Spørgsmål om rettidig meddelelse ved tyveri af kort fra klagerens bolig.

Sagsnummer:21/2002
Dato:06-05-2002
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne:Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst:Spørgsmål om rettidig meddelelse ved tyveri af kort fra klagerens bolig.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage drejer sig om, hvorvidt klageren har anmeldt tyveri af sit dankort for sent.

Sagens omstændigheder.

Søndag den 26. august 2001 kl. 8.35 spærrede klageren sit Visa/dankort, som var tilknyttet klagerens konto hos indklagede.

Forinden spærringen var kortet og den tilhørende PIN-kode blevet misbrugt ved følgende fire hævninger i kontantautomater:



25. august 2001 kl. 18.49

2.000 kr.

25. august 2001 kl. 18.50

2.700 kr.

25. august 2001 kl. 21.24

100 kr.

26. august 2001 kl. 0.00

5.000 kr.

I alt

9.800 kr.

Den 30. august 2001 udfyldte klageren et "Afklaringsskema vedrørende misbrugt kundekort" hos indklagede. Ud for en rubrik med fortrykt tekst "Omstændigheder ved bortkomst/tyveri - herunder tid og sted" er der anført:

"Min taske indeholdende bl.a. kreditkort blev stjålet fra min bopæl eftermiddagen den 25. aug. efter besøget i Brugsen."

Ud for en rubrik med fortrykt tekst "Hvornår har De konstateret, at kortet var stjålet/bortkommet?" er der anført datoen "25.8.01" og klokkeslættet "ca. 18/19".

Ved skrivelse af 21. september 2001 meddelte indklagede, at klageren hæftede for 1.200 kr. af misbruget, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2. Indklagede tog samtidig forbehold for at gøre et yderligere ansvar gældende.

Ved skrivelse af 22. oktober 2001 stillede indklagede krav om, at klageren skulle dække yderligere 3.900 kr. af misbruget, eller i alt 5.100 kr., svarende til det samlede tab ved de sidste to hævninger inden spærringen. Kravet var begrundet i, at klageren havde undladt at spærre kortet umiddelbart efter, at hun den 25. august 2001 i tidsrummet kl. 18-19 havde konstateret, at kortet var stjålet.

Klageren protesterede imod at skulle hæfte for mere end de 1.200 kr. og gjorde gældende, at hun havde spærret kortet rettidigt. Ved skrivelse af 25. oktober 2001 anførte klageren bl.a.:

"Jeg konstaterede IKKE at ovennævnte kort var STJÅLET lørdag den 25. august mellem kl. 18. og 19.

Som forklaret over for politiet og [ indklagede] gik jeg og malede i den ene ende af huset, vores hus er under ombygning, som forklaring på at en indtrængen i huset kan have været mulig uden mit vidende.

Om aftenen opdagede jeg at min taske indeholdende bl.a. ovennævnte kort ikke var på sin sædvanlige plads. Det undrede mig, og jeg begyndte selvfølgelig midt i al "ombygningsvirvaret" at lede resten af aftenen. Det kunne jo være, at jeg havde forlagt tasken i al flytteriet.

Om morgenen da jeg stadig ikke kunne finde tasken følte jeg mig foranlediget til at spærre kontoen. Idet jeg først på dette tidspunkt ERKENDTE at det muligvis kunne være stjålet.

Ved en efterfølgende rekonstruktion baglæns kan jeg konstatere at et tyveri må være sket og nogenlunde, også med bankens hjælp, tidsfæste det."

Ved skrivelse af 8. november 2001 fastholdt indklagede kravet om betaling af yderligere 3.900 kr.

Ved skrivelse af 13. november 2001 anførte klageren bl.a.:

"Som svar på Deres brev af 8. nov. vedrørende VisaDankort [kortnummer] skal jeg hermed rydde den misforståelse af vejen, at jeg skulle have skrevet under på at mit Dankort blev stjålet ca. kl. 18 den 25. august.

