Indsigelse mod bankens justering af klagerens handel med put optioner som følge af fejl på bankens handelsplatform og krav om erstatning samt krav om erstatning som følge af bankens fejlagtige overførsel af beløb til en konto tilhørende klageren i et andet pengeinstitut, der medførte midlertidig spærring af klagerens konto i banken.

Sagsnummer:226/2024
Dato:12-02-2025
Ankenævn:Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bone.
Klageemne:Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Tilbageførsel
Konto - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod bankens justering af klagerens handel med put optioner som følge af fejl på bankens handelsplatform og krav om erstatning samt krav om erstatning som følge af bankens fejlagtige overførsel af beløb til en konto tilhørende klageren i et andet pengeinstitut, der medførte midlertidig spærring af klagerens konto i banken.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens justering af klagerens handel med put optioner som følge af fejl på bankens handelsplatform og krav om erstatning samt krav om erstatning som følge af bankens fejlagtige overførsel af beløb til en konto tilhørende klageren i et andet pengeinstitut, der medførte midlertidig spærring af klagerens konto i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han via bankens handelsplatform investerede i gearede produkter, herunder optioner, futures, CFD’er og valutaoptioner.

Banken har oplyst, at klageren den 17. november 2020 blev kategoriseret som ESMA professionel kunde efter egen anmodning. Han har siden udført 205 handler i gearede produkter, herunder 14 i futures, 124 i optioner, 61 i CFD’er og 6 i valutaoptioner.

Banken tilbyder via sin handelsplatform sine kunder, at de kan foretage handel og investering på de globale finansielle markeder, herunder handel med put optioner (salgsoptioner). Det er via bankens handelsplatform blandt andet muligt at købe optionsinstrumenter på det regulerede marked Intercontinental Exchange (ICE).

Det fremgår af bankens almindelige forretningsbetingelser blandt andet, at:

”…

12.6 Såfremt Saxo Bank kan (i) dokumentere, at der på tidspunktet for Kontraktens eller ordrens indgåelse er fejl i priser, Kurtage og Gebyrer, andre kommissioner og/eller i Handelsplatformen, og (ii) sandsynliggøre, at Kunden - vurderet ud fra dennes handelsstrategi eller adfærd i øvrigt - bevidst og/eller systematisk har udnyttet eller forsøgt at udnytte sådanne fejl, kan Saxo Bank iværksætte en eller flere af følgende forholdsregler:

i. tilpasse de prisspreads og/eller den likviditet, som er tilgængelig for Kunden,

ii. begrænse Kundens adgang til streaming og umiddelbart anvendelige priser, herunder alene at tilbyde Kunden manuel prisstillelse,

iii. tilbageføre fra Kundens Konto enhver historisk handelsgevinst, som er opnået gennem denne adfærd i kundeforholdet mellem Kunden og Saxo Bank og/eller

iv. ophæve Kundens og Saxo Banks kundeforhold skriftligt og med øjeblikkelig virkning.

28.2 Saxo Bank har ret til at modregne Kundens indestående i Saxo Bank i ethvert beløb, som Kunden måtte skylde Saxo Bank.

…”

Banken har oplyst, at klageren i november måned 2023 hævede 500 EUR fra sin konto. Banken fremsendte ved en fejl yderligere 500 EUR til klagerens konto i et andet pengeinstitut i Spanien i januar 2024.

Den 18. og 19. januar 2024 købte klageren positioner i SONIA July 2024 put optioner (salgsoptionerne).

Banken har oplyst, at den havde begået en fejl i forbindelse med sin konfiguration af salgsoptionerne på sin handelsplatform. Salgsoptionerne var fejlagtigt konfigureret på den måde, at den underliggende future-kontrakt til levering var SO3M4 (juni futuren), selvom den skulle have været konfigureret på den måde, at den underliggende future-kontrakt til levering var SO3U4 (september futuren).

