Rente. Indekskonto. Opsigelse af særaftale.

Sagsnummer:559/1992
Dato:12-03-1993
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Rente - indlån
Indekskonto - forrentning
Ledetekst:Rente. Indekskonto. Opsigelse af særaftale.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I 1983 indgik klageren aftale med indklagedes Skørping afdeling om en overrente på 0,5% p.a. på to indekskonti tilhørende klageren og dennes ægtefælle. Aftalen herom foreligger ikke i skriftlig form, men under klagesagen er fremlagt en håndskreven beregning, der ifølge klageren er foretaget af afdelingens daværende bestyrer. Beregningen viser betydningen af en overrente på 0,5% p.a. sammenholdt med betydningen af, at der sker rentetilskrivning én eller to gange årligt.

Ved skrivelse af 15. september 1992 til klageren oplystes, at indklagedes generelle rentebetingelser for indekskonti i juni måned 1992 var ændret således, at indekskonti med indestående over 100.000 kr. forrentedes med 8,5% p.a., medens konti med indestående under 100.000 kr. forrentedes med 8% p.a. Som følge heraf forrentedes ægtefællens indekskonto p.t. med 9% p.a., medens klagerens konto forrentedes med 8,5% p.a. Ved samme skrivelse meddeltes, at aftalen om 0,5% overrente opsagdes til ophør pr. 31. december 1992, således at forrentningen af klagerens og ægtefællens konti derefter ville følge normalsatsen for indekskonti.

Efter at have korresponderet med indklagede om indklagedes ret til at opsige renteaftalen, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at aftalen om overrente på klagerens og ægtefællens indekskonti er uopsigelig.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at baggrunden for aftalen om overrente var, at klageren fra et andet pengeinstitut havde fået tilbud om en højere rente end den, indklagede på daværende tidspunkt ydede. For at fastholde klageren som kunde tilbød afdelingen derfor overrenten, og aftalen indeholdt ikke noget forbehold for senere opsigelse. Som følge heraf er indklagedes opsigelse af 15. september 1992 i strid med aftalen om overrente.

Indklagede har anført, at overrenten blev ydet klageren og ægtefællen som kompensation for forringede rentevilkår i forbindelse med overgang fra halvårlig til helårligt rentetilskrivning. Overrenten er ydet i lighed med alle andre ind- og udlån og således med en rente, der er gældende p.t., med mindre andet udtrykkeligt måtte være aftalt. Klageren må bære bevisbyrden for en aftale, hvorefter det generelle princip om forrentning er fraveget. Opsigelsen af aftalen om overrente er sket på behørig vis med tre måneders varsel til udgangen af en måned. Ved opsigelsen henviste indklagede endvidere til, at en mere fordelagtig forrentning ville kunne opnås ved flytning til en særlig afdeling af indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede ved den i 1983 indgåede aftale har forpligtet sig til at yde en overrente på 0,5% p.a. på klagerens og dennes ægtefælles indekskonti for resten af kontrakternes løbetid. Indklagede må derfor være berettiget til at opsige den særlige renteaftale med et vist varsel, og klagerens påstand kan således ikke tages til følge. Ankenævnet finder imidlertid, at varslet burde have været mindst seks måneder til udgangen af en måned, og at opsigelsen således tidligst bør få virkning fra den 1. april 1993.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at opsigelsen af aftalen om overrente på klagerens og dennes ægtefælles indekskonti tidligst kan få virkning fra den 1. april 1993. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.