Efter at have kontaktet banken, som kan fortælle mig at der er hævet penge på min konto, kan jeg bagklogt konstatere, at tasken er blevet stjålet sidst på eftermiddagen. Derfor skriver jeg, at tasken blev stjålet.

Jeg konstaterede at min taske ikke befinder sig på den vante plads. At den skulle være stjålet end ikke strejfer min tanke, for hvorfor skulle en tyv dog gå ind i et hus ved højlys dag, mens der er mennesker i huset. Og der var ingen tegn på ubudne gæster, fx i form af åbne døre eller vinduer eller skuffer brudt op. Det var dog udelukket, at jeg skulle få den tanke at en person havde afluret min PIN-kode og fulgt efter mig hjem fra indkøb. Det havde jeg i hvert fald ikke fantasi til at forestille mig. Derfor slår jeg min konstatering af taskens fravær på den vante plads hen med at jeg eller en anden i huset kan have lagt den et eller andet andet sted, og jeg givetvis vil falde over den ved først kommende lejlighed.

Jeg konstaterer altså at tasken er forlagt, siden at den er bortkommet, for til sidst at erfare at den er stjålet. Selvfølgelig ville jeg da have ringet og fået kontoen spærret, hvis jeg kl. ca. 18 havde ment, at den var stjålet.

Det er først om morgenen, da jeg absolut skal have fat i tasken, at jeg får den tanke at den ikke bare er forlagt, men muligvis kan være stjålet. Det er for mig dog stadig en gåde, hvorfor nogen skulle stjæle den, så først da banken kan fortælle mig at der er hævet penge på mit Dankort, at det går op for mig, at jeg har været den udvalgte.

Skemaet giver mig ligesom ikke mulighed for at nuancere, så derfor skriver jeg at tasken er stjålet/bortkommet klokken 18/19. Uden tanke på eventuelle juridiske spidsfindigheder skriver jeg det, jeg ved i skrivende stund, og tænker ikke over, at det vil kunne udlægges som ansvarsløshed, ubekymrethed, skødesløshed."

Indklagede fastholdt, at klageren burde have spærret kortet umiddelbart efter det tidspunkt, hvor klageren ikke kunne finde sin taske.

Parternes påstande.

Den 14. januar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfte for 1.200 kr. af tabet som følge af misbruget af Visa/dankortet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun først søndag den 26. august 2001 kl. ca. 8 fik mistanke om, at tasken med Visa/dankortet kunne være forsvundet, hvorfor hun for en sikkerheds skyld fik kortet spærret. Spærringen var således rettidig.

Afklaringsskemaet blev udfyldt i samarbejde med indklagede, og det anførte bygger på en rekonstruktion af forløbet bl.a. baseret på indklagedes registreringer. Hun kunne således først efterfølgende konstatere, at tasken med Visa/dankortet måtte være forsvundet fra bopælen den 25. august 2001 kl. 18-19.

Indklagede har anført, at klageren burde have spærret kortet umiddelbart efter, at hun den 25. august 2001 kl. 18-19 opdagede, at tasken med Visa/dankortet var væk.

I givet fald kunne de to sidste hævninger på i alt 5.100 kr. have været undgået.

Da kortet først blev spærret den følgende morgen, hæfter klageren for de to sidste hævninger på i alt 5.100 kr., jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1., således som denne bestemmelse er fortolket i Ankenævnets praksis, jf. Ankenævnets kendelse af 3. juli 2001 i sag nr. 51/2001 og kendelse af 31. januar 2002 i sag nr. 355/2001, påhviler det indehaveren af et betalingskort at spærre dette snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet.

Ankenævnet finder det efter det fremkomne ikke godtgjort, at klageren før den 26. august 2001 om morgenen indså, at tasken med VisaDankortet var bortkommet og ikke blot forlagt i hjemmet. Klageren hæfter derfor alene med 1.200 kr. efter lovens § 11, stk. 2.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at klagerens hæftelse er begrænset til 1.200 kr.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.