Det var som følge af bankens konfigurationsfejl muligt at købe salgsoptionerne til en markedspris, der afspejlede, at den korrekte underliggende future-kontrakt til levering var september futuren, men på grund af konfigurationsfejlen resulterede et køb af optioner i et køb af optioner med den forkerte underliggende future-kontrakt til levering, som var juni futuren.

Banken har oplyst, at det på grund af konfigurationsfejlen var muligt at købe salgsoptionerne med en strike-pris, som afspejlede september futuren og herefter øjeblikkeligt udnytte salgsoptionerne med en fortjeneste.

Banken har oplyst, at september futuren blev handlet til en højere pris end juni futuren i hele perioden, hvor klageren handlede. Banken har fremlagt et udklip fra ICE samt et link til ICE’s hjemmeside: https://www.ice.com/products/79341513/Options-on-Three-Month-SONIA-Index-Future, hvoraf det under markedsspecifikationer fremgår, at navnet på optionen er: ”Three Month SONIA”, samt at en handelsenhed udgøres af: ”One Three Month SONIA Index Future”.

Herudover har banken oplyst, at det fremgår af hjemmesiden, at man ikke på ICE kunne købe salgsoptioner, hvor den underliggende future til levering, er juni futuren.

Klageren har oplyst, at værdien af hans konto var mere end 7.000.000 DKK, da han om morgenen den 18. januar 2024 klokken 9.25 indgik en kontrakt om at købe en salgsoption på SONIA, som havde en underliggende levering, der på bankens handelsplatform fremstod som SO3M4. Efter købet af salgsoptionen udnyttede han straks salgsoptionen med henblik på at modtage den underliggende levering af SO3M4. Han lukkede den korte position efter modtagelsen af den korte position i SO3M4. Han gentog præcis samme handel klokken 9.31, men denne gang købte han ni salgsoptioner. Handlerne medførte kontantforbrug på hans bankkonto. Han indgik i en sidste handelssekvens med ti optioner klokken 9.39, hvilket udtømte hans tilgængelige kontantbeholdning på bankkontoen.

Fredag den 19. januar 2024 observerede han, at handlerne var clearet, og at hans tilgængelige kontantbeholdning var inklusive den nettoprofit, som han opnåede fra handlerne den 18. januar 2024. Han tjekkede prisen på bankens handelsplatform og handlede 10 optioner. Han gentog samme procedure. Han modtog under forløbet utvetydige bekræftelser på, at han udelukkende handlede den underliggende future-kontrakt SO3M4.

Banken har oplyst, at en salgsoption fungerer på den måde, at den, der holder salgsoptionen, har ret til at udnytte salgsoptionen ved at sælge den underliggende future-kontrakt til strike-prisen, inden salgsoptionen udløber. Værdien af en salgsoption er afledt af to faktorer: 1) egenværdien af kontrakten, som er forskellen mellem strike-prisen og prisen på det underliggende aktiv; 2) værdien af tidsaspektet, som er den overkurs, der er udover egenværdien før optionen udløber. Klageren købte i fire tilfælde salgsoptionerne, som han straks udnyttede.

Banken har oplyst, at den undersøgte klagerens handelsaktivitet og vurderede, at handlerne var unormale og mistænkelige. Banken justerede derfor i klagerens handler og foretog handelskorrektioner på den underliggende future-kontrakt, som blev leveret i forbindelse med udnyttelsen af salgsoptionerne og slettede og ombookede handlerne vedrørende juni futuren. Handlerne afspejlede herefter handler med september futuren som den underliggende future-kontrakt. Da klageren også havde købt juni futures til at lukke salgshandlen forbundet med udnyttelsen af salgsoptionerne, havde klageren efter justeringen af handlerne et spread mellem juni futuren og september futuren. Banken lukkede kort efter dette spread (kort september future og lang juni future).

Banken har fremlagt log fra bankens interne system for data på instrumenter, der viser ændringen, der blev lavet for at rette fejlen på handelsplatformen. Det fremgår, at SONIA July 2024 Put option med strike pris 96 blev ændret.

