Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bortfald af kaution. Ophævelse af plankonto. Ydelse af andet lån til debitor. Begrænset kaution, delvis anvendelse af provenu af låneforhøjelse til indfrielse af eksisterende gæld.

Sagsnummer: 535/1995
Dato: 15-10-1996
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Kaution - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om bortfald af kaution. Ophævelse af plankonto. Ydelse af andet lån til debitor. Begrænset kaution, delvis anvendelse af provenu af låneforhøjelse til indfrielse af eksisterende gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved gældsbrev af 9. september 1987 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, klagerens veninde A et lån på 37.000 kr. Lånet skulle ifølge gældsbrevet tilbagebetales med en månedlig ydelse på 900 kr., første gang den 31. oktober 1987. Klageren havde ved selvskyldnerkautionserklæring af 7. september 1987 kautioneret for lånet. Af kautionserklæringen fremgik, at lånet skulle afvikles med 700 kr. pr. måned 1. gang 1. november 1987.

Ved gældsbrev af 17. september 1987 forhøjedes lånet med 12.000 kr. til 49.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 900 kr. første gang den 31. oktober 1987. Klageren havde ved kautionserklæring af 10. september 1987 kautioneret for lånet.

Ved gældsbrev af 24. marts 1988 forhøjedes lånet, der var nedbragt til 46.638,05 kr., med 11.000 kr. til 57.638,05 kr. Lånet skulle uændret afvikles med 900 kr. pr. måned. Af gældsbrevet fremgår:

"Inden 1 år skal ydelsen på lån forhøjes eller ekstraordinært afdrages."

Klageren kautionerede for lånet ved underskrift på gældsbrevet.

Af pengeinstituttets skrivelse af 22. august 1989 til klageren vedrørende kautionsforpligtigelsen fremgår:

"Da vi gentagne gange har haft problemer med styring af plankontoen, vil denne pr. 25/8-1989 blive slettet.

[A] vil hæve af plankontoen til yderligere forbrug.

Må vi høre fra dig inden den 25/8-1989, da det var en forudsætning for kautionen, at der blev lavet en plankonto."

Ved skrivelse af 28. august 1989 opgjorde pengeinstituttet plankontoen over for A, og meddelte, at indeståendet på plankontoen 3.414,38 kr. var overført til lønkontoen, og at ydelser på lånet fremover ville blive debiteret lønkontoen.

Ved kautionisterklæring af 28. marts 1990 accepterede klageren, at ydelsen på lånet nedsattes til 600 kr. pr. måned i perioden 1. april 1990 til 1. april 1992. Det fremgik af erklæringen, at restgælden udgjorde 53.020,77 kr.

Den 11. august 1993 ydede indklagede A et usikret lån på 8.400 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr.

Ved gældsbrev af 17. november 1993 ydede indklagede A en forhøjelse af det kautionssikrede lån med 11.820 kr. til 67.328,59 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang 1. december 1993. Ved kautionsdokument af s.d. påtog klageren sig kautionsforpligtigelse for lånet begrænset til restgælden før forhøjelsen, 55.508,59 kr. Restgælden på det usikrede lån, 5.400 kr., blev indfriet i forbindelse med forhøjelsen af det kautionssikrede lån.

Den 22. juni 1994 indledte skifteretten i Århus gældssaneringssag for A.

Ved skrivelse af 7. juli 1994 meddelte indklagede klageren, at lånet var opsagt. Klageren blev anmodet om at kontakte indklagede med henblik på indbetaling af kautionsforpligtigelsen på 55.508,59 kr. samt renter heraf.

Ved skrivelse af 24. februar 1995 tog indklagedes advokat sagen til inkasso.

Klageren har ved klageskema modtaget den 31. oktober 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet samt at tilbagebetale allerede oppebårne beløb med tillæg af procesrente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det for hende som for alle kautionister var en forudsætning, at lånets hovedstol nedbragtes i overensstemmelse med indklagedes amortiseringsplaner. Indklagede var eller burde være bekendt med denne forudsætning. Lånet var jævnligt i restance. Restgælden oversteg hyppigt hovedstolen. Indklagede orienterede hende ikke herom. Indklagede ydede i 1987 et tillægslån, uden at restgælden var nedbragt. Indklagede ydede i 1988 et tillægslån på et tidspunkt, hvor restgælden var nedbragt til 95,18% af hovedstolen. Indklagede ydede i 1993 uden at orientere hende et usikret lån på 8.400 kr., hvorved hendes risiko blev forøget. Det usikrede lån blev i 1993 indfriet ved en forhøjelse af det kautionssikrede lån på et tidspunkt, hvor restgælden var nedbragt til 96,31% af hovedstolen. Indklagede ydede tillægslån uden at sikre sig effektiv betalingsmulighed fra debitor. Hun forudsatte, at den i lånedokument af 24. marts 1988 stillede betingelse om ydelsesforhøjelse/ekstraordinær nedbringelse af restgælden blev opfyldt. Indklagede sørgede ikke for, at dette skete, og orienterede hende ikke herom. Det var en forudsætning for hende, at debitor oprettede og opretholdt en plankonto. Indklagede var bekendt med denne forudsætning og anmodede om hendes accept af plankontoens ophævelse. Hun accepterede ikke denne, men indklagede slettede alligevel plankontoen. Såfremt indklagede havde orienteret hende om plankontoens ophævelse, ville hun have frigjort sig for kautionsforpligtelsen. Engagementet med A må ud fra en overordnet betragtning betegnes som tvivlsomt allerede fra begyndelsen og må anses for baseret på tilvejebringelsen af hendes kaution. Indklagede burde have orienteret hende om, at ydelsen på 900 kr. pr. måned ikke dækkede tilskrevne renter, og at A ikke magtede at efterkomme det forudsatte krav om ydelsesforhøjelse pr. marts 1989 og om, at indklagede ikke agtede at reagere herpå. Indklagede undlod i forbindelse med hendes underskrift på kautionserklæringen den 11. november 1993 at oplyse hende om oprettelsen af det usikrede lån, formålet med forhøjelsen af det kautionssikrede lån og det samlede engagements faktiske forløb, herunder særligt om ophævelsen af plankontoen. Hendes underskrift af 17. november 1993 er derfor uforbindende.

