Indklagede var også informeret om, at klageren ikke ville kunne udrede den højere gæld. Indfrielsen er sket ved optagelse af realkreditlån.

Det ville have været mere fordelagtigt for klageren at indfri sønnens lån i februar 1999, da indfrielse da kunne være sket med et mindre beløb.

Ved underskrivelsen af erklæring i oktober 1994 var klageren ikke klar over betydningen af, at det fremgik, at ejerpantebrevet tjente "til sikkerhed for stiftet usikret gæld".

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med forhøjelsen af det sikrede lån i oktober 1994 underskrev erklæring, hvoraf fremgår, at klageren var bekendt med omstændighederne i forbindelse med forhøjelsen af ejerpantebrevet. Tilsvarende underskrev klageren erklæring i forbindelse med forhøjelsen i januar 1995.

De midler, der blev fremskaffet for at afværge tvangsauktion i januar 1999 medførte ikke nogen forøgelse af klagerens hæftelse. Beløbet fremkom ved salget af en bil samt et bevilget overtræk på en løbende konto.

For så vidt angår afværgelsen af tvangsauktionen den 30. juni 1999 afholdtes dagen forinden møde hos indklagede. Indklagede stillede krav om, at der ud over klageren var andre af klagerens børn til stede, og klagerens datter W deltog herefter. Det aftaltes med familien, at debitorernes lån skulle forhøjes med et beløb svarende til "afværgebeløbet". De nødvendige papirer hertil kunne ikke udfærdiges straks, hvorfor afværgebeløbet kunne trækkes på debitorernes løbende konto, således at lånedokumentet kunne udfærdiges efterfølgende.

Klageren tiltrådte på mødet låneforhøjelsen, og det var på hans og familiens foranledning, at afværgebeløbet blev fremsendt til auktionsrekvirenten. Derfor blev frigivelsen af ejerpantebrevet gjort betinget af, at også afværgebeløbet blev inddækket.

Det bestrides, at indklagede pressede klageren til at medvirke til de foretagne dispositioner.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor klagen bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved forhøjelsen af det sikrede lån i oktober 1994 og januar 1995 underskrev klageren og dennes ægtefælle erklæringer, hvoraf baggrunden for forhøjelsen af klagerens sikkerhedsstillelse fremgår. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indholdet af disse erklæringer eller håndpantsætningen af ejerpantebrevet, hverken helt eller delvist.

Klageren var berettiget til når som helst og også i januar 1999 at kræve ejerpantebrevet frigivet mod at indbetale et beløb svarende til lånets restgæld. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i januar 1999 fremsatte anmodning herom.

Ved frigivelsen af klagerens ejerpantebrev opgjorde indklagede det sikrede lån til 235.169,05 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte opgørelsen af dette beløb.

Indklagede har anført, at det på mødet den 29. juni 1999 blev aftalt, at klagerens søns lån skulle forhøjes med det beløb på ca. 28.000 kr., som var nødvendigt for, at tvangsauktionen den 30. s.m. kunne afværges, og at klageren gav tilsagn om, at ejerpantebrevet også skulle være stillet til sikkerhed for denne låneforhøjelse. Klageren bestrider dette. Ankenævnet finder, at en afgørelse af dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Som følge heraf afviser Ankenævnet i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1 en stillingtagen til dette tvistepunkt.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke tage stilling til, om indklagedes krav om at udlevering af klagerens ejerpantebrev var betinget af klagerens indbetaling af 27.799,66 kr. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.