Banken har oplyst, at den på handelsplatformen viser det underliggende instrument sammen med optionsinstrumentet.

Klageren har oplyst, at han fredag den 19. januar 2024 klokken 15.13 modtog et telefonopkald fra banken. Han deltog herefter i en samtale på 28 minutter med banken. Han blev orienteret om, at på grund af bankens interne risikohåndtering og en konfigurationsfejl hos banken ville en række finansielle kontrakter, som han havde indgået med banken den 18. og 19. januar 2024 blive korrigeret. Banken har oplyst, at klageren under telefonsamtalen anmodede banken om at hjælpe ham med at lukke eksponeringen ved at sælge SO3M4-U4 spreadet. Klageren har bestridt dette.

Klageren sendte den 22. januar 2024 en e-mail til banken, hvor han klagede over bankens handlinger. Banken afviste den 26. januar 2024 klagen. Det fremgik blandt andet af afvisningen, at:

”…

What happened

On 18 and 19 Jan 2024, you bought and exercised trades in SONIA July 2024 put options (the Options).

These Options were incorrectly configured to deliver the June future contract. You bought and exercised these contracts and once exercised, this resulted in an incorrect position posted to your account.

You were then informed by our Senior Sales Traders on the date of trade, that Saxo amended these trades to rectify the error, which resulted in you holding a spread comprised of SO3M4 Long 30 lots (a trade executed by you), and Short 30 lots of SO3U4 (the correct underlying options which should have been placed from inception). You were also reminded to manage your margin exposure to ensure you were not stopped out of all other margin positions.

…”

Den 26. januar 2024 sendte banken en e-mail til klageren, hvoraf fremgik, at den arbejdede på at håndtere en dobbeltoverførsel på 500 EUR til klageren, som banken havde sendt ved en fejl dagen forinden. Banken har oplyst, at det er standardprocedure at tilføje en midlertidig suspendering af konti i sådanne situationer. Banken sendte den 6. februar 2024 en ny e-mail til klageren, hvoraf blandt andet fremgik:

”… At the time of sending this email, we have not yet received the return of the funds. Therefore in order to minimise any further disruption to your Saxo account, we instead will withdraw the relevant amount from your account at Saxo Bank on Tuesday 13th February 2024 unless received earlier. This will allow us to lift the hold on withdrawals which is currently active on your account and have you back to normality on your Saxo account. . …”

Banken trak beløbet på 500 EUR fra klagerens konto den 13. februar 2024. Klageren har oplyst, at der efterfølgende indgik 500 EUR på hans spanske bankkonto.

Parternes påstande

Den 15. april 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået hans påstande således, at:

1. Saxo Bank skal godtgøre ham et tab på cirka 29.744,11 GBP med tillæg af morarenter på 13,5 % pro anno med daglig tilskrivning og månedlig opgørelse samt med renters rente fra den 19. januar 2024 og indtil betaling sker, hvilket svarer til den rentesats som banken har brugt mod ham.

2. Saxo Bank skal betale erstatning som følge af bankens uberettigede hævning af 500 EUR samt den uberettigede spærring af hans konto.

Saxo Bank har for så vidt angår påstand 1 nedlagt påstand om frifindelse.

Saxo Bank har for så vidt angår påstand 2 nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har begået en række kontraktbrud og pligtforsømmelser, som har påført ham økonomiske tab. Det nøjagtige beløb vil klageren fastslå, når banken giver ham adgang til de originale handelsdokumenter.

Banken har ensidigt foretaget ulovlige justeringer af flere finansielle kontrakter, som han har indgået på grund af en påstået fejl på bankens handelsplatform. Banken gennemtvang en række uautoriserede handelsaktiviteter via hans konto til fordel for banken.

Banken har været helt uden vilje til at indgå i konstruktiv dialog og har truet og presset ham som privatkunde. Han tilbød gentagne gange, at handlerne kunne suspenderes med henblik på, at han kunne finde en mindelig løsning med banken.

Banken har bevidst fordrejet sandheden og beskyldt en privatkunde for at have handlet på en bestemt måde ud fra bankens ønske om at anvende punkt 12.6 i bankens almindelige forretningsbetingelser. Bankens påstande kan tilbagevises, og punkt 12.6 i bankens generelle forretningsbetingelser er ikke anvendelig. Ingen af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Banken havde ingen lovlig grund til at justere i hans handler på grundlag heraf eller dansk ret i øvrigt.

Ankenævnet kan derfor utvetydigt afvise bankens påstand om, at den handlede inden for sine rettigheder, da den med tilbagevirkende kraft korrigerede i nogle finansielle instrumenter på afsluttede finansielle kontrakter og åbnede en future spread position i rentederivater. Den type instrument har han ikke handlet, ligesom punkt 12.6 i de almindelige forretningsbetingelser uomtvisteligt ikke tillader, at banken kan levere noget materielt andet end det købte, og som tilmed påfører kunden et tab.

Det eneste formål med bankens kontraktbrud, bankens brud på de almindelige forretningsbetingelser og bankens brud på forpligtelsen til at handle i god tro og at handle fair var at dække bankens tab.

Han var ikke i ond tro. En erfaren privat investor kunne ikke have indset, at der var tale om en fejl på platformen, der utvetydigt var konfigureret til at levere SO3M4-future-kontrakter, hvilket fremgik gennem hele købsprocessen. Både da han foretog handlerne, og da han udnyttede salgsoptionerne, fremgik det hele tiden, at der skete levering af SO3M4-futures. Ingen steder på bankens platform blev det antydet, at det var noget andet, han købte. Det kunne heller ikke på anden vis udledes. Det ses for eksempel af bankens screenshot af sin handelsplatform. Han havde heller ingen mulighed for at foretage undersøgelser, der kunne få ham til at indse, at der var en konfigurationsfejl på bankens platform. Han har på intet tidspunkt forsøgt at udnytte bankens system eller bankens fejl, og bankens fejl kan ikke medføre betydelige tab for bankens kunder.

Han har, efter at han åbnede sin konto i banken i 2020 tilført kontoen et betydeligt beløb, og banken har som følge heraf haft en fortjeneste på mere end 100.000 DKK i kommissioner og gebyrer. Da han ved en fejl solgte en række købsoptioner den 20. juli 2023 på Euronext, der gav køberen af optionerne øjeblikkelig profit, og efterlod ham med et tab på mere end 7.030 EUR, blev han af banken telefonisk oplyst om, at hver eneste handel straks blev matchet i markedet. Det var derfor ikke muligt for banken at ændre en bekræftet handel, selvom handlen gav køberen adgang til øjeblikkeligt at profitere på fejlen. Banken lod ham altså i et fuldkommen analogt tilfælde tabe 7.030 EUR samt adskillige tusinde EUR i handelsomkostninger. Det vil være asymmetrisk og ubalanceret, hvis det samme forhold skal have forskellige udfald afhængig af, om det er banken eller bankens kunde, der begår fejl på handelsplatformen.

Banken har handlet groft uforsvarligt ved at udsætte ham som privat kunde for en vild og ukontrollabel markedsrisiko over weekenden. Bankens justeringer af transaktionerne afspejlede ikke hans køb, instrukser eller klik på handelsplatformen og justeringerne blev foretaget mod bedre vidende. Det er uden for enhver tvivl i strid med bankens forvaltningspligt og forpligtelser i henhold til MIFID-reguleringen, at banken påfører en privat kunde så absurd stor risiko, selvom han måtte være klassificeret som professionel investor. Han har ikke ved at anmode om at blive ESMA professionel kunde opgivet nogle rettigheder i forhold til bankens forpligtelser i henhold til artikel 24.1, 24.3 og artikel 24.4 (bortset fra (24.4 c)) i MIFID-reguleringen.

Han afviser kategorisk, at han under telefonsamtalen har anmodet banken om at udføre de specifikke handler. Hans instruktioner var klare og utvetydige. Handlerne som medførte, at han blev udsat for risiko, var ulovlige, og han ønskede ikke denne risiko. Banken skulle enten tillade handlerne at fortsætte, som han udtrykkeligt instruerede om eller annullere handlerne. Banken havde ingen ret til at gennemtvinge leveringen af et andet underliggende instrument til en ikke favorabel pris, uden at han udtrykkeligt gav sit samtykke, da det udgør et klart brud på MIFID-reguleringen.

Han arbejder som Senior Investment Officer, og han anså sig derfor forpligtet til at rydde enhver potentiel interessekonflikt forud for sagens indbringelse for Ankenævnet, ligesom han har haft brug for juridisk rådgivning. Tabsopgørelsen blev vanskeliggjort af, at banken slettede handlerne på hans brugerflade og manipulerede med handelsinformationen. Han forbeholder sig retten til at inddrage yderligere udgifter i tabsopgørelsen, herunder tabt arbejdsfortjeneste samt øvrige personlige, juridiske og finansielle udgifter, som han har afholdt som følge af bankens fejl.

Banken har tilmed samme dag, som han modtog bankens afvisning af klagen, begået endnu en fejl og spærret hans konto i perioden fra den 26. januar 2024 til 13. februar 2024. Banken har på uforholdsmæssig vis spærret en konto med en værdi på cirka 1.000.000 EUR, fordi banken angiveligt ved en fejl har overført 500 EUR fra sin egen bankkonto til en af hans tilknyttede bankkonti i Spanien. Banken har påstået, at den uden held har forsøgt at få overførslen tilbageført fra hans spanske bankkonto, hvilket hans spanske bankrådgiver har afvist. Efterfølgende har banken den 13. februar 2024 ensidigt besluttet at trække 500 EUR fra hans konto hos banken. De 500 EUR indgik efterfølgende på hans spanske bankkonto. Selvom det derfor ikke blev til et stort problem, var det ubehageligt at have en betydelig del af sin formue holdt som gidsel af banken, og det undtager ikke banken fra at have handlet i ond tro med det ene formål at spærre hans konto i en kritisk periode.

Saxo Bank har til støtte for frifindelsespåstanden for så vidt angår påstand 1 anført, at bankens justering af klagerens handel med salgsoptioner blev foretaget i henhold til punkt 12.6 i bankens almindelige forretningsbetingelser.

Banken var berettiget til at foretage justeringen, da der var en konfigurationsfejl i relation til salgsoptionerne på bankens handelsplatform. Konfigurationsfejlen betød, at prisen på den underliggende future-kontrakt var fundamentalt forkert, fordi den underliggende future var forkert.

Banken begik en fejl i forbindelse med konfigurationen af salgsoptionerne, der var konfigureret til at levere SO3M4 future-kontrakten (juni futuren) og ikke SO3U4 future-kontrakten (september futuren). Den korrekte underliggende future-kontrakt var september futuren, men det var juni futuren som blev leveret.

Banken informerede på handelsdagen klageren om, at banken havde ændret handlerne for at udbedre sin fejl. Bankens justeringer betød, at klagerens beholdning fik et spread bestående af 30 lange positioner af juni futuren og 30 korte positioner af september futuren. Det var de korrekte underliggende future-kontrakter, som skulle have været placeret fra starten. Salgsoptioner med juni futuren som underliggende future eksisterer slet ikke på den børs (ICE), som salgsoptionerne blev handlet på.

Det var på grund af konfigurationsfejlen muligt for klageren at købe salgsoptionerne med en strike-pris, som afspejlede september futuren, og herefter øjeblikkeligt udnytte salgsoptionerne, hvilket resulterede i, at han opnåede en uberettiget fortjeneste, fordi september futuren handledes til en højere pris end juni futuren. Optionerne var salgsoptioner, hvilket indebar, at klageren solgte juni futuren til september futurens strike-pris og straks opnåede en uberettiget fortjeneste. Det vil under normale markedsforhold aldrig være muligt at opnå en øjeblikkelig fortjeneste på handel med salgsoptioner.