Indklagede har anført, at kundeforholdet med A kom i stand på foranledning af klageren. Lånet blev bevilget på basis af en sædvanlig kreditvurdering af A's egen mulighed for at forrente og tilbagebetale gælden. A har overholdt de indgåede afviklingsaftaler. I forbindelse med forhøjelsen af lånet med 11.000 kr. i 1988 blev det aftalt, at ydelsen inden et år skulle sættes op, da ydelsen ikke var tilstrækkelig til at sikre en reel nedbringelse af lånet. Da A imidlertid ikke havde økonomisk mulighed herfor, fortsatte afviklingen med en ydelse på 900 kr. pr. måned. Nedsættelsen af ydelsen til 600 kr. i 1990 skete med klagerens tilladelse. Klageren var klar over, at ydelsen på 600 kr. pr. måned var utilstrækkelig til at sikre en reel afvikling. Klageren har løbende tiltrådt ændringerne i låneforholdet og kan derfor ikke nu gøre gældende, at lånet ikke er nedbragt i overensstemmelse med det oprindeligt aftalte. Indfrielsen af det usikrede lån med 5.400 kr. var "gammel gæld", men det var ikke en forudsætning for klageren, at provenuet af lånet/forhøjelsen blev stillet til A's rådighed. Klageren kautionerede i øvrigt ikke for forhøjelsen, idet kautionsforpligtigelsen blev begrænset til restgælden før forhøjelsen. Det er uden betydning for klagerens hæftelse, at man har ydet A kredit ud over det sikrede lån, idet klageren ikke har forudsat, at der ikke måtte ydes yderligere lån. Det bestrides, at låneforhøjelsen i november 1993 på 11.820 kr. skete med det formål at indfri det sideløbende lån med en restgæld på 5.400 kr. Låneformålet var udskiftning af bil. Klageren kunne ved ophævelsen af plankontoen i marts 1990 have opsagt sin kaution, såfremt plankontoen tillagdes væsentlig betydning, hvilket klageren imidlertid ikke gjorde.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med det af indklagede oplyste til grund, at debitor indtil indledningen af gældssaneringssagen har overholdt alle indgåede afviklingsaftaler, ligesom det må lægges til grund, at disse har været godkendt af klageren. I forbindelse med låneforhøjelsen den 24. marts 1988 blev det aftalt, at der efter et år skulle ske forhøjelse af ydelsen på 900 kr. eller betales et ekstraordinært afdrag på lånet. Dette skete ikke, men klageren fik i forbindelse med, at hun den 28. marts 1990 godkendte en nedsættelse af ydelsen til 600 kr. i en 2-årig periode, oplysning om restgældens størrelse. Også i forbindelse med låneforhøjelsen den 17. november 1993 modtog klageren oplysning om restgældens størrelse. Klageren findes på denne baggrund at måtte være afskåret fra nu at gøre gældende, at lånet ikke er blevet afviklet som forudsat af hende.

Indklagede oplyste ved skrivelsen af 22. august 1989 til klageren, at man havde til hensigt at slette debitors plankonto. Klageren reagerede ikke over for skrivelsen og kan derfor ikke nu påberåbe sig ophævelsen af plankontoen som en bristende forudsætning.

Der er ikke oplyst særlige omstændigheder, som giver grundlag for at fastslå, at indklagede i forhold til klageren var uberettiget til i august 1993 at yde debitor det usikrede lån på 8.400 kr.

Restgælden på dette lån, 5.400 kr., blev indfriet i forbindelse med, at det kautionssikrede lån den 17. november 1993 blev forhøjet med 11.820 kr. til 67.328,59 kr. Uanset at klagerens kaution blev begrænset, således at hun alene hæftede med 55.508,59 kr. svarende til restgælden forud for forhøjelsen, burde indklagede - da klageren påtog sig at hæfte for hele den samlede gæld efter forhøjelsen - have givet klageren oplysning om, at ikke hele forhøjelsesbeløbet blev stillet til rådighed for debitor som ny kredit. Det kan dog ikke antages, at restgælden på tidspunktet for gældssaneringssagens indledning ville have været nedbragt til under det beløb, med hvilket klageren hæftede, selv om låneforhøjelsen i november 1993 havde været 5.400 kr. mindre. Forholdet findes derfor ikke at kunne begrunde en nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.