Kaution. Stiftelse.

Sagsnummer:228/1992
Dato:19-02-1993
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Stiftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved stævning af 24. januar 1992 anlagde indklagede sag mod klageren med påstand om betaling af 155.323,22 kr. med tillæg af renter fra 28. juni 1991. Sagen er af Sø- og Handelsretten den 31. juli 1992 udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Ifølge stævningen har klageren sammen med en tredjemand drevet virksomhed igennem et aktieselskab. Selskabets engagement med indklagede har bl.a. bestået i, at selskabet optog udlandslån i lavt forrentet valuta og anvendte låneprovenuet til køb af obligationer i højt forrentet valuta.

Af skrivelse af 25. januar 1990 fra indklagede til selskabet fremgår, at selskabets engagement tidligere var opsagt til fuld indfrielse pr. 1. september 1989, men at fuldstændig indfrielse endnu ikke var sket. I skrivelsen meddeltes, at indklagede i henhold til nogle modtagne håndpanterklæringer ville se sig nødsaget til at realisere selskabets beholdning af værdipapirer uden yderligere varsel, såfremt der ikke inden 15. januar 1990 forelå en endelig inddækning af engagementets underdækning, som var anslået til 650.000 kr. Endvidere anførtes, at indklagede ville gøre kautionisternes kautionsforpligtelse gældende, ligesom det anførtes, at kopi af skrivelsen var fremsendt til klageren og den pågældende tredjemand i deres egenskab af selvskyldnerkautionister.

Ved indklagedes skrivelse af 22. juni 1990 til klageren præciseredes en med klageren indgået aftale om klagerens afvikling af klagerens kautionsforpligtelse. Skrivelsen er underskrevet af klageren.

Klageren indbetalte herefter den 22. juni, 16. august og 31. oktober 1990 ialt 189.700 kr.

Af klagerens svarskrift ved sagens behandling for retten fremgår, at klageren bestrider at have påtaget sig kautionsforpligtelse for selskabets mellemværende. Klageren er af indklagede blevet bragt i den vildfarelse, at en kautionsforpligtelse forelå, af hvilken grund klageren har indbetalt beløb til indklagede.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke skylder indklagede 155.323,22 kr., og at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de beløb, klageren har erlagt i urigtig formening om skyld, inklusive renter. Endvidere indeholder klagerens påstand krav om, at indklagede tilbagebetaler et beløb til selskabet.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, jvf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, subsidiært § 7, stk. 1. Indklagede har fastholdt, at klageren hæfter som kautionist for selskabets forpligtelser og har i øvrigt forbeholdt sig at fremkomme med yderligere vedrørende sagens realitet.

Klageren har til støtte for, at Ankenævnet er kompetent til at behandle sagen anført, at klageren er en privatperson, og at sagen vedrører, om klageren har kautioneret overfor indklagede.

Indklagede har anført, at sagen bør afvises, idet klageren må sidestilles med en erhvervsdrivende under hensyn til omfanget og karakteren af spekulationsforretningerne. Subsidiært bør klagen afvises som følge af, at sagens afgørelse vil bero på en omfattende bevisførelse og således er uegnet til behandling i Ankenævnet. Indklagede har herved bl.a. henvist til på den ene side et fremlagt kautionsdokument af 21. september 1987 og på den anden side en skrivelse af 31. august 1992 fra en tidligere medarbejder hos indklagede, ifølge hvilken man af særlige grunde skulle have givet afkald på kautionen. Denne erklæring står indklagede uforstående overfor.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det af parterne anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.