Klagerens fortjeneste var udelukkende baseret på egenværdien af optionerne, som var fejlagtigt reflekteret på grund af konfigurationsfejlen, og i forbindelse med sin udførelse af handlerne tog klageren ikke højde for værdien af tidsaspektet associeret med optionerne. Da værdien af en salgsoption er afledt af to faktorer: 1) egenværdien af kontrakten, som er forskellen mellem strike-prisen og prisen på det underliggende aktiv; og 2) værdien af tidsaspektet, som er den overkurs, der er udover egenværdien før optionen udløber. Ved at justere klagerens handler i optionerne og tilbagekræve hans uberettigede fortjeneste sikrede banken en korrekt afspejling af: 1) handlerne foretaget af klageren, 2) klagerens position på hans konto baseret på handlerne, 3) klagerens eksponering som følge af handlerne og 4) markedsforholdene.

Der var på grund af konfigurationsfejlen ikke tale om normale markedsforhold, hvorfor klageren kunne opnå en uberettiget fortjeneste baseret udelukkende på egenværdien af salgsoptionerne. Værdien af tidsaspektet gik helt tabt efter at have betalt den fulde overkurs, ved at klageren udnyttede salgsoptionerne med den timing, som klageren gjorde.

Klageren var i ond tro. Han foretog i fire tilfælde køb af salgsoptionerne, hvorefter han udnyttede dem straks efter sine køb. Klagerens handelsaktivitet og timingen for handelsaktiviteten er udtryk for et unormalt og mistænkeligt handelsmønster, når det kommer til handel med optioner. Det indikerede stærkt, at klageren var klar over konfigurationsfejlen, og at han var klar over, at han kunne opnå en øjeblikkelig og uberettiget fortjeneste baseret alene på egenværdien af salgsoptionerne. Konfigurationsfejlen var åbenbar og verificerbar, hvilket klageren som ESMA professionel kunde og som en person, der arbejder som porteføljemanager i en virksomhed, der specialiserer sig i porteføljestyring og kreditinvesteringer i den finansielle sektor og med kendskab til finansielle produkter, vidste eller burde vide.

Salgsoptionen var konfigureret forkert til at levere SO3M4 futures, hvilket er grunden til klageren fik vist dette på handelsplatformen. De handler, der rent faktisk blev gennemført i markedet i forbindelse med udnyttelsen af salgsoptionerne var de korrekte handler (salgsoptioner, der blev udnyttet i SO3U4). Ændringerne i handlerne, der blev lavet på klagerens konto, passede med de transaktioner, der rent faktisk skete i markedet. Banken foretog justeringen af handlerne for at rette handlerne til de faktiske markedstransaktioner, for ikke at skabe unødvendig markedsrisiko hen over weekenden. Risikoen kunne nemt håndteres ved at bruge en strategiordre for at lukke både det lange og det korte ben samtidig. Klageren havde nok margin til at holde en spread-kontrakt, men klageren besluttede selv at lukke den. Derfor er klagerens påstand faktuelt forkert.

Klageren anmodede i forbindelse med en telefonsamtale den 19. januar 2024 banken om at hjælpe ham med at lukke eksponeringen ved at sælge SO3M4-U4 spreadet.

I forhold til det af klageren anførte om, at han den 20. juli 2023 ved en fejl solgte nogle købsoptioner, bemærkes det, at arbitragen tydeligvis blev udnyttet, fordi instrumentet var konfigureret forkert. Det var ikke, fordi der var fejl i prisansættelsen af produkterne på markedet. Klagerens tidligere handler kan ikke sammenlignes med de handler, der er relevante for denne sag, eftersom det underliggende instrument til optionerne var konfigureret forkert.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden for så vidt angår påstand 2 anført, at banken havde ret til at trække pengene, jf. bankens almindelige forretningsbetingelser punkt 28.2. Klageren har ikke lidt noget tab på grund af den dobbelte overførsel, da han har bekræftet, at de 500 EUR blev overført til hans konto.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han via bankens handelsplatform investerede i gearede produkter, herunder optioner, futures, CFD’er og valutaoptioner.

Klageren blev i 2020 kategoriseret som ESMA professionel kunde. Han har siden udført 205 handler i gearede produkter, herunder 14 i futures, 124 i optioner, 61 i CFD’er og 6 i valutaoptioner.

Den 18. og 19. januar 2024 købte og udnyttede klageren positioner i SONIA July 2024 put optioner (salgsoptionerne).

Banken har oplyst, at den begik en fejl i forbindelse med sin konfiguration af salgsoptionerne på sin handelsplatform. Salgsoptionerne var fejlagtigt konfigureret på den måde, at den underliggende future-kontrakt til levering var SO3M4 (juni futuren), selvom den skulle have været konfigureret på den måde, at den underliggende future-kontrakt til levering var SO3U4 (september futuren).

Banken har oplyst, at man ikke på ICE kunne købe salgsoptioner, hvor den underliggende future til levering, er juni futuren. Det var som følge af bankens konfigurationsfejl muligt at købe salgsoptionerne til en markedspris, der afspejlede, at den korrekte underliggende future-kontrakt til levering var september futuren, men på grund af konfigurationsfejlen resulterede et køb af optioner i et køb af optioner med den forkerte underliggende future-kontrakt til levering, som var juni futuren. Banken har oplyst, at det på grund af konfigurationsfejlen var muligt at købe salgsoptionerne med en strike-pris, som afspejlede september futuren og herefter øjeblikkeligt udnytte salgsoptionerne med en fortjeneste.

Banken har oplyst, at klageren i fire tilfælde købte salgsoptionerne, som han straks udnyttede. Banken undersøgte klagerens handelsaktivitet. Banken vurderede, at handlerne var unormale og mistænkelige. Banken justerede derfor i klagerens handler og foretog handelskorrektioner på den underliggende future-kontrakt, som blev leveret i forbindelse med udnyttelsen af salgsoptionerne.

Klageren har oplyst, at han modtog utvetydige bekræftelser på, at han udelukkende handlede den underliggende future-kontrakt SO3M4, hvilket vil sige juni futuren. Banken har anført, at konfigurationsfejlen var åbenbar og verificerbar, hvilket klageren som ESMA professionel kunde vidste eller burde vide, og at hans unormale handelsaktivitet blev udført bevidst og i ond tro for at udnytte bankens fejl for at opnå en uberettiget vinding.

Klageren har anført, at han foretog alle handlerne i god tro, og at der ikke var nogen indikation på, at der var en fejl på bankens handelsplatform.

Der er mellem parterne modstridende opfattelser af, hvorvidt klageren i telefonsamtalen den 19. januar 2024 anmodede banken om at sælge salgsoptionerne og lukke klagerens SONIA-futures eksponering, eller om banken handlede på egen hånd.

Banken har oplyst, at klageren i november måned 2023 hævede 500 EUR fra sin konto. Banken overførte ved en fejl yderligere 500 EUR til klagerens konto i et andet pengeinstitut i Spanien i januar 2024. Banken trak den 13. februar 2024 beløbet fra klagerens konto i banken.

Spørgsmålet om, hvorvidt banken var berettiget til at justere i klagerens handel i salgsoptionerne, beror blandt andet på, om klageren indså eller burde have indset, at salgsoptionerne var fejlkonfigureret på bankens handelsplatform, jf. herved pkt. 12.6 i bankens almindelige forretningsbetingelser. En afgørelse heraf forudsætter en bevisførelse, herunder især i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at banken skal pålægges at betale erstatning til klageren eller tilbageføre den skete modregning i forbindelse med bankens fejlagtige overførsel af 500 EUR til klagerens konti i et andet pengeinstitut. Det bemærkes herved, at det efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at klager har modtaget de 500 EUR. Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagerens påstand 1 mod Saxo Bank.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen over Saxo